Klage over beslutning om tvangsmedicinering

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 7. september 2007 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 15. august 2007 på <****>.

Hændelsesforløb

er en 44-årig mand, der i 2002 fik diagnosticeret skizofreni, hvor han for første gang kom i psykiatrisk behandling med blandt andet Zyprexa og Cisordinol. En måned efter udskrivelsen ophørte han med at tage antipsykotisk medicin og i juni 2003 afbrød han kontakten til psykiatrisk ambulatorium.

I august 2003 blev dog genhenvist til . Han har været forsøgt behandlet med Cisordinol, Zeldox, Abilify og Semap uden betydelig bedring af hans psykiske tilstand, da han ikke kunne motiveres for behandling med tilstrækkeligt høje doser og formentlig indtog medicinen uregelmæssigt.

Aktuelt blev frivilligt indlagt på psykiatrisk afdeling, den 24. juni 2007. Den 25. juni 2007 blev han tvangstilbageholdt på behandlingsindikation, idet han var sindssyg og uden sygdomsindsigt.

Under indlæggelsen var vedvarende sindssyg med vrangforestillinger om at være styret af en person fra Retslægerådet. Fra den 25. juni 2007 blev han tilbudt behandling med tablet Risperdal 2 mg to gange dagligt, hvilket han dagen efter samtykkede til, fordi dette kunne medføre en kortere indlæggelsestid. Den 28. juni 2007 trak han sit samtykke tilbage. Samtidig blev dosis af Risperdal øget til i alt 6 mg dagligt.

Den 2. juli 2007 blev der truffet beslutning om tvangsmedicinering med tablet Risperdal i alt 6 mg dagligt. Den 6. juli 2007 blev det tilføjet, at tvangsmedicineringen subsidiært kunne ske med injektion Zeldox 20 mg dagligt. Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen den 6. juli 2007.

blev tvangsbehandlet i cirka 6 uger uden afgørende bedring af den psykiske tilstand. Han blev under indlæggelsen løbende søgt motiveret for at overgå til behandling med depot medicin, men afviste vedvarende dette. Den 13. august 2007 blev der drøftet medicinskift til tablet Cisordinol, idet han ikke tidligere syntes behandlet med dette præparat i tilstrækkelige doser og i tilstrækkelig lang tid.

Den 15. august 2007 blev foreslået at ændre behandlingen med tablet Risperdal til Cisordinol, hvilket han ikke ønskede. Han meddelte, at han kun tog antipsykotisk medicin som tvang, hvorefter det blev besluttet, at behandlingen med Cisordinol ligeledes skulle være tvangsmæssig. Han oplyste, at han ønskede at klage over beslutningen om tvangsbehandling med Cisordinol. Behandlingen blev iværksat den 16. august 2007 med 4 mg to gange dagligt til forventet slutdosis på 30 mg dagligt.

Den 17. august 2007 tilkendegav , at han ønskede, at tvangsbehandlingen ikke fik opsættende virkning, idet han herved håbede hurtigst muligt at blive udskrevet.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn . Klagen blev ikke tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelse af 7. september 2007 beslutningen om tvangsmedicinering af .

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 7. september 2007 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsmedicinering af på .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at han befandt sig i en psykotisk tilstand præget af vrangforestillinger om styring.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det psykiatrilovens § 4 fremgår, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten have en passende betænkningstid.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at en patient skal kunne forholde sig til eksempelvis, hvilket præparat og hvilken dosis, som vil finde anvendelse ved en eventuel beslutning om tvangsbehandling. Derfor er det en betingelse, at der motiveres for en konkret behandling.

Det er videre nævnets opfattelse, at motivationstiden i forbindelse med tvangsbehandling skal regnes fra det tidspunkt, hvor patienten er blevet gjort bekendt med, at lægerne anbefaler et konkret behandlingstilbud.

Det fremgår af journalen, at beslutningen om tvangsbehandling med Cisordinol blev truffet på grund af, at s tilstand ikke var bedret på behandlingen med Risperdal, at han tidligere var behandlet med Cisordinol, dog ikke i tilstrækkelige doser eller i tilstrækkelig lang tid, og at Cisordinol tillige kunne gives som depotbehandling.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at det er i overensstemmelse med psykiatrilovens § 4, at der foretages skift i valg af præparat, hvis det for eksempel vurderes, at der vil være bedre effekt af et andet præparat. Videre er det nævnets opfattelse, at patienten efter et sådant præparatskift skal have mulighed for at kunne forholde sig til det nye præparat, hvorfor patienten skal have en passende betænkningstid. Patienten skal således have forelagt beslutningen om ændringen, og herefter have mulighed for at tage stilling til, hvorvidt den pågældende fortsat ikke ønsker at lade sig behandle.

Det fremgår af journalen, at den 15. august 2007 blev forelagt ændringen af behandlingen til Cisordinol, på hvilket tidspunkt han meddelte, at han kun tog antipsykotisk medicin som tvang, og at behandlingen blev iværksat den 16. august 2007.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at ifølge Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9763 af 28. juni 2007 om behandling med antipsykotiske lægemidler til patienter over 18 år, bør der ved behandling af (debuterende) psykoser som første valg anvendes et nyere præparat (2. generations antipsykotika). Lidt over halvdelen af patienterne vil opnå tilfredsstillende behandlingseffekt af den initiale medicinske behandling. Andre patienter vil enten opnå delvis eller utilfredsstillende effekt af behandlingen (såkaldt manglende eller partielt behandlingsrespons). En del af disse patienter vil opnå tilfredsstillende effekt, hvis det først valgte præparat erstattes af et andet antipsykotisk præparat. Såfremt dette ikke har effekt, bør et tredje behandlingsforsøg gøres med et tredje præparat.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan videre oplyse, at Risperdal er et 2. generations antipsykotikum, mens Cisordinol er et 1. generations antipsykotikum, som hos nogle patienter kan dæmpe sindssygelige symptomer mere effektivt end 2. generations præparaterne.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at det var relevant at ændre behandlingen til et andet antipsykotisk præparat i et forsøg på at opnå en kraftigere antipsykotisk effekt.

Nævnet finder imidlertid, at ikke fik en passende betænkningstid forud for beslutningen om tvangsmedicinering med Cisordinol.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har herved lagt vægt på, at en udsættelse af beslutningen ikke ville medføre fare for s liv eller helbred. Nævnet har videre lagt vægt på, at der var tale om et skift fra et nyere antipsykotisk præparat til et ældre præparat med en kraftigere virkning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen Syddanmark.