Klage over at det lokale psykiatriske patientklagenævn godkendte beslutning om tvangsbehandling, som blev truffet under mødet i nævnet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn hjemviser den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 11. januar 2006 for så vidt angår beslutningen af 21. december 2005 om tvangsmedicinering af <****> på psykiatrisk afdeling <****>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ophæver den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 11. januar 2006 for så vidt angår beslutningen af 11. januar 2006 om tvangsmedicinering af <****> på psykiatrisk afdeling <****>.

Hændelsesforløb

, der siden 17-års alderen har lidt af paranoid skizofreni, har i en længere årrække haft en anbringelsesdom på psykiatrisk hospital.

har siden februar 2005 opholdt sig på psykiatrisk afdeling . Det fremgår af journalen fra psykiatrisk afdeling, at i en periode har været indforstået med at tage antipsykotisk medicin, mens han i andre perioder har været helt afvisende heroverfor. I perioden fra januar til april 2005 modtog han tvangsbehandling. I starten fik han 20 mg Cisordinol dagligt som i slutningen af marts 2005 blev ændret til injektion Cisordinol depot 150 mg hver 14. dag. Den 13. maj 2005 blev dosis reduceret til 100 mg grundet seksuelle bivirkninger.

Det fremgår af journalen den 21. november 2005, at fik ordineret supplerende behandling med dråber Cisordinol 20 mg dagligt udover de 100 mg Cisordinol depot, han fik som injektion hver 14. dag, og at han accepterede denne behandling.

De fremgår endvidere af journalen den 5. december 2005, at fik den seneste dosis daglige medicin den 27. november 2005, og at han siden var blevet tilbudt denne medicin, som han imidlertid afviste. Det blev anført, at han fortsat skulle tilbydes Cisordinol dagligt.

Den 8. december 2005 blev det noteret i journalen, at havde været medicinværgende i mere end en uge på trods af daglig tilbud om antipsykotisk medicin.

Den 12. december 2005 blev det desuden noteret i journalen, at i den forløbne weekend havde været afdæmpet, idet han dog kortvarigt måtte korrigeres. Han havde gjort brug af Truxal efter behov samt Oxazepam og Akineton men havde ikke ønsket depotmedicinen. Ved overlægens samtale med modsatte han sig fortsat depotinjektion med 200 mg. Overlægen forsøgte at motivere ham for depotbehandling på frivillig basis frem for tvangsbehandling, og efter nærmere drøftelse heraf accepterede han injektion med Cisordinol depot 150 mg med ugentlige intervaller. Han fik herefter en sådan injektion.

Den 21. december 2005 noterede overlægen i journalen, at atter ikke havde ønsket medicin fraset depotmedicinen den 12. december 2005. Han var konstant værgende og truende med tiltagende affektspændthed og affektophobning med eskalering i de verbale trusler.

Det fremgår endvidere af journalen, at der blev truffet beslutning om tvangsbehandling med injektion med Cisordinol 15 mg dagligt. Når tilstanden blev væsentlig bedre, og der var opnået en behandlingsalliance med kunne der tilbydes dråber Cisordinol 30 mg dagligt. Dosis skulle justeres i henhold til klinik og bivirkninger. Hans klage blev på grund af hans farlighed ikke tillagt opsættende virkning, og han fik herefter samme dag en injektion med 15 mg Cisordinol under fastholden.

Den 22. december 2005 blev det noteret i journalen, at den foregående aften havde ønsket at modtage depotmedicinen (Cisordinol 150 mg) frivilligt, hvorfor den blev givet. Det blev herefter besluttet, at der skulle holdes pause med tvangsbehandlingen, idet der blev ordineret en øget behandling med depot Cisordinol (200 mg) næste gang den 28. december 2005. Såfremt modsatte sig frivillig depotinjektion, skulle tvangsbehandlingen genoptages.

Den 22. december 2005 om aftenen var ifølge journalen truende overfor sine omgivelser. Han kom pludselig og oplyste, at han havde en foldekniv, som han havde haft i lang tid.

Den 28. december 2005 tog ifølge kardex den ordinerede depotmedicin.

Den 5. januar 2006 blev det noteret i journalen, at siden den foregående aften atter ikke havde ønsket at tage depotmedicinen. Da hans tilstand ifølge overlægen var mindre affektspændt havde den hvilende tvangsmedicinering opsættende virkning, indtil sagen havde været forelagt for det lokale psykiatriske patientklagenævn.

Det fremgår af journalen, at der den 7. januar 2005 blev fundet en foldekniv på s stue, som var blevet inddraget.

Under mødet den 11. januar 2006 i Det Psykiatriske Patientklagenævn oplyste , at han havde det bedst uden medicin, men at han var indforstået med at tage Cisordinol i depotform men udelukkende med 100 mg og ikke løbende, da han fik bivirkninger af denne medicinering blandt andet i form af træthed.

Under mødet den 11. januar 2006 ændrede overlægen beslutningen, således at der blev truffet beslutning om, at skulle tvangsbehandles med antipsykotisk medicin i form af injektion Cisordinol depot 200 mg hver 7. dag reguleret efter behov og bivirkninger.

Klagen

klagede den 21. december 2005 mundtligt over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn . Klagen blev ikke tillagt opsættende virkning.

Ved den efterfølgende beslutning den 5. januar 2006 blev klagen tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelse af 11. januar 2006 beslutningen om tvangsmedicinering af med depot Cisordinol 200 mg én gang om ugen.

Nævnet fandt, at var psykotisk med behov for behandling, hvorfor det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet.

Nævnet lagde vægt på, at led af paranoid skizofreni samt havde fortsatte vrangforestillinger blandt andet om, at han havde overnaturlige kræfter samt forestillinger af seksuel karakter. Videre lagde nævnet vægt på, at han var uden modforestillinger i forhold til retten til at hævne, samt at han på tidspunktet for beslutningen i afdelingen fremsatte trusler mod andre med betydelig styrke og tidligere havde optrådt voldeligt overfor personale og andre.

Endvidere lagde nævnet vægt på, at blev beskrevet som absolut uden sygdomsindsigt og sygdomserkendelse.

Videre lagde nævnet vægt på, at løbende var blevet tilbudt antipsykotisk medicin på frivillig basis i forsøg på at opnå en behandlingsalliance med ham, men at han var blevet tiltagende afvisende overfor dette, og at hans tilstand i de seneste måneder, før beslutningen om tvangsmedicinering, var blevet væsentligt forværret.

Nævnet lagde tillige lagt vægt på, at medicinen havde været ordineret gennem længere tid, men at kun sporadisk havde taget den tilbudte antipsykotiske medicin.

Nævnet lagde yderligere vægt på, at en dosis på 150 mg Cisordinol depot givet som injektion én gang ugentlig ikke var tilstrækkeligt efter overlægens vurdering til at opnå bedring af tilstanden.

Nævnet fandt endvidere, at yderligere forsøg på at opnå s frivillige medvirken ikke med en rimelig grad var sandsynligt også henset til, at han under mødet ikke på noget tidspunkt anerkendte sit behov for antipsykotisk medicin.

Nævnet lagde således vægt på, at det var forventeligt, at ved en antipsykotisk behandling ville opnå et betydeligt bedre funktionsniveau.

Nævnet lagde desuden vægt på, at det ville være svært ødelæggende for opnåelse af en behandlingsalliance med , hvis han dagligt skulle behandles med antipsykotisk medicin også set på baggrund af hans tidligere medicinsvigt.

Herudover fandt nævnet, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte overlægens beslutning om ikke at tillægge s klage over behandlingen opsættende virkning, idet det måtte lægges til grund, at omgående behandling var nødvendig henset til hans farlighed og semivoldelig adfærd ved trusler mod personale og medpatienter.

Nævnet lagde i den forbindelse vægt på overlægens oplysninger om, at udgjorde en væsentlig og nærliggende fare for andre, og at han havde truet andre.

Nævnet fandt videre, at behandling i depotform opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform, og lagde i den forbindelse vægt på, at selv havde oplyst, at han foretrak depotbehandling i stedet for daglig behandling.

Endelig lagde nævnet vægt på, at der var tale om behandling med et almindeligt og velafprøvet lægemiddel, samt at den besluttede dosering, selvom den var høj, var inden for sædvanlig doseringsinterval, ligesom dosisstørrelsen konkret fandtes nødvendig for at opnå en bedring i tilstanden.

Samlet fandt nævnet, at betingelserne for tvangsmedicinering i henhold til psykiatrilovens § 12 jf. § 5 var opfyldte.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn hjemviser afgørelsen af 11. januar 2006 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn for så vidt angår beslutningen af 21. december 2005 om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling .

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ophæver afgørelsen af 11. januar 2006 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn for så vidt angår beslutningen af 11. januar 2006 om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling .

Begrundelse

Det fremgår af journalen, at mundtligt den 21. december 2005 fremsatte en klage over beslutningen af samme dag om tvangsbehandling med injektion med Cisordinol 15 mg dagligt.

har endvidere skriftligt klaget over beslutningen om tvangsbehandling herunder klaget over, at beslutningen ikke fik opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævn har ved sin afgørelse af 11. januar 2006 ikke taget stilling til beslutningen af 21. december 2005 om tvangsbehandling af med injektion med Cisordinol 15 mg dagligt.

Det Psykiatriske Patientklagenævn har i sit partshøringssvar af 24. juli 2006 anført, at nævnet på mødet rent faktisk godkendte beslutningen af 21. december 2005. Denne beslutning dannede grundlag for en meget lang drøftelse, som blev udtrykt og lå klar for såvel som de øvrige deltagere i mødet

Eftersom det ikke i tilstrækkelig grad fremgår af afgørelsen af 11. januar 2006, at det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen af 21. december 2005 om tvangsbehandling af med injektion med Cisordinol 15 mg dagligt uden opsættende virkning, hjemviser Sundhedsvæsenets Patientklagenævn afgørelsen med henblik på prøvelse af beslutningen af 21. december 2005 om tvangsbehandling af .

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at overlægen den 11. januar 2006 traf en ny beslutning om tvangsbehandling af , idet det blev besluttet, at der skulle iværksættes tvangsbehandling med injektion af 200 mg Cisordinol depot hver 7. dag.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at det ikke var i overensstemmelse med psykiatriloven, at det lokale patientklagenævn på baggrund af overlægens beslutning på mødet om tvangsbehandling af med 200 mg Cisordinol depot hver 7. dag, umiddelbart herefter traf afgørelse vedrørende denne afgørelse.

Nævnet kan oplyse, at det fremgår af psykiatrilovens § 36, stk. 1, at når en sag om blandt andet tvangsbehandling indbringes for det lokale patientklagenævn, skal sygehusmyndigheden fremsende sagens akter, herunder en udskrift af tvangsprotokollen samt en erklæring fra overlægen.

Nævnet kan endvidere oplyse, at det fremgår af § 14, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 849 af 2. december 1998 om forretningsorden for de psykiatriske patientklagenævn med senere ændringer, at nævnet ved klage over beslutning om tvangsbehandling kan godkende eller tilsidesætte beslutningen. Dette gælder også, hvis klagen angår det præparat eller den dosering, der er angivet i beslutningen. Nævnet kan således ikke anvise et andet præparat eller dosering.

Herudover kan nævnet oplyse, at det fremgår af § 6 i bekendtgørelse nr. 1302 af 14. december 2004 om underretning og klagevejledning til patienter i forbindelse med anvendelse af tvang i psykiatrien, at når tvangsbehandling skønnes at være påkrævet, skal patienten underrettes herom. Underretningen skal indeholde oplysning om det nærmere indhold af den påtænkte tvang, baggrunden for at anvende tvang og formålet hermed. Ved tvangsbehandling skal patienten endvidere vejledes om udsigten til en bedring af helbredstilstanden og behandlingens virkninger og mulige bivirkninger.

Det Psykiatriske Patientklagenævn har i sit partshøringssvar af 24. juli 2006 anført, at godkendelsen af overlægens beslutning af 11. januar 2006 om tvangsbehandling af med injektion af 200 mg Cisordinol depot hver 7. dag blev truffet ud fra en helt konkret og individuel vurdering af sagens ganske særlige omstændigheder herunder, at han forud for beslutningen var forsøgt motiveret for denne behandling, som efter overlægens vurdering var den form for medicinering, som han ville have gavn af. Det var således ikke nævnet, der anviste et andet præparat eller dosering.

Det Psykiatriske Patientklagenævn har endvidere anført, at det var nævnets opfattelse, at sagen på baggrund af sagsakterne modtaget før mødet og ved de supplerende modtagne oplysninger fra parterne på mødet samt den langvarige drøftelse af sagen på mødet, var fuldt ud belyst til, at der kunne træffes afgørelse ved mødet. Herudover var det nævnets klare overbevisning, at det ville være ganske usandsynligt, at yderligere forsøg på motivation ville medføre frivillig medvirken til medicinering af .

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at det Psykiatriske Patientklagenævn den 11. januar 2006 ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at tage stilling til den beslutning om tvangsbehandling, som overlægen traf under mødet den 11. januar 2006, herunder da de formelle krav, om at der skal foreligge et skriftligt grundlag for overlægens beslutning, ikke var opfyldte.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder således, at nævnets godkendelse af overlægens beslutning ikke var i overensstemmelse med psykiatriloven.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ophæver på denne baggrund den afgørelse, der den 11. januar 2006 blev truffet af det Psykiatriske Patientklagenævn vedrørende beslutningen af 11. januar 2006 om tvangsbehandling af .

Nævnet skal bemærke, at såfremt ønsker at klage over overlægens beslutning på mødet den 11. januar 2006 kan han på sædvanligvis fremsende en klage til det Psykiatriske Patientklagenævn herom,