Klage over beslutning om tvangsmedicinering

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen <****> den 29. juli 2008 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 16. juli 2008 på Psykiatrisk Afdeling, <****>.

Hændelsesforløb

er en 47-årig mand, som er kendt fra mange indlæggelser i psykiatrisk regi.

Han har tidligere været i behandling med Cisordinol depot.

Aktuelt blev tvangsindlagt den 16. marts 2008 på Psykiatrisk Afdeling, på fareindikation. Han fremstod ved indlæggelsen psykotisk, idet han talte med væggene med usammenhængende og uforståelig tale samtidig med, at han slog sig selv.

Under indlæggelsen fremstod psykotisk, tankeforstyrret og sorttalende. Han talte fortsat med væggene, fremstod forpint, og havde en svært selvbeskadigende adfærd. Han var endvidere truende i sin adfærd. Det var således flere gange nødvendigt, at give ham beroligende medicin.

Fra den 17. marts 2008 blev søgt motiveret for frivillig behandling med Cisordinol max 10 mg 2 gange dagligt. Den 1. april 2008 blev der truffet beslutning om tvangsmedicinering med Cisordinoldråber 10 mg, stigende afhængigt af effekt og bivirkninger, alternativt injektion Serenase 2 mg, stigende afhængigt af effekt og bivirkninger. Beslutningen blev den 8. april 2008 godkendt af Det Lokale Psykiatriske Patientklagenævn.

Fra den 10. april 2008 blev tvangsbehandlet med injektion Serenase 2 mg, som måtte reduceres på grund af bivirkninger. Dosis blev dog efterfølgende optrappet igen, idet han blev tiltagende psykotisk.

I perioden fra den 28. maj til den 26. juni 2008 blev forsøgt motiveret for behandling med Cisordinol depot, hvilket han vedvarende afviste.

Fra den 26. juni 2008 blev derfor løbende gennem 20 dage forsøgt motiveret for injektion Serenase Depot, med henblik på at reducere den samlede Serenasedosis og dermed opnå færre bivirkninger.

Den 16. juli 2008 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med Serenase Depot 37,5 mg ugentligt, stigende afhængigt af effekt og bivirkninger.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen underkendte ved afgørelse af 29. juli 2008 beslutningen om tvangsmedicinering af 16. juli 2008.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 29. juli 2008 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen om tvangsmedicinering af på Psykiatrisk Afdeling, .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand præget af hørehallucinationer samt forfølgelses- og storhedsvanvid.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har herved lagt vægt på, at Serenase er et almindeligt anvendt og velafprøvet lægemiddel, ligesom den besluttede dosering er almindelig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid ikke, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det fremgår af § 1, stk. 3 i bekendtgørelse nr. 1404 af 14. december 2004 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger, at afgørelsen om behandlingsform og indhold skal træffes i overensstemmelse med reglerne i psykiatrilovens § 4 om mindste middels princip. Af denne bestemmelse fremgår det, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at en patient skal kunne forholde sig til eksempelvis, hvilket præparat og hvilken dosis, som vil finde anvendelse ved en eventuel beslutning om tvangsbehandling. Derfor er det en betingelse, at der motiveres for en konkret behandling. Denne motivation foretages løbende, og tvangsbehandling skal som udgangspunkt iværksættes med det præparat og med den dosis, som der er motiveret for, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde andet.

Det fremgår ikke af sagen, at blev forsøgt motiveret for en konkret dosis af Serenase Depot, før beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder derfor ikke, at betingelserne for tvangsbehandling var opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen den 29. juli 2008.

Idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn underkender beslutningen om tvangsbehandling, fordi der ikke blev motiveret for en konkret dosis, har nævnet ikke taget stilling til, hvorvidt indgivelse af Serenase i depotform opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet.