Klage over manglende vagtlægebesøg (mistanke om lårbenshalsbrud)

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere vagtlæge <****> for hans behandling af <****> den 10. maj 2005, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

Den 10. maj 2005 kl. cirka 3 om natten faldt på det plejehjem, hvor hun bor. Hun måtte hjælpes i seng af sygeplejerskerne. 2 timer senere, kl. 5, henvendte en sygeplejerske sig til vagtlæge .

På baggrund af samtalen med sygeplejersken fandt vagtlæge ikke anledning til at sende vagtlæge på sygebesøg. Han henviste til egen læges konsultation, som åbnede kl. 8, ligesom han ordinerede Panodil mod smerter.

Egen læge indlagde om morgenen på ortopædkirurgisk afdeling, , hvor man konstaterede brud på lårbenshalsen. blev opereret samme dag med indsættelse af skruer.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At vagtlægen ikke fandt grundlag for at tilse .

Det er herved anført, at hun var faldet og havde brækket lårhalsen, men at vagtlægen henviste til undersøgelse hos egen læge dagen efter.

Nævnets afgørelse af klagen

Vagtlæge har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 10. maj 2005.

Begrundelse

faldt den 10. maj 2005 cirka kl. 3 i sin bolig på et plejehjem. Hun klagede over hoftesmerter og måtte hjælpes i seng af personalet. Hun havde kendt knogleskørhed, som hun var i behandling for.

Det fremgår journalen, at en sygeplejerske kl. 5.08 ringede til lægevagten og talte med vagtlæge . Af journalnotatet fremgik, at var faldet ved 3-tiden og klagede over smerter i hofteregionen, men benet var ikke udadroteret. Hendes smertetærskel blev oplyst til at være lav i det daglige. Der blev givet råd vedrørende Panodil (mildt smertestillende håndkøbsmedicin) og hensigtsmæssig lejring. Der blev i øvrigt henvist til tilsyn ved egen læge den følgende formiddag.

Vagtlæge har anført i sin udtalelse til sagen, at sygeplejersken oplyste, at benet ikke var udadroteret, og at det var lejret hensigtsmæssigt. Lægen ordinerede mildt smertestillende medicin (Paracetamol) og aftalte, at plejehjemmet skulle kontakte egen læge, når denne åbnede 3 timer senere for at få s ben undersøgt og behandlet for muligt hoftebrud. Journalnotatet blev sendt til egen læge, så han havde det til rådighed umiddelbart.

Nævnet kan oplyse, at brud på hoften/lårbensbrud er en hyppig faldskade, som specielt opstår hos ældre. Såfremt patienten lider af knogleafkalkning (osteoporose), skal der kun lidt til, før knoglen brækker.

Nævnet kan videre oplyse, at symptomerne er smerter i hoften efter et fald med opadrykning af benet, der dermed bliver kortere end det andet. Der kan endvidere være udadrotation af foden, men det er velkendt, at den klassiske fejlstilling langt fra altid forekommer ved hoftebrud. Diagnosen stilles ved røntgenundersøgelse, og behandlingen er operation med ”sømning” af bruddet (osteosyntese).

Nævnet har på det foreliggende lagt til grund, at vagtlæge mente, at der kunne være tale om hoftebrud, men at yderligere undersøgelse kunne vente til den følgende dag.

Nævnet skal imidlertid bemærke, at vagtlæge ikke kunne vide, om en kontakt og efterfølgende besøg skete, som han forestillede sig, og det vil da også ofte være meget vanskeligt for de praktiserende læger i dagtiden at aflægge akutte sygebesøg midt i konsultationstiden.

Nævnet kan videre oplyse, at et hoftebrud oftest er forbundet med stor smerte. Da modtog en henvendelse fra en sygeplejerske, skete dette formentlig for at få taget stilling til, om der kunne foreligge et brud i s hofte. Det er almindelig faglig praksis i dag at diagnosticere og behandle hoftebrud uden unødvendig forsinkelse, og i den forbindelse varetage en nødvendig relevant smertebehandling. Paracetamol vil sjældent være tilstrækkeligt til at dæmpe smerterne i forbindelse med brud.

Det er ud fra disse omstændigheder nævnets opfattelse, at vagtlæge ikke sikrede, at ved henvendelsen den 10. maj 2005 blev undersøgt og behandlet inden for den tidshorisont, som må anses rimelig i lyset af, at der på grund af faldet, smerterne og knogleafkalkningen forelå betydelig mistanke om, at havde pådraget sig et hoftebrud. Der burde som et minimum være tilbudt en lægelig vurdering af forholdene inden for en ret kort tidsfrist. Udskydelsen af en undersøgelse med de usikkerheder det indebar, var ikke inden for rammerne af sædvanlig faglig praksis.

Nævnet finder på denne baggrund, at vagtlæge handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 10. maj 2005.