Klage over tvangsbehandling med depotmedicin uden motivation for konkret præparat

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 15. januar 2007 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 2. januar 2007 på psykiatrisk afdeling, Sygehus X.

Hændelsesforløb

er en 57-årig mand, der blev indlagt første gang i 1977 på psykiatrisk afdeling, Sygehus Y, hvor han blev genindlagt i 1985 på fareindikation. I 1991 og 1992 blev han fulgt ambulant på psykiatrisk afdeling, Sygehus X på grund af vrangforestillinger. Han blev første gang indlagt på Sygehus X i 1996 efter medicinsvigt. Han var senest indlagt i perioden fra november 2005 til februar 2006 på fareindikation i svær psykotisk tilstand og fik diagnosen paranoid skizofreni.

Forud for den aktuelle indlæggelse havde været truende og verbalt aggressiv overfor personer fra hjemmeplejen og havde opsøgt en hjemmesygeplejerske privat. Han havde boet i sin have i fjorten dage, hvor han havde etableret sig med badekar og bålplads, idet han mente, at hele huset var forgiftet med pulver. Han gik derfor rundt på bare fødder, var snavset og turde ikke nærme sig huset, hvorfor han havde været hos borgmesteren for at bede om en skurvogn at bo i. Endvidere talte han indimellem helt sort.

Aktuelt blev tvangsindlagt den 31. august 2006 på fareindikation, idet hans praktiserende læge vurderede, at han var tiltagende psykotisk. Han var uforstående overfor, hvorfor han skulle indlægges, da han ikke mente sig syg. Han mente derimod, at det var lægerne, der var syge, og at de var med i en aftale om forgiftning af hans hus, hvilket ville fremgå af computeren. Han mente videre, at hans hus var blevet besat og forgiftet, hvorfor han ikke havde været i stand til at gå derind og i stedet havde opholdt sig på sin græsplæne. Han blev hurtigt vred, råbende og truende, og blev vurderet psykotisk med vrangforestillinger og til fare for andre, hvorfor han blev tvangstilbageholdt.

Under indlæggelsen var indimellem truende og gav udtryk for adskillige vrangforestillinger om blandt andet elektriske stråler på afdelingen, som gik ned i hjernen, hvorfor han til tider måtte skygge for dem med hænderne. Han blev løbende forsøgt motiveret for at starte medicinsk behandling, hvilket han dog nægtede. Der blev derfor truffet beslutning om tvangsmedicinering midt i september, hvilket blev opretholdt til starten af november 2006, hvor han blev motiveret for depotbehandling. Han var fortsat uden sygdomserkendelse og ønskede ikke at modtage medicin frivilligt, selvom han blev tiltagende samarbejdsvillig. Den 8. november 2006 gav han dog udtryk for, at han gerne ville modtage tablet Risperdal 3 mg, hvilket han modtog fra den 10. november 2006. Den 28. december 2006 blev han tilbudt injektion Flufenazin depot, hvilket han dog nægtede at modtage.

Indtil den 2. januar 2007 blev løbende motiveret for frivillig dosisøgning i tablet Risperdal eller alternativt depotbehandling, hvilket han modsatte sig. Han ville dog fortsat frivilligt modtage tablet Risperdal 3 mg, da han angav, at han snart skulle ophøre dermed. Han blev vurderet tiltagende psykotisk med vrangforestillinger samt tiltagende vredladen. Der blev herefter truffet beslutning om tvangsbehandling med injektion Siqulone (fluphenazindekanoat) 50 mg intramuskulært hver fjortende dag.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelse af 15. januar 2007 beslutningen om tvangsmedicinering af . Det blev som begrundelse anført, at var sindssyg, at han havde et udtalt behandlingsbehov, og at undladelse af behandling ville være uforsvarlig. Nævnet fandt endvidere, at udsigten til en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ville være væsentligt forringet, såfremt behandling i overensstemmelse med behandlingen, som besluttedes den 2. januar 2007, blev undladt. Nævnet fandt tillige, at bestemmelserne om motivationstid og oplysning om præparat og dosis kunne anses for delvis korrekt opfyldt. Nævnet lagde herved vægt på sygehusets erfaringer vedrørende hans tidligere medicinering med depot Flufenazin og oplysningen om, at Siqualone svarede til stoffet Flufenazin.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 15. januar 2007 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling, Sygehus X.

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at han var tiltagende psykotisk og vredladen uden sygdomsindsigt, og at han havde vrangforestillinger.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det af bekendtgørelse nr. 1499 af 14. december 2006 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger § 1 stk. 3, fremgår, at afgørelsen om behandlingsform og indhold skal træffes i overensstemmelse med reglerne i psykiatrilovens § 4 om mindste middels princip. Af denne bestemmelse fremgår det, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken.

Det er Sundhedsvæsenet Patientklagenævns opfattelse, at en patient skal kunne forholde sig til eksempelvis, hvilket præparat og hvilken dosis, som vil finde anvendelse ved en eventuel beslutning om tvangsbehandling. Derfor er det en betingelse, at der motiveres for en konkret behandling. Denne motivation foretages løbende, og tvangsbehandling skal som udgangspunkt iværksættes med det præparat, som der er motiveret for, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde andet.

var siden 7. november 2006 løbende søgt motiveret for behandling med depotmedicin, inden der blev truffet beslutning om tvangsbehandling den 2. januar 2007. Beslutningen om tvangsbehandling vedrørte imidlertid præparatet Siqualone.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at flufenazindekanoat er indholdsstoffet i præparatet Siqualone.

Det fremgår af overlægens erklæring, at dagligt blev tilbudt injektion Flufenazin depot. Af journalen fremgår det imidlertid kun den 28. december 2006, at han blev søgt motiveret for præparatet Flufenazin-depot.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder det derfor ikke tilstrækkelig godtgjort, at løbende blev motiveret for præparatet Siqualone.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder herefter, at betingelserne for tvangsbehandling med injektion Siqulone (fluphenazindekanoat) ikke var opfyldt. Nævnet har herved lagt vægt på, at han ikke løbende blev motiveret for den konkrete behandling som beslutningen om tvangsbehandlingen vedrørte. Videre har nævnet lagt vægt på, at der på baggrund af sagens oplysninger ikke findes at være særlige omstændigheder, der kunne begrunde, at der blev truffet beslutning om tvangsbehandling uden forudgående motivation for det konkrete præparat.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn .