Klage over, at det i en statusattest blev konkluderet, at en patients erhvervsevne ikke var nedsat til det ubetydelige

Praktiserende læge <****> har ikke overtrådt lægeloven ved afgivelsen af sin statusattest af 2. december 1998 om <****> .

søgte i 1993 om forhøjelse af sin førtidspension fra mellemste til højeste niveau. I forbindelse hermed udarbejdede læge en lægeattest, hvor han konkluderede, at ikke havde nogen brugelig arbejdsreserve, hvorfor anbefalede, at fik tilkendt højeste pension. På baggrund heraf fik han tilkendt mellemste pension.

I 1998 søgte på ny om forhøjelse af sin pension. I forbindelse hermed udarbejdede læge en statusattest til brug for kommunens behandling af sagen. I statusattesten af 2. december 1998 vurderede lægen, at det var svært at afgøre, om s arbejdsevne var yderligere nedsat eller ej. Den fandtes ikke nedsat til det ubetydelige.

Der er klaget over, at praktiserende læge Ove Pedersens vurdering i statusattesten vedrørende s helbred er misvisende, idet det i statusattesten angives, at kan arbejde, selv om har problemer med begge knæ, med øjnene og brækkede ribben.

Patientklagenævnet finder, at der ikke er grundlag for at kritisere den statusattest, som læge udfærdigede den 2. december 1998. Attesten blev udfærdiget på baggrund af et tilstrækkeligt materiale og lægens kendskab til . Konklusionen om, at s arbejdsevne ikke var nedsat til det ubetydelige, var i overensstemmelse med de foreliggende oplysninger.

Nævnet har lagt vægt på, at læge har oplyst, at han ikke var bekendt med forhold, som tydede på en forandring af tilstanden i forhold til 1993, og at der derfor fortsat ikke var belæg for at arbejdsevnen var nedsat til det ubetydelige. I perioden fra den helbredsundersøgelse, der blev foretaget den 12. januar 1993, og frem til statusattesten fra den 2. december 1998, har der ikke været lægekontakter på grund af de fysiske forhold, som fremførte som baggrund for ønsket om forhøjelse af pension.

Nævnet kan oplyse, at en lægens opgave ved udfærdigelse af lægeerklæringer er at udtryk for sin vurdering af patienten, således at formålet med erklæringen opfyldes, og den, som erklæringen er bestemt til, sættes i stand til selv at danne sig et skøn.