Klage over speciallæges udtalelse om pension til jobcenter

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere speciallæge <****> i neurologi, Sygehus 1, i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring af 27. august 2008 til Jobcenter <****> vedrørende <****>, jf. autorisationslovens § 20, stk. 1.

Hændelsesforløb

Speciallæge modtog den 26. juni 2008 en skriftlig begæring fra Jobcenter om at udfærdige en speciallægeerklæring vedrørende med henblik på mulig førtidspension.

Den 27. august 2008 udfærdigede speciallæge en erklæring på baggrund af s oplysninger, en tidligere neurologisk speciallægeerklæring af 28. marts 2006, journal samt speciallæge s undersøgelse den 26. august 2008.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At speciallæge , neurologisk afdeling, Sygehus 1, ved udfærdigelse af speciallægeerklæring den 27. august 2008 ikke udviste tilstrækkelig omhu og uhildethed.

Det er hertil blandt andet anført, at speciallæge ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at udtale sig om s økonomi. Det er endvidere anført, at speciallæge ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at udtale, at hun var psykisk stabiliseret, og at det i løbet af nogle år kunne bedres.

Nævnets afgørelse af klagen

Speciallæge i neurologi, Sygehus 1, har overtrådt autorisationslovens § 20, stk. 1, ved sin udfærdigelse af lægeerklæring af 27. august 2008 til Jobcenter vedrørende .

Begrundelse

Det fremgår af speciallægeerklæring af 27. august 2008, at Jobcenter havde anmodet speciallæge om at udfærdige en speciallægeerklæring vedrørende med henblik på mulig førtidspension, herunder diagnoser, funktionsevne, prognoser, behandlingsmuligheder og varighed heraf samt eventuelle skånebehov.

Det fremgår videre af speciallægeerklæring af 27. august 2008, at den blev udfærdiget på baggrund af en undersøgelse af , hendes egne oplysninger, en tidligere udfærdiget neurologisk erklæring, som speciallæge havde udfærdiget, samt journalen. var 41 år og født i udlandet. Hun var gift og havde 4 børn, hvoraf to var autister og en havde en motorisk dysfunktion. Hendes mand var under uddannelse, men han havde i en periode været depressiv og selvmordstruet.

Videre fremgår det af speciallægeerklæring af 27. august 2008, at siden barselsorlov i 2002 havde fået understøttelse for tabt arbejdsfortjeneste på grund af børnenes sygdom. Hun havde været i jobtræning men måtte stoppe på grund af smertebetinget fravær. Hun forventede ikke at komme i arbejde igen og søgte derfor førtidspension.

Det fremgår videre af speciallægeerklæring af 27. august 2008, at efter et overfald i 1998 havde fået lændesmerter med udstråling til venstre ben, og der var mistanke om ustabilitet i bækkenet. Efter en fødsel ved kejsersnit i 2002 havde hun haft tiltagende kraftnedsættelse og smerter i ryggen med udstråling til venstre ben og vandladningsproblemer (inkontinens). Der var udført forskellige scanninger og neurofysiologiske undersøgelser, uden at årsagen til smerterne var fundet. Speciallæge havde i forbindelse med udfærdigelsen af den tidligere neurologiske erklæring henvist hende til psykiatrisk og psykologisk behandling på Psykiatrisk Afdeling, Sygehus 2, uden at der var sket en bedring af smerterne, og der var stillet diagnose om depressiv belastningstilstand og kronisk smertetilstand. Hun følte sig belastet af sine smerter men ikke depressiv.

Videre fremgår det af speciallægeerklæring af 27. august 2008, at speciallæge udførte en objektiv undersøgelse, hvor hun blandt andet vurderede, at ikke virkede forpint, hun var alderssvarende af udseende, og hendes stemningsleje var neutral om end med stilfærdig appel. Hun fandt normal muskelspænding (tonus), kraft og koordination i benene og normale reflekser. Der var en let væskeansamling i venstre ankel men ellers ingen størrelsesforskel på højre og venstre ben. Hun fandt videre let nedsat følesans i venstre kropshalvdel men ikke i ansigtet. Ryggen så normal ud, men der var let ømhed omkring skulderbladene og lænden. Hendes balanceevne ved gang var normal, men hun trak ind i mellem på venstre ben.

Det er nævnets vurdering, at der blev udført en relevant objektiv undersøgelse.

Det fremgår videre af speciallægeerklæring af 27. august 2008, at speciallæge ved en sammenligning med undersøgelsen fra marts 2006 vurderede, at var psykisk stabiliseret men fortsat appellerende, og at der fortsat ikke var tegn på sygdom i nervesystemet. Speciallæge stillede diagnoser om en tilstand med nervøst betingede legemlige symptomer (somatiseringstilstand, obs. pro) og muskelspændinger (myoser). Hun konkluderede videre, at der ikke var tegn på fysisk sygdom, og at var psykisk stabiliseret med udsigt til bedring i løbet af nogle år. Endelig konkluderede hun, at der ikke var skånebehov, og at det ikke skønnedes tilrådeligt at yde førtidspension på et usikkert grundlag på daværende tidspunkt, henset til at hun var økonomisk velkompenseret.

Det er nævnets vurdering, at erklæringen blev inddelt i relevante afsnit, hvor der gøres rede for de forhold, som speciallægeerklæringen var udbedt med henblik på at belyse, samt de efter sædvanlig praksis oplysende afsnit om dispositioner, sociale forhold, tidligere sygdomme, aktuelle sygdomme, funktioner og medicin.

Videre er det nævnets vurdering, at det var relevant at vurdere, at hun var psykisk stabiliseret, da det af udskrivningsbrevet fra Psykiatrisk Afdeling, Sygehus 2 fremgik, at den psykiske tilstand igennem længere tid havde været stabil og god.

Det er samlet set nævnets vurdering, at der blev stillet relevante diagnoser.

Nævnet kan herefter oplyse, at autorisationslovens § 20, stk. 1 (den tidligere lægelov § 8, stk. 1) kræver, at en læge i forbindelse med udfærdigelsen af en lægeerklæring udviser omhu og uhildethed, hvilket blandt andet betyder, at lægen skal forholde sig neutral og upartisk.

Videre kan nævnet oplyse, at det fremgår af Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 212 af 20. juni 1935 om almindelige regler, der skal iagttages ved afgivelse af lægeerklæringer, at en læge ved afgivelse af lægeerklæringer bør erindre, at lægeerklæringer er dokumenter, der kan få afgørende betydning såvel i offentlige som i private retsforhold. Lægen skal derfor nøje iagttage, at hun ikke i sin egenskab af læge afgiver erklæringer om sygdomme eller forhold, som hun ikke har fornødent lægeligt kendskab til.

Videre kan nævnet oplyse, at lægens opgave er at afgive relevante lægelige oplysninger, mens modtageren af erklæringen har til opgave at vurdere oplysningerne i forhold til den aktuelle sag. I relation til den konkrete sag er det således ikke sædvanligt, at en speciallæge i neurologi i sin speciallægeerklæring udtaler sig om, hvorledes en pensionssag skal afgøres. Derimod er det almindeligt at beskrive, hvilke funktioner, der er påvirket, samt hvilken indflydelse dette har eller kan have på patientens aktiviteter. Herefter er det kommunen, der ved hjælp af specialkyndige konsulenter fastlægger eventuelle mén og tab af erhvervsevne samt afgør, hvorledes pensionsansøgningen skal afgøres.

Det er herefter nævnets opfattelse, at speciallæge udviste manglende omhu og uhildethed ved sin udfærdigelse af speciallægeerklæring.

Nævnet har herved lagt vægt på, at speciallæge i erklæringen anførte sin vurdering af s økonomiske forhold og af, hvorvidt hun var berettiget til førtidspension.

Videre er det nævnets opfattelse, at speciallæge således ikke var neutral og upartisk, idet hun udtalte sig om forhold, som hun i sin egenskab af læge ikke havde fornødent kendskab til, og idet formålet med erklæringen i det konkrete tilfælde var at give jobcenteret et grundlag for at kunne vurdere spørgsmålet om s erhvervsevne. Det forhold, at jobcenteret i sin anmodning specifikt bad om en vurdering med henblik på mulig førtidspension, berettigede ikke speciallæge til i erklæringen at foretage en afgørelse af denne.

Nævnet finder på den baggrund, at speciallæge handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med sin udfærdigelse af lægeerklæring af 27. august 2008 til Jobcenter vedrørende .