Klage over tvangsfiksering, indgivelse af beroligende medicin samt beslutning om tvangsmedicine-ring uden betænkningstid

Sundhedsvæsnets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Pati-entklagenævn <****> den 21. december 2006 om tvangsfiksering af <****> den 3. december 2006 på Psykiatrisk afdeling <****>.

Nævnet ændrer dog afgørelsen for så vidt angår anvendelsen af hånd- og fodremme.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Pati-entklagenævn <****> den 21. december 2006 om indgivelse af beroligende medicin til <****> den 3. 7. 8. 9. 10. 12. 13. 15. 16. 19. og 20. december 2006 på Psykiatrisk afdeling <****>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Pati-entklagenævn <****> den 21. december 2006 om indgivelse af beroligende medicin til <****> den 14. december 2006 på Psykiatrisk afdeling <****>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 21. december 2006 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 19. december 2006 på Psykiatrisk afdeling <****>.

Hændelsesforløb

er 52 år gammel og bor alene i egen lejlighed. Han modtager førtidspension på grund af sin kroniske psykiske lidelse.

er kendt med paranoid skizofreni, og han har gennem årene været indlagt på forskellige psykiatriske afdelinger. Han har gennem flere år været fulgt i psykiatrisk regi, hvor han har været i medikamentel antipsy-kotisk behandling med blandt andet Risperdal depot hver 2. uge.

I juli 2005 blev tvangsindlagt på behandlingsindikation, idet han gennem nogen tid havde været medi-cinvægrende, hvilket havde forværret hans tilstand. I afdelingen afviste han, at modtage medicin, hvorefter han blev tvangsmedicineret. Alligevel blev det nødvendigt at tvangsfiksere ham ved politiets hjælp, da han var voldelig mod personalet. Bæltefikseringen blev ophævet efter 3 dage, men allerede dagen efter var han igen voldelig og blev igen bæltefikseret. Denne gang varede fikseringen i godt 3 uger. Han fik i samme peri-ode en del antipsykotisk og beroligende medicin. Han blev udskrevet den 29. august 2005 til fortsat opfølg-ning i psykiatrisk regi.

Forud for den aktuelle indlæggelse havde i et par uger ikke taget sin medicin, hvorefter hans tilstand blev gradvist forværret. I lighed med tidligere havde han i sin lejlighed været larmende på alle tider af døg-net. Han blev beskrevet som meget motorisk urolig, omkringfarende og gav udtryk for, at han ikke fik noget at spise.

Den 3. december 2006 blev tvangsindlagt på fareindikation på Psykiatrisk afdeling , efter at han havde forsøgt at køre en politipatrulje ned. Han blev herefter anbragt i detentionen, hvor han overfaldt en betjent. Den tilkaldte vagtlæge fandt ham klart psykotisk, med usammenhængende tale uden mening. Ved ankomsten til psykiatrisk afdeling oplyste politiet, at det under transporten havde været nødvendigt at fiksere ham, da han havde været motorisk urolig, udskældende og havde forsøgt at få fat i betjentenes tjenestepi-stoler.

Ved indlæggelsen var fortsat vredladen, hurtigkørende, impulspræget, aggressiv og personfarlig, og man valgte at fiksere ham med bælte samt en håndrem og en fodrem, idet han fandtes sindssyg og til fare for andre. Ved en gennemgang senere samme dag havde han et svingende psykomotorisk tempo, hvor han det ene øjeblik lå fredeligt og stille, og i det næste øjeblik var urolig, kastede med genstande og var højtrå-bende. Han fremtrådte aggressivt med manglende impulskontrol, og man vurderede, at han var personfarlig. Han blev tilbudt tablet Abilify samt mikstur Risperdal, som han dog nægtede at tage. Senere samme dag var han vred og nedladende, opfarende og udistanceret mod personalet, og han virkede udtalt psykotisk og præget af vrangforestillinger. Det blev vurderet, at han havde behov for beroligende medicin, hvorefter han ved tvang fik injektion Stesolid 10 mg. Efterfølgende viste det sig, at der ikke var tilstrækkelig effekt af medi-cinen, hvorefter han fik injektion Cisordinol Acutard 150 mg og Stesolid 15 mg.

Ved tilsyn den 4. december 2006 vurderede man, at fortsat var latent aggressiv, havde manglende impulskontrol og muligvis var personfarlig, hvorfor det blev besluttet at opretholde fikseringen uændret. Den 5. december 2006 kl. 11.15 ophævede man fikseringen af håndremmen, men idet det ikke var muligt at vur-dere, om han fortsat var personfarlig opretholdtes fikseringen med bælte og en fodrem.

Ved tilsyn den 6. december 2006 var hurtigtalende og vredladen, og han dirrede af ophidselse. Han skønnedes fortsat potentiel aggressiv og personfarlig, hvorfor det blev bestemt, at opretholde bæltefikserin-gen. Det blev endvidere besluttet, at opretholde fikseringen med fodrem, idet man vurderede, at dette var nødvendigt for at undgå, at han skulle smyge sig ud af bæltet.

Samme aftenen var tiltagende hurtigkørende, vred og råbende, og det var ikke muligt at korrigere ham, hvorfor det blev besluttet ved tvang at indgive ham beroligende medicin i form af injektion Stesolid 10 mg samt injektion Cisordinol Acutard 150 mg. Da personalet nærmede sig hans stue, blev han svært vred og truende. Han sad med en kolbe urin, som han truede med at smide i hovedet på personalet, men hældte herefter urinen ud på gulvet. Han satte sig herefter i angrebsstilling med knyttede næver og slog ud efter personalet, hvorefter politiet blev tilkaldt for at hjælpe til med at fastholde ham under medicingivningen. Da betjentene mødte op lidt over midnat, indvilligede han dog i at få medicinen. Den følgende dag var han ag-gressiv og kastede rundt med tingene, blandt andet et aksebæger. Han råbte af personalet, skældte ud og anvendte ukvemsord, og det blev vurderet, at der fortsat var indikation for bæltefiksering samt fiksering med en fodrem.

Den 8. december 2006 kørte yderligere op. Han var tiltagende verbalt aggressiv overfor personalet. Han kastede et krus med kærnemælk på gulvet, og truede personalet med blandt andet at halshugge dem. Han indvilligede i at tage beroligende medicin, og han fik samtidig oplyst, at hvis ikke han indvilligede i at indtage sin medicin, ville der blive foretaget tvangsbehandling. Umiddelbart efter at han havde indtaget den beroligende medicin forsøgte han at brænde sit sengetøj af. Da personalet forsøgte at hindre ham deri, greb han fat i et personalemedlems bluse, tæt ved halsen. Der blev udløst alarm, og kl. 13.15 fik han anlagt 2 håndremme. Senere samme dag fik han ved tvang injektion Cisordinol Acutard 150 mg og injektion Stesolid 10 mg, idet han fortsat var højtråbende, vred og udskældende. Endvidere kastede han med service og greb fat i personalet.

Den 9. december 2006 var fortsat højtråbende, udskældende og meget kommanderende. Han indvil-ligede i at tage tablet Abilify 20 mg samt Risperdal 2 mg som ordineret. Han vurderedes fortsat personfarlig, og han blev vred og truende ved forsøg på at grænsesætte ham. Senere samme dag blev han tiltagende højtråbende, motorisk urolig, udskældende og truende, og han kastede ting efter personalet. Det blev derfor besluttet at indgive ham beroligende medicin, hvilket han nægtede. Han valgte dog at indtage tablet Stesolid 20 mg, frem for at få den beroligende medicin som indsprøjtning.

Den 10. december 2006 var højtråbende. Han nægtede at tage sin medicin og kastede med et aske-bæger. Efterfølgende gav han udtryk for, at han ville tage medicin i pilleform, men at det var under tvang. Han fik herefter beroligende medicin i form af tablet Stesolid 20 mg og injektion Cisordinol Acutard 150 mg. Senere samme dag blev han igen vred og smed rundt med ting.

Under en lægesamtale den 11. december 2006 indvilligede i at ophøre med at kaste med ting og fore-tage aggressioner mod personalet. Kl. 11.20 ophævede man derfor fikseringen med håndremme. Han var begyndt at tage sin Risperdal depot, og fik herudover medicin i form af Abilify. Man konstaterede, at han led af giftfrygt, idet han for eksempel lugtede til sin kaffe, og i perioder var han manisk. Senere samme dag blev det besluttet, at han kortvarigt kunne komme ud af bæltet i forbindelse med toiletbesøg, hvilket foregik uden problemer. Endvidere blev det besluttet, at ophæve fikseringen med fodrem.

Ved en lægesamtale den 12. december 2006 konstateredes det, at var blevet mere rolig. Han kastede ikke mere med tingene, og han tog sin medicin i form af Abilify og Risperdal. Det blev derfor aftalt, at han kortvarigt kunne løsnes af bæltet for at komme i bad og gå en lille tur i afdelingen. Det vurderes, at det var nødvendigt gradvist at øge hans frihed af bæltet, set i lyset af tidligere erfaringer. Samme aften blev han mere og mere truende, højtråbende og kværulerende, og han forsøgte at brænde lagnet med en cigaret, hvorfor han ved tvang fik beroligende medicin i form af injektion Cisordinol Acutard 100 mg. Senere samme aften var han igen ukorrigerbar, og på et tidspunkt bad han om en urinkolbe, hvorefter han havde vandlad-ning i sengen.

Natten til den 13. december 2006 var højtråbende og truende. Da den tilkaldte læge kom for at bistå med at give ham beroligende medicin, slog han lægen og greb fat i hans bukser, som han rev itu. Politiet blev tilkaldt for at bistå med at anlægge hånd- og fodremme, hvorefter han angreb politibetjentene. Han fik herefter anlagt 2 hånd- og fodremme. Endvidere blev der ved tvang indgivet beroligende medicin i form af injektion Cisordinol Acutard 50 mg og injektion Stesolid 20 mg. Samme morgen løsnede man den ene af s håndremme for at skifte hans skjorte. Han greb fat i personalemedlemmets bluse og personalarm og trykkede på den. Efter hans eget udsagn for at se, om alarmen fungerede.

Ved en lægesamtale den 14. december 2006 havde igen udtalt talepres, var meget associerende og springende i tankegang. Under samtalen kørte han igen op og blev vredladen, men ifølge journalen faldt han til ro igen. Det vurderes, at den ene håndrem og den ene fodrem forsøgsvis skulle løsnes. Senere samme dag blev det besluttet at indgive ham injektion Cisordinol Acutard efter mindste middel princippet, da han allerede havde været fikseret i 11 dage.

Den 15. december 2006 blev tiltagende opkørt. Han kastede med ting, var truende og råbende. Han blev tilbudt tablet Stesolid 20 mg, som han indvilligede i at tage, men gav dog udtryk for, at han tog medici-nen under tvang. Inden han tog medicinen kastede han dog både medicin og vand efter lægen.

Den 16. december 2006 var urolig, kværulerende og truende, og han spyttede og slog. Han fik heref-ter ved tvang indgivet beroligende medicin i form af injektion Cisordinol Acutard 150 mg og tablet Stesolid 20 mg. Senere samme dag blev det besluttet at ophæve fikseringen af 1 håndrem og 1 fodrem, idet der havde vist sig god effekt af den beroligende medicin. Om aftenen den 17. december 2006 var rolig, hvorfor det blev bestemt, at han skulle holde pause med fikseringen med håndrem.

I forbindelse med en lægesamtale den 18. december 2006 skønnedes det, at var blevet så rolig, at han kortvarigt kunne komme ud af bæltet, hvilket efterfølgende foregik uden problemer. Han tog fortsat me-dicin i form af Abilify, men havde i flere dage nægtet at tage sin Risperdal. Ved en plankonference senere samme dag blev det besluttet, at påbegynde behandling med injektion Cisordinol Acutard hver 2. dag, idet han havde fået Cisordinol Acutard som beroligende medicin så hyppigt, at det sammen med hans Abilify, havde gjort, at der ikke havde været indikation for egentlig tvangsbehandling, idet han allerede havde fået medicinen. Det vurderedes, at det ikke var holdbart, at han på sigt skulle vente med at få den nødvendige medicin, til han kørte op og skulle have anlagt remme. Han blev herefter tilbudt Cisordinol Acutard, hvilket han afslog, ligesom han afslog at tage Risperdal.

Den 19. december 2006 blev informeret om, at det var nødvendigt, at han fik Cisordinol regelmæssigt. Han var dog ikke tilgængelig for information herom, og der blev herefter truffet beslutning om tvangsbehand-ling med tablet Cisordinol 30 mg 2 gange dagligt, subsidiært injektion Cisordinol Acutard 150 mg hver 2. dag. Det blev samtidig besluttet, at en eventuel klage skulle have opsættende virkning. For at undgå behandling med flere forskellige slags medicin ophævedes den hidtidige ordination af Abilify og Risperdal.

Samme aften greb ud efter et personalemedlem, der kom med kakao til ham. Da den pågældende trak armen til sig, kastede han kakaoen efter hende. Efterfølgende greb han fat i bakken, og kastede den efter den faste vagt. Han fik herefter anlagt 2 håndremme. Da plejepersonalet kom for at rydde op på stuen, sparkede han, med sit frie ben, den ene hårdt i ryggen, hvorfor den sidste fodrem blev anlagt.

Den 20. december 2006 kastede kaffe efter personalet, og råbte skældsord efter personale og med-patienter. Under en lægesamtale senere samme dag var han højtråbende, udadreagerende, springende i tankegang og med udtalt talepres. Han rejste sig op i sengen, råbte af personalet, og truede med, at de alle ville komme i retten for deres forbrydelser. Det blev herefter besluttet med tvang at indgive ham beroligende medicin i form af injektion Cisordinol Acutard 150 mg samt tablet Stesolid 20 mg.

Ved mødet i Det Psykiatriske Patientklagenævn den 21. december 2006 var fortsat tvangsfik-seret.

Klagen

klagede over tvangsfikseringen, indgivelsen af beroligende medicin samt tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn . Klagen over tvangsmedicineringen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Den 21. december 2006 blev klagen behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn .

Nævnet godkendte beslutningerne, hvorover der var klaget, nemlig:

• Den 3. december 2006 om tvangsfiksering med bælte. Nævnet fandt, at betingelserne for tvangsfik-sering med bælte fortsat var til stede.
• Den 3. december 2006 om tvangsfiksering med remme indtil den 11. december 2006.
• Den13. december 2006 om tvangsfiksering med remme. Nævnet fandt, at betingelserne for tvangs-fiksering med remme fortsat var til stede.
• Om indgivelse af beroligende medicin:
• • Den 3. december 2006 med Stesolid som indsprøjtning 10 mg.
  • Den 7. og 8. december 2006. Hver af dagene med Stesolid som indsprøjtning med Cisordi-nol Acutard som indsprøjtning med 150 mg.
  • Den 9. og 10. december 2006. Hver af dagene med tablet Stesolid med 20 mg.
  • Den 12. 13. og 16. december 2006. Hver af dagene med tablet Stesolid med 20 mg og med Cisordinol Acutard som indsprøjtning med 150 mg.
  • Den 14. december 2006 med Cisordinol Acutard som indsprøjtning med 150 mg
  • Den 15. december 2006 med tablet Stesolid med 20 mg.
  • Den 19. og 20. december 2006. Hver af dagene med tablet Stesolid med 30 mg.
• Den 19. december 2006 om tvangsbehandling med tablet Cisordinol 30 mg daglig, subsidiært med Cisordinol Acutard som indsprøjtning i muskel med 150 mg hver anden dag.
  

Afgørelse af anken for så vidt angår tvangsfiksering

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 21. december 2006 fra Det Psykiatriske Pati-entklagenævn om tvangsfiksering på Psykiatrisk afdeling .

Nævnet ændrer dog afgørelsen for så vidt angår anvendelse af hånd- og fodremme.

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 3. december 2006 var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at han selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har lagt vægt på, at han forud for indlæggelsen havde overfaldet en betjent og under trans-porten til sygehuset var meget urolig samt forsøgte at få fat i betjentenes tjenestepistoler, hvorfor det havde været nødvendig at fiksere ham. Nævnet har videre lagt vægt på, at han ved indlæggelsen fortsat var vred-laden, urolig og aggressiv.

Endvidere finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at efter at have været fikseret under transporten, fortsat var urolig og aggressiv ved ankomsten til afdelingen, hvorfor det var nødvendigt at tvangsfiksere ham, med henblik på at observere ham og få ham til at falde til ro. Mindre indgribende foranstaltninger kunne så-ledes ikke antages at være tilstrækkelige.

Det fremgår af sagen, at fortsat var tvangsfikseret den 21. december 2006, hvor der blev truffet afgø-relse i Det Psykiatriske Patientklagenævn .

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det følger af dagældende psykiatrilovs § 4, stk. 4, at en tvangsfiksering ikke må udstrækkes i videre omfang end nødvendigt. Overlægen har pligt til at påse, at tvangsfikseringen ikke sker i videre omfang end nødvendigt, jf. § 21, stk. 1.

Nævnet kan endvidere oplyse, at i tilfælde, hvor det er nødvendigt at opretholde en tvangsfiksering over længere tid, må det gennem hyppige og regelmæssige tilsyn sikres, at en bedring i patientens tilstand om-gående bliver bemærket med henblik på en fornyet stillingtagen til, om der fortsat er behov for tvangsfikse-ring.

Det fremgår af journalen, at flere gange dagligt blev observeret, og at der blev afholdt lægesamtaler med ham.

Nævnet finder herefter, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foran-staltning. Nævnet har lagt vægt på, at blev observeret flere gange dagligt, hvor man vurderede, at han fortsat var farlig for sig selv eller andre. Nævnet har videre lagt vægt på, at han under fikseringen var så urolig, at det var nødvendigt gentagne gange at indgive ham beroligende medicin ved tvang, og at han op-trådte truende og aggressivt, og ved flere lejligheder var voldelig overfor personalet. Videre har nævnet lagt vægt på, at han forsøgsvist blev kortvarigt løsnet af bæltet, da man skønnede, at han kunne forholde sig roligt.

Det fremgår af journalen den 3. december 2006, at i forbindelse med bæltefikseringen fik anlagt en håndrem og en fodrem.

Nævnet kan oplyse, at man ved en tvangsfiksering alene må anvende hånd- og fodremme i den udstræk-ning, at en fiksering med bælte ikke skønnes tilstrækkelig.

I sit partshøringssvar har overlægen anført, at forud for indlæggelsen havde overfaldet en betjent, og mindre end 1 time før fikseringen igen havde angrebet betjentene og forsøgt at få fat i deres tjenestepistoler. Han har videre anført, at ved ankomsten til Psykiatriafdelingen var vredladen, hurtigkørende, impuls-præget, aggressiv og personfarlig. Hvis man på afdelingen havde skullet se bort fra oplysningerne om hans høje grad af farlighed umiddelbart inden ankomsten, for ved selvsyn at opleve nye korporlige udfald fra hans side, ville der have været risiko for, at han ville have tilføjet medpatienter og personalet skade. Han måtte endvidere klart befrygtes, at ville forsøge at smyge sig ud af bæltet, idet han på ingen måde affandt sig med indlæggelsen og fikseringen, jf. hans forsøg på at tilegne betjentenes tjenestepistoler. Endelig har overlægen anført, at var så ophidset, at det var nødvendigt for betjentene at føre ham ind på afdelingen i hånd-jern.

På trods heraf finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn det ikke godtgjort, at det var berettiget at an-vende hånd- og fodrem fra begyndelsen af s indlæggelse den 3. december 2007. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke længere var den samme eller lignende fare tilstede, som under transporten, hvor han forsøgte at få fat i tjenestepistolerne. Nævnet har videre lagt vægt på, at der ikke i øvrigt ses at være skærpende omstændigheder i forbindelse med bæltefikseringen, som kunne begrunde anvendelsen af hånd- og fodremme, herunder at han slog eller sparkede efter personalet, forsøgte at skade sig selv eller forsøgte at smyge sig ud af bæltet. Der er således ikke i sagen oplysninger, der godtgør, at bælte alene ikke var til-strækkeligt til at imødegå den fare, han udgjorde.

Det fremgår af journalen, at den 13. december 2006 fik anlagt 2 håndremme og 2 fodremme.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at det var nødvendigt, at anlægge hånd- og fodremme den 13. december 2006. Nævnet har herved lagt vægt på, at remmene blev anlagt, fordi angreb lægen med slag, og at han angreb de tilkaldte politibetjente.

Nævnet finder, at udstrækningen af anvendelsen af håndremmene og en fodrem opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har herved lagt vægt på, at man den 14. december 2006 forsøgsvist begyndte at løsne den ene håndrem og den ene fodrem, samt at remmene, bortset fra en fodrem, blev løs-net helt, da man vurderede, at det var forsvarligt.

Nævnet finder dog, at udstrækningen af fortsat at anvende en fodrem ikke opfyldte kravet om mindst indgri-bende foranstaltning. Nævnet har herved lagt vægt på, at det ikke af sagens oplysninger fremgår, at det var nødvendigt at bibeholde en fodrem sammen med bæltefikseringen, da de øvrige remme var blevet løsnet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på den baggrund og i det nævnte omfang afgørelsen fra Det Psykiatriske Patientklagenævne .

Afgørelse af anken for så vidt angår beroligende medicin

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 21. december 2006 fra Det Psykiatriske Pati-entklagenævn om indgivelse af beroligende medicin af den 3. 7. 8. 9. 10. 12. 13. 15. 16. 19. og 20. december 2006 på Psykiatrisk afdeling .

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 21. december 2006 fra Det Psykiatriske Pati-entklagenævn om indgivelse af beroligende medicin af den 14. december 2006 på Psykiatrisk afdeling .

Begrundelse vedrørende indgivelse af beroligende medicin den 3. 7. 8. 9. 10. 12. 13. 15. 16. 19. og 20. de-cember 2006. december 2006.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at indgive beroligende medicin de pågæl-dende datoer var opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe til ro med henblik på bedring af hans til-stand. Nævnet har lagt vægt på, at han ifølge journalen var vredladen, højtråbende, opfarende og udadrea-gerende.

Endvidere finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at indgivelsen af beroligende medicin opfyldte kra-vet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at var så urolig og opkørt, at det ikke var muligt at få ham til at falde til ro med mindre indgribende midler, herunder at tale ham til ro.

På denne baggrund tiltræder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn den afgørelse, der er truffet af Det Psy-kiatriske Patientklagenævn den 21. december 2006.

Begrundelse vedrørende indgivelse af beroligende medicin den 14. december 2006

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at indgive beroligende medicin den 14. december 2006 ikke var opfyldt.

Det fremgår af dagældende psykiatrilovs § 17 stk. 2, at hvis det er af afgørende betydning for bedring af en meget urolig patients tilstand, kan lægen bestemme, at patienten om fornødent med magt skal have et bero-ligende middel. Det fremgår af kommentarerne til bestemmelsen, at indgivelse af beroligende medicin med tvang kan være påkrævet af helbredsgrunde, idet en bedring af patientens tilstand i visse tilfælde forudsæt-ter, at vedkommende falder i søvn. Endvidere kan det efter omstændighederne være et mindre vidtgående indgreb at give et beroligende middel om fornødent med magt typisk i form af en indsprøjtning end at fast-holde en patient igennem et ikke helt kort tidsrum eller at bæltefiksere patienten. Videre fremgår det, at det, den vagthavende læge har hjemmel til at gøre i henhold til § 17 stk. 2, alene er helt akut i enkeltstående tilfælde at benytte et beroligende middel som den mindst indgribende foranstaltning, der er egnet til at løse det foreliggende problem.

Overlægen har i sit partshøringssvar anført, at det fremgår af journalen, at under lægesamtalen den pågældende dag kørte op og var vredladen. Vurderet ud fra de hidtidige erfaringer med ham, ville han meget let kunne køre yderligere op, og herunder blive korporlig over for personalet.

Det er imidlertid nævnets opfattelse, at psykiatrilovens § 17, stk. 2, ikke kan anvendes forebyggende for at undgå, at en patient bliver urolig. Bestemmelsen kan således udelukkende anvendes i et akut enkeltstående tilfælde.

Overlægen har i sit parthøringssvar anført, at der ikke var tale om forebyggelse af en urolig tilstand, men om håndtering af en allerede indtrådt urolig tilstand.

Det er nævnets opfattelse, at s tilstand den 14. december 2006 ikke gav grundlag for indgivelse af beroligende medicin. Nævnet har herved lagt vægt på, at han ifølge journalen var faldet til ro, og det var således ikke aktuelt nødvendigt at få ham til at falde til ro.

Nævnet fastholder således, at der ikke var grundlag for indgivelse af beroligende medicin af den 14. december 2007.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psyki-atriske Patientklagenævn den 21. december 2006.

Afgørelse af anken for så vidt angår tvangsbehandling

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 21. december 2006 fra Det Psykiatriske Pati-entklagenævn om tvangsmedicinering af på Psykiatrisk afdeling .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgø-rende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at han be-fandt sig i en svært psykotisk tilstand præget af aggressiv og personfarlig adfærd.

Nævnet kan oplyse, at det af dagældende bekendtgørelse nr. 1404 af 14. december 2004 om tvangsbe-handling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger § 1 stk. 3, fremgår, at afgørelsen om behandlingsform og indhold skal træffes i overensstemmelse med reglerne i psykiatrilovens § 4 om mindste middels princip. Af denne bestemmelse fremgår det, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten have en passen-de betænkningstid.

Det er nævnets opfattelse, at en patient skal kunne forholde sig til eksempelvis, hvilket præparat og hvilken dosis, som vil finde anvendelse ved en eventuel beslutning om tvangsbehandling. Derfor er det en betingel-se, at der motiveres for en konkret behandling. Denne motivation foretages løbende, og tvangsbehandling skal som udgangspunkt iværksættes med det præparat, der er motiveret for, medmindre der foreligger særli-ge omstændigheder, der kan begrunde andet.

Det er videre nævnets opfattelse, at motivationstiden i forbindelse med tvangsbehandling skal regnes fra det tidspunkt, hvor patienten er blevet gjort bekendt med, at lægerne anbefaler et konkret behandlingstilbud.

Det fremgår af journalen, at under indlæggelsen skulle tilbydes tablet/mikstur Risperdal samt tablet Abilify. Videre fremgår det, at han løbende blev motiveret herfor, og at det under en del af indlæggelsen lyk-kedes at overtale ham til at tage medicinen, dog uden den ønskede effekt.

Beslutningen om tvangsbehandling vedrørte imidlertid præparatet Cisordinol.

Det fremgår af journalen, at overlægens beslutning om tvangsbehandling med Cisordinol blev truffet, fordi havde fået Cisordinol Acutard som beroligende medicin så hyppigt, at det sammen med det Abilify, han havde indtaget, havde gjort, at der næppe havde været indikation for egentlig tvangsbehandling. Over-lægen fandt det imidlertid ikke holdbart, at på sigt skulle vente med at få den nødvendige medicin til han kørte op og måtte have anlagt remme. Ved mødet i Det Psykiatriske Patientklagenævn oplyste overlæ-gen, at det var af afgørende betydning, at der hurtigt indtraf en bedring af tilstanden, fordi det var forbundet med risiko, blandt andet for blodpropper, at ligge fikseret i længere tid, også fordi ikke var helt ung.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at det er i overensstemmelse med Psykiatrilovens § 4, at der i motivationsperioden foretages skift i valg af præparat, hvis det for eksempel vurderes, at der vil være bedre effekt af et andet præparat. Videre er det nævnets opfattelse, at patienten efter et sådant præpa-ratskift skal have mulighed for at kunne forholde sig til det nye præparat, hvorfor patienten skal have en pas-sende betænkningstid. Hvad der må forstås som en passende betænkningstid i forbindelse med skift af præparat, må afgøres på baggrund af en konkret vurdering, og kan betyde, at helt ned til en enkelt dag, må anses at være en passende betænkningstid. Patienten skal således have forelagt beslutningen om ændrin-gen, og herefter have mulighed for at tage stilling til, hvorvidt den pågældende fortsat ikke ønsker at lade sig behandle.

I sit partshøringssvar har overlægen anført, at han havde forsøgt at drøfte spørgsmålet om medicinændrin-gen med samme formiddag, men at slet ikke ville tale med ham eller høre på, hvad han havde at sige.

Nævnet finder herefter, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har herved lagt vægt på, at overlægen forsøgte at drøfte medicinændringen med , som dog afviste at tale med ham, hvorfor det ikke var muligt at give ham en passende betænkningstid.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psy-kiatriske Patientklagenævn .

Dissens:
var uenig i afgørelsen for så vidt angik tvangsfikseringen og indgivelse af beroligende medicin den 14. december 2006. Han mente at anvendelse af både hånd- og fodremme, samt mavebælte var klart indiceret på baggrund af patientens opførsel under polititransporten.

Han var videre enig i overlægens synspunkt vedrørende indgivelse af beroligende medicin den 14. decem-ber 2006.