Klage over manglende psykologhjælp og brud på tavshedspligt

Psykolog <****> har ikke overtrådt psykologloven ved sin behandling af <****> den 6. og 25. oktober 1995 på arbejdsmedicinsk afdeling, <****>.

Psykolog <****> har overholdt psykologlovens § 14, stk. 3, i forbindelse med <****>s mundtlige anmodning om aktindsigt i sin journal den 25. oktober 1995.

kontaktede den 19. juli 1995 arbejdsmedicinsk afdeling, , med henblik på akut psykologhjælp, idet han som følge af en bortvisning fra sit studenterarbejde i et varehus var begyndt at blive mere mistroisk i forholdet til andre mennesker. Da behandlingen krævede henvisning, kontaktede han egen læge, som den 2. oktober 1995 fremsendte henvisning til arbejdsmedicinsk afdeling. Han var til første indledende samtale med psykolog den 6. oktober 1995 og til den anden og afsluttende samtale den 25. oktober 1995.

Henvisningen til arbejdsmedicinsk afdeling var foranlediget af, at den 18. juli 1995 efter en telefonisk samtale mellem arbejdspladsen og hans moder var blevet bortvist fra sit arbejde af personalechefen, hvor han havde været ansat siden 30. maj 1995. Opringningen skyldtes, at man savnede ham på arbejdspladsen, idet han ifølge vagtlisten skulle have givet møde den pågældende dag. Ifølge den vagtliste, havde fået udleveret, havde han imidlertid fri. anså bortvisningen for uberettiget, og blev så chokeret over hændelsesforløbet, at han sygemeldte sig.

Psykolog havde imellem samtalerne med to telefoniske samtaler med varehuschefen, og det fremgår af psykologens udtalelser, at det blandt andet var under indtryk af varehuschefens version af hændelsforløbet, at psykolog afsluttede sagen ved samtalen den 25. oktober 1995 med .

Der er klaget over, at arbejdsmedicinsk afdeling, , ikke foranledigede, at umiddelbart efter henvisningen fra egen læge den 19. juli 1995 fik tilbudt akut psykologhjælp.

Der er endvidere klaget over, at psykolog , ikke behandlede s begyndende mistillid til andre mennesker, samt hans frygt for at søge nyt arbejde, men i stedet dels indgik i en mæglingsrolle i forhold til varehuset, og dels anså s henvendelse, som et ønske om at anmelde det passerede til fagforening eller Arbejdstilsynet. Yderligere er der klaget over, at blev anmodet om at underskrive fuldmagter til at kontakte fagforening og varehuset på trods af, at han ikke ønskede at anmelde forholdet til HK eller at vende tilbage til sit arbejde i varehuset.

Derudover er der klaget over, at psykolog ikke fandt grundlag for yderligere samtaler på trods af, at fortsat ikke var behandlet for det, som han var henvist for.

Endelig er det klaget over, at psykolog har journalført ukorrekte oplysninger vedrørende og hans moder, samt at ikke fik journalen til gennemsyn, inden den blev sendt til egen læge, hvorved psykologen har videregivet oplysninger til egen læge uden samtykke. Ydermere, at psykologen ikke foranledigede, at der, som aftalt, blev udarbejdet et skriftligt notat vedrørende telefonsamtalen med varehuschefen og psykologen, samt at psykologen ikke havde psykologisk begrundelse og underbygning for at betegne som "kompromisløs" og fremførte, at skulle søge årsagen til det passerede hos sig selv, idet psykologen opfattede det passerede som en velmenende gestus fra varehusets side og accepterede varehusets ledelelsesform.

Nævnet har for så vidt angår klagen over den sene indkaldelse til samtale lagt vægt på, at henvisningsblanketten fra egen læge er dateret den 2. oktober 1995, og at samtalen allerede kom i stand den 6. oktober 1995. Nævnet finder derfor, at blev tilbudt arbejdsmedicinsk udredning med den fornødne hurtighed, idet det skete umiddelbart efter henvisningen fra egen læge.

Vedrørende psykolog s behandling af den 6. oktober 1995 har nævnet lagt vægt på, at det af konklusionen i journalnotatet vedrørende den første samtale fremgår, at psykolog ville tage kontakt med firmaet og eventuelt fagforening med henblik på diskussion af sagen.

Nævnet finder det ikke godtgjort, at psykolog ville anmelde det passerede til fagfore og Arbejdstilsynet. Udtrykket "diskussion af sagen" i journalen peger i højere grad i retning af, at han ville forsøge sig med en mæglerrolle, hvilket også fremgår af et brev til af 1. december 1995 fra psykolog , hvori det er anført, at "hvis jeg så at sige var i stand til at mægle mellem dig og virksomheden" samt "at vi så gerne som i denne sag tager en uformel kontakt til virksomheden, hvis dette måske kan bidrage til at løse op for nogle problemer, er en helt anden sag".

Nævnet må lægge til grund, at psykolog ved at anføre, at der under de to samtaler med ikke havde været dårlig kontakt til denne, ikke følte anledning til at overveje nærmere, om i virkeligheden ikke bifaldt den måde, han gik frem på i sin behandling af ham og hans situation.

Endvidere må nævnet antage, at psykolog ved at fremhæve, at der var tale om et studenterarbejde indirekte peger på, at ikke ville være et typisk offer for psykisk forvoldte arbejdsrelaterede skader, fordi en midlertidig ansættelse generelt kan antages at "klemme" den ansatte mindre, og dermed gør den ansatte mindre sårbar under konflikter.

Nævnet finder på denne baggrund ikke anledning til kritik af psykolog s behandling af . Nævnet finder imidlertid, at det havde været mere hensigtsmæssigt, om psykolog havde søgt at behandle s psykiske problemer frem for blot at forsøge sig i en mæglerrolle.

Vedrørende klagen over, at psykolog ikke havde psykologisk begrundelse for at betegne som "kompromisløs", har nævnet har lagt vægt på, at det af konklusionen i journalen fremgår, at psykolog har opfordret "til i fremtiden at søge at være knap så kompromisløs og engang imellem at vende blikket indad og tænke på, om han selv vil kunne bidrage til at løse/overkomme de problemer/misforståelser, der måtte opstå fra tid til anden i hans erhvervsmæssige karriere".

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at psykolog i afsnittet "generelle kommentarer" afviser, at han skulle have taget parti i sagen til fordel for arbejdsgiveren, men at han havde fundet det uden mening at bekræfte i en opfattelse, der kunne føre til en fortsættelse af en meningsløs klagesag, samt at han havde forsøgt at konfrontere med det faktum, at der faktisk hen ad vejen havde været udvist forsøg fra firmaets side på at løse konflikten, hvorimod selv havde været ganske ubøjelig.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at i sin beskrivelse af hændelsesforløbet har efterlyst en erkendelse fra firmaets side af, at man har behandlet ham forkert.

Nævnet finder, at psykolog ikke har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin behandling af .

Nævnet har lagt vægt på, udfra den stillingsbeskrivelse, der ligger på arbejdsmedicinsk afdeling, , vedrørende psykologers arbejde, at psykolog har holdt sig indenfor psykologfunktionen ved arbejdsmedicinsk afdeling, der i første omgang er at vurdere, om der er tale om en traumatiseret arbejdsskade.

Nævnet finder herefter, at psykolog har gennemført en klinisk arbejdspsykologisk patientundersøgelse, diagnostisk udredning m.v. i overensstemmelse med hans opgaver som psykolog på en arbejdsmedicinsk afdeling.

Nævnet finder, at psykolog s konklusion, hvorefter der ikke var tale om en arbejdsskade, var velbegrundet og velunderbygget, og der herefter ikke var grundlag for yderligere behandlingstiltag fra arbejdsmedicinsk afdelings side.

Nævnet finder samlet, at s symptomer ikke var af en sådan karakter, at det var relevant at overveje psykologisk krisehjælp relateret til hans arbejdssituation.

Med hensyn til klagen over, at psykolog kontaktede varehuschefen, uden at "sad med" eller overværede samtalen, finder nævnet at måtte lægge vægt på, at havde givet sit samtykke til en kontakt til varehuset ved at underskrive en fuldmagt til psykolog , hvoraf fremgår, at denne måtte tage kontakt til varehuset og diskutere sagen med firmaet.

Nævnet finder det ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at s samtykke skulle være betinget af, at overværede samtalen. På denne baggrund finder nævnet ikke anledning til at kritisere, at psykolog tog kontakt til varehuset.

Nævnet finder heller ikke anledning til kritik af, at ikke fik journalen til gennemsyn inden denne blev sendt til egen læge. Nævnet har herved lagt vægt på, at har underskrevet en ubetinget fuldmagt om, at psykolog måtte kontakte egen læge, og at denne fuldmagt først blev tilbagekaldt, efter at journalen var sendt til egen læge.

Nævnet har bemærket, at arbejdsmedicinsk afdeling, , benytter nogle standardblanketter ved indhentelse af fuldmagt, som i kraft af patientens underskrift giver afdelingen mulighed for at videregive helbredsoplysninger til en lang række forskellige instanser, som åbenbart ikke er relevante på det tidspunkt, hvor fuldmagterne underskrives.

Nævnet finder, at proceduren med brug af de meget bredt formulerede fuldmagter ikke kan karakteriseres som manglende omhu og samvittighedsfuldhed. Nævnet finder imidlertid, at det er bedre stemmende med god forvaltningsskik kun at indhente fuldmagter, når der er et aktuelt behov herfor. Nævnet finder, at en patient allerede ved behandlingens begyndelse som oftest ikke vil have mulighed for at overskue, hvilke konkrete oplysninger, der vil blive behov for at videregive. Oplysningerne foreligger sædvanligvis endnu ikke på underskrivelsestidspunktet, ligesom patienten ikke på dette tidspunkt har nogen reel mulighed for at overskue hvilke specifikke myndigheder og personer, der faktisk vil modtage oplysningerne. Dette meddeles den administrerende overlæge til orientering.

For så vidt angår klagen over, at psykolog har journalført ukorrekte oplysninger vedrørende og hans moder, finder nævnet ikke anledning til kritik. Nævnet har herved lagt vægt på, at i sin udtalelse har anført, at de involverede parters opfattelse vedrørende varehusets kontakt til hjemmet loyalt er blevet gengivet i journalen, og at der i konklusionen er gjort udtrykkeligt opmærksom på, at der var divergerende oplysninger. Da således i journalen har fået journalført sin opfattelse af sagen, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere psykolog s journalføring af de nævnte oplysninger.

Der foreligger modstridende oplysninger fra og psykolog om, hvorvidt det var aftalt, at der skulle udarbejdes et skriftligt notat vedrørende den fulde ordlyd af telefonsamtalerne mellem firmaet og psykolog . Psykolog har oplyst, at det ikke blev aftalt, at der skulle udarbejdes et sådant skriftlig notat, men at mundtligt ville blive orienteret om indholdet af samtalen. Nævnet har bemærket, at samtalen er refereret i form af et almindeligt journalnotat. Der foreligger ikke yderligere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring fremfor den anden, og Patientklagenævnet har ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst. Patientklagenævnet kan således ikke vurdere, hvad der måtte være aftalt.

I et sådant tilfælde gælder der et almindeligt retsprincip om, at tvivlen skal komme den indklagede til gode.

Efter de regler, der gælder for Patientklagenævnets virksomhed, har nævnet herefter ikke grundlag for at fastslå, at der forelå en aftale om udarbejdelse af et skriftligt notat vedrørende den fulde ordlyd af samtalen mellem varehuschefen og psykolog . Nævnet finder herefter ikke anledning til at kritisere, at psykolog blot udfærdigede et sædvanligt journalnotat med et sammendrag af samtalen.

Der er klaget over, at ikke har fået fuld aktindsigt i sin journal den 25. oktober 1995, idet han alene har modtaget edb-udskrift vedrørende samtalen den 6. oktober 1995 og ikke fået udskrift af ud- og indgående meddelelser samt telefoniske henvendelser.

Psykolog har oplyst, at der ikke har været udøvet begrænsninger i s aktindsigt, og at sagsforløbet, herunder telefonkontakter, fremgår af journalen, som har været udleveret og/eller står til rådighed for .

Nævnet kan oplyse, at en anmodning om aktindsigt kan gennemføres ved, at der gives adgang til gennemsyn af journalen m.v. på stedet, eller ved at patienten får en fotokopi af journalen.

Nævnet har lagt journalnotatet af 29. november 1995 til grund ved sin afgørelse, hvoraf fremgår, at den 25. oktober 1995 fik udleveret en kopi af det, som var sendt til egen læge, hvilket var samtalen den 6. oktober 1995, samt at han læste på edb-skærmen journalnotaterne indføjet indtil den 25. oktober 1995, herunder notatet af 12. oktober 1995 vedrørende samtalen med varehuschefen.

På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for at antage, at ikke har fået fuld aktindsigt i sin journal enten i form af kopi eller i form af gennemsyn ved sin mundtlige anmodning om aktindsigt den 25. oktober 1995.