Klage over beslutning om tvangsmedicinering med depotmedicin

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 4. august 2006 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 24. juli 2006 på psykiatrisk afdeling, Sygehus X.

Hændelsesforløb

er en 31 år gammel mand, der i april 2005 efter henvisning fra socialforvaltningen blev undersøgt i Distriktspsykiatrisk Center, hvor det blev konkluderet, at han led af skizofreni. Da han ikke ønskede kontakt til Distriktspsykiatrisk Center, blev han henvist til et opsøgende psykoseteam for unge med skizofreni.

I perioden fra den 7. juni til den 11. august 2005 var indlagt for første gang. Under indlæggelsen var han skizofren, havde paranoide forestillinger om en underbo og var meget angst. Han havde desuden forskellige tvangstanker. Han blev behandlet med Abilify, hvilket efterfølgende blev ændret til injektion Risperdal depot.

Den 3. november 2005 blev indlagt på farlighedsindikation, efter at politiet havde fundet ham gående rundt på gaden med en økse. Han var ved indlæggelsen psykotisk. Han følte sig truet på livet af sin underbo, hvorfor han havde anskaffet sig 2 økser til at forsvare sig med. Han mente desuden, at underboen chikanerede og overvågede ham ved at aflytte han lejlighed. Han blev behandlet med Risperdal depot 37,5 mg hver 14. dag.

Under indlæggelsen forsvandt flere gange fra afdelingen, hvorfor han blev overflyttet til den lukkede afdeling. Hér blev han tiltagende urolig, og det var flere gange nødvendigt at fiksere ham med bælte. Han var på et tidspunkt så urolig, at han var ved at vælte sengen, og han formåede at ødelægge et bælte. Han erklærede, at han hurtigst muligt ville forsøge at undvige afdelingen, og at han ville kæmpe for dette med livet som indsats. Det blev vurderet, at han var farlig, svært psykotisk og paranoid.

blev fra den 1. december 2005 behandlet med mikstur/tablet Risperdal, som han tog sporadisk, og injektion Risperdal. Til trods for behandlingen var han de følgende uger svært psykotisk, og han havde uændret påtrængende forestillinger om, at forskellige personer ville ham til livs. Det blev derfor vurderet, at han var personfarlig. Hans tilstand vekslede lidt, men han var overvejende paranoidt tolkende, svær at korrigere, ind imellem truende, aggressiv og forlod flere gange afdelingen. Det var efterfølgende nødvendigt at fiksere ham i en uge, da han fik tiltagende psykotiske symptomer og var tiltagende forpint samt aggressiv.

Den 4. marts 2006 slog en fra personalet i ansigtet, hvilket medførte en politianmeldelse. Da dette gik op for ham, blev han voldsomt opkørt og truede medarbejderen med at kvæle ham eller trampe ham ihjel næste gang, han mødte pågældende. De følgende dage fortsatte han med at være truende.

Den 16. marts 2006 blev der påbegyndt behandling med Risperdal depot 50 mg hver 14. dag.

Den 17. marts 2006 var aggressiv og udskældende og kom i klammeri med en medpatient. Han var voldsomt opkørt, svært produktivt psykotisk og erklærede, at han uanset konsekvenserne ville hævne sig på medpatienten. Til trods for at han blev fulgt tæt af personalet, lykkedes det ham at overfalde medpatienten og sparke ham 2 gange i brystkassen, inden personalet kunne gribe ind. Han blev herefter bæltefikseret, idet det blev vurderet, at han udgjorde en nærliggende fare for medpatienterne.

Den 21. marts 2006 blev overflyttet til psykiatrisk afdeling, Sygehus X.

Fra den 19. april 2006 blev behandlet med Fluanxol depot 50 mg hver 14. dag, hvilket medførte en vis afdæmpning af hans symptomer. Han fortsatte dog med at blive anspændt og vred ved konfrontationer og konflikter.

Under indlæggelsen fortsatte med at mene, at underboen var satandyrker, der dirigerede hans bevægelser med bankelyde. Han mente endvidere, at der var djævledyrkere på afdelingen, der efterstræbte hans liv. Hans tankegang var præget af privat logik, benægtelse og vrangforestillinger.

Fra maj 2006 havde mulighed for hjemmebesøg. Han angav, at han gik med kniv, når han var hjemme for at kunne forsvare sig mod underboen. Han fremtrådte autistisk, havde en privat logik og benægtelse. Derudover var han anspændt, paranoidt tolkende og havde fortsat vrangforestillinger. Ved konflikter blev han anspændt og vred.

Den 28. juni 2006 afviste at tage sin depotmedicin, idet han mente, at han skulle udskrives, og at han derfor ikke var tvunget til at tage medicinen. En planlagt udskrivelse måtte aflyses, idet det vurderet, at det ikke ville være forsvarligt at udskrive ham på baggrund af hans systematiske vrangforestillinger om at være efterstræbt af såvel underboen som andre.

Den 29. juni 2006 indvilligede i at få en injektion med Fluanxol depot.

Den 12. juli 2006 afviste på ny at tage sin depotmedicin, idet han mente, at det ikke var nødvendigt med behandling, og at han ikke ville have bivirkninger i form af episodevise rystelser på hænderne. Det blev besluttet, at han skulle forsøges motiveret til fortsat behandling med Fluanxol i depotform. Ved samtalen var han anspændt, meget garderet og autistisk i kontakten.

blev efterfølgende dagligt motiveret for behandling. Han afviste imidlertid konsekvent tilbuddet, idet han mente, at han ikke kunne bevise overfor lægerne, at han var rask, medmindre han var medicinfri.

Den 23. juli 2006 fik inddraget en kniv, som han bar udenfor afdelingen med henblik på at kunne forsvare sig.

Den 24. juli 2006 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med Fluanxoldepot 50 mg hver 14. dag, efter at fastholdt, at han ikke ønskede at lade sig behandle medicinsk.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelse af 4. august 2006 beslutningen om tvangsmedicinering af med Fluanxol depot 50 mg hver 14. dag.

Det Psykiatriske Patientklagenævn lagde til grund, at var i en behandlingskrævende tilstand, samt at han afviste medicinsk behandling.

Det Psykiatriske Patientklagenævn lagde afgørende vægt på, at der ved ophør af effektiv antipsykotisk behandling ville være en betydelig risiko for forværring af s vrangforestillinger, øget anspændthed og forpinthed. Der ville desuden være risiko for, at ville handle ud fra sin opfattelse af at være forfulgt.

Det Psykiatriske Patientklagenævn lagde endvidere vægt på, at gennem de seneste uger dagligt var forsøgt motiveret til at tage Fluanxol depot 50 mg frivilligt.

Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt det således godtgjort, at det var nødvendigt at tvangsmedicinere , fordi udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers ville blive væsentlig forringet.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 4. august 2006 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling, Sygehus X.

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand præget af vrangforestillinger om at være forfulgt, at han var uden sygdomsindsigt, samt at hans tankegang var præget af privat logik.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem 13 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet.

Nævnet kan oplyse, at det er nævnets praksis, at motivationstiden som udgangspunkt regnes fra det tidspunkt, hvor patienten modsætter sig et konkret behandlingstilbud. Hvis en patient således først har modtaget sin medicin frivilligt, men senere modsætter sig behandlingen, medregnes den frivillige periode efter nævnets praksis ikke i motivationstiden. I sådanne tilfælde regnes motivationstiden fra det tidspunkt, hvor det fremgår af journalen, at patienten har modsat sig behandlingen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det følger af bekendtgørelse nr. 1404 af 14. december 2004, om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger. § 5, at depotpræparater i videst muligt omfang bør undgås og ikke må være begyndelsesbehandling ved tvangsmedicinering af patienter, hvis reaktion på behandlingen, man ikke kender.

Videre kan Sundhedsvæsenets Patientklagenævn oplyse, at mindste middels princippet indebærer, at tvangsbehandling med injektion som udgangspunkt må betragtes som et mere indgribende middel end peroral behandling. Det er nævnets praksis, at behandling med depotmedicin som udgangspunkt anses for den mest indgribende behandlingsform, hvorfor der skal være særlige grunde til stede for at vælge denne behandlingsform.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder ud fra en konkret vurdering, at Fluanxol i depotform opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ifølge journalen havde været indlagt siden november 2005, heraf de seneste 4½ måned på psykiatrisk afdeling, Sygehus X, hvorfor man havde et indgående kendskab til ham. Videre har nævnet lagt vægt på, at han fra april til juni 2006 blev behandlet med Fluanxol depot med effekt på tilstanden, at man under indlæggelsen forgæves havde forsøgt at etablere en behandlingsalliance, og at det havde været vanskeligt at opretholde den medicinske behandling, såfremt denne blev givet som tablet eller mikstur.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har herved lagt vægt på, at Fluanxol er et almindelig anvendt og velafprøvet lægemiddel ligesom den besluttede dosering er almindelig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn .