Tvangsfiksering i 22 timer og 50 minutter samt tvangsbehandling

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> den 18. august 1999 om tvangsbehandling og tvangsfiksering af <***> på psykiatrisk afdeling, <***> Hospital.

<***> var i august 1998 kortvarigt indlagt i psykiatrisk afdeling under diagnosen akut forrykthedstilstand, der formentlig var udløst ved brug af hash. Han blev behandlet med antipsykotisk medicin i form af Cisordinol ved en enkelt lejlighed. Virkningen af denne behandling kendes ikke.

<***> blev den 18. juli 1999 frivilligt overflyttet fra <***> i fængselssurrogat til <***> Hospital. Den 21. juli 1999 blev han frivilligt overflyttet til <***> Hospital under diagnosen sindsspaltningssygdom præget især af forrykthed (paranoid skizofreni).

Under opholdet på <***> Hospital fik <***> beroligende medicin i form af indsprøjtning med 50 mg Cisordinol Akutard.

Ved indlæggelsen på psykiatrisk afdeling, <***> Hospital, fremtrådte <***> vågen, ikke konfus, ikke medicinpåvirket, men springende i sin tankegang, psykotisk, præget af sindssygelige vrangforestillinger og magiske tanker. Den følelsesmæssige kontakt med ham blev beskrevet som dårlig. Han blev ikke vurderet som værende selvmordsfarlig.

Den 23. juli 1999 blev <***> tilbudt behandling med antipsykotisk medicin i form af tablet Risperdal 1 mg, 2 gange dagligt, stigende til 2 mg, 2 gange dagligt efter tre dage.

Under indlæggelsen var <***> periodevis fortsat meget urolig og måtte flere gange bæltefikseres. Han fremkom med utallige paranoide forestillinger om, at han var på vej til at blive præsident og var i besiddelse af store pengesummer. Han truede indimellem med vold mod personalet og udviste udadreagerende adfærd.

Natten til den 3. august 1999 var <***> i telefonisk kontakt med den <***> ambassade og sin familie samt alarmcentralen og virkede voldsomt truende. Om morgenen var han urolig og opkørt. Han truede med at ville likvidere personalet efter udskrivning, ligesom han spyttede og sparkede ud efter personalet. Man forsøgte at få ham til frivilligt at indtage beroligende medicin, men han kastede to gange medicinen mod væggen. Da han herefter fik at vide, at han ville få den beroligende medicin ved tvang, indtog han uden anvendelse af fysisk magt denne i form af mikstur Nozinan 100 mg og Serenase-dråber 5 mg.

40 minutter efter indtagelse af den beroligende medicin var <***> ikke faldet til ro. Han fremkom med talrige trusler på livet mod den faste vagt, som han slog på halsen med en lineal, ligesom han også spyttede på vagten og oversvømmede gulvet med vand. Da man flere gange uden held havde forsøgt at tale <***> til ro, blev han bæltefikseret kl. 10.40. Han var på det tidspunkt fortsat meget urolig, kastede med urin og splittede sin madras ad, hvorfor han ved tvang fik beroligende medicin i form af injektion Cisordinol Akutard 50 mg i.m., bivirkningsmedicin i form af injektion Akineton 5 mg i.m. samt beroligende medicin i form af injektion Stesolid 10 mg i.m.

Den 4. august 1999 kl. 9.30 blev <***> løsnet af bæltet efter at have været fikseret i 22 timer og 50 minutter.

<***> klagede den 5. august 1999 over tvangsfikseringen.

<***> indtog fra den 23. juli til den 3. august 1999 frivilligt den ordinerede antipsykotiske medicin og måtte i forbindelse med stærk uro flere gange have beroligende medicin. Da man imidlertid havde mistanke om, at han snød med medicinen, blev ordinationen den 3. august 1999 ændret fra tablet Risperdal til mikstur Risperdal med dosis som hidtil. Da <***> ikke ønskede at tage medicinen frivilligt, blev det den 6. august 1999 besluttet at tvangsbehandle ham med mikstur Risperdal 2 mg, 2 gange dagligt, alternativt injektion med Trilafon 6 mg dagligt.

<***> klagede den 7. august 1999 over beslutningen om tvangsmedicinering, og klagen blev tillagt opsættende virkning. Ved drøftelse i afdelingen den 12. august 1999 blev det imidlertid besluttet, at klagen ikke længere skulle have opsættende virkning, da <***> siden indlæggelsen havde fået det psykisk bedre ved behandling med beroligende medicin, og da han fortsat var psykotisk og fremkom med dødstrusler.

Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte den 18. august 1999 den foretagne tvangsfiksering fra den 3. til den 4. august 1999. Endvidere godkendte nævnet beslutningen om tvangsbehandling og fandt ikke anledning til at kritisere, at klagen ikke blev tillagt opsættende virkning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for ved fysisk magt at bæltefiksere <***> fra den 3. august 1999 kl. 10.40 til den 4. august 1999 kl. 9.30 var opfyldt, idet der var nærliggende fare for, at personalet ville lide skade på legeme eller helbred, idet <***> ifølge journalen havde været truende overfor personalet og havde sparket ud efter samt slået den faste vagt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at indgrebet opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at man havde forsøgt at tale <***> til ro, og at han havde fået beroligende medicin, uden at dette umiddelbart havde beroliget ham.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at udstrækningen af tvangsfikseringen var i overensstemmelse med kravet om mindste indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at <***> efter fikseringen igen modtog beroligende medicin, da han var meget urolig, og at han herefter faldt til ro og faldt i søvn. Nævnet finder ikke grundlag for at kritisere, at man afventede at løsne bæltet til <***> igen var vågen, så man kunne konstatere, om han faktisk var faldet til ro. Nævnet kan oplyse, at selvom en patient er rolig under søvnen, er det muligt, at en svær urotilstand fortsat kan være til stede, når patienten vågner igen.

For så vidt angår tvangsmedicineringen finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn efter en samlet vurdering, at <***> var i en sindssygelig tilstand svarende til diagnosen paranoid skizofreni, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig bedring i tilstanden ellers ville blive væsentlig forringet. Nævnet har lagt vægt på, at <***> var i en tilstand af forrykthed med springende tankegang og vrangforestillinger.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at <***> i en periode fra den 23. juli 1999 frivilligt blev behandlet med tablet Risperdal, men at man den 3. august 1999 havde mistanke om, at han snød med medicinen, idet han gik på toilettet umiddelbart efter hver medicinindtagelse, hvorfor ordinationen blev ændret fra tabletter til mikstur. Videre har nævnet lagt vægt på, at der ikke er beskrevet bivirkninger i forbindelse med behandlingen med tablet Risperdal.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen med Risperdal opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering.

Videre finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ikke anledning til at kritisere, at man den 12. august 1999 besluttede, at klagen over tvangsbehandlingen ikke længere skulle tillægges opsættende virkning. Nævnet har herved lagt vægt på, at <***> efter at have klaget den 10. august 1999 fortsat var truende i sin adfærd overfor personalet og fremkom med dødstrusler overfor en ambassade. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at <***> på tidspunktet for klagens fremsættelse havde været i behandling med Risperdal uden bivirkninger gennem knap 3 uger, hvilket havde medført en bedring i hans tilstand, selvom der fortsat var talrige psykotiske symptomer med paranoide forestillinger. Nævnet finder, at der var grundlag for at befrygte, at der kunne være risiko for, at <***> ville udsætte andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme og helbred, hvis den igangværende behandling ikke blev fortsat.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan herefter tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> den 18. august 1999 om tvangsfiksering og tvangsmedicinering af <***>.