Tvangsbehandling med Olanzapin

Det Psykiatriske Ankenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen den 6. marts 2013 vedrørende beslutning om tvangsbehandling af den 28. februar 2013 på .

Sagsnummer:

133008

Offentliggørelsesdato:

16. august 2013

Speciale:

Psykiatri

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser fra Psykiatrisk Ankenævn

Det Psykiatriske Ankenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen <****> den 6. marts 2013 vedrørende beslutning om tvangsbehandling af <****> den 28. februar 2013 på <****>.

Det psykiatriske patientklagenævns afgørelse

Den 2. februar 2013 blev indlagt på . Hun var ved indlæggelsen vurderet manisk. Den 22. februar 2013  blev der ordineret stigning i Zyprexa til 20 mg, og den 25. februar 2013 blev det besluttet, at hun skulle motiveres for behandling med Zyprexa 10 mg stigende til 20 mg.

Den 28. februar 2013 traf overlægen beslutning om tvangsbehandling med tablet Olanzapin 10 mg én gange dagligt p.o, alternativt injektion Olanzapin 10 mg én gang dagligt i.m.

klagede over beslutningen om tvangsbehandling til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

 

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen godkendte ved afgørelse af 6. marts 2013 beslutningen om tvangsbehandling af .

Det psykiatriske ankenævns begrundelse

Ankenævnet har, med mindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Ankenævnet finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand præget af at være usamlet, opkørt, vredladen og med vrangforestillinger om familien.

Ankenævnet kan oplyse, at det fremgår af § 12, stk. 5, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, at patienten, forud for overlægens beslutning om tvangsbehandling, skal have en passende betænkningstid, hvor patienten får lejlighed til at overveje sit eventuelle samtykke til behandlingen. Betænkningstiden skal have en passende varighed, dog højst tre dage.

Ankenævnet kan oplyse, at det fremgår af § 3 i bekendtgørelse om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger, at formålet med motivationsperioden er, at patienten skal have en passende betænkningstid, hvor patienten får lejlighed til at overveje sit eventuelle samtykke til behandlingen.

Ankenævnet kan hertil oplyse, at patienten forud for overlægens beslutning om tvangsbehandling så vidt muligt skal have haft mulighed for at drøfte spørgsmålet med sin patientrådgiver.

Ankenævnet kan yderligere oplyse, at det fremgår af bemærkningerne til lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, at patienten i betænkningstiden dagligt skal tilbydes medicin til frivillig indtagelse, og at den forsøgte motivation skal journalføres.

Det er på denne baggrund ankenævnets opfattelse, at en patient har krav på højst tre dages betænkningstid, inden der træffes beslutning om tvangsbehandling. Dette forhindrer ikke overlægen i at give patienten en længere betænkningstid.

Ankenævnet finder imidlertid, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Det er ankenævnets opfattelse, at en patient skal tilbydes en konkret behandling. Tvangsbehandling skal som udgangspunkt iværksættes med det præparat og den dosis, som der er motiveret for, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde andet.

Det er ankenævnets opfattelse, at der skal motiveres konkret for det dosisinterval, der efterfølgende træffes beslutning om. Det skal fremgå af journalen, at der er motiveret for hele dosisintervallet.

havde fået tilbudt behandling med Olanzapin 10 mg stigende til max 20 mg i perioden fra den 25. til og med den 28. februar 2013, inden der blev truffet beslutning om tvangsbehandling den 28. februar 2013. Beslutningen om tvangsbehandling vedrørte imidlertid Olanzapin 10 mg.

Ankenævnet finder herefter ikke, at der er truffet beslutning om iværksættelse af tvangsbehandling med den dosis, der er motiveret for.

Det er ankenævnets opfattelse, at burde have haft en passende kort betænkningstid i forhold til, om hun ønskede at modtage behandlingen frivilligt, når der var tale om behandling med Olanzapin 10 mg i stedet for Olanzapin 10 til 20 mg.

Det er således ankenævnets opfattelse, at der ikke er gjort, hvad der er muligt for at opnå ´s frivillige medvirken, idet det ikke kan afvises, at hun ville have modtaget behandlingen frivilligt, såfremt der alene var forsøgt motiveret for den lavere dosis på 10 mg.

Ankenævnet ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen , således at ankenævnet ikke kan godkende den beslutning om tvangsbehandling, der blev truffet den 28. februar 2013.