Klage over utilstrækkelig behandling af HIV-infektion under indlæggelse på psykiatrisk afdeling.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere overlæge A for hans behandling af <****> i perioden fra den 9. til den 16. januar 2003 på psykiatrisk afdeling, Sygehus X, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger på psykiatrisk afdeling, Sygehus X, der i øvrigt var involveret i behandlingen af <****> i perioden fra den 6. januar til den 19. februar 2003, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de sygeplejersker på psykiatrisk afdeling, Sygehus X, der var involveret i behandlingen af <****> i perioden fra den 6. januar til den 19. februar 2003, jf. lov om sygeplejersker § 5, stk. 1.

Hændelsesforløb

lider af en spaltningssindssygdom med vrangforestillinger, og siden 1996 har han været HIV-smittet. Siden 1997 har han på grund af HIV-smitten modtaget medicinsk behandling i form af Trizivir.

Den 6. januar 2003 blev indlagt på psykiatrisk afdeling, Sygehus X, idet hans psykiske tilstand var forværret. Ved indlæggelsen blev der ordineret Trizivir 1 tablet 3 gange daglig, samt at der skulle indhentes oplysninger fra infektionsmedicinsk afdeling, Sygehus Y, hvor var i behandling.

Ifølge medicinskemaet blev der den 6. januar 2003 som fast medicin ordineret Trizivir 1 tablet 2 gange dagligt.

Den 7. januar 2003 blev s tilset af kursusreservelæge B, som ordinerede fortsat behandling med Trizivir 1 tablet 3 gange dagligt.

Den 9. januar 2003 lagde overlæge A en behandlingsplan for , der omhandlede hans psykiske sygdom.

Den 17. januar 2003 blev s behandling med Trizivir afklaret, idet infektionsmedicinsk afdeling, Sygehus Y, oplyste, at dosis skulle være 1 tablet 2 gange dagligt.

I perioden fra den 21. januar til den 19. februar 2003 modtog Trizivir 1 tablet 2 gange dagligt. Han blev udskrevet den 26. februar 2003 efter at være udeblevet fra udgang.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At ikke modtog en korrekt behandling i forbindelse med bekæmpelse af en HIV-infektion.

Det er herved anført, at ikke modtog den korrekte medicin, og at man sprang hver anden dosis over. Videre er det anført, at han er blevet resistent overfor den ordinerede medicin, samt at han har måttet skifte fra den oprindelige medicin i form af Trizivir til et andet præparat, som han muligvis vil få bivirkninger af.

Nævnets afgørelse af klagen

Overlæge A har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af i perioden fra den 9. til den 16. januar 2003 på psykiatrisk afdeling, Sygehus X.

De læger på psykiatrisk afdeling, Sygehus X, der i øvrigt var involveret i behandlingen af i perioden fra den 6. januar til den 19. februar 2003 har ikke overtrådt lægelovens § 6.

De sygeplejersker på psykiatrisk afdeling, Sygehus X, der var involveret i behandlingen af i perioden fra den 6. januar til den 19. februar 2003 har ikke overtrådt lov om sygeplejersker § 5, stk.1.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 6. januar 2003, at sammen med sine forældre henvendte sig på psykiatrisk afdeling, Sygehus X, idet hans psykiske tilstand var forværret. Han virkede svært usamlet, springende i tankegangen og noget medicinpåvirket. Forældrene oplyste, at han havde brug for at blive indlagt.

Videre fremgår det, at udover sin psykiske sindslidelse også var HIV-smittet. Han styrede selv sin antipsykotiske medicin, men forældrene var bekymrede for, om han overholdt behandling med HIV-medicin. Hans vanlige HIV-medicin var ifølge journalen Trizivir 1 tablet 3 gange dagligt. Det blev besluttet, at han skulle fortsætte med denne medicin.

Ifølge medicinskemaet den 6. januar 2003 var der som fastordination angivet Trizivir 1 tablet 2 gange dagligt.

Af speciallæge i psykiatri Cs udtalelse af 6. marts 2006 fremgår det, at ved indlæggelsen var i en tilstand, der gjorde, at han var en dårlig oplyser vedrørende den medicinske behandling. Hans journal befandt sig i distriktspsykiatrien og var ikke tilgængelig i vagten. Speciallæge C ordinerede derfor medicin på baggrund af tidligere epikriser og hans diffuse oplysninger.

Det fremgår af speciallæge i psykiatri Cs udtalelse af 9. januar 2006, at s psykiatriske tilstand var svært dårlig, hvorfor hun initialt fokuserede på genoptagelse af den antipsykotiske behandling og indgåelse af en vis form for behandlingsalliance. Han medbragte ikke selv hverken somatisk eller psykiatrisk medicin, og der var derfor ikke umiddelbart mulighed for at efterkontrollere den vanlige somatiske behandling. Derfor anmodede hun om journaloplysninger fra infektionsmedicinsk afdeling, Sygehus Y.

Det er nævnets opfattelse, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard at ordinere den behandling, som tilsyneladende fik samtidig med, at speciallæge C rekvirerede journaloplysninger fra infektionsmedicinsk afdeling, Sygehus Y.

Nævnet finder på den baggrund, at speciallæge C handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 6. januar 2003 på psykiatrisk afdeling, Sygehus X.

Af journalen den 7. januar 2003 fremgår det, at siden 1996 havde været HIV-positiv, og at han havde været i behandling med Trizivir siden 1997. Forud for indlæggelsen tog sin medicin uregelmæssigt, særligt de seneste 3 uger. Videre fremgår det, at der ved førstkommende lejlighed skulle foretages en ny status over s HIV-infektion. Kursusreservelæge B ordinerede derudover, at behandlingen med Trizivir 1 tablet 3 gange dagligt skulle fortsætte.

Det fremgår af kursusreservelæge Bs udtalelse af 14. marts 2005 til sagen, at hun var opmærksom på, at der ved indlæggelsen var ordineret rekvirering af oplysninger fra infektionsmedicinsk afdeling, Sygehus Y, og at hun bemærkede, at en sekretær havde ”hakket dette af”, hvilket betød, at ordinationen var udført. Videre fremgår det, at hun fandt det realistisk, at man på tidspunktet for hendes kontakt med , som var 13 timer efter indlæggelsen, endnu ikke havde modtaget oplysningerne på psykiatrisk afdeling.

Det er nævnets opfattelse, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard at ordinere fortsat behandling med Trizivir i den dosis, der var ordineret ved indlæggelsen, idet det endnu ikke havde været muligt at skaffe journaloplysningerne fra Sygehus Y.

Nævnet finder på den baggrund, at kursusreservelæge B handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 7. januar 2003 på psykiatrisk afdeling, Sygehus X.

Ifølge journalen den 9. januar 2003 udfyldte overlæge A en behandlingsplan. I planen anførte han, at der skulle tages en somatisk screening af s HIV-infektion. Derimod anførte overlæge A ikke, at der fortsat manglede oplysninger fra infektionsmedicinsk afdeling, Sygehus Y, med henblik på afklaring af s medicinering for HIV-infektionen, ligesom han ikke tog stilling til behandlingen med Trizivir.

Det fremgår af journalen den 10., 13. og 16. januar 2003, at overlæge A tilså og diskuterede s psykiske tilstand med sine kollegaer.

Af journalen den 17. januar 2003 fremgår det, at overlæge A havde haft kontakt til infektionsmedicinsk afdeling, Sygehus Y, som oplyste, at ved en misforståelse kun havde fået den halve dosis Trizivir. Overlæge A ordinerede som følge heraf Trizivir 1 tablet 2 gange dagligt.

Det er nævnets opfattelse, at overlæge A den 9. januar og ved de efterfølgende kontakter den 10. 13. og 16. januar 2003 burde have reageret på, at der endnu ikke var modtaget oplysninger fra infektionsmedicinsk afdeling, Sygehus Y, ligesom han burde have taget stilling til behandlingen med Trizivir.

Det fremgår af overlæge As partshøringssvar af 7. juni 2006, at der var tale om en opkørt situation, og at behandlingen med Trizivir var velbeskrevet i lægemiddelkataloget, hvorfor det ikke udgjorde noget behandlingsmæssigt problem, så længe forholdene i blodet, leveren og nyrerne (hæmatologisk, hepatologiske og nefrologiske parametre) var upåfaldende. Videre fremgår det, at hele behandlingsindsatsten drejede sig om at behandle en svær sindssygdom.

Det er nævnets opfattelse, at en behandling med antivirale midler mod en HIV-sygdom bør følges som ordineret af infektionsmedicinsk afdeling. Selv om situationen er opkørt, er det i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard at følge op på andre lidelser end den aktuelle, så længe patienten er på psykiatrisk afdeling. Den psykiske lidelse hindrer ikke, at en speciallæge i psykiatri forsøger at give den ordinerede antivirale behandling, uanset om patienten selv har fulgt den uregelmæssigt og uanset, at patienten er svært psykotisk og kræver intensiv psykiatrisk behandling.

Nævnet finder på den baggrund, at overlæge A handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 9. januar 2003 på psykiatrisk afdeling, Sygehus X.

Af medicinskemaet fremgår det, at i perioden fra den 21. januar til den 19. februar 2003 modtog tablet Trizivir 2 gange dagligt.

Det fremgår af ledende overlæge Ds udtalelse af 25. august 2005 til sagen, at medicinskema nr. 1 beklageligvis er blevet væk, og at dette muligvis er gået tabt under indscanning.

Det fremgår af ledende oversygeplejerske Es udtalelse af 27. april 2006, at afdelingen ikke ser sig i stand til at bidrage med yderligere oplysninger.

Ifølge klagen og journalen af 17. januar 2003 modtog Trizivir 1 tablet 1 gang dagligt.

Ifølge journalen den 6. og 7. januar 2003 blev der ordineret Trizivir 1 tablet 3 gange dagligt.

Ifølge sygeplejejournalen den 6. januar 2003 modtog 1 tablet 2 gange dagligt.

Der foreligger således modstridende oplysninger fra klager og journalen den 17. januar 2003, journalen den 6. og 7. januar 2003 samt sygeplejejournalen den 6. januar 2003 om, hvor mange tabletter Trizivir modtog i perioden fra den 6. til den 20. januar 2003. Der foreligger ikke yderligere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring frem for den anden. Patientklagenævnet har ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, da Patientklagenævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.

I et sådant tilfælde gælder et almindeligt retsprincip om, at tvivlen skal komme den indklagede til gode.

På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at ikke modtog sin vanlige medicin.

Patientklagenævnet finder herefter ikke tilstrækkeligt godtgjort, at de læger og sygeplejersker på psykiatrisk afdeling, Sygehus X, der var involveret i behandlingen af i perioden fra den 6. til den 20. januar 2003, handlede under normen for almindelig anerkendt standard.