Klage over udfærdigelse af lægeerklæring til brug for samværssag

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring af 30. oktober 2006 til rette vedkommende vedrørende <****>s søn, jf. lægelovens § 8, stk. 1.

Hændelsesforløb

Den 30. oktober 2006 udfærdigede praktiserende læge en erklæring, hvoraf fremgik, at s søn ikke var blevet korrekt behandlet for sin eksemlidelse i forbindelse med besøg hos sin far, idet sønnen havde været i badeland og ikke var blevet smurt korrekt med creme.

Det var videre anført i erklæringen, at sønnen var psykisk påvirket af forældrenes skilsmisse og uoverensstemmelser, og at havde afleveret sønnen flere dage for sent til sin mor. Videre blev angivet, at lægen vurderede, at sønnen havde behov for ro og stabilitet hos sin mor på grund af de psykiske og fysiske mén.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At læge ved udfærdigelse af lægeerklæringen ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed.

Det er herved anført, at læge udtalte sig negativt om på baggrund af oplysninger, lægen havde fået fra hans søns moder. Det er endvidere anført, at lægen i erklæringen har omtalt, at hans søn ikke blev korrekt behandlet med fugtigheds- og hormoncreme, når sønnen var på ferie hos ham, hvilket lægen ikke havde belæg for at vurdere. Videre er det anført, at lægen har udtalt, at hans søns hudsygdom blussede op efter et besøg i et badeland, hvilket ikke var korrekt. Videre er det anført, at lægen tog stilling til, at hans søn blev afleveret for sent hos moderen, og at lægen på baggrund af ovenstående konkluderede, at hans søn skulle opholde sig hos sin moder for at få ro og stabilitet. Det er hertil anført, at dette er udenfor lægens kompetenceområde.

Nævnets afgørelse af klagen

Praktiserende læge har overtrådt lægelovens § 8, stk. 1, ved udfærdigelsen af erklæring af 30. oktober 2006 til rette vedkommende vedrørende s søn.

Begrundelse

Den 30. oktober 2006 udfærdigede læge en erklæring til ’rette vedkommende’ vedrørende s 4-årige søn, som var patient i lægens praksis.

Det fremgår af erklæringen, at sønnen led af svær børneeksem og havde behov for megen pleje af sin hud.

Læge har i erklæringen anført, at sønnen ikke var blevet behandlet korrekt i forbindelse med besøg hos , idet sønnen havde været i badeland og samtidig ikke var blevet smurt med fugtighedscreme og hormoncreme, hvilket havde gjort hudsygdommen værre.

Det er i erklæringen videre anført, at sønnen i forbindelse med det seneste besøg hos blev afleveret flere dage for sent tilbage til moderen, og at sønnen udmærket kunne fornemme spændingerne imellem forældrene.

Nævnet skal oplyse, at det er velkendt, at børneeksem forværres ved besøg i badeland ved ikke korrekt behandling med medicin og ved psykiske belastninger.

Læge har i erklæringen konkluderet, at det blev fundet lægeligt indiceret, at sønnen i den nærmest kommende fremtid havde behov for ro og stabilitet hos sin mor som følge af de psykiske og fysiske mén, han led under.

Læge har i sin udtalelse til sagen anført, at ikke er patient i hendes praksis, men det er hans søn og tidligere kone. Erklæringen blev skrevet efter, at sønnen og den tidligere kone havde været til en konsultation, hvor den tidligere kone oplyste om sønnens besøg hos i weekenden. Idet sønnen skulle have samvær med få dage senere, fandt lægen, at det ville være uheldigt for sønnens og moderens psykiske og fysiske tilstande at overholde dette samvær, hvorfor lægen skrev erklæringen til statsamtet med henblik på aflysning af det nært forestående samvær.

Det er nævnets opfattelse, at læge s erklæring af 30. oktober 2006 er udfærdiget til brug i et retsforhold, der involverede , hvorfor er klageberettiget vedrørende de forhold, som vedrører ham selv, idet han har en væsentlig og individuel retlig interesse i sagens udfald.

Nævnet kan oplyse, at det fremgår af § 1 i bekendtgørelse nr. 212 af 20. juni 1935 om almindelige regler, der skal iagttages ved afgivelse af lægeerklæringer, at lægen ved afgivelse af lægeerklæringer stadig bør erindre, at lægeerklæringer er dokumenter, der kan få afgørende betydning såvel i offentlige som i private retsforhold. Lægen skal derfor nøje iagttage, at han ikke i denne sin egenskab afgiver erklæringer om sygdomme eller forhold, som han ikke har fornødent lægeligt kendskab til.

Nævnet kan videre oplyse, at det fremgår af § 4 i bekendtgørelsen, at de i erklæringen indeholdte oplysninger skal være så fyldige og tydelige, at formålet med erklæringen opfyldes, og at den, for hvem erklæringen er bestemt, derved sættes i stand til selv at danne sig et skøn. Det tydeligt skal fremgå, hvilke af de i erklæringen givne oplysninger, der beror på lægens egen undersøgelse eller iagttagelse af den pågældende, og hvilke der skyldes angivelser fra den undersøgte eller tredjemand eller beror på journaler og lignende.

Nævnets skal endvidere oplyse, at en lægeerklæring som oftest er baseret på oplysninger fra patienten eller dennes stedfortræder (anamnesen) og lægens objektive fund (undersøgelse). Den lægefaglige vurdering træffes ud fra disse informationer.

Det er nævnets vurdering, at det ikke fremgår af erklæringen, hvilke af de givne oplysninger, der beroede på læge s egen undersøgelse eller iagttagelse af s søn, og hvilke, der skyldtes angivelser fra sønnens mor.

Nævnet finder herefter, at praktiserende læge handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved udfærdigelsen af erklæring af 30. oktober 2006 til rette vedkommende vedrørende s søn.