Brud på tavshedspligt i erklæring

Praktiserende læge Niels Jacob Borup Søndergaard (aut. ID 064WN) får kritik for brud på sin tavshedspligt ved i en erklæring at anføre oplysninger, der ikke var anmodet om, og som lå uden for samtykket fra klager (offentliggøres pga. gentagen kritik)

Sagsnummer:

22DNM107

Offentliggørelsesdato:

14. oktober 2022

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Type:

Udfærdigelse af lægeerklæring

Kategori:

Afgørelser med navn

Der gives kritik til:

  • praktiserende læge Niels Jacob Borup Søndergaard (aut. ID 064WN) for at videregive oplysninger vedrørende den 6. august 2021 til Børn og Unge, Kommune

Det betyder, at praktiserende læge Niels Jacob Borup Søndergaard ikke overholdt sin tavshedspligt.

Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.

KLAGEN

Der er klaget over, at praktiserende læge Niels Jacob Borup Søndergaard overtrådte sin tavshedspligt ved at videregive oplysninger vedrørende i sin erklæring af 6. august 2021 til Børn og unge, Kommune.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:

  • at praktiserende læge Niels Jacob Borup Søndergaard overtrådte sin tavshedspligt ved at videregive private oplysninger, samt oplysninger der ikke var anmodet om, vedrørende i en statusattest til hendes arbejdsgiver.

SAGSFREMSTILLING

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i erklæringen og/eller journalen.

Den 20. juli 2021 anmodede Børn og Unge, Kommune, om en statusattest vedrørende 27-årige til brug for kommunens sagsbehandling. Det fremgår af anmodningen, at havde givet samtykke til videregivelse af oplysninger på kommunens anmodning.

Det fremgår af anmodningen, at Børn og Unge ønskede en uddybende lægefaglig statusudtalelse om , i forbindelse med at der skulle tages stilling til hendes tilbagevenden til arbejdspladsen i en sygemeldingsproces. Anmodningen om oplysninger blev specificeret, da der blev stillet spørgsmål, i form af hvad status var på hendes sygemelding, og om det var lægens lægefaglige vurdering, at hun ville kunne komme til at varetage sit job som socialrådgiver igen inden for overskuelig tid.

Den 6. august 2021 udfærdigede praktiserende læge Niels Jacob Borup Søndergaard erklæringen og anførte blandt andet oplysninger om, at hun var henvist til psykolog, og at hun var kendt med OCD. Det fremgår videre, at hun var henvist til stress coach. Endvidere fremgår det, at hun havde normal sexlyst, at hun i forhold til belastninger havde dårlig samvittighed over for familien, at hun ikke tidligere havde haft eller aktuelt havde selvmordstanker eller selvmordsplaner, og at hun havde symptomer fra mave- og tarmsystemet i form af hyppige afføringer.

BEGRUNDELSE

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.

En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. Det følger af sundhedslovens § 40, stk. 1.

En sundhedsperson kan dog videregive oplysninger, hvis det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives, og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling. Det følger af sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1.

En myndighed kan efter forudgående samtykke fra den, der søger om eller får hjælp, forlange, at autoriserede sundhedspersoner, der udfører opgaver for det offentlige, giver oplysninger om den pågældende, der er nødvendige for at behandle sagen. Dette gælder også oplysninger om en persons rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. Det følger af § 11 a i retssikkerhedsloven.

Det er på denne baggrund disciplinærnævnets opfattelse, at det påhviler den myndighed, der anmoder om helbredsoplysninger i henhold til retssikkerhedslovens § 11 a, forinden anmodningen at indhente borgerens samtykke hertil.

Klager har anført, at det ikke var relevant, at læge Niels Jacob Borup Søndergaard videregav private oplysninger fra hendes journal til hendes arbejdsgiver, da oplysningerne ikke vedkom hendes arbejdsgiver. Det fremgår hertil af klagen fra , at oplysninger om andre diagnoser, hendes sexlyst, funktionen af hendes mave- og tarmsystem og eventuelle selvmordstanker således ikke burde have været videregivet af lægen.

Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere praktiserende læge Niels Jacob Borup Søndergaard for at have videregivet irrelevante oplysninger vedrørende i sin erklæring af 6. august 2021 til Børn og Unge, Kommune.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at det fremgår af anmodningen af 20. juli 2021 fra Børn og Unge, Kommune, at havde været sygemeldt på fuld tid fra sit arbejde med belastningsreaktion siden ultimo maj 2021.
  • at det videre fremgår af anmodningen, at der blev ønsket en uddybende lægefaglig statusudtalelse om , i forbindelse med at der skulle tages stilling til hendes tilbagevenden til arbejdspladsen. Anmodningen om oplysninger blev specificeret, da der blev stillet spørgsmål, i form af hvad status var på hendes sygemelding, og om det var lægens lægefaglige vurdering, at hun ville kunne komme til at varetage sit job som socialrådgiver igen inden for overskuelig tid.
  • at læge Niels Jacob Borup Søndergaard besvarede anmodningen ved erklæringen af 6. august 2021 til Børn og Unge, Kommune, vedrørende . I erklæringen anførte lægen blandt andet oplysninger om, at hun var henvist til psykolog, at hun var kendt med OCD, og at hun gik til stress coach. Endvidere anførte han oplysninger om hendes søvnmønster, om hendes appetit, om hendes sexlyst, om at hun havde dårlig samvittighed over for sin familie, at hun ikke havde eller tidligere havde haft tanker eller planer om selvmord, og at hun havde symptomer fra mave- og tarmsystemet i form af hyppige afføringer.
  • at der af læge Niels Jacob Borup Søndergaard i erklæringen således blev anført såvel sundhedsfaglige som private oplysninger om , som Kommune ikke havde anmodet om. Derved videregav lægen oplysninger, som faldt uden for det samtykke, der var anført på anmodningen. Oplysningerne måtte endvidere ikke anses for at have væsentlig betydning for sagsbehandlingen hos Børn og Unge, Kommune, i forhold til vurderingen af stillingtagen til s tilbagevenden til arbejdspladsen.
  • at det forhold, at læge Niels Jacob Borup Søndergaard ikke var bekendt med, at rekvirenten var s arbejdsgiver, ikke ændrer på sekretariatets vurdering af klagen, da de ovennævnte videregivne oplysninger ikke var omfattet af anmodningen, uanset rekvirentens karakter.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at praktiserende læge Niels Jacob Borup Søndergaard handlede i strid med sundhedsloven ved sin videregivelse af oplysninger vedrørende i sin erklæring af 6. august 2021 til Børn og Unge, Kommune.

OFFENTLIGGØRELSE

Disciplinærnævnet har inden for de sidste 5 år tildelt kritik til praktiserende læge Niels Jacob Borup Søndergaard i sine afgørelser af 18. december 2019 og 19. august 2022.

Denne afgørelse vil derfor blive offentliggjort på www.sundhed.dk og www.stpk.dk med angivelse af titel, navn og autorisationsID, for så vidt angår praktiserende læge Niels Jacob Borup Sønder. Dette følger af klage- og erstatningslovens § 17, og af § 3, stk. 1, nr. 3, i bekendtgørelse om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet.

Disciplinærnævnets afgørelser af 18. december 2019 og 19. august 2022 er også omfattet af offentliggørelsesordningen.

Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og identificerbare navne på sygehuse og afdelinger vil blive anonymiseret ved offentliggørelse.

REGLER

Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:

Love og bekendtgørelser

Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):

  • 20 om udfærdigelse af erklæringer

Bekendtgørelse nr. 903 af 26. august 2019 af sundhedsloven:

  • § 40 om tavshedspligt
  • § 43 om videregivelse af oplysninger
  • § 44 om samtykkets form

Bekendtgørelse nr. 1064 af 21. august 2018 af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven):

  • § 11 a om samtykke til indhentelse af oplysninger

Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed

Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klage- sager på sundhedsområdet:

  • § 3, stk. 1, nr. 3 om tre gange kritik inden for 5 år