Klage over behandling af meningitis og manglende vaccination

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere speciallæge A for hans behandling af <****> den 25. februar 2004 på sygehus X, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger ved overlæge B, der var involveret i behandlingen af <****> i perioden fra den 23. februar til den 2. marts 2004, medicinsk afdeling, sygehus X, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge C for hendes behandling af <****> i perioden fra den 5. marts 2004 til den 2. maj 2005 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere vagtlæge D for hans behandling af <****> den 28. december 2005, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at antage, at praktiserende læge C har videregivet oplysninger om <****> efter hendes behandling af ham i perioden fra den 5. marts 2004 til den 2. maj 2005.

Hændelsesforløb

var i august 2001, 4 år gammel, hos øre-, næse-, og halslæge, der fandt nedsat hørelse på venstre øre, men normale trommehinder og øregange.

var i perioden fra den 23. februar til den 2. marts 2004 indlagt på medicinsk afdeling, , for meningitis forårsaget af pneumokokker. blev behandlet herfor med penicilin.

Den 24. februar 2004 blev undersøgt af en ørelæge, der fandt normale trommehinder på begge sider.

blev herefter udskrevet i velbefindende den 2. marts 2004 med aftale om, at der blev foretaget en undersøgelse af hjernens elektriske aktivitet (EEG) samt undersøgelse af hørelsen og neurologisk opfølgning via egen læge.

Kontrol hos egen læge den 5. marts 2004 viste ingen neurologiske udfald. EEG-undersøgelsen blev udført den 31. marts 2004 og var normal.

Ved de efterfølgende kontroller hos egen praktiserende læge C i perioden fra den 24. august til den 2. maj 2005 blev der ikke anført noget om vaccination mod pneumokokker.

Under en ferietur til den 28. december 2005 kontaktede s mor lægevagten i , fordi havde hoste, halssmerter, hovedpine og en enkelt opkastning. Hun oplyste endvidere, at tidligere havde haft meningitis.

Vagtlæge D aflagde sygebesøg hos den 28. december 2005, kl. 6.32. Vagtlæge D fandt ikke tegn på meningitis, men derimod mellemørebetændelse på venstre side og ordinerede antibiotika. Samme dag kl. 10.25 blev indlagt akut på sygehus Y på grund af kramper. Der blev under indlæggelsen på sygehus Y iværksat en lang række undersøgelser og behandlingstiltag. s tilstand forværredes hurtigt, og der opstod hjerneødem med afklemning af hjernestammen. En neurologisk speciallæge vurderede tilstanden som udsigtsløs, og der blev herefter i samråd med familien slukket for respiratoren. døde den 29. december 2005 kl. 15.30.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At i februar/marts 2004 ikke modtog en korrekt behandling i forbindelse med meningitis forårsaget af pneumokokker, herunder at det ikke blev overvejet at vaccinere ham mod pneumokokker.

Det er anført, at havde en skade på det ene øre, og at der kan være sammenhæng mellem fødselsrelaterede øreskader og bakteriel meningitis, samt at i december 2005 fik at vide, at særligt udsatte personer kan vaccineres mod pneumokokker.

2. At i perioden fra foråret 2004 til december 2005 ikke modtog en korrekt behandling af praktiserende læge C, idet hun ikke overvejede vaccination mod pneumokokker, samt idet hun ikke foretog en neurologisk opfølgning.

Det er anført, at det af journalen (den 25. februar og den 1. marts 2004) fra sygehus X fremgår, at egen læge skulle foretage en neurologisk opfølgning.

3. At den 28. december 2005 ikke modtog en korrekt behandling af vagtlægen.

Det er anført, at vagtlæge blev gjort bekendt med, at tidligere havde haft meningitis, men at vagtlægen lagde for megen vægt på, at der ikke var petekkier at se.

4. At praktiserende læge C efter død uden s samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt har videregivet oplysninger om til sygehus Z.

Det er anført, at læge C kontaktede sygehus Z for at høre, om lægerne der i 2004 ville have vaccineret . Det er endvidere anført, at s forældre af læge C telefonisk har fået at vide, at lægerne på sygehus Z drøftede spørgsmålet på en konference, og at lægerne der var enige om, at de ikke ville have vaccineret .

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Speciallæge A har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 25. februar 2004, sygehus X.

De læger ved overlæge B, der var involveret i behandlingen af i perioden fra den 23. februar til den 2. marts 2004, medicinsk afdeling, sygehus X, har ikke overtrådt lægelovens § 6.

Begrundelse

Det fremgår af journal fra , at den 16. august 2001 hos en speciallæge i øresygdomme fik konstateret, at et venstresidigt høretab tilsyneladende var percpetivt, det vil sige stammende fra det indre øre og ikke fra mellemøret.

Det fremgår af journalen fra sygehus X, at blev akut indlagt den 23. februar 2004 med symptomer på meningitis. På medicinsk afdelings børneafsnit kontaktede man med det samme afdelingens speciallægekonsulent i børnesygdomme A.

Speciallæge A ordinerede lumbalpunktur den 23. februar 2004, og der blev fundet pneumokokker i rygmarvsvæsken, det vil sige, at havde bakteriel hjernehindebetændelse. blev sat i relevant antibiotisk behandling herfor. Der blev desuden gennemført en akut CT-scanning af hjernen, som var normal.

Ved ørelægetilsyn den 24. februar 2004 var begge trommehinder normale uden tegn på mellemørebetændelse. Ørelægen noterede, at fokus ikke stammende fra ørerne, det vil sige, at pneumokokinfektionen ikke stammede fra en lidelse i mellemøret.

Det fremgår af journalen, at speciallæge A den 25. februar 2004 planlagde, at skulle følges neurologisk af egen læge efter udskrivelsen, at han skulle have foretaget en EEG-undersøgelse af hjernen efter en måned og høreundersøgelse efter 1-2 måneder. Det fremgår ikke af journalen, at der blev anført overvejelser om pneumokokinfektion i forbindelse med indlæggelsen.

Det fremgår af speciallæge As udtalelse til sagen, at han ikke kom med en udtalelse om pneumokokvaccination i aktuelle tilfælde, fordi var 6 år (højrisiko er især for børn under 2 år), og idet det ikke var dokumenteret, at fokus skulle stamme fra ørerne (otogen genese), og idet der ikke var erkendt malformation på venstre øre, uden milt eller mistanke om immundefekt.

Nævnet har lagt vægt på, at den vejledning, som Dansk Pædiatrisk Selskab har udgivet i august 2003 vedrørende pneumokokvaccinationer, indeholder en absolut indikation for børn uden en fungerende milt. Desuden anbefales det, at man overvejer at vaccinere en række andre patienter, fx med tidligere invasiv pneumokokinfektion, men at der ikke er nogen absolut indikation i disse tilfælde.

Nævnet har videre lagt vægt på, at s invasive pneumokokinfektion ikke var vanskelig at behandle, og at der ikke var kombinerede risikofaktorer.

Nævnet finder på den baggrund ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at speciallæge A handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin undladelse af at foreslå at vaccinere mod pneumokokker den 25. februar 2004, sygehus X.

For så vidt angår de øvrige læger på medicinsk afdeling ved overlæge B har nævnet lagt vægt på, at disse fulgte de anbefalinger for opfølgende kontrol, der blev givet af speciallægekonsulenten i børnesygdomme. Det fremgår således af journalen af 2. marts 2004 ved udskrivelsen, at forældrene blev orienteret om, at der skulle gennemføres en EEG-undersøgelse, høreundersøgelse hos ørelæge og en neurologisk vurdering hos egen læge.

Nævnet finder på den baggrund, at de læger ved overlæge B på medicinsk afdeling, sygehus X, der var involveret i behandlingen af i perioden fra den 24. februar til den 3. marts 2004, ikke handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard, heller ikke ved deres undladelse af at foreslå pnemokokvaccination.

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

Praktiserende læge C har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af i perioden fra den 5. marts 2004 til den 2. maj 2005 i sin klinik.

Begrundelse

Det fremgår af journalen fra egen læge, at den neurologiske kontrol, som var aftalt i forbindelse med udskrivelsen af fra sygehus X, blev gennemført af læge C’ kollega den 5. marts 2004. Der fandtes ingen tegn på neurologisk sygdom. Det blev samtidig noteret, at skulle til kontrol hos øre-næse-hals-læge og have foretaget en EEG-undersøgelse.

Det fremgår af læge C’ udtalelse til sagen, at blev set i lægehuset den 5. marts 2004 af hendes kollega, hvor der ikke var neurologiske udfald. Herudover blev kun set få gange i efterforløbet og kun i forbindelse med banale småuheld og øvre luftvejsinfektioner. Der var således ikke tale om et barn, som var plaget af gentagne infektioner eller tegn på immundefekt.

Det fremgår videre af læge C’ udtalelse til sagen, at hun på det tidspunkt ikke var bekendt med Dansk Pædiatrisk Selskabs anbefaling om, at alle børn med invasiv pneumokokinfektion efterfølgende bør vaccineres.

Det er nævnets opfattelse, at pneumokokvaccine – ifølge retningslinjerne fra Dansk Pædiatrisk Selskab – bør overvejes til børn med tidligere invasiv pneumokokinfektion efter en individuel vurdering. Som ovenfor nævnt under nævnets behandling af klagepunkt 1 kan nævnet oplyse, at vaccinationen kun rutinemæssigt anbefales til børn uden milt eller sygdomme, der kan sidestilles hermed (sjældne blodsygdomme).

Nævnet finder på den baggrund ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at læge C handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med behandlingen af i perioden fra den 5. marts 2004 til den 2. maj 2005.

Nævnets afgørelse af 3. klagepunkt

Vagtlæge D har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 28. december 2005.

Begrundelse

Det fremgår af udskrift fra vagtlægejournalen af 28. december 2005, at s mor til visitator oplyste, at havde hoste og halssmerter og en enkelt opkastning. Ligeledes havde moderen oplyst, at tidligere havde haft meningitis.

Det fremgår videre af vagtlægejournalen af 28. december 2005, at vagtlæge D var på sygebesøg og tilså den 28. december 2005 kl. 6.32. var ved ankomsten faldet i søvn, men kunne vækkes. Der var ok kontakt. Vagtlæge D fandt, at venstre trommehinde var rosa og bulede ud. Lymfekirtler på halsen var ikke hævede. Der var ikke nakke/rygstivhed, ligesom vagtlæge D – ifølge journalen – ikke fandt udslæt på kroppen. Maven var blød og uøm. Temperaturen blev målt til 38,5 grader. Vagtlæge D vurderede, at det drejede sig om mellemørebetændelse, og ordinerede Primcillin 400 mg herfor.

Nævnet kan oplyse, at børn med feber er en af de hyppigste patienter, som en vagtlæge undersøger. Lægen vil med sin undersøgelse søge at udelukke tilstedeværelsen af alvorlige sygdomme, herunder meningitis,der er en alvorlig, men sjælden infektion hos børn. Høj feber, hovedpine eller nakkepine, stivhed i nakke eller ryg samt små punktformede prikker i huden kan alle være tegn på meningitis. Et barn med meningitis har en dårlig almen tilstand, det vil sige, at barnet kun vil ligge i sin seng og kan ikke lokkes til at være aktiv. Har lægen mistanke om meningitis, skal barnet indlægges akut.

Det fremgår af vagtlæge Ds udtalelse til sagen, at han i sin objektive undersøgelse og vurdering af var meget fokuseret på meningit, idet han havde fået oplyst, at tidligere havde haft meningitis. Derfor lagde han meget vægt på den cerebrale tilstand, det vil sige, om kunne vækkes og medvirke til undersøgelsen. kunne svare på adspurgte spørgsmål, men var sovende og træt. Vagtlæge D havde – ifølge sin udtalelse til sagen – ikke indtryk af lysskyhed. Det var vagtlæge Ds samlede vurdering, at ikke var meningeal og ikke viste tegn på meningitsygdom, idet der ikke var nakke/rygstivhed, ikke lysskyhed, ingen udslæt på kroppen (petekkier) og idet hele den objektive undersøgelse og s almene tilstand ikke gav vagtlæge D mistanke om meningitis.

Nævnet finder på baggrund af en samlet vurdering ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at vagtlæge D handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 28. december 2005.

Nævnets afgørelse af 4. klagepunkt

Praktiserende læge C har ikke videregivet fortrolige oplysninger om efter hans behandling.

Begrundelse

Det fremgår af klagers oplysninger, at læge C oplyste til s mor, at hun efter s død kontaktede nogle læger på sygehus Z og spurgte dem om, hvorvidt de ville have vaccineret tilbage i 2004. Klager har oplyst, at dette spørgsmål blev drøftet på en konference på sygehus Z, og at meldingen var, at de ikke ville have vaccineret . Endvidere fremgår det af klagers oplysninger, at læge C taler usandt i den forbindelse, idet lægen forsøger at dække over, at hun ikke selv tænkte på, at skulle have været vaccineret. Klager har desuden anført, at det strider imod lov om patienters retsstilling, at lægen sætter noget i gang i forhold til en afdød patient uden forældrenes samtykke.

Det fremgår af læge C’ udtalelse til sagen, at hun tilbød en samtale til de efterladte, efter s død, og at s mor under samtalen gav udtryk for, at hun var plaget af skyldfølelse, fordi man angiveligt på sygehus Y havde givet udtryk for undren over, at ikke var vaccineret. Læge C undersøgte derfor efterfølgende, hvordan man generelt ville handle i forhold til et barn på 9 år med pneumokokmeningit og en medfødt høreskade. Dette skete ved informel forespørgsel hos en kollega, der arbejdede på infektionsmedicinsk afdeling, sygehus Z. Forespørgslen blev derfor ikke journalført i s journal. Den pågældende kollega meldte tilbage telefonisk, at der ikke nødvendigvis vaccineres rutinemæssigt, og at dette vurderedes i det enkelte tilfælde.

Det fremgår videre af læge C’ udtalelse til sagen, at hun ved forespørgslen til kollegaen ikke videregav s data til sagen, og at hun er af den opfattelse, at hun ikke behøver familiens samtykke til at undersøge generelle retningslinier.

Det fremgår af læge C’ udtalele til sagen, at hun ikke angav personidentificerbare oplysninger til den kollega, som hun rådførte sig med på sygehus Z.

Nævnet finder på baggrund af sagens oplysninger at kunne lægge til grund, at læge C rådførte sig med en kollega på sygehus Z.

Nævnet kan oplyse, at det af lov om patienters retsstilling § 23, stk. 1, fremgår, at en patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udførelsen af erhvervet erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, andre rent private forhold og øvrige fortrolige oplysninger.

Det er nævnets opfattelse, at en af de metoder praktiserende læger har til at søge information og viden om sygdomme er kontakt med kollegaer inden for andre specialer. Nævnet kan oplyse, at det ikke er ualmindeligt, at en praktiserende læge rådfører sig om en problemstilling med en overlæge, når det drejer sig om forhold, de enten er i tvivl om eller finder principielle. Denne konferering foretages uden at nævne navne, cpr.nr. eller andre oplysninger, som gør det muligt at identificere den omtalte person.

Nævnet kan i øvrigt oplyse, at der som udgangspunkt ikke eksisterer nogen pligt til at journalisere sådanne anonymiserede konfereringer mellem læger.

Det er på den baggrund nævnets opfattelse, at det ikke kan kritiseres, at læge C foretog en konferering med sin kollega, og nævnet finder det endvidere ikke godtgjort, at læge C i forbindelse med konfereringen videregav fortrolige oplysninger om .