Klage i forbindelse med diagnosticering af prostatakræft

Hændelsesforløb Den 15...

Hændelsesforløb

Den 15. februar 2006 henvendte sig på grund af smerter i venstre skulder og arm til praktiserende læge B, som ordinerede blodprøver.

Læge B meddelte den 23. februar 2006 telefonisk , at blodprøverne viste, at PSA var forhøjet.

Den 24. maj 2006 henvendte sig til praktiserende læge A, der var vikar for læge B, som var sygemeldt fra den 23. marts 2006. havde smerter i højre balde, og læge A fandt ingen objektive forandringer og ordinerede herefter fysioterapi.

Den 4. januar 2007 blev set i konsultationen af læge B, som ordinerede blodprøver.

Da blodprøverne viste, at PSA var steget, kom den 17. januar 2007 til konsultation hos læge B, som foretog en undersøgelse af prostata og henviste herefter til Sygehus 1, hvor der ikke var en kirurgisk afdeling, hvorfor han den 29. januar 2007 blev henvist til kirurgisk afdeling, Sygehus 2.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At ikke modtog en korrekt behandling hos praktiserende læge B i perioden fra februar 2006 til januar 2007.

Det er herved anført, at i februar 2006 fik målt sit PSA-tal til 13, og at læge B ville se på det igen om et par måneder. Det er anført, at der ikke blev foretaget rektalundersøgelse ved denne lejlighed. Endvidere er det anført, at var hos lægen 4-5 gange siden, uden at der blev foretaget yderligere med hensyn til PSA-måling. Det er endvidere anført, at i januar 2007 klagede over træthed og vandladningsbesvær, og hans PSA-tal blev målt til 32. Det er videre anført, at en henvisning til videre udredning blev sendt til det forkerte hospital. Endelig er det anført, at har fået konstateret cancer i og uden for prostata, hvilket udelukker operation.

Nævnets afgørelse af klagepunktet

Praktiserende læge A har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 24. maj 2006 i sin klinik.

Praktiserende læge B har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 23. maj 2006 i sin klinik

Praktiserende læge B har ikke overtrådt lægelovens § 6 og autorisationslovens § 17 ved sin øvrige behandling af i perioden fra 15. februar 2006 til den 29. januar 2007 i sin klinik.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 15. februar 2006, at var til konsultation hos læge B vedrørende smerter i venstre skulder og arm samt samtale om fugleinfluenza. Læge B ordinerede blodprøver.

Det fremgår af journalen den 23. februar 2006, at læge B ved en telefonkonsultation meddelte , at blodprøven viste, at PSA var let forhøjet (13 ng/ml), mens alle øvrige prøver var normale. havde lidt begyndende symptomer, og der blev aftalt kontrol af PSA cirka en måned senere.

Ifølge journalen kom ikke i konsultationen til denne kontrol.

Ifølge udtalelse til sagen fra læge B spurgte hun ved telefonkonsultationen den 23. februar 2006 til vandladningssymptomer, og oplyste, at der var lidt i form af perioder med slap stråle. Læge B ville i forbindelse med konsultationen en måned senere undersøge blærehalskirtlen.

Patientklagenævnet kan oplyse, at laboratorieprøven PSA er et mål for aktiviteten i blærehalskirtlen, og er således ikke specifik for kræft i blærehalskirtlen (prostatacancer), men kan være forhøjet af andre årsager. Medens under 1 % af patienter med PSA under 4 ng/ml har prostatacancer, er risikoen for prostatacancer mere end 50 % hos patienter, når PSA er over 10 ng/ml.

Det er nævnets vurdering, at læge B ikke foretog en relevant behandling af , idet læge B burde have indkaldt til en fornyet undersøgelse og udredning for mulig prostatacancer umiddelbart efter telefonkonsultationen, og ikke efter en måned, da prøveresultatet viste, at PSA var 13.

Nævnet finder herefter, at læge B handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 23. februar 2006 i sin klinik.

Det fremgår videre af læge Bs udtalelse, at hun var langtidssygemeldt fra den 23. marts 2006.

Det fremgår af journalen den 24. maj 2006, at henvendte sig til læge Bs vikar, læge A, idet han gennem et par uger havde haft smerter i højre balde (glutealregion), der kom og gik. Læge A fandt ikke objektive forandringer, hvorefter hun ordinerede fysioterapi.

I udtalelse til sagen fra læge A er det anført, at hun ved undersøgelsen af ikke kunne påvise en forklaring på smerterne, men hun formodede, at smerterne stammede fra musklerne (muskulær genese). Læge A fandt ikke anledning til at gennemgå s laboratorieskema og var derfor ikke opmærksom på den forhøjede PSA.

Det er nævnets vurdering, at læge A ikke foretog en relevant behandling af , idet hun burde have læst journalen og laboratorieskemaet hos en patient, som hun så for første gang og idet hun ikke umiddelbart ved sin kliniske undersøgelse kunne finde en forklaring på s smerteklage.

Nævnet finder herefter, at læge A handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 24. maj 2006 i sin klinik.

Ifølge journalen den 4. januar 2007 var til konsultation hos læge B på grund af problemer med træthed. faldt let i søvn i rolige og ubeskæftigede situationer. Læge B fandt, at virkede sund og alderssvarende, men hun ordinerede, at der skulle tages blodprøver inklusiv PSA.

Det fremgår af journalen den 17. januar 2007, at læge B fandt, at kun havde ganske lette vandladningssymptomer i form af slap stråle, men vekslende med normal vandladning, og som tidligere havde han vekslende impotens (Erektil Dysfunktion). Læge B informerede om, at laboratorieundersøgelsen af blodprøverne viste, at PSA var steget (32 ng/ml).

Det fremgår videre af journalen den 17. januar 2007, at læge B ved en endetarmsundersøgelse (rectal exploration) af blærehalskirtlen (prostata) fandt, at prostata var let diffust fast og forstørret, uden sikre svulster. Læge B henviste herefter til kirurgisk afdeling, Sygehus 1, som omvisiterede ham til Sygehus 3.

Ifølge journalen den 29. januar 2007 blev henvist af læge B til Sygehus 2, idet via Internettet fandt ud af, at der var 16 ugers ventetid til en forundersøgelse på Sygehus 3.

Det er Patientklagenævnets opfattelse, at henvisningens forsinkelse på 12 dage på grund af afsendelse til en ikke kirurgisk afdeling og efterfølgende omvisitering grundet lang ventetid ikke havde ændret sygdomsforløbet.

Det er nævnets vurdering, at læge B i den øvrige del af perioden foretog en relevant behandling, idet der blev foretaget en relevant undersøgelse af prostata, og det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard at henvise til yderligere undersøgelse og behandling på sygehus efter at have kontrolleret blodprøven, som viste en stigning i PSA.

Nævnet finder herefter, at læge B handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 15. februar 2006 til den 29. februar 2007 i sin klinik.