Klage over utilstrækkelig undersøgelse foretaget af en fysioterapeut i forbindelse med rygsmerter og observation for discuslidelse.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere fysioterapeut <****> for hans behandling af <****> i perioden fra den 11. marts til den 22. maj 2008 i sin klinik, jf. autorisationslovens § 17.

Hændelsesforløb

Den 21. februar 2008 blev henvist til fysioterapeut med diagnosen ondt i ryggen og obs for diskuslidelse.

Den 11. marts 2008 undersøgte fysioterapeut , , som oplyste, at hun aktuelt havde smerter primært i lænd og ballemuskulatur strålende opad i ryggen. oplyste desuden, at der var familiær disposition til prolaps, og at flere familiemedlemmer var blevet rygopereret. Ved den objektive undersøgelse fandt fysioterapeuten et smerteniveau på 2,5 på en skala fra 0 til 10. Undersøgelse af ryghvirvelsøjlen viste meget nedsat fremadbøjning med meget stram hasemuskulatur og ved sidebøjning stramning og ømhed i lænden. Der var ingen udstrålende smerter til ben, men ømhed af lægmusklen. Strakt benløft gav spænding i musklen, men ingen smerter. På baggrund af sygehistorien og resultat af den objektive undersøgelse fandt fysioterapeut holdepunkt for dysfunktion af lænderyggen, og anbefalede aktive øvelser.

Den 26. marts 2008 oplyste ved konsultation hos fysioterapeut , at hun ikke havde gjort meget ud af øvelserne på grund af smerter. Ved den kliniske undersøgelse fandt fysioterapeuten mere irriterede strukturer med tydelige tegn på diskuslidelse, hvorfor han foreslog, at skulle benytte sig af klinikkens specielle træningsudstyr til behandling af disse symptomer. Øvelserne og det planlagte træningsomfang blev gennemgået.

Den 21. april 2008 havde uændrede symptomer, dog havde rygøvelserne kortvarigt lettet på smerterne. oplyste, at baggrunden for at hun kun havde trænet få gange var vanskelighed med at komme væk hjemmefra. Fysioterapeuten anbefalede fortsat træning, idet han ikke fandt at havde givet behandlingen en reel chance med henblik på stillingtagen til om træning var en farbar behandlingsvej. Aftalen blev at forsøge at genoptage træningen med revurdering 14 dage senere.

Den 22. maj 2008 meddelte telefonisk, at hun ikke havde trænet som aftalt, og af tidsmæssige grunde blev hun tilbudt træning om aftenen på et andet træningscenter.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At ikke modtog en korrekt behandling hos fysioterapeut i perioden fra den 11. marts til den 22. april 2008.

Det er hertil oplyst, at blev henvist til fysioterapeut på grund af lænde- og rygsmerter. Det er oplyst, at hun fik nogle rygøvelser, som hun kunne lave hjemme. Disse øvelser hjalp ikke, hvorfor hun fik nogle nye øvelser, herunder øvelser som skulle laves på maskiner. Hendes tilstand blev forværret, efter at hun havde udført disse øvelser. Ved en samtale med fysioterapeut den 21. april 2008 fik hun nogle nye øvelser, selvom hun oplyste, at det føltes forkert at lave øvelserne. Videre er det oplyst, at bad om en MR-scanning, hvilket fysioterapeut fandt unødvendigt. Det er endeligt oplyst, at hun fik foretaget en MR-scanning, som viste, at hun havde 2 diskusprolapser.

Nævnets afgørelse af klagen

Fysioterapeut har ikke overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af i perioden fra den 11. marts til den 22. maj 2008 i sin klinik. Det havde dog været hensigtsmæssigt, om fysioterapeut også havde inddraget undersøgelse af reflekser og muskelstyrke i benene i forbindelse med den indledende undersøgelse af .

Begrundelse

Ifølge journalen den 21. februar 2008 blev af sin praktiserende læge henvist til fysioterapeutisk behandling for lændesmerter (lumbago) og mistanke om udposning på bruskskiven mellem 4. og 5. lændehvirvel i højre side (obs protrusio discus i.v. lumbalis L4/L5 dxt.).

Det fremgår af journalen den 11. marts 2008, at var til sin første konsultation hos fysioterapeut , hvor hun angav, at hun i 2005 havde fået smerter i ryggen i forbindelse med forflytning af en patient. I en periode herefter havde hun haft diskret udstrålende smerter til begge ben, som var forstærket siden november 2007 med kraftigt øget udstrålende smerter til begge lægge særligt på højre side. Aktuelt havde hun lænderygsmerter med udstråling til begge baller og bagsiden af begge lægge, særligt på højre side.

Det fremgår videre af journalen den 11. marts 2008, at fysioterapeut undersøgte efter McKenzie metoden og ved undersøgelsen fandt, at der var meget nedsat bevægelighed i den nederste del af lænderygsøjlen i foroverbøjning (flexion) og at sideglid (lateralshift) var forbundet med stramning og ømhed i lænden. Fysioterapeuten konkluderede på baggrund af sin undersøgelse, at der ikke var holdepunkt for en egentlig diskusprolaps, men derimod tale om en dysfunktion i lænderygsøjlen. Det fremgår endvidere, at fysioterapeut anbefalede aktive øvelser med mobilisering af lænderyg i knæsiddende stilling, udspænding af hasemuskulatur og bøjning og strækning af ryggen liggende over stolesæde samt træning i motionscenter med fokus på konditionstræning uden rygstress.

Ifølge journalen den 26. marts 2008 oplyste ved konsultation hos fysioterapeut , at hun ikke havde gjort meget ud af øvelserne på grund af smerter. Ved den kliniske undersøgelse fandt fysioterapeuten mere irriterede strukturer med tydelige tegn på diskuslidelse, hvorfor han foreslog, at skulle benytte sig af klinikkens specielle træningsudstyr til behandling af disse symptomer. Øvelserne og det planlagte træningsomfang blev gennemgået.

Det fremgår af journalen den 21. april 2008, at havde uændrede symptomer, dog havde rygøvelserne, som hun kun havde gennemført 2-3 gange, kortvarigt lettet på smerterne. oplyste, at baggrunden for at hun kun havde trænet få gange var vanskelighed med at komme væk hjemmefra. Fysioterapeuten anbefalede fortsat træning, idet han ikke fandt at havde givet behandlingen en reel chance med henblik på stillingtagen til om træning var en farbar behandlingsvej. Aftalen blev at forsøge at genoptage træningen med revurdering 14 dage senere.

Ifølge journalen den 22. maj 2008 meddelte telefonisk, at hun ikke havde trænet som aftalt, og af tidsmæssige grunde blev hun tilbudt træning om aftenen på et andet træningscenter.

Patientklagenævnet kan oplyse, at der ved dysfunktion i lænderygsøjlen er smerter, der kan relateres til ændrede mekaniske forhold omkring rygsøjlens led og bruskskiver.

Det fremgår af fysioterapeut s udtalelse til sagen, at han adspurgt om mulighed for at kunne få en MR-scanning informerede hende om, at han ikke anså, at dette var relevant, idet han ikke ud fra hendes symptomer og egne undersøgelsesfund havde fundet holdepunkt for, at hun kunne have en discusprolaps, og at en MR-scanning primært ville komme på tale, hvis man havde mistanke om en operationskrævende discusprolaps.

Nævnet kan oplyse, at det i forbindelse med udstrålende smerter fra lænd til sæderegion og ben er normal fysioterapeutisk fremgangsmåde at tilrettelægge sin undersøgelse efter McKenzie-metoden. Dette undersøgelseskoncept tager udgangspunkt i de mekaniske forhold omkring rygsøjlens led og bruskskiver og afdækker i hvilken udstrækning fejlstillinger omkring ryggens led og bruskskiver er medvirkende til at udløse irritation på en nerve til benet (rodtryk). Det er ligeledes normal praksis, at inddrage test for strakt benløft (laserlue) samt udvidet test for strakt benløft (Slump test). Begge test kan, hvis de er positive, være tegn på at en nerve bliver trykket ved sit udspring fra rygsøjlen (nerverodstryk) og hermed også tegn på en mulig udposning (discus protrusion) eller komplet bristning (discus propals) af en bruskskive i ryggen (discus).

Nævnet kan videre oplyse, at det i forbindelse med lændesmerter uden sikre kliniske tegn på en discusprolaps er almindelig praksis at iværksætte øvelsesterapi med bevægelighedstræning og udspænding. Disse øvelser kan således eliminere trykket, og dermed også den irritation som mulige fejlstillinger og skader på ryggens bruskskiver er årsag til. Det gælder i øvrigt også tilstande med kliniske tegn på en mindre alvorlig diskusprolaps, hvor det er normal praksis forsøgsvis at benytte dette behandlingskoncept frem for operation.

Nævnet kan endvidere oplyse, at fysioterapeuter ikke selvstændigt kan henvise til MR-scanning, men at det er almindelig praksis, at man også informerer patienter om gældende kriterier for at henvise til en sådan undersøgelse. I den forbindelse kan det oplyses, at gældende anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen (MTV rapporten Ondt i Ryggen) er "at MR-scanning sjældent er indiceret ved akutte rygsmerter, men når fortsatte svære ryg- og bensmerter hæmmer patientens funktionsmuligheder i betydelig grad i mere end en måned, og der rejses mistanke om tilstedeværelse af en operationskrævende tilstand (for eksempel discusprolaps), kan MR-scanning være indiceret".

Det er nævnets vurdering, at fysioterapeut foretog en relevant behandling af , idet han optog en relevant sygehistorie og foretog relevante objektive undersøgelser, idet der foruden bevægeudslag i lænderygsøjlen blev undersøgt for test for strakt benløft (laseque) samt udvidet test for strakt benløft (Slump test).

Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om fysioterapeut også havde undersøgt for reflekser og muskelstyrke i benene, idet disse test kunne have bidraget til at understøtte den fysioterapeutiske funktionsdiagnose. Således vil et egentligt rodtryk ofte kunne medføre svækket refleks og nedsat kraft i specifikke muskelgrupper i benet.

Det er endvidere nævnets vurdering, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, at fysioterapeut ud fra sine undersøgelsesfund ikke fandt, at der var begrundet mistanke om at kunne have en operationskrævende discusprolaps.

Nævnet finder herefter, at fysioterapeut handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 11. marts til den 22. maj 2008 i sin klinik. Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om fysioterapeut også havde inddraget undersøgelse af reflekser og muskelstyrke i benene i forbindelse med den indledende undersøgelse af .