Klage over beslutning om tvangsmedicinering

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen <****> den 12. marts 2008 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 7. marts 2008 på retspsykiatrisk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb

er en 36-årig mand, som siden 1999 har været indlagt mere end 10 gange på psykiatrisk afdeling på grund af skizofreni. Han mener ikke at være syg eller have brug for behandling. I oktober 2004 fik han en dom til psykiatrisk behandling. Før den aktuelle indlæggelse havde han i cirka 1 år været i stabil behandling med Risperdal depot via distriktspsykiatrien. I april 2007 afviste han ved én lejlighed depotinjektionen og blev i stedet indlagt på psykiatrisk afdeling et enkelt døgn, hvor han fik depotinjektion. Ved den næste planmæssige depotinjektion, udeblev han.

Aktuelt blev indlagt den 26. april 2007 på psykiatrisk afdeling, . Den 30. april 2007 accepterede han en injektion af Risperdal depot, og han har siden afvist at medvirke frivilligt til behandlingen. Den 1. maj 2007 blev han overført til det retspsykiatriske afsnit.

Under indlæggelsen blev der i juni 2007 truffet beslutning om tvangsbehandling med mikstur Risperdal, der blev tilsidesat af Det Psykiatriske Patientklagenævn. blev søgt motiveret for frivillig behandling fra den 22. oktober 2007, og da det ikke lykkedes blev der den 27. november 2007 truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Risperdal, som blev godkendt af Det Psykiatriske Patientklagenævn. Ved tre lejligheder var det på grund af hans modstand ikke muligt at give tvangsbehandlingen som tablet eller mikstur, hvorfor der i stedet blev givet injektioner. Han oplevede injektionsbehandling og samtidig fastholdelse som meget angstforvoldende.

havde jævnligt været i stand til at unddrage sig tvangsbehandlingen med Risperdal på trods af, at medicinen var givet som henholdsvis smeltetablet og mikstur og på trods af intensiveret observation efter medicinindtagelse. Tabletter havde han formået at gemme i munden, for senere at spytte dem ud, og mikstur havde han kastet op efter indtagelse.

Den 7. marts 2008 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med Risperdal depot 50 mg hver 14. dag og sideløbende tablet Risperdal 4 mg dagligt i 3 uger fra tvangsbehandlingens start.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse
Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen godkendte ved afgørelse af 12. marts 2008 beslutningen om tvangsmedicinering af .

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 12. marts 2008 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling, .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at han befandt sig i en psykotisk tilstand præget af vrangforestillinger om på det retspsykiatriske afsnit at være udsat for overvågning, tankeforstyrrelser med ordnydannelser, en ændret virkelighedsoplevelse og manglende sygdomsindsigt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder videre, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har herved lagt vægt på, at Risperdal er et almindeligt anvendt og velafprøvet lægemiddel, ligesom de besluttede doseringer er almindelige.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det følger af § 5 i bekendtgørelse nr. 1499 af 14. december 2006, om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger, at depotpræparater i videst muligt omfang bør undgås og ikke må være begyndelsesbehandling ved tvangsmedicinering af patienter, hvis reaktion på behandlingen, man ikke kender.

Videre kan Sundhedsvæsenets Patientklagenævn oplyse, at mindste middels princippet indebærer, at tvangsbehandling med injektion som udgangspunkt må betragtes som et mere indgribende middel end peroral behandling. Det er nævnets praksis, at behandling med depotmedicin som udgangspunkt anses for den mest indgribende behandlingsform, hvorfor der skal være særlige grunde til stede for at vælge denne behandlingsform.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder ud fra en konkret vurdering, at Risperdal i depotform opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at jævnligt unddrog sig tvangsbehandling på trods af intensiveret observation efter medicinindtagelse ved at gemme tabletter i munden og senere spytte dem ud, eller ved at kaste mikstur op efter indtagelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder på baggrund heraf, at det ikke var sandsynligt, at ville kunne motiveres for yderligere behandling med tabletter eller mikstur. Nævnet har herved tillige lagt vægt på, at ved lægesamtaler den 12. og 25. februar samt 7. marts 2008 blev forsøgt motiveret for frivillig behandling med Risperdal depot, hvilket han afviste.

Nævnet finder herefter, at fik en passende betænkningstid med henblik på ændring af dispenseringsformen fra tablet/mikstur til depot.

Nævnet har ligeledes lagt vægt på, at tidligere havde modtaget Risperdal depot med god effekt på tilstanden, og at han oplevede daglig injektionsbehandling og samtidig fastholdelse som meget angstforvoldende.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at det ikke var muligt at behandle den svært sindssygelige tilstand, som havde befundet sig i igennem næsten et år, uden anvendelse af antipsykotisk medicin, eller herunder at sikre, at rent faktisk indtog og optog den nødvendige mængde antipsykotisk medicin i organismen. Skift til antipsykotisk medicin i depotform er derfor et relevant alternativ, når formålet er at sikre, at den indgivne medicin forbliver i organismen tilstrækkelig lang tid til at kunne udøve den forventede effekt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen .