Speciallæge i ortopædkirurgi fejlopererede patient

Speciallæge i Ortopædkirurgi Allan Martini Ibsen Sørensen (aut. ID 003SF) får kritik for at udføre en operation, som der ikke var indikation for og ikke givet samtykke til. (Offentliggøres pga. kritik med indskærpelse)

Sagsnummer:

22DNM101

Offentliggørelsesdato:

30. september 2022

Speciale:

Ortopædkirurgi

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Sygehuse/hospitaler

Type:

Behandling, Indhentelse af informeret samtykke

Kategori:

Afgørelser med navn

Der gives kritik med indskærpelse til:

  • speciallæge i håndkirurgi Allan Martini Ibsen Sørensen (aut. ID 003SF), , for behandlingen den 17. november 2021.

Der gives kritik til:

  • speciallæge i håndkirurgi Allan Martini Ibsen Sørensen (aut. ID 003SF), , for indhentelse af informeret samtykke den 17. november 2021

Det betyder, at speciallæge i håndkirurgi Allan Martini Ibsen Sørensen ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.

Det betyder videre, at speciallæge i håndkirurgi Allan Martini Ibsen Sørensen ikke indhentede samtykke på grundlag af fyldestgørende information.

Det skal desuden indskærpes over for speciallæge Allan Martini Ibsen Sørensen at udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.

1. KLAGEPUNKT

Der er klaget over, at ikke modtog en korrekt behandling af speciallæge i håndkirurgi Allan Martini Ibsen Sørensen hos på , den 17. november 2021.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:

  • at operationen ikke blev udført på relevant vis, idet der blev udført et andet indgreb end det planlagte.

SAGSFREMSTILLING

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.

Den 17. november 2021 blev 46-årige opereret af speciallæge i håndkirurgi Allan Martini Ibsen Sørensen på . Der var planlagt operation for venstresidig karpaltunnelsyndrom. Forud for operationen fortalte , at hun havde problemer med fingrene. Ved operationen blev der først udført springfingeroperation og derefter operation for karpaltunnelsyndrom.

Det fremgår af en udtalelse til sagen fra speciallæge i håndkirurgi Allan Martini Ibsen Sørensen, at han ved operationen af havde forståelsen af, at hun havde problemer med sin venstre 4. finger, og at han derfor i lokalbedøvelse foretog en springfingeroperation. Videre fremgår det, at han efter operationen blev opmærksom på, at der var sket en misforståelse, hvorefter han orienterede herom. Herefter udførte han operation for karpaltunnelsyndrom.

BEGRUNDELSE

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.

En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Disciplinærnævnet lægger på baggrund af udtalelsen fra speciallæge i håndkirurgi Allan Martini Ibsen Sørensens udtalelse til grund, at der ved operationen af den 17. november 2021 skete en forveksling af, hvilken operation der skulle udføres i venstre hånd.

Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere speciallæge i håndkirurgi Allan Martini Ibsen Sørensen for en del af operationen den 17. november 2021.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at det ikke var sundhedsfagligt forsvarligt, at speciallæge i håndkirurgi Allan Martini Ibsen Sørensen indledte med en operation for springfinger den 17. november 2021, idet var indstillet til operation for karpaltunnelsyndrom. Videre idet det ikke fremgår af notatet fra forundersøgelsen eller af operationsbeskrivelsen, at havde springfinger, hvorfor der ikke var indikation for at operere herfor. Da fejlen blev opdaget udførte speciallægen den aftalte operation for karpaltunnelsyndrom.
  • at speciallæge i håndkirurgi Allan Martini Ibsen Sørensen ikke på tilstrækkelig vis sikrede sig, hvilket indgreb der skulle udføres og var indikation for, hvorved der skete en forveksling af, hvilken operation, der skulle udføres. Speciallægen burde ikke have foretaget operation for springfinger, idet der var aftalt operation for karpaltunnelsyndrom. Videre idet der ikke forud for operationen var diagnosticeret springfinger eller forsøgt anden behandling herfor.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at det fremgår af ”Vejledning om identifikation af patienter og anden sikring mod forveksling”, at det forinden en operation med en vågen og orienteret patient skal sikres, at der er overensstemmelse mellem det planlagte og patientens forventning, samt at patienten er tilstrækkeligt informeret. Heraf fremgår det videre, at der i forbindelse med kirurgiske indgreb skal gennemgås ”De fem trin”, hvilket indebærer indhentelse af informeret samtykke, markering af operationssted, identifikation af patienten, entydig mærkning mv. samt foretages time-out. Dette med henblik på at varetage patientsikkerheden.

Disciplinærnævnet kan videre oplyse, at den foretrukne behandling ved springfinger er en indsprøjtning med binyrebarkhormon, der dæmper irritationen. Behandlingen er effektiv hos omtrent 60%. Hvis indsprøjtningen ikke giver den tilsigtede effekt i løbet af nogle uger kan en operation komme på tale.

Det skal desuden indskærpes over for speciallæge i håndkirurgi Allan Martini Ibsen Sørensen at udvise større omhu i sit fremtidige virke, da det kan have alvorlige konsekvenser for en patient, hvis der sker forveksling i forbindelse med en operation.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at speciallæge i håndkirurgi Allan Martini Ibsen Sørensen handlede væsentligt under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 17. november 2021 på .

2. KLAGEPUNKT

Der er klaget over, at speciallæge i håndkirurgi Allan Martini Ibsen Sørensen ikke indhentede et tilstrækkeligt informeret samtykke forud for operationen af , den 17. november 2021.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:

  • at der blev foretaget en operation for springfinger, som der ikke var givet samtykke til

SAGSFREMSTILLING

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.

Den 11. november 2021 var til forundersøgelse ved speciallæge i håndkirurgi Allan Martini Ibsen Sørensen. Ved forundersøgelsen fandt speciallægen indikation for at operere for venstresidig karpaltunnelsyndrom. blev ved forundersøgelsen informeret om operationen, blodtomhed og efterforløb, samt at der var en lille risiko for infektion, nerveskade, refleksdystrofi og arvævsgener. På baggrund af oplysningerne samtykkede hun til operationen.

Den 17. november 2021 blev opereret af speciallæge i håndkirurgi Allan Martini Ibsen Sørensen. Det fremgår af journalen fra den 17. november 2021, at der var planlagt operation for venstresidig karpaltunnelsyndrom. Videre blev det journalført, at oplyste, at hun havde problemer med fingrene. Ved operationen blev der også udført en springfingeroperation.

Det fremgår af en udtalelse til sagen fra speciallæge i håndkirurgi Allan Martini Ibsen Sørensen, at han ved operationen af havde forståelsen af, at hun havde problemer med sin venstre 4. finger, og at han derfor i lokal bedøvelse foretog en springfingeroperation. Herefter udførte han operation for karpaltunnelsyndrom.

BEGRUNDELSE

Det fremgår af sundhedslovens § 15, at ingen behandling som udgangspunkt må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. Samtykket skal være givet til en konkret behandling og på baggrund af fyldestgørende information fra en sundhedsperson.

En patient har ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger. Informationen skal være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger. Dette fremgår af sundhedslovens § 16, stk. 1 og 4.

Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere speciallæge i håndkirurgi Allan Martini Ibsen Sørensen for indhentelsen af informeret samtykke.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at speciallæge i håndkirurgi Allan Martini Ibsen Sørensen ikke indhentede et tilstrækkeligt informeret samtykke forud for operationen af den 17. november 2021, idet speciallægen hverken forud for eller ved selve operationen informerede om, at han ville udføre operation for springfinger i forbindelse med den i forvejen planlagte operation for karpaltunnelsyndrom.

Den omstændighed, at speciallæge i håndkirurgi Allan Martini Ibsen Sørensen havde fået forståelsen af, at havde problemer med sin venstre 4. finger, er ikke ensbetydende med, at der var givet samtykke til operation for springfinger, idet et samtykke skal gives til en konkret behandling og på baggrund af fyldestgørende information fra en sundhedsperson.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at speciallæge i håndkirurgi Allan Martini Ibsen Sørensen handlede i strid med sundhedsloven ved sin indhentelse af informeret samtykke forud for operationen af den 17. november 2021 på .

OFFENTLIGGØRELSE

Denne afgørelse vil blive offentliggjort på www.sundhed.dk og www.stpk.dk med angivelse af titel, navn og autorisationsID, for så vidt angår speciallæge i håndkirurgi Allan Martini Ibsen Sørensen. Dette følger af klage- og erstatningslovens § 17, og af § 3, stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelse om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet.

Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og navne på sygehuse og afdelinger vil blive anonymiseret ved offentliggørelse.

REGLER

Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:

Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed

Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed

Vejledning nr. 9808 af 13. december 2013 om identifikation af patienter og anden sikring mod forvekslinger i sundhedsvæsenet.

Bekendtgørelse nr. 903 af 26. august 2019 af sundhedsloven:

  • § 15 om informeret samtykke
  • § 16 om informeret samtykke

Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.:

  • Punkt 2.3 om samtykkets indhold
  • Punkt 3.3. om risiko for komplikationer og bivirkninger

Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klage- sager på sundhedsområdet:

  • § 3, stk. 1, nr. 2 om kritik med indskærpelse