Klage over psykologsamtale med en kvinde, der havde født et dødt barn

Patientklage-nævnet finder, at psykolog <****> ikke har overtrådt psykolog-loven ved sin behandling af <****> den 9. marts 1995 på <****>.

fødte den 7. marts 1995 et dødt barn på fødegangen, . Da personalet på gynækologisk/obstetrisk afdeling var af den opfattelse, at hun havde brug for en samtale med henblik på psykisk at bearbejde forløbet, anmodede de om psykologtilsyn fra .

Den 9. marts 1995 blev således kontaktet af psykolog fra med henblik på en psykologsamtale om fødselsforløbet og de følelsesmæssige reaktioner på dette. s samlever var tilstede ved samtalen.

klager over den indgangsvinkel, psykolog anvendte for at komme i kontakt med hende og hendes samlever. Klagen må efter Patientklagenævnets opfattelse forstås således, at må have følt det som en form for overgreb at blive kontaktet af en psykolog på et tidspunkt, hvor hun ikke selv havde bedt om at tale om personlige emner, og hvor hun var særlig sårbar som følge af fødslen af et dødt barn.

Psykolog har i sin udtalelse af 4. oktober 1996 oplyst, at den formelle indgangsvinkel til at komme i kontakt med patienten er via sygehusets sædvanlige tilsynsprocedure, hvor de somatiske afdelinger på sygehuset kan bede om et psykologtilsyn efter aftale med patienten.

Patientklagenævnet har i en tidligere sag afklaret spørgsmålet om gynækologisk/obstetrisk afdelings rekvirering af psykologtilsyn. Patientklagenævnet fandt ved denne afgørelse, at det var udtryk for omhu og samvittighedsfuldhed, at personalet bekymrede sig om hendes psykiske tilstand.

Endvidere har psykolog oplyst, at den behandlingsmæssige indgangsvinkel til samtalen med patient og ægtefælle er, at parret opfattes som værende i krise efter det skete. Udgangspunktet har således været at forsøge at etablere en forstående kontakt til parret, med det formål at give dem mulighed for at tale om deres oplevelse af hændelsesforløbet i forbindelse med fødslen og deres følelsesmæssige reaktioner på den ulykkelige udgang af denne.

Patientklagenævnet kan oplyse, at et tilbud om samtale med henblik på at bearbejde traumet psykisk ikke i sig selv kan betragtes som en unødig trængen sig ind over andres grænser og dermed et overgreb. Kun hvis samtalen forsøges gennemført trods patientens klare udmelding om ikke at ville deltage, kan det overvejes, om en behandler har været for insisterende med hensyn til at motivere patienten.

Patientklagenævnet har lagt vægt på, at det ikke af journalnotatet fra psykologtilsynet den 9. marts 1995 fremgår, at parret har bedt psykolog om at forlade stuen eller på anden måde klart har taget afstand fra en sådan kontakt. Derimod tyder referaret af samtalen på, at og hendes samlever formelt set samarbejde, idet de ikke afviste samtalen, men talte med psykolog – dog med som den mest ydende, idet samleveren var i en mindre aktiv rolle.

Det fremgår endvidere af psykolog s vurdering af samtalen den 9. marts 1995, at parret trods det formelle samarbejde ikke forekom parate til at hengive sig til en tillidsfuld relation til psykologen. Følelsesmæssigt set blev der således ikke etableret et samarbejde, der klart kunne pege frem på en aftale om yderligere samtale.

Patientklagenævnet har lagt vægt på, at psykolog korrekt vurderede, at parret havde mere brug for konkrete anvisninger og råd end for en mere reflekterende bearbejdning, ligesom hun respekterede parrets ønske om ikke at ville deltage i yderligere samtaler, da de i stedet ville tage kontakt til .

På denne baggrund finder Patientklagenævnet, at psykolog har været samvittighedsfuld og udvist omhu i udførelsen af hospitalets tilbud om krisehjælp.