Klage over tvangsernæring.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen <****> den 18. april 2007 vedrørende beslutning om tvangsernæring af <****> på Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb

er 18 år gammel og bor hos sin mor. I forbindelse med skolestart fik hun konstateret ordblindhed, og hun oplevede sin skolegang som problematisk. I 2003 fik hun en virussygdom (momonucleose) og hun begyndte at tage P-piller, hvorefter hendes vægt steg fra hendes normalvægt på 51 kg til 59 kg. Hun påbegyndte en slankekur, som imidlertid tog overhånd, så hun tabte sig til 48,5 kg.

I marts 2004 blev henvist til Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling, , hvor hun fik stillet diagnosen nervøs spiseforstyrrelse. Tilstanden blev forsøgt behandlet ambulant, men uden tilstrækkelig effekt, og den 5. april 2004 blev hun indlagt på psykiatrisk afdeling. Da hendes vægt var steget til 50 kg forlangte hun sig udskrevet, hvorefter hun igen tabte i vægt. Den 15. september 2004 blev hun igen indlagt. Hun havde tabt 4,5 kg på 10 dage og havde udviklet selvskadende adfærd, hvorunder hun tilføjede sig selv sår. Endvidere havde hun udviklet alvorlig håndeksem. Hun var indlagt i 5½ måned, og ved udskrivelsen blev hun tilknyttet et socialpsykiatrisk behandlingsted. Den 11. januar 2006 var hendes vægt imidlertid så lav, at hun igen blev indlagt. Under indlæggelsen tabte hun sig, så hendes vægt kom ned på 38,8 kg. Hendes vitale kropfunktioner var påvirkede, og hun skønnedes at være i en livstruende tilstand, hvorfor hun en overgang blev tvangsbehandlet med sondeernæring. Da hendes vægt var steget til 46,2 kg forlangte hun sig udskrevet.

har i perioder misbrugt afføringsmidler for at mindske kropsvægten.

Aktuelt blev den 25. august 2006 tvangsindlagt på farlighedsindikation på Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling, . Hun vejede da 36,7 kg og havde udviklet psykotiske symptomer i form af syns- og hørehallucinationer.

Under indlæggelsen havde meget svært ved at spise efter sin kostplan. Indimellem lykkedes det delvist, men det var meget uregelmæssigt. Hun var urolig, overdrevent motionerende med svære tvangsritualer, der blandt andet omfattede, at hun skulle grave afføring ud med fingrene, og hun vaskede hænder konstant. Hun havde psykotiske symptomer i form af hørehallucinationer, hvor hun hørte stemmer, der fortalte hende, at hun skulle forlade afdelingen, også selvom det var koldt, og hun ikke var ordentligt klædt på. Stemmerne fortalte også, at hun ikke skulle spise sin mad, og at hendes vægt ikke måtte komme højere op.

Op til beslutningen om tvangsernæring blev dårligere og dårligere, og hun tabte i vægt. Hendes somatiske tilstand var ligeledes forværret, selvom blodprøver, puls og blodtryk var på kanten af det normale. Hun var perifert kold og blåfarvet, som tegn på truende chok.

Ifølge journalen samt overlægens udtalelse blev der derfor den 28. februar 2007 truffet beslutning om tvangsernæring med sonde. gav flere gange udtryk for, at hun ville klage over beslutningen, hvilket hun dog efterfølgende fortrød. Ifølge tvangsprotokollen blev der den 12. marts 2007 på ny truffet beslutning om tvangsernæring med sonde, og samme dag afsendte en klage over beslutningen til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen .

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsernæring med sonde indtil en vægt på 53-54 kg til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen godkendte ved afgørelse af 18. april 2007 beslutningen om tvangsernæring med sonde indtil en vægt af 53-54 kg af .

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 18. april 2007 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen om tvangsernæring af på Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling, .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at ifølge bekendtgørelse nr. 1499 af 14. december 2006 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger § 7 må tvangsernæring kun gennemføres, hvis patienten opfylder betingelserne i bekendtgørelsens § 1, stk. 1, hvorefter tvangsbehandling kun må anvendes over for personer, der er indlagt og opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, jf. § 10 i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien. Tvangsernæringen må desuden kun gennemføres, hvis det er nødvendigt for at redde patientens liv, eller hvor undladelse vil medføre en alvorlig risiko for patientens liv eller helbred.

Nævnet kan videre oplyse, at et for lavt BMI (Body Mass Index: vægten i kg divideret med højden i meter i 2. potens) kan skyldes psykiske sygdomme, for eksempel nervøs spiseforstyrrelse. Et karakteristisk træk hos spiseforstyrrede personer er, at den pågældende selv oplever kropsvægten som normal. Er BMI under 17,5 og findes de øvrige symptomer, kan diagnosen nervøs spiseforstyrrelse (anorexia nervosa) stilles. Et normalt BMI ligger mellem 20 og 25. For s vedkommende svarer det til en kropsvægt på godt 54 kg.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var i en tilstand, der ganske måtte ligestilles med sindssyge, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at hun befandt sig i en psykotisk tilstand præget af tvangssymptomer og hallucinationer, herunder stemmer, der fortalte hende, at hun ikke skulle spise.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at forud for beslutningen om tvangsernæring gennem lang tid blev forsøgt motiveret for frivillig indtagelse af mad, og der blev udarbejdet en diætplan, hvor man inddrog hende i madens sammensætning, men at hun på trods heraf ikke indtog tilstrækkeligt med føde, hvorfor hun fortsat var stærkt undervægtig og blev mere og mere syg af sin spiseforstyrrelse. Nævner har videre lagt vægt på, at man havde et godt kendskab til hendes tilstand gennem tidligere indlæggelser, og at det ved den seneste indlæggelse ligeledes havde været nødvendigt at tvangsernære hende. Det må således antages, at det ikke var muligt at behandle hendes tilstand uden anvendelse af tvangsernæring.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen .