Klage over tvangsmedicinering

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen <****> den 11. oktober 2007 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 17. september 2007 på psykiatrisk afdeling, <****>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen <****> den 11. oktober 2007 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 19. september 2007 på psykiatrisk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb

er en 36-årig mand, der siden 1993 har haft talrige indlæggelser i psykiatrisk regi. Siden 2003 har han haft en anbringelsesdom og været indlagt på psykiatrisk afdeling, , hvor han er kendt med diagnosen skizoaffektiv psykose.

har siden 2006 være i tvangsbehandling med det antipsykotiske præparat Zeldox 120 mg to gange dagligt suppleret med Cisordionol Depot. Tvangsbehandlingen med Cisordinol Depot ophørte imidlertid den 26. juni 2007 efter en afgørelse fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

I august 2007 blev det besluttet at ændre tvangsbehandlingen med Zeldox, således at dosis blev øget.

I perioden efter dosisændring blev s psykotiske tilstand imidlertid forværret. havde således truet en anden person, ligesom det var nødvendigt at tilkalde personale fra andre afdelinger, for at få ham til at gå ind efter en gårdtur. Han blev desuden tiltagende vred og truende overfor personalet og fremkaldte flere strømafbrydelser i afdelingen ved at stikke forskellige ting ind i stikkontakterne. Han øvede desuden hærværk på røgalarmerne i afdelingen og forårsagede kortslutninger af de elektriske installationer. Han talte med imaginære personer, og han blev tiltagende manisk og sov sparsomt, ligesom han var hørelseshallucineret. Han blev tiltagende forpint og kunne ikke lade være med sin destruktive adfærd.

Den 24. august 2007 blev tilbudt behandling med tablet Cicordinol 10 mg dagligt, da Cisordinol Depot tidligere havde haft god effekt på hans tilstand. Samme dag indvilligede i frivilligt at tage tablet Cisordinol 10 mg dagligt med mulighed for dosisøgning.

De følgende 2 dage ønskede imidlertid ikke at indtage medicinen, men tog den igen den 27. august 2007. Senere den 27. august 2007 var voldelig og havde spyttet efter personalet, ligesom han havde en truende adfærd. Han fik derfor indgivet beroligende medicin i form af Cisordinol.

I perioden fra den 27. til den 30. august 2007 var bæltefikseret.

Den 28. august 2007 var udskældende, vred og kommanderende og krævede at få en indsprøjtning af Cisordinol, da han vidste, det var det eneste, som hjalp ham, da han var aggressiv og vred.

fik yderligere beroligende medicin i form af Cisordinol Acutard den 30. august samt den 6. september 2007.

Den 10. september 2007 var fikseret på grund af farlighed og den 11. september 2007 fik han indgivet beroligende medicin i form af Cisordinol Acutard.

Den 13. og 15. september 2007 var atter bæltefikseret, ligesom han den 15. september 2007 fik indgivet beroligende medicin. Fra den 13. til den 15. september samt fra den 17. til den 18. september 2007 var han tillige på en stue med aflåst dør.

I perioden fra den 28. august til den 17. september blev løbende forsøgt motiveret for behandling med tablet Cisordinol.

Den 31. august 2007 blev forsøgt motiveret for behandling med Cisordinol Depot, hvilket han afviste.

Den 17. september 2007 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med injektion Cisordinol Acutard 150 ml hvert 3. døgn uden opsættende virkning.

blev forsøgt motiveret for behandling med Cisordinol Depot den 17. og 18. september 2007.

Den 19. september 2007 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med Cisordinol Depot med henblik på, at behandlingen med Cisordinol Acutard kunne overgå til behandling med Cisordinol Depot.

Klagen

klagede over beslutningerne om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen . Klagen blev tillagt opsættende virkning for så vidt angår tvangsmedicinering med Cisordinol Depot. Klagen blev ikke tillagt opsættende virkning for så vidt angår tvangsbehandlingen med Cisordinol Acutard.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse
Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen godkendte ved afgørelse af 11. oktober 2007 beslutningerne om tvangsmedicinering af den 17. og 19. september 2007.

Afgørelse af anken vedrørende beslutning om tvangsbehandling den 17. september 2007
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 11. oktober 2007 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling, .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at var psykotisk, forpint, aggressiv og farlig og uden sygdomsindsigt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at løbende gennem 15 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling med tablet Cisordinol. Beslutning om tvangsmedicinering vedrørte imidlertid injektion Cisordinol Acutard 150 mg hver 3. dag.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det fremgår af psykiatrilovens § 4, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten gives en passende betænkningstid.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at betænkningstiden ved en tvangsbehandling regnes fra det tidspunkt, hvor patienten er blevet gjort bekendt med, at lægerne anbefaler et konkret behandlingstilbud.

Ved et konkret behandlingstilbud kan patienten således forholde sig til eksempelvis hvilken medicineringsform, som vil finde anvendelse ved en eventuel beslutning om tvangsbehandling.

Det fremgår ikke af sagen, at fik mulighed for at forholde sig til behandling med injektion Cisordinol Acutard 150 mg hver 3. dag, før beslutning om tvangsbehandling blev truffet.

Det fremgår af partshøringssvar fra afdelingslæge A, at man valgte at træffe beslutning med Cisordinol Acutard, fordi led af Morbus Crohn og er opereret derfor og har korttarmssyndrom. Han absorberede andre antipsykotiske præparater i vekslende grad, hvilket er blevet verificeret ved serumprøver. Dette kunne dels tilskrives hans tarmsygdom, dels de svære absorptionsvilkår for visse former for antipsykotika.

Det fremgår videre af partshøringssvaret, at på tidspunktet for beslutning om tvangsbehandling var præget af udtalt psykisk ustabilitet, psykose og farlig adfærd. Det syntes derfor mere sikkert, at han blev tvangsbehandlet med et præparat, som kunne gives som injektion, for på den måde at sikre, at han optog medicinen sufficient.

Endelig fremgår det af partshøringssvaret, at der på afdelingen var erfaring for, at Cisordinol Acutard havde god effekt på s tilstand, ligesom der var erfaring for, at Corsordinol i tabletbehandling havde ringe effekt på hans tilstand.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at s tarmsygdom var kendt gennem hele motivationsperioden, og at der var mulighed for at tage hensyn til dette forhold i forbindelse med ordinering af medicin. Nævnet har lagt vægt på, at det fremgår af journalen den 4.og 5. september 2007 at man såede tvivl omkring s mulighed for optagelse af anden antipsykotisk medicin i tabletform.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder herefter, at burde have været forsøgt motiveret for behandling med Cisordinol Acutard forud for beslutning om tvangsbehandling, såfremt der var tvivl om, hvorvidt han på grund af sin tarmsygdom kunne optage tablet Cisordinol. Nævnet har videre lagt vægt på, at flere gange i motivationsperioden for behandling med tablet Cisordinol fik indgivet beroligende medicin i form af Cisordinol Acutard med god effekt på tilstanden.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen .

Idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen , har nævnet ikke taget stilling til, hvorvidt klagen burde have været tillagt opsættende virkning.

Afgørelse af anken vedrørende beslutning om tvangsbehandling den 19. september 2007
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 11. oktober 2007 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling, .

Begrundelse

Som ovenfor anført, finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at var psykotisk, forpint, aggressiv og farlig og uden sygdomsindsigt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en konkret vurdering, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at var forpint, betydelig aggressiv og farlig, og at han gennem 2 dage have været forsøgt motiveret for frivillig behandling med Cisordinol Depot, før beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har herved lagt vægt på, at Cisordinol er et almindeligt anvendt og velafprøvet lægemiddel, ligesom den besluttede dosering er almindelig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det følger af bekendtgørelse nr. 1498 af 14. december 2006, om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger § 5, at depotpræparater i videt muligt omfang bør undgås og ikke må være begyndelsesbehandling ved tvangsmedicinering af patienter, hvis reaktion på behandlingen, man ikke kender.

Videre kan Sundhedsvæsenets patientklagenævn oplyse, at mindste middels princippet indebærer, at tvangsbehandling med injektion som udgangspunkt må betragtes som et mere indgribende middel end peroral behandling. Det er nævnets praksis, at behandling med depotmedicin som udgangspunkt anses for den mest indgribende behandlingsform, hvorfor der skal være særlige grunde til stede for at vælge denne behandlingsform.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder ud fra en konkret vurdering, at behandling med Cisordinol i depotform opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af overlægens erklæring, at det ville være til stor gene for at skulle modtage injektioner, idet injektionerne hver 3. dag ville være forbundet med fikseringer, fordi tidligere flere gange har forsøgt at tage kanylen ud af hånden på den, som gav ham injektionerne.

Nævnet har desuden lagt vægt på, at overfor Det Psykiatriske Patientklagenævn oplyste, at han ikke brød sig om injektioner, og at han selv foretrak depotbehandling med injektioner hver eller hver anden uge frem for injektioner hver 3. dag.

Videre har nævnet lagt vægt på, at tidligere havde modtaget behandling med Cisordinol Depot med god effekt på tilstanden.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn Statsforvaltningen .