Klage over utilstrækkelig undersøgelse i forbindelse med akut opstået kraftig hovedpine

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere overlæge A for hans behandling af <****> den 23. august 2008 på medicinsk afdeling, Sygehus 1, da han har overtrådt autorisationslovens § 17. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere reservelæge B for hans behandling af <****> den 3. september 2008 på neurologisk afdeling, Sygehus 2, da han ikke har overtrådt autorisationslovens § 17. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere vagtlæge C for hans behandling af <****> den 3. september 2008 i lægevagten, Region <****>, da han ikke har overtrådt autorisationslovens § 17.

Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har. Disciplinærnævnet har således ved sin afgørelse ikke taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1.      At ikke modtog en korrekt behandling på Sygehus 1 fra den 22. til den 23. august 2008.

Det er hertil blandt andet anført, at af Falck-redderen blev oplyst, at hun skulle have foretaget en scanning, men at denne ikke blev udført inden udskrivelsen.

2.      At ikke modtog en korrekt behandling på Sygehus 2 den 3. september 2008.

Det er hertil blandt andet anført, at over telefonen blev oplyst om, at hun havde en stor udposning i hjernen, og at hun derfor skulle blive i nærheden af telefonen og ikke måtte være alene, samt at hun skulle afvente en henvisning til videre behandling.

3.      At ikke modtog en korrekt behandling ved læge C, lægevagten Region den 3. september 2009.

Det er hertil blandt andet anført, at burde være blevet indlagt.

Begrundelse

Disciplinærnævnet har, med mindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Begrundelse for afgørelsen af 1. klagepunkt

Den 22. august 2008 blev indlagt på medicinsk afdeling, Sygehus 1, idet hun pludselig havde fået kraftig hovedpine. Hun var kendt med spændingshovedpine og smerter fra nakke og skuldre, men hun havde aldrig tidligere oplevet smerter af tilsvarende styrke. Der blev foretaget en neurologisk undersøgelse, der ikke viste neurologiske udfald. Puls og blodtryk var normale, ligesom øjenundersøgelsen var normal. Undersøgelsen viste endvidere, at smerterne var lokaliseret i hele hovedet, ligesom der var en smule ømhed over nakkemusklerne. Hun blev behandlet med Pamol og Ibumetin.

Den 23. august 2008 blev tilset af overlæge A, der resumerede sygehistorien og tilføjede, at hun ikke havde haft synsforstyrrelser eller opkastninger. Der var ingen nakkerygstivhed. Overlægen anførte endvidere, at hovedpinen lignede de vanlige spændingshovedpiner. På denne baggrund vurderede overlægen, at det drejede sig om spændingshovedpine, på trods af at den var opstået akut. Overlægen anførte endelig, at der ikke var mistanke om blødning under den mellemste hjernehinde (subaraknoidalblødning - SAH).

Disciplinærnævnet har bemærket, at den 3. september 2008 fik foretaget en CT-skanning af hjernen, der viste en subaraknoidalblødning. Det fremgår af journalen fra den 4. september 2008, hvor blev indlagt akut, at hun igennem den seneste måned havde haft nedsat syn på højre øje.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at en subaraknoidalblødning er en blødning under hjernehinden, som oftest skyldes en bristning af en udposning (aneurisme) på en hjerneblodåre. Ofte indtræder SAH i forbindelse med fysisk aktivitet eller psykisk stress. De klassiske symptomer er en akut opstået hovedpine, eventuelt med kortvarigt bevidsthedstab, kvalme og opkastninger. Symptomerne er afhængige af blødningens omfang og sted. Symptomerne kan således være lige fra akut dødelige til blot let nakkerygstivhed. Ofte vil der være neurologiske udfald og eventuelt let forhøjet blodtryk. Prognosen er alvorlig med en stor dødelighed, hvorfor en hurtig diagnostik er vigtig.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at overlæge A burde have ordineret en CT-skanning af hjernen for med sikkerhed at kunne udelukke en subaraknoidalblødning. Nævnet har herved lagt vægt på, at s hovedpine kom akut, at den var stærkere end sædvanligt, og at diagnosen subaraknoidalblødning er svær at stille klinisk. Nævnet har dog bemærket, at symptomerne ikke kom i forbindelse med fysisk aktivitet, og at der ikke var klinisk tegn på øget tryk i hjernen eller neurologiske udfald.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at overlæge A handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 23. august 2008 på medicinsk afdeling, Sygehus 1.

Begrundelse for afgørelsen af 2. klagepunkt

Det fremgår af journalen den 4. september 2008, at den 3. september 2008 fik foretaget en MR-skanning af hjernen på foranledning af en øjenlæge på grund af aftagende syn på højre øje. Skanningen viste en udposning på 1,3 x 1,4 x 1,7 cm på en større arterie på højre side i bunden af kraniet. Udposningen lå tæt på hypofyselejet og op imod den højresidige synsnerve.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at der er tale om et stort aneurisme.

Reservelæge B har i sin udtalelse til sagen anført, at han den 3. september 2008 blev tilkaldt af røntgenafdelingen, idet den foretagne MR-skanning havde vist, at et aneurisme trykkede på hypofysen. Han konfererede med bagvagten, hvorefter han henviste til neurokirurgisk ambulatorium, Sygehus 3. Herefter kontaktede han og informerede hende om, hvad skanningen havde vist, ligesom han sikrede sig, at hun ikke havde haft hovedpine og kvalme, hvorefter han foreslog, at hun kontaktede sin egen læge, hvis hun var utilpas.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at der ved en udposning (aneurisme) af den beskrevne type er  en blødningsrisiko. Blødningsrisikoen er større ved store aneurismer. Ifølge foreliggende undersøgelser er risikoen for blødning af et aneurisme med den beskrevne størrelse og lokalisation omkring 15 % over 5 år. Det er derfor den faglige stillingtagen, at et aneurisme, som det her foreliggende, skal behandles hurtigt, men ikke akut.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at reservelæge B relevant konfererede med bagvagten, at han relevant henviste til neurokirurgisk ambulatorium, at han relevant kontaktede hende og sikrede sig, at hun ikke havde haft hovedpine og kvalme, og at han relevant anbefalede, at hun kontaktede sin egen læge, såfremt hun blev utilpas.

Det er videre disciplinærnævnets opfattelse, at det ikke var kritisabelt, at reservelæge B undlod at indlægge den 3. september 2008 på neurologisk afdeling, Sygehus 2. Nævnet har herved lagt vægt på, at behandlingen skulle foregå på neurokirurgisk afdeling.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at en indlæggelse på neurologisk afdeling, Sygehus 2, ikke ville have ændret forløbet.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at reservelæge B handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 3. september 2008 på neurologisk afdeling, Sygehus 2.

Begrundelse for afgørelsen af 3. klagepunkt

Den 3. september 2008 om aftenen kontaktede vagtlæge C. Hun oplyste, at hun to uger forinden var besvimet, og at hun tidligere samme dag havde fået oplysning om, at en skanning af hendes hjerne havde vist en udposning af en pulsåre tæt på synsnerven. Hun oplyste videre, at hun fik lidt øget hovedpine, da hun blev informeret om skanningsresultatet, og at hun også fik angstsymptomer med rystelser, uro og søvnbesvær. Vagtlægen spurgte, om hun havde feber og nakkestivhed, hvilket hun ikke havde. På denne baggrund vurderede vagtlægen, at der var tale om angst i forbindelse med modtagelse af en alvorlig besked. Vagtlægen tilbød konsultation, men besluttede at se tiden an.

Vagtlæge C har i sin udtalelse til sagen anført, at der ikke blev oplyst om alarmsymptomer, som tydede på en aneurismeblødning eller anden blødning i hjernen som krævede akut indlæggelse. Vagtlægen har videre oplyst, at man i telefonen oplyste, at fra sygehuset havde fået at vide, at hun skulle afvente indkaldelse.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at en udposning på en pulsåre i hjernen, såkaldt cerebralt aneurisme, er en alvorlig tilstand, da der er risiko for, at der kan opstå blødning, som kan have et fatalt forløb. De typiske symptomer på en akut blødning er et smæld i baghovedet efterfulgt af svær hovedpine og ofte påvirket bevidsthedsniveau eller bevidstløshed samt nakkestivhed. Et aneurisme uden tegn på aktuel blødning giver således ikke disse alarmsymptomer.

Disciplinærnævnet kan videre oplyse, at det som vagtlæge er afgørende vigtigt at reagere på alarmsymptomer og spørge ind til disse så godt det kan lade sig gøre over telefonen. Da der kan opstå en livstruende tilstand er det i nogle tilfælde relevant, trods mangel på alarmsymptomer, at tilbyde en vurdering ved en konsultation, hvis patienten er nervøs eller utryg. Det er forventeligt, at man som vagtlæge følger den lagte plan for videre behandling af et ikke blødende aneurisme, hvilket indebærer, at der ikke tages beslutning om indlæggelse, når der ikke skønnes at være tegn på akut blødning fra aneurismet.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at vagtlæge C relevant undlod at indlægge akut.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at vagtlæge C handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 3. september 2008 i lægevagten, Region .