Beslutning om behandling og observation af patient efter trombolysebehandling

Det Psykiatriske Ankenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen den 2. september 2013 vedrørende beslutning om tvangsbehandling af legemlig lidelse af <****> den 13. august 2013 på <****>, <****> Region <****>.

Det psykiatriske patientklagenævns afgørelse

Den 13. august 2013 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling af i form af undersøgelse, observation og behandling i relation til trombolyse.

klagede over beslutningen om tvangsbehandling af legemlig lidelse til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen. Klagen blev ikke tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen godkendte ved afgørelse af 2. september 2013 beslutningen om tvangsbehandling af legemlig lidelse af .

Det psykiatriske ankenævns begrundelse

Ankenævnet har med mindre andet er anført lagt vægt på oplysningerne i journalen.

blev den 13. august 2014 indlagt i en alkoholpåvirket tilstand med en promille på 1,9. Han havde forud for indlæggelsen udviklet manglende kraft og nedsat følesans i 4. og 5. finger på højre hånd. Man konstaterede kort efter indlæggelsen, at årsagen til den nedsatte kraft i fingrene var en blodprop i hjernen og tilbød ham trombolysebehandling (behandling, der opløser blodprop og som samtidig indebærer risiko for efterfølgende blødning), hvilket han accepterede. Umiddelbart efter denne behandling insisterede på at blive udskrevet og påbegyndte selv afmontering af det apparatur, der skulle overvåge ham, ligesom han fjernede venflon. Man forsøgte at forklare ham, at det var absolut nødvendigt, at han forblev indlagt.

blev herefter tvangsindlagt på , men var udstationeret på afdeling , Sygehus . Samme dag blev der ordineret behandling i form af undersøgelse, observation og behandling i relation til trombolyse.

Ankenævnet kan oplyse, at det fremgår af § 13 i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, at en person, som opfylder betingelserne for frihedsberøvelse og som modsætter sig behandling af en legemlig lidelse, kan undergives tvangsbehandling af denne lidelse, såfremt lidelsen udsætter patientens liv eller helbred for væsentlig fare. Ankenævnet kan videre oplyse, at det fremgår af psykiatrilovens § 5, at tvangsindlæggelse, jf. §§ 6-9, eller tvangstilbageholdelse, jf. § 10, må kun finde sted, såfremt patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og det vil være uansvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling, fordi: 1) udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet eller 2) den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.

Ankenævnet finder efter en samlet vurdering, at på tidspunktet for beslutningen om tvangsbehandling med undersøgelse, observation og behandling i relation til trombolyse den 13. august 2013 var sindssyg eller i en tilstand, der ganske var at ligestille hermed,  og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand præget af beruselse med en promille på 1,9 samt manglende realitetssans. Han var agiteret, vredladen, diskuterende og uden nogen form for indsigt i den fare, han potentielt befandt sig i, selvom han var uddannet læge.

Ankenævnet finder endvidere, at befandt sig i en tilstand, som udsatte hans liv og helbred for væsentlig fare, idet såfremt man havde undladt at observere ham og havde udskrevet ham, ville være risiko for blødning på grund af trombolyse behandlingen. En sådan blødning kunne i værste fald være fatal udenfor hospitalsregi.

Ankenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Sundhedsstyrelsens retningslinjer, at man skal overvåge patienter, der har gennemgået denne behandling i mindst 24 timer på grund af den øgede risiko for blødning. Såfremt man havde undladt at observere ham og havde udskrevet ham, havde han frembudt nærliggende og væsentlig fare for sig selv, idet der var risiko for blødning på grund af trombolyse behandlingen. En sådan blødning kunne i værste fald være fatal.

Ankenævnet finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet man forinden havde forsøgt at motivere til at forblive indlagt med henblik på observation.

Ankenævnet kan oplyse, at det af § 32, stk. 3, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien fremgår, at en klage over beslutning om tvangsbehandling har opsættende virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare eller for at afværge, at patienten udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

Ankenævnet kan tiltræde, at s klage ikke blev tillagt opsættende virkning, idet omgående gennemførelse af behandlingen var nødvendig for ikke at udsætte hans liv og helbred for væsentlig fare. Nævnet har herved lagt vægt på, at havde et uopsætteligt og livsvigtigt behandlings- og observationsbehov efter umiddelbart forinden at være blevet indlagt med en blodprop i hjernen og have modtaget trombolysebehandling.

Ankenævnet finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede behandlingsformer. Nævnet har herved lagt vægt på, at undersøgelse, observation og behandling i relation til trombolyse er almindeligt anvendt og velafprøvet i forbindelse med behandling for blodprop i hjernen.

Det Psykiatriske Ankenævn skal bemærke, at det ikke fremgår af hverken tvangsprotokol eller af journalen, at en overlæge i psykiatri traf beslutning om tvangsbehandling af den 13. august 2013.

Ankenævnet kan oplyse, at det fremgår af § 13, stk. 2 i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, at beslutning om tvangsbehandling som nævnt i stk. 1 træffes af vedkommende psykiatriske overlæge og overlægen på den pågældende somatiske afdeling i fællesskab. Behandling kan om fornødent ske på somatisk afdeling.

Det fremgår alene af tvangsprotokollen, der er signeret af en 1. reservelæge, at en overlæge havde godkendt tvangsbeslutningen den 14. august 2013, uden angivelse af navn.

Det Psykiatriske Ankenævn har på baggrund heraf lagt til grund, at en overlæge godkendte beslutningen om at iværksætte tvangsbehandling dagen efter den 14. august 2013.

Ankenævnet skal videre oplyse, at det fremgår af § 4 i bekendtgørelse om blandt andet tvangsprotokoller, at der ved tvangsbehandling i tvangsprotokollen skal ske tilførsel af blandt andet navnet på den ordinerende overlæge, samt navnet på den tilstedeværende læge. 

Det fremgår endvidere af § 15 i bekendtgørelsen, at tilførsler i tvangsprotokollen er journalpligtige, og at der ved udfærdigelse af tvangsprotokoller i journalen skal henvises til, at der er indført notat i tvangsprotokollen.

Ankenævnet skal herefter præcisere, at godkendelse ved en overlæge skal fremgå direkte af journalen, og at overlægens navn skal fremgå af tvangsprotokollen.

Ankenævnet tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse nr. 1729 af 2. december 2010 af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

§ 4, stk. 1: Tvang må ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten have en passende betænkningstid.

Stk. 2: Anvendelsen af tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået herved. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes.

Stk. 3: Tvang skal udøves så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

Stk. 4: Tvang må ikke anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.

5: Tvangsindlæggelse, jf. §§ 6-9, eller tvangstilbageholdelse, jf. § 10, må kun finde sted, såfremt patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling, fordi:

1) udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet eller

2) den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.

§ 6.Søger en person, der må antages at være sindssyg, ikke selv fornøden behandling, har de nærmeste pligt til at tilkalde en læge. Hvis de nærmeste ikke tilkalder en læge, påhviler det politiet at gøre dette.

Stk. 2. På grundlag af sin undersøgelse og de modtagne oplysninger skønner lægen, om indlæggelse på psykiatrisk afdeling er nødvendig. Modsætter patienten sig sådan indlæggelse, afgør lægen, om tvangsindlæggelse er påkrævet.

Stk. 3. Tvangsindlæggelse skal ske, når betingelserne i § 5 er opfyldt. Lægen udfærdiger en erklæring herom, jf. § 7, stk. 2.

§ 9.Sker tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 2, skal patienten straks modtages. Sker tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 1, skal patienten modtages snarest muligt inden for den frist på 7 dage, som er nævnt i § 7, stk. 3.

Stk. 2. Overlægen træffer afgørelse om, hvorvidt betingelserne for indlæggelse er opfyldt.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden ved gennemførelse af tvangsindlæggelser, herunder om politiets medvirken hertil.

§ 12, stk. 1. Tvangsbehandling må kun anvendes over for personer, der opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, jf. § 10.

Stk. 2. Ved tvangsmedicinering skal der anvendes afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Stk. 3. Tvangsbehandling med elektrostimulation må kun iværksættes, hvis patienten opfylder betingelserne i stk. 1 og befinder sig i en aktuel eller potentiel livstruende tilstand.

Stk. 4. Afgørelse om tvangsbehandling træffes af overlægen. Denne træffer samtidig bestemmelse om, i hvilket omfang der om fornødent kan anvendes magt til behandlingens gennemførelse.

Stk. 5. Forud for overlægens afgørelse efter stk. 4, om tvangsbehandling skal patienten have en passende betænkningstid,

hvor patienten får lejlighed til at overveje sit eventuelle samtykke til behandlingen. Betænkningstiden skal have en passende varighed, dog højst 3 dage.

Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tvangsbehandling efter denne bestemmelse.

§ 13. En person, som opfylder betingelserne for frihedsberøvelse, jf. § 5, og som modsætter sig behandling af en legemlig lidelse, kan undergives tvangsbehandling af denne lidelse, såfremt lidelsen udsætter patientens liv eller helbred for væsentlig fare. Er patienten ikke indlagt på en psykiatrisk afdeling, er det endvidere en betingelse for tvangsbehandling efter denne bestemmelse, at der forinden er udfærdiget erklæring om tvangsindlæggelse, jf. § 6, stk. 3, og at overlægen på vedkommende psykiatriske afdeling har truffet afgørelse om, at betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt, jf. § 9, stk. 2.

Stk. 2. Beslutning om tvangsbehandling som nævnt i stk. 1 træffes af vedkommende psykiatriske overlæge og overlægen på den pågældende somatiske afdeling i fællesskab. Behandling kan om fornødent ske på somatisk afdeling.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tvangsbehandling efter denne bestemmelse.

§ 32. Ved enhver anvendelse af tvang skal patienten vejledes om adgangen til at påklage indgrebet.

Stk. 2. Klage over beslutning om anvendelse af tvang har ikke opsættende virkning.

Stk. 3. Klage over beslutning om tvangsbehandling, jf. kapitel 4, har dog opsættende virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare eller for at afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred. Klage over beslutning om tvungen opfølgning efter § 13 d, stk. 1, har ligeledes opsættende virkning.