Manglende undersøgelse af 8-årig med kyssesyge

Vagtlæge <***> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> den 6. august 1993 i forbindelse med en telefonisk konsultation.

<***> og <***> klagede i brev af 18. august 1993 over, at vagtlæge <***> afviste af foranledige, at <***> den 6. august 1993 fik vagtlægebesøg. Patientklagenævnet fandt ved sin afgørelse af 28. september 1995, at læge <***> havde overtrådt lægelovens § 6, stk. 1, fordi han ikke havde været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld, da han den 6. august 1993 undlod at imødekomme ønsket om vagtlægebesøg.

I 1997 anlagde Den Almindelige Danske Lægeforening som mandatar for læge <***> en retssag mod Patientklagenævnet angående Patientklagenævnets afgørelse af 28. september 1995. Ved domsforhandling den 26. januar 1999 i Østre Landsret forklarede læge <***>, at han ikke anså et lægeligt tilsyn af <***> for indiceret, men at tilbuddet om, at barnet kunne tilses i lægevagtens lo-kaler alene blev givet for at berolige forældrene. På den baggrund foreslog Østre Landsret sagen udsat med henblik på, at sagen påny blev forelagt for Patientklagenævnet med henblik på en even-tuel revurdering under særlig henvisning til ovennævnte forklaring fra læge <***>.

Den 6. august 1993 rettede <***> og <***>henvendelse til lægevagten i <***> på grund af deres 8-årige datter <***>, der i en uges tid havde været meget træt. Den 3. august 1993 var hun på grund af høj feber, hævede kirtler og påvirket almentilstand blevet undersøgt af familiens praktiserende læge, som på grundlag af symptomerne og en blodprøve havde stillet diagnosen mononukleose (kyssesyge).

Det fremgår af <***> og <***>s brev af 18. august 1993, at <***> den 6. august 1993 var meget forkølet, og at hendes temperatur steg til 40,1 grader i løbet af aftenen. Hun blev hele tiden fjern og trak vejret meget anstrengt, ligesom hendes vejrtrækning i perioder ophørte afbrudt af små korte hiv efter vejret. Endvidere blev hendes fødder, hænder, læber og ører blå.

<***> ringede til lægevagten i <***>, hvor han talte med vagtlæge <***>.

Ifølge <***> og <***>s brev af 18. august 1993 blev læge <***> oplyst om situationen, herunder tidspunktet for sygdommens konstatering. Han blev tillige oplyst om, at temperaturen var steget til 40,1 grader, og at vejrtrækningen var meget besværet. Læge <***> blev anmodet om at sende en vagtlæge ud for at tilse <***>.

Læge <***> har i udtalelse af 13. september 1993 anført, at han fik oplyst, at <***> hos egen læge havde fået konstateret kyssesyge, hvilket var blevet bekræftet af en blodprøve, og at der var stigen-de temperatur. Da <***> var bekymret for den stigende temperatur, foreslog læge <***> ham, at han kunne pakke datteren ind i et tæppe og bringe hende til lægevagtens konsultation med det samme, hvor en kørende vagtlæge ville kunne tilse hende, inden han skulle ud på vagtbesøg.

<***> afviste at bringe sin datter til lægevagtens konsultation, idet han fandt det uforsvarligt i be-tragtning af hendes tilstand. Læge <***> tilrådede ham at rette henvendelse påny i tilfælde af en forværring af tilstanden.

Læge <***> har, i en udtalelse modtaget i Patientklagenævnet den 8. august 1995, anført, at han udtrykkeligt spurgte til <***>s almentilstand, herunder vejrtrækningsbesvær. Han fik således op-lyst, at almentilstanden ikke var påvirket, at der ikke var vejrtrækningsbesvær, at <***> ikke var slap, samt at hun kunne spise og drikke uden problemer. Der var dog høj feber.

<***> og <***> er ikke enige i, at deres datter kunne spise og drikke uden problemer, idet de i brev af 16. august 1995 har anført, at hun kun havde fået lidt saftevand og youghurt siden den 4. august 1993.

Af vagtlægenotatet fra den 6. august 1993 fremgår, at læge <***> noterede ?mononukleose, se an?. Notatet indeholder ikke yderligere oplysninger om <***>s tilstand.

Patientklagenævnet har lagt til grund, at læge <***>s den 6. august 1993 fik oplyst, at <***> havde fået konstateret kyssesyge, og at der forelå temperaturstigning i form af høj feber.

Patientklagenævnet finder, at der alene på baggrund heraf ikke var lægelig indikation for en nærme-re undersøgelse af <***>, idet høj feber i forbindelse med mononucleose må anses for normalt forekommende ved denne sygdom.

Patientklagenævnet finder, at behovet for lægeligt tilsyn i form af et vagtlægebesøg i <***>s tilfæl-de afhang af, om der tillige forelå besværet vejrtrækning og/eller besvær med at indtage tilstrække-lig væske.

Patientklagenævnet kan oplyse, at en alvorlig komplikation ved mononukleose er vejrtrækningsbe-svær, hvor lægeligt tilsyn er påkrævet med henblik på at vurdere behovet for indlæggelse. Desuden er det på grund af den høje feber vigtigt at sikre indtagelse af væske i tilstrækkeligt omfang, hvorfor indlæggelse med henblik på tilførsel af væske gennem årerne kan være nødvendig, såfremt tilstræk-kelig væske ikke kan indtages gennem mund og svælg.

Der foreligger modstridende oplysninger fra <***> og <***> og læge <***> om, hvorvidt <***> havde besværet vejrtrækning, og hvorvidt hun kunne indtage væske uden problemer.

Der foreligger ikke yderligere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring fremfor den anden. Patientklagenævnet har ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, da telefonsam-talen den 6. august 1993 ikke findes på bånd, og da der ikke foreligger yderligere journalmateriale.

I et sådant tilfælde gælder et almindeligt retsprincip om, at tvivlen skal komme den indklagede til gode.

På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at læge <***> den 6. august 1993 fik oplyst, at <***> havde vejrtrækningsbesvær samt besvær med at indtage væske.

Patientklagenævnet finder det herefter ikke tilstrækkeligt godtgjort, at læge <***> udviste mang-lende omhu og samvittighedsfuldhed ved den telefoniske henvendelse fra <***> den 6. august 1993 angående <***>.