Klage over atbeslutning om tvangsmedicinering uden at patientrådgiveren var informeret om medicinens bivirkninger

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 9. maj 2006 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 28. april 2006 på psykiatrisk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb

I 2004 var kortvarig i psykiatrisk behandling, hvor det blev vurderet, at han havde en paranoid personlighedsstruktur.

I juni 2005 forsøgte at dræbe sin ekskone ved at skyde hende med en armbrøst på 2 meters afstand, tage kvælertag på hende og slå hende i vrede over, at hun skulle opdrage deres datter. Han tilstod forsøg på manddrab.

I forbindelse med retssagen blev der udarbejdet en mentalerklæring, hvori det blev konkluderet, at var psykotisk. Han var under mentalobservationen fundet selvovervurderende og præget af øget selvfølelse. Han var desuden selvrefererende og særdeles subjektiv i sine betragtninger. Hans argumentation var desuden præget af den omvendte logik, hvor konklusionen kom før præmisserne.

Aktuelt blev den 7. november 2005 indlagt i varetægtssurrogat på psykiatrisk afdeling, efter at han var overflyttet fra .

Under indlæggelsen var almindeligvis venlig, imødekommende og relevant i tale, men optrådte tidvist også trist, kværulantisk, rethaverisk og truende, når personalet ikke ville efterkomme hans ønsker. Han udtalte, at han var indstillet på at være indlagt i lang tid og sagde endvidere, at man ikke forsøgte at begå drab uden vægtige grunde. Han mente således, at hans tidligere hustru havde udsat ham for psykisk terror gennem flere år, at hun var psykopat, og at hun uretmæssigt havde fået barnet, som på længere sigt ville være truet af moderen. Endvidere var han bekymret for, at hans tidligere hustru ville gøre noget ved datteren, muligvis dræbe hende.

Den 14. marts 2006 fik en dom til anbringelse uden længstetid. Han ankede efterfølgende dommen.

Den 17. marts 2006 blev orienteret om, at dommen betød, at han skulle i behandling med antipsykotisk medicin og på længere sigt gennemgå et terapeutisk forløb.

Efter domsafsigelsen forsøgte man at motivere til at lade sig behandle med antipsykotisk medicin. Han gav udtryk for, at han nok havde været psykisk syg i gerningsøjeblikket, men han mente ikke, at medicinen ville kunne fjerne hans tanker om, at han fik en uretfærdig behandling af alle systemer.

Den 19. april 2006 blev der ordineret Risperdal, idet det blev vurderet, at man ikke kunne fortsætte med at udsætte iværksættelsen af den medicinske behandling til efter, at ankesagen var afgjort.

blev herefter løbende motiveret for frivillig behandling, hvilket han var vedvarende afvisende overfor.

Den 28. april 2006 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Risperdal startende med 1 mg, stigende til eventuelt 8 mg, subsidiært injektion eller tablet Serenase 5-20 mg.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelse af 9. maj 2006 beslutningen om tvangsmedicinering af .

Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt, at betingelserne for tvangsmedicinering med Risperdal, subsidiært Serenase i det angivne omfang var til stede.

Nævnet fandt efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentlig forringet.

Nævnet lagde vægt på, at det efter overlægens beskrivelser og de afgivne forklaringer ved nævnets møde ikke havde været muligt at motivere til adækvat behandling, at til stadighed var trættekær og kværulerende uden nogen form for sygdomsindsigt, at hans tilstand kun skønnedes at kunne bedres ved, at der blev påbegyndt antipsykotisk behandling, idet han uden adækvat behandling primært måtte bedømmes som farlig, især i forhold til sin tidligere ægtefælle, ligesom der var udsigt til væsentlig forringelse af s helbred fremover uden behandling.

Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt endvidere, at tvangsbehandling med Risperdal, subsidiært Serenase opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Nævnet lagde vægt på, at efter overlægens oplysninger siden medio marts 2006 var forsøgt motiveret for frivilligt antipsykotisk behandling før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet, og at denne betænkningstid i den givne situation måtte anses for tilstrækkelig.

Nævnet fandt desuden, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Nævnet lagde herved vægt på, at Risperdal og Serenase var almindeligt anvendte og vel afprøvede antipsykotiske lægemidler, ligesom de besluttede doseringer var sædvanlige.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 9. maj 2006 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling.

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand præget af øget selvfølelse, og at han var selvrefererende og særdeles subjektiv i sine betragtninger.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem 10 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet.

Endelig har nævnet har lagt vægt på, at der primært blev besluttet tvangsbehandling med tablet/mikstur og subsidiært med injektion.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har herved lagt vægt på, at Risperdal og Serenase er almindeligt anvendte og velafprøvede lægemidler ligesom de besluttede doseringer er almindelige.

har ved brev af 10. april 2007 anført, at hverken ham eller hans patientrådgiver blev informeret i overensstemmelse med loven forud for beslutningen om tvangsbehandling.

Patientklagenævnet kan oplyse, at det fremgår af den dagældende bekendtgørelse nr. 1404 af 14. december 2004 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger § 3, at tvangsmedicinering forudsætter, at vedvarende forsøg er gjort på at forklare patienten behandlingens nødvendighed, bortset fra akutte situationer, hvor udsættelse af behandlingen er til fare for patientens liv eller helbred jf. stk. 1. Videre fremgår det, at tvangsmedicinering forudsætter, bortset fra de i stk. 1 nævnte akutte farlige situationer, at patienten og patientrådgiveren er fuldt informeret om behandlingens formål, virkninger og mulige bivirkninger jf. stk. 2.

Det fremgår af Det Psykiatriske Patientklagenævn s afgørelse af 28. april 2006, at bebrejdede overlæge for ikke at have vejledt ham om bivirkningerne ved medicinen. Hertil oplyste overlæge , at det aldrig var lykkedes at komme ind i en positiv kontakt med om den tilbudte medicin, idet han hver gang havde været totalt afvisende overfor medicinen.

Det fremgår af overlæge s udtalelse af 30. april 2007, at overordnet set blev informeret om bivirkningerne af behandlingen, men da han i sin paranoide tolkning af alle ting, og til stadighed havde forsøgt at undgå medicinsk behandling, bestod motiveringen ikke i at fortælle om potentielle bivirkninger, da dette angiveligt havde haft til følge at ville have produceret disse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det er nævnets opfattelse, at der tilsyneladende er generelt færre bivirkninger ved behandlingen med Risperdal end ved behandling med andre lavdosis antipsykotika.

Videre skal Sundhedsvæsenets Patientklagenævn bemærke, at patienten skal informeres om behandlingens formål, virkninger og mulige bivirkninger, så snart der er mulighed for dette under hensyntagen til patients tilstand, og inden der træffes beslutning om tvangsmedicinering.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at overlæge forsøgte at informere om bivirkninger ved behandling med Risperdal, før der blev truffet beslutning om tvangsmedicinering, men at dette ikke var muligt.

Videre er det Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at det var i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 1404 af 14. december 2004 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger § 3 stk. 2, at forsøge at informere .

Det fremgår dog af patientrådgiver brev af 10. juli 2006, at der blev informeret om behandlingens bivirkninger ved Patientklagenævnets møde den 28. april 2006, men at han som patientrådgiver ikke blev informeret om medicinens bivirkninger forud for dette.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at det ikke kan tillægges vægt, at der ved Patientklagenævnets møde den 28. april 2006 blev oplyst om Risperdals virkninger og mulige bivirkninger, idet beslutning om tvangsmedicinering allerede var truffet.

Videre er det Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at det er i strid med bekendtgørelse nr. 1404 af 14. december 2004 § 3 stk. 2, at patientrådgiver ikke blev forsøgt informeret om behandlingens mulige bivirkninger inden beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn .