Fastholdelse og flytning til andet opholdssted vurderet som fysisk magt

Det Psykiatriske Ankenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen den 30. april 2014 om anvendelse af fysisk magt overfor <****> den 6. april 2014 på <****>, Region <****>.

Det psykiatriske patientkllagenævns afgørelse

Den 6. april 2014 blev der truffet beslutning om at anvende fysisk magt overfor .

klagede over beslutningen om anvendelse af fysisk magt den 23. april 2014 til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen godkendte ved afgørelse af 30. april 2014 beslutningen om anvendelse af fysisk magt overfor .

Det psykiatriske ankenævns begrundelse

Ankenævnet har med mindre andet er anført lagt vægt på oplysningerne i journalen.

har i lægeerklæring af 10. april 2014 anført, at man har tolket klage over fysisk magtanvendelse og tvangstilbageførelse, som en klage over akut beroligende middel med magt samt fastholden i denne forbindelse.

har videre ved telefonisk samtale den 9. oktober 2014 oplyst, at der ikke findes andre tvangsprotokol skema 3 end den som ankenævnet har modtaget. På skemaet er der kun registreret beroligende middel med tvang den 6. april 2014.

Ankenævnet kan oplyse, at det fremgår af § 17, stk. 1, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, at en person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, kan fastholdes og om fornødent med magt føres til et andet opholdssted på sygehuset, såfremt betingelserne i § 14, stk. 2, vedrørende tvangsfiksering er opfyldt. Det er ved formuleringen af betingelserne i § 14, stk. 2, forudsat, at krænkelser af mindre grov eller umiddelbar karakter ville kunne afværges ved anvendelse af mindre indgribende midler end tvangsfiksering. Spørgsmålet om, hvilket middel der skal anvendes i det enkelte tilfælde, skal afgøres under iagttagelse af mindste middels princip, jf. lovens § 4.

Ankenævnet kan videre oplyse, at fysisk magtanvendelse efter lov om anvendelse af tvang i psykiatrien § 17, stk. 1, jf. § 14, stk. 2, kun må anvendes i det omfang, det er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred, forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

Det er ankenævnets vurdering, at der er tale om forhold omfattet af § 17, stk. 1 i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, og vil vurdere sagen ud fra denne bestemmelse.

Den 6. april 2014 kl. 12.35 blev det noteret, at gennem den seneste time havde stået ude i badet, og havde haft psykotisk adfærd, hvor hun havde taget bad og haft tøj og møbler med ud i badet. var søgt korrigeret i sin adfærd af personalet, hvorefter hun blev vred og råbte efter personalet. Hun blev tilbudt beroligende medicin, som hun ikke ønskede at tage imod. Da fortsatte med at stå i badet, forsøgte et personalemedlem at tage nogle af tingene ud af badeværelset, hvorefter slog ud efter personalemedlemmet. Der kom et ydereligere personalemedlem til, og det blev aftalt imellem dem, at skulle tilbydes sin pn medicin. Afdelingen ville opbevare hendes ting for at begrænse mængden af stimuli.

stod fortsat i badet, da personalemedlemmer kom ind i på værelset, og hun var fortsat højlydt råbende. Der var vand over hele badeværelset og store dele af værelsesgulvet. kom ud af badeværelset, men gik derind igen, idet hun ville have et håndklæde. Hun fandt et håndklæde, og åbnede herefter døren med stor kraft, og fremstod vred, irritabel, udskældende og truende. Personalemedlemmerne fastholdt hende og førte hende over til sengen, hvor hun fortsat blev fastholdt. Et personalemedlem oplyste , at hun fremstod farlig og truende, og var i en akut opkørt situation. Hun blev tilbudt beroligende medicin, som hun afviste.

Ankenævnet finder, at betingelserne for at fastholde var opfyldt, idet der var nærliggende fare for, at hun selv ville lide skade på legeme eller helbred eller øve hærværk af ikke ubetydeligt omfang. Nævnet har herved lagt vægt på, at fremstod vred, irritabel, udskældende og truende i sin adfærd, i en sådan grad, at der blev tilkaldt ekstra personale til hjælp.

Ankenævnet finder videre, at betingelserne for at fastholde efter overførslen til hendes seng var opfyldt, idet der var nærliggende fare for, at hun selv ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har lagt vægt på, at fremstod vred, udskældende og hun blev opfattet som farlig og truende i sin akutte, opkørte tilstand. 

Ankenævnet finder endvidere, at fastholdelsen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at det ikke var muligt at afværge faren for helbred uden at anvende fysisk magt, idet personalet forinden forgæves havde forsøgt at berolige hende, dels ved skærmning og dels ved at tilbyde hende beroligende medicin før man anvendte fysisk magt.

Ankenævnet skal bemærke, at det fremgår af klagen, at angav at have fået en skulderskade.

Det er ankenævnets opfattelse, at det ikke fremgår af sagens oplysninger, at der skulle have været anvendt unødigt magt i forbindelse med fastholdelsen.

Ankenævnet skal hertil oplyse, at anvendelse af fysisk magt skal tilføjes tvangsprotokollen særskilt og er ikke indeholdt i en tvangsprotokol vedrørende beroligende middel med magt, når der ikke alene er tale om fastholdelse ved indgivelse af det beroligende middel med magt.

Ankenævnet skal derfor bemærke, at anvendelsen af fysisk magt overfor i forbindelse med fastholdelse og flytning til et andet opholdssted burde have været tilført en separat tvangsprotokol.

Ankenævnet tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen den 30. april 2014.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse nr. 1729 af 2. december 2010 af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

§ 4, stk. 1: Tvang må ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten have en passende betænkningstid.

Stk. 2: Anvendelsen af tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået herved. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes.

Stk. 3: Tvang skal udøves så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

Stk. 4: Tvang må ikke anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.

§ 14. Som midler til tvangsfiksering må alene anvendes bælte, hånd- og fodremme samt handsker.

Stk. 2. Tvangsfiksering må kun anvendes, i det omfang det er nødvendigt for at afværge, at en patient:

1) udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred,

2) forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller

3) øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

§ 17.En person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, kan fastholdes og om fornødent med magt føres til et andet opholdssted på sygehuset, såfremt betingelserne i § 14, stk. 2, er opfyldt. Over for personer, der er frihedsberøvet efter reglerne i kapitel 3, kan der anvendes den magt, der er nødvendig for at sikre deres fortsatte tilstedeværelse på afdelingen.

Stk. 2. Er det af afgørende betydning for bedring af en meget urolig patients tilstand, kan lægen bestemme, at patienten om fornødent med magt skal have et beroligende middel.