Inhabilitet ved 1. instans medførte hjemvisning

Det Psykiatriske Ankenævn hjemviser den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen den 17. december 2013 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 10. december 2013 på Sygehus <****>, <****>, <****>Region<****>.

Det psykiatriske patientklagenævns afgørelse

Den 10. december 2013 traf overlægen beslutning om tvangsbehandling af .

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen. Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen godkendte ved afgørelse af 17. december 2013 beslutningen om tvangsmedicinering af .

klagede efterfølgende over, at det ene medlem af Det Psykiatriske Patientklagenævn var inhabil, da han var ansat på sygehus , , Region , hvor tvangsbeslutningen blev truffet.

Det Psykiatriske Patientklagenævn vurderede ved afgørelse af 12. marts 2014, at det pågældende nævnsmedlem ikke havde været inhabil ved sagens behandling og afgørelse af 17. december 2013.

Det psykiatriske ankenævns begrundelse

Begrundelse for afgørelse af spørgsmålet om inhabilitet

Det fremgår af afgørelsen fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen, at godkendelsen af afgørelsen af 17. december 2013 skete ved deltagelse af en formand, et lægeligt medlem samt et medlem af foreningen SIND.

ankede afgørelsen af 17. december 2013 til Det Psykiatriske Ankenævn. Han klagede blandt andet over, at det lægelige nævnsmedlem, der godkendte afgørelsen af 17. december 2013, var ansat af den overlæge, der traf beslutning om tvangsbehandling af den 10. december 2013, hvorfor nævnsmedlemmet var inhabil.

Det Psykiatriske Ankenævn videresendte klagen til det Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen med henblik på en vurdering af habilitetsspørgsmålet.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen tog stilling til habilitetsspørgsmålet den 12. marts 2014 uden tilstedeværelse af det lægelige medlem og vurderede, at nævnsmedlemmet ikke var inhabil ved afgørelsen af 17. december 2013.

Ankenævnet kan oplyse, at det fremgår af § 3, stk. 1, nr. 5, i forvaltningsloven, at den, der virker inden for den offentlige forvaltning er inhabil, hvis ”der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed”.

Det fremgår videre § 3, stk. 2, i forvaltningsloven, at der ikke foreligger inhabilitet, hvis der som følge af interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller den pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn.

Det fremgår af den kommenterede forvaltningslov (Fenger 2013 1. udgave s. 153), at habilitetsreglerne forfølger et dobbelt formål: ”…dels at undgå en reel risiko for, at afgørelsen i den konkrete sag påvirkes af uvedkommende hensyn, dels undgå, at der hos parterne eller omverdenen opstår mistillid til upartiskheden hos de offentligt ansatte, der skal medvirke i sagen”.

Det fremgår af det lægelige nævnsmedlems udtalelse til sagen, at han ansøgte om en introduktionsstilling på sygehus , , den 8. november 2013. Han var til samtale om stillingen den 20. november 2013. Den 21. november 2013 fik han en telefonisk tilkendegivelse fra den ledende overlæge på afdelingen om, at afdelingen ville tilbyde ham ansættelse. Hans ansættelsesbrev blev sendt den 19. december 2013.

Det er ankenævnets opfattelse, at der er en formodning for, at der for det pågældende lægelige nævnsmedlem, forud for afholdelsen af nævnsmødet og for afgørelsen, er opstået en særlig loyalitetsfølelse overfor hans kommende arbejdsplads og dermed hans kommende overordnede. Selvom en sådan loyalitetsfølelse ikke skulle være opstået, er det ankenævnets opfattelse, at tilknytningsforholdet til afdelingen er egnet til at skabe tvivl om nævnsmedlemmets upartiskhed i forhold til afgørelsen om beslutning af tvangsbehandling truffet på denne afdeling. 

Det er således ankenævnets vurdering, at der grundet den opståede tilknytning til den afdeling, hvor beslutningen om tvangsbehandling var truffet, var fare for, at afgørelsen i sagen ville kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn.

Det er endvidere ankenævnets opfattelse, at der ved afgørelser om iværksættelse af foranstaltninger imod en patients ønske, som der er tale om ved tvangsbehandling, er tale om en meget indgribende indskrænkelse af vedkommendes autonomi, hvorfor der særligt ikke må opstå tvivl om inhabilitet i sådanne sager.

Ankenævnet finder herefter, at det lægelige nævnsmedlem, der deltog ved sagens afgørelse i Det Psykiatriske Patientklagenævn, var inhabil på tidspunktet for afgørelse af sagen.

Begrundelse for vurdering af virkningen af inhabilitet

Ankenævnet kan oplyse, at det fremgår af den kommenterede forvaltningslov side 238, at speciel inhabilitet som udgangspunkt medfører, at den trufne afgørelse bliver ugyldig. Det fremgår videre af side 239, at der ved kollegiale organer, hvis den inhabiles stemme ikke var udslagsgivende, kan være grund til at anlægge en konkret væsentlighedsvurdering. Udover dette må det yderligere være en forudsætning for at kunne fravige hovedreglen om, at inhabilitet medfører ugyldighed, at der kan skabes rimelig sikkerhed for, at det inhabile medlem heller ikke har udøvet en afgørende påvirkning i forbindelse med den forudgående drøftelse i det pågældende organ.

Det fremgår af afgørelsen fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen, at denne blev truffet enstemmigt.

Det er ankenævnets vurdering, at der ikke kan fastslås en sådan rimelig sikkerhed for, at der ikke var udøvet en afgørende påvirkning under Det Psykiatriske Patientklagenævns nævnsmøde, da nævnsmedlemmerne var bekendt med den forestående ansættelse af det lægelige medlem på den afdeling, hvor beslutningen om tvangsbehandling var truffet.

Ankenævnet har videre lagt vægt på, at der ikke ved Det Psykiatriske Patientklagenævn anvendes lægelig bistand til vurdering af sagerne, udover at der ved mødet deltager et lægeligt medlem, der er beskikket efter udtalelse fra Lægeforeningen.

Det er på denne baggrund ankenævnets vurdering, at inhabiliteten var så væsentlig, at denne medfører ugyldighed af den afgørelse, som blev truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen den 17. december 2013 om tvangsbehandling af . 

Det er videre ankenævnets vurdering, at det ikke er muligt for ankenævnet at reparere afgørelsen.

Ankenævnet har lagt vægt på, at der er tale om en for indgribende afgørelse, der medførte mulighed for umiddelbar iværksættelse af tvangsbehandling efter at afgørelsen var kommet til hans kendskab.

Ankenævnet har videre lagt vægt på, at det reelt ville fratage ham muligheden for en to-instansbehandling, hvis ankenævnet traf en materiel afgørelse på det foreliggende grundlag.

Konklusion

Ankenævnet hjemviser på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen til fornyet behandling.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse nr. 1729 af 2. december 2010 af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

§ 4, stk. 1: Tvang må ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten have en passende betænkningstid.

Stk. 2: Anvendelsen af tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået herved. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes.

Stk. 3: Tvang skal udøves så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

Stk. 4: Tvang må ikke anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.

5: Tvangsindlæggelse, jf. §§ 6-9, eller tvangstilbageholdelse, jf. § 10, må kun finde sted, såfremt patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling, fordi:

1) udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet eller

2) den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.

§ 10, stk. 1: Tvangstilbageholdelse af en person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, skal ske, hvis overlægen finder, at betingelserne i § 5 er opfyldt.

Stk. 2. Overførelse af en patient, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, til lukket psykiatrisk afdeling behandles efter reglerne om tvangstilbageholdelse, såfremt patienten modsætter sig overførelsen.

Stk. 3. Fremsættes anmodning om udskrivning, skal overlægen snarest muligt og senest inden 24 timer meddele patienten, om denne kan udskrives, eller om tvangstilbageholdelse skal ske. Fremsættes anmodning om udskrivning inden for det første døgn efter, at tvangsindlæggelse har fundet sted, skal overlægens beslutning meddeles senest inden 48 timer regnet fra tvangsindlæggelsen. Er begæringen fremsat af patientrådgiveren, jf. §§ 24-29, underrettes tillige denne.

§ 12, stk. 1. Tvangsbehandling må kun anvendes over for personer, der opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, jf. § 10.

Stk. 2. Ved tvangsmedicinering skal der anvendes afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Stk. 3. Tvangsbehandling med elektrostimulation må kun iværksættes, hvis patienten opfylder betingelserne i stk. 1 og befinder sig i en aktuel eller potentiel livstruende tilstand.

Stk. 4. Afgørelse om tvangsbehandling træffes af overlægen. Denne træffer samtidig bestemmelse om, i hvilket omfang der om fornødent kan anvendes magt til behandlingens gennemførelse.

Stk. 5. Forud for overlægens afgørelse efter stk. 4, om tvangsbehandling skal patienten have en passende betænkningstid,

hvor patienten får lejlighed til at overveje sit eventuelle samtykke til behandlingen. Betænkningstiden skal have en passende varighed, dog højst 3 dage.

Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tvangsbehandling efter denne bestemmelse.

Bekendtgørelse nr. 1339 af 2. december 2010 om forretningsorden for de psykiatriske patientklagenævn

§ 14. Det psykiatriske patientklagenævns afgørelser kan gå ud på, at tvangsindgrebet godkendes, eller at indgrebet findes at være foretaget med urette.

Stk. 2. Ved klage over beslutning om tvangsbehandling kan nævnet godkende eller tilsidesætte beslutningen. Dette gælder også, hvis klagen angår det præparat eller den dosering, der er angivet i beslutningen. Det psykiatriske patientklagenævn kan således ikke anvise et andet præparat eller dosering.

Stk. 3. Er klagen tillige rettet mod den eller de sundhedsperson(er), der har deltaget i den påklagede tvangsudøvelse, tager det psykiatriske patientklagenævn stilling til, om der i den anledning er grundlag for at udtale kritik over for de(n) pågældende.

Bekendtgørelse nr. 988 af 9. oktober 2013 af forvaltningsloven

Inhabilitet

§ 3. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis

1) vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,

2) vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn eller andre nærstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,

3) vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab, en forening eller en anden privat juridisk person, der har en særlig interesse i sagens udfald,

4) sagen vedrører klage over eller udøvelse af kontrol- eller tilsynsvirksomhed over for en anden offentlig myndighed, og vedkommende tidligere hos denne myndighed har medvirket ved den afgørelse eller ved gennemførelsen af de foranstaltninger, sagen angår, eller

5) der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.

Stk. 2. Inhabilitet foreligger dog ikke, hvis der som følge af interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller den pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn.

Stk. 3. Den, der er inhabil i forhold til en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af den pågældende sag.

§ 4. Bestemmelserne i § 3 gælder ikke, hvis det ville være umuligt eller forbundet med væsentlige vanskeligheder eller betænkelighed at lade en anden træde i den pågældendes sted under sagens behandling.

Stk. 2. For medlemmer af en kollegial forvaltningsmyndighed gælder bestemmelserne i § 3, selv om en stedfortræder ikke kan indkaldes. Bestemmelsen gælder dog ikke, hvis myndigheden ville miste sin beslutningsdygtighed eller det af hensyn til myndighedens sammensætning ville give anledning til væsentlig betænkelighed, dersom medlemmet ikke kunne deltage i sagens behandling, og behandlingen ikke kan udsættes uden væsentlig skade for offentlige eller private interesser.

Stk. 3. Ved kollegiale forvaltningsmyndigheders valg af medlemmer til hverv kan et medlem uanset bestemmelserne i § 3 deltage, selv om medlemmet er bragt i forslag. Bestemmelserne i § 3 gælder ikke for regionsråds eller kommunalbestyrelsers beslutninger om vederlag m.v. til medlemmer.

§ 5. Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren for bestemte områder fastsætte regler, der fastlægger den nærmere rækkevidde af bestemmelserne i §§ 3 og 4.

§ 6. Den, der er bekendt med, at der for den pågældendes vedkommende foreligger forhold, som er nævnt i § 3, stk. 1, skal snarest underrette sin foresatte inden for myndigheden herom, medmindre det er åbenbart, at forholdet er uden betydning. For så vidt angår medlemmer af en kollegial forvaltningsmyndighed gives underretningen til myndigheden.

Stk. 2. Spørgsmålet om, hvorvidt en person er inhabil, afgøres af den i stk. 1 nævnte myndighed.

Stk. 3. Vedkommende må ikke selv deltage i behandlingen og afgørelsen af spørgsmålet om inhabilitet, jfr. dog § 4, stk. 1 og 2. Dette gælder dog ikke på områder, hvor andet er fastsat i henhold til lov.