Tvangsmedicinering

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i * den 14. juli 1999 om tvangsbehandling af <***> på <***> Hospital.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder dog, at klagen burde have været tillagt opsættende virkning.

<***> har været kendt af psykiatrisk afdeling, <***> Hospital, siden 1990, hvor hun første gang blev indlagt i en forrykthedstilstand. Hun blev behandlet med antipsykotisk medicin med god virkning. Siden har hun været indlagt i alt fem gange. Hun har to gange modtaget dom til psykiatrisk behandling efter ildspåsættelse, senest den 21. marts 1995 og er stadig undergivet denne sanktion. <***>s psykiske tilstand har i årenes løb været meget svingende. Hun har været plaget af vrangforestillinger og hallucinationer med manilignende episoder og fik i forbindelse med mentalobservationen stillet diagnosen skizoaffektiv psykose (sindssygdom præget af såvel symptomer fra spaltnings- som fra stemningssygdom). Sygdomsbilledet ses efterhånden at have udviklet sig til en egentlig skizofreni, kendetegnet ved en vis manioform opstemthed, men samtidig med bizarre vrangforestillinger, som er ukorrigerbare.

<***> blev aktuelt indlagt den 8. november 1998 ved tvangsindlæggelse på farekriteriet, men denne blev ikke godkendt, da formalia ikke var opfyldt med hensyn til farekriteriet. I ventetiden på at få udfærdiget tvangsindlæggelsespapirer på behandlingskriteriet, besluttede <***> sig imidlertid for at lade sig frivilligt indlægge.

Ved indlæggelsen fremtrådte hun klar og orienteret, lettere usamlet, lidt hurtigt kørende og fremkom ikke umiddelbart med noget åbent sindssygeligt og benægtede selvmordstanker.

Imidlertid fremtrådte hun efterhånden præget af opstemthed, syngende og dansende i afdelingen, ind imellem vredladen og korporligt aggressiv, idet hun slog ud efter en sygeplejerske.

Under det lange indlæggelsesforløb har der været en del episoder, hvor <***> har været voldsom, og det har været nødvendigt at gribe til tvang, dels i form af fastholdelse og bæltefiksering, dels i form af beroligende medicin. Den 17. november 1998 besluttede overlæge <***>, at <***> skulle tvangsmedicineres med mikstur Cisordinol 8 mg dagligt. Hun ønskede umiddelbart at klage, men frafaldt senere klagen. Dosis øgedes efterhånden til 16 mg dagligt. Da der var utilfredsstillende effekt af denne behandling, aftrappedes denne, og den 14. april 1999 blev det aftalt med <***>, at hun blev sat i behandling med tablet Zyprexa 10 mg dagligt og stigende efterhånden til 20 mg dagligt. <***> protesterede over dette skift, men affandt sig med det. Imidlertid bedredes <***> heller ikke på denne behandling, og det viste sig, at hun igennem nogen tid havde undladt at indtage medicinen eller kun indtaget det meget sporadisk.

Den 23. juni 1999 besluttede overlæge <***>, at <***> i stedet skulle behandles med et lægemiddel, som kan gives i miksturform, subsidiært som indsprøjtning, så man kunne sikre sig, at <***> fik den ordinerede medicin. Overlægen ordinerede som tvangsbehandling mikstur Trilafon 8 mg x 2 dagligt, subsidiært indsprøjtning med 8 mg Trilafon i musklen, eventuelt stigende efter virkning og observerede bivirkninger. <***> blev orienteret om virkning og bivirkninger, og da hun angav at være bange for medicinen, observerede man hende tæt. Hun havde tidligere fået Trilafon med god effekt.

Af journalen fremgår det, at <***> modtog mikstur Trilafon 8 mg uden problemer den 23. juni 1999 og de følgende dage.

<***> klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> den 2. juli 1999.

Da hun allerede havde været i gang med behandlingen siden den 23. juni 1999, blev det besluttet ikke at give beslutningen om tvangsmedicinering opsættende virkning.

Klagen blev herefter den 13. juli 1999 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i *. Nævnet godkendte beslutningen om tvangsmedicinering med mikstur Trilafon, subsidiært indsprøjtning med Trilafon, og således at medicineringen blev justeret afhængig af effekt og bivirkninger inden for sædvanligt doseringsområde. Nævnet godkendte endvidere, at klagen ikke tillagdes opsættende virkning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at <***> var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltninger. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at <***> blev forsøgt motiveret for frivillig behandling løbende gennem indlæggelsen som startede den 8. november 1998, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at <***> tidligere havde modtaget antipsykotisk medicin med god effekt på tilstanden.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder dog, at klagen burde have været tillagt opsættende virkning.

Nævnet har lagt vægt på, at der ikke af journalen eller udtalelserne fremgår oplysninger som tyder på, at en pause i medicineringen ville forårsage væsentlig fare for <***>s liv eller helbred.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> amt, men ændrer afgørelsen for så vidt angår spørgsmålet om klagens opsættende virkning.