Klage over manglende røntgen af brækket hofte

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere reservelæge <****> for hendes behandling af <****> den 26. juli 2006 på skadestuen, Sygehus X, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb
Den 26. juli 2006 blev indbragt på skadestuen, Sygehus X, idet hun var faldet på cykel og havde slået sit højre ben.

På skadestuen blev undersøgt af reservelæge , som fandt, at der ikke var tegn til knoglebrud, og at der derfor ikke var indikation for en røntgenundersøgelse. Hun informerede om at henvende sig igen, hvis hun fik tiltagende smerter, hævelse eller misfarvning, hvorefter hun sendte hende hjem med to krykkestokke.

Den 30. august 2006 fik efter henvisning fra egen læge foretaget røntgenundersøgelse af højre hofte, idet hun fortsat havde smerter i hoften. Røntgenundersøgelsen viste et brud på lårbenshalsen. blev herefter indlagt på Sygehus X, og en uge senere blev hun overflyttet til Sygehus Y, hvor hun blev opereret.

Klagen
Der er klaget over følgende:

• At ikke modtog en korrekt behandling.

Det er herved anført, at s ben ikke blev røntgenfotograferet, selvom det var hævet, og hun ikke kunne flytte det uden krykker. Det blev efterfølgende konstateret, at hun havde brækket hoften.

Nævnets afgørelse af klagen
Reservelæge har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 26. juli 2006 på skadestuen, Sygehus X.

Begrundelse
Det fremgår af journalen den 26. juli 2006, at blev indbragt med ambulance på skadestuen, Sygehus X, fordi hun var faldet på cykel og havde slået sit højre ben. Hun oplyste, at hun havde svært ved at gå på grund af en snurrende fornemmelse i benet.

Af journalen samme dag fremgår det videre, at reservelæge undersøgte højre ben, herunder knæet, hoften og bækkenet.

Det fremgår videre af journalen samme dag, at reservelæge fandt, at der var fri bevægelighed af højre ben, og at kunne støtte på det og kunne flytte det frem og tilbage.

Det fremgår imidlertid af s supplerende udtalelse til sagen, at hun slet ikke kunne flytte sit ben ved egen hjælp.

Nævnet finder imidlertid ikke grundlag for at tilsidesætte journalnotatet af 26. juli 2006, hvoraf fremgår, at der var fri bevægelighed af højre ben, og at kunne støtte på det og kunne flytte det frem og tilbage.

Nævnet har herefter lagt til grund, at kunne støtte på højre ben og kunne flytte det frem og tilbage.

Af journalen samme dag fremgår det videre, at reservelæge fandt, at der ikke var nogen direkte ømhed ved tryk (palpationsømhed), eller misfarvning eller hævelse af benet.

Det fremgår imidlertid af s supplerende udtalelse til sagen, at hendes ben var hævet og meget tykt.

Nævnet finder imidlertid ikke grundlag for at tilsidesætte journalnotatet af 26. juli 2006, hvoraf fremgår, at der ikke var hævelse af benet.

Nævnet har herefter lagt til grund, at der ved undersøgelsen ikke var hævelse af benet.

Det fremgår videre af journalen samme dag, at reservelæge fandt, at bækkenet og knæet var stabile, samt at der var normale forhold omkring nerve- og blodforsyningen til foden. Hun fandt ingen forkortning eller udadrotation af højre ben.

I journalen samme dag er det endelig noteret, at reservelæge vurderede, at der ikke var tegn på knoglebrud (hoftefraktur eller femurfraktur), og at der derfor ikke var indikation for en røntgenundersøgelse. Hun sendte herefter hjem, og efter eget ønske fik udleveret to krykkestokke. Reservelægen informerede hende herefter om, at hun skulle henvende sig igen, hvis hun fik tiltagende smerter, hævelse eller misfarvning.

Den 30. august 2006 fik efter henvisning fra egen læge foretaget røntgenundersøgelse af højre hofte, idet hun vedvarende havde smerter i hoften. Undersøgelsen viste et brud på lårbenshalsen. blev herefter indlagt på Sygehus X, og en uge senere blev hun overflyttet til Sygehus Y, hvor hun blev opereret.

Patientklagenævnet kan oplyse, at den øvre del af lårbenet ligger meget dybt, hvorfor en undersøgelse af direkte ømhed heraf er temmelig usikker. Det er endvidere sjældent, at man finder hudafskrabninger, hævelse eller misfarvning hos en patient med et hoftenært brud.

Nævnet kan videre oplyse, at udadrotation eller forkortning af benet kun ses i tilfælde af forskudte, hoftenære brud, men ikke i tilfælde af uforskudte brud.

Det er nævnets vurdering, at hoftebruddet i dette tilfælde var uforskudt ved besøget i skadestuen, men at det siden blev forskudt i form af svær forkortning i forbindelse med s forsøg på at gå på benet.

Det er herefter nævnets opfattelse, at reservelæge ikke foretog en tilstrækkelig undersøgelse af , idet den objektive undersøgelse ikke kunne bruges til at udelukke et hoftenært brud.

Nævnet har herunder lagt vægt på, at observationen af, at kunne støtte på højre ben og flytte det frem og tilbage, var usikker, idet gangfunktionen var forringet i en sådan grad, at hun fik udleveret to krykkestokke.

Nævnet har videre lagt vægt på, at reservelæge ikke undersøgte den indirekte ømhed i hoften samt ømheden ved indadrotation i hofteleddet.

Nævnet kan oplyse, at disse undersøgelser er velkendte samt væsentligt mere sensitive for brud end de anførte observationer.

Nævnet er af den opfattelse, at disse undersøgelser burde have været udført, før beslutningen om at undlade røntgenundersøgelse blev taget.

På denne baggrund finder nævnet, at reservelæge handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 26. juli 2006 på skadestuen, Sygehus X.