Klage over behandlingen ved henvendelse til vagtlægen

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere vagtlæge <****> for hans behandling af <****> den 2. januar 2006 i lægevagten ved Sygehus X, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

havde siden 1999 haft insulin-krævende sukkersyge.
Den 2. januar 2006 klokken 03.40, kontaktede telefonisk lægevagten ved Sygehus X (tidligere Sygehus X). Hun klagede over utilpashed, opkastninger og hovedpine, og hun mente, at symptomerne måske relaterede sig til nytårsmenuen. Hun stillede blandt andet vagtlægen spørgsmål om, hvorvidt det kunne dreje sig om salmonella-infektion. Vagtlæge , anbefalede smertestillende håndkøbsmedicin, men fandt i øvrigt ikke på baggrund af samtalen anledning til at aflægge et sygebesøg.
var om dagen den 2. januar 2006 fortsat meget dårlig, og hun havde to gange i løbet af dagen været i kontakt med sin praktiserende læge med hensyn til justering af sukkersygen. Senere samme dag tilkaldte s praktiserende læge Falck via 112 efter at have aflagt hende et hjemmebesøg. blev indlagt akut på medicinsk afdeling, Sygehus X. Her fandt man, at hun var i en tilstand lige før koma betinget af dysregulering af sukkersygen. Hun blev behandlet med insulinvæsketerapi og rettede sig således op.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At den 2. januar 2006, klokken 03.40, ikke modtog korrekt behandling ved telefonisk henvendelse til lægevagten ved Sygehus X.

Nævnets afgørelse af klagen

Vagtlæge har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 2. januar 2006 i lægevagten ved Sygehus X.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 1. januar 2006 klokken 23.24, at kontaktede lægevagten. Hun oplyste, at hun have slået hovedet den 31. januar 2005, og at hun søgte råd herom.

Det fremgår af journalen den 2. januar klokken 03.40, at igen kontaktede lægevagten, og at hun denne gang talte med vagtlæge . Af journalnotatet klokken 03.53 fremgår det, at hun havde oplyst, at hun havde haft opkastninger i et døgn, at hun ikke havde diarre, men at hun var bange for at have fået madforgiftning. Hun fik råd om at indtage væske og observere situationen.

Af vagtlæge s udtalelse til sagen fremgår det, at han overvejede, hvad der kunne være årsag til s opkastninger. Hun havde ikke nævnt noget om mavesmerter, som kunne give mistanke om noget, der eventuelt skulle behandles operativt. Vagtlægen fandt det mest sandsynligt, at tilstanden skyldtes en maveinfektion. havde selv mistanke om fødemiddelforgiftning og fremsatte ønske om et lægebesøg i hjemmet. Dette fandt vagtlægen ikke grund til, fordi besøgslægen ikke ville være i stand til at kunne afgøre, hvorvidt hun havde salmonellaforgiftning eller en anden infektion.

Nævnet kan oplyse, at madforgiftning med eksempelvis salmonella giver symptomer som opkastning, diarre, mavesmerter og feber. Syreforgiftning hos sukkersygepatienter er en biokemisk katastrofe på grund af det høje blodsukker og den svære forstyrrelse i elektrolyt (salt) balancen. Hvis det ikke bliver behandlet kan det medføre døden. Årsagen til syreforgiftningen kan være en infektionssygdom eller dårlig regulering på grund af diætbrud med mere. Symptomerne kan være almen utilpashed, sygdomsfølelse, mavesmerter, opkastning og påvirket bevidsthed. Behandlingen er tilførsel af ekstra insulin og genopretning af normal væskebalance. Tilstanden er livstruende og bør føre til indlæggelse på sygehus.

Det er nævnets opfattelse, at s symptomer ved henvendelsen til vagtlægen var typiske for den tilstand, man kender ved sukkersygepatienter, hvor blodsukkeret stiger til højere værdier samtidig med påvirkning af blodets pH og forskydning i væske- og saltbalancen.

Nævnet kan oplyse, at den typiske årsag til, at situationen bliver så alvorlig, er den manglende oplysning om, at patienten har sukkersyge. En patient, som har haft sukkersyge i flere år er sædvanligvis bekendt med at sygdommen er kronisk, og at den kan forværres akut i forbindelse med eksempelvis infektionssygdomme. oplyser i sit klagebrev, at hun ikke oplyste vagtlægen om sin sukkersyge.

Det er nævnets opfattelse, at det for en visiterende vagtlæge blandt andet er en opgave ud fra patientens oplysninger og sin udspørgen at vurdere, hvordan patienten bedst kan hjælpes. I de situationer hvor patienten er meget påvirket af sin sygdom, eller måske ikke har tænkt på sammenhængen mellem en kronisk tilstand som sukkersyge og en akut infektionssygdom er det lægens opgave som fagperson at få så mange oplysninger frem som muligt. Vagtlægen bør blandt andet udspørge patienten, om denne indtager nogen former for medicin eller fejler noget til daglig.

Det fremgår af udtalelse til sagen fra vagtlæge , at havde det dårligt. Vagtlægen mente dog, at det eneste der var at gøre, var fortsat at indtage væske i mindre og hyppige portioner og ved forværring af tilstanden, at henvende sig til lægevagten på ny.

Det er nævnets vurdering, at vagtlæge i sin visitation skulle have udspurgt om eventuel medicinindtagelse og kroniske sygdomme. Han skulle ligeledes have sendt en læge på sygebesøg for at vurdere, hvorvidt hun var i så stort væskeunderskud, at indlæggelse på sygehus til dropbehandling var påkrævet.

Det er herefter samlet nævnets vurdering, at vagtlæge handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 2. januar 2006 i lægevagten ved Sygehus X.