Tvangsbehandling ikke truffet efter psykiatrilovens § 12, uanset at der ikke var en tvangsprotokol for tvungen opfølgning

Det Psykiatriske Ankenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen den 18. juli 2014 vedrørende beslutning om tvangsbehandling af <****> den 4. juli 2014 på afdeling <****>, sygehus <****>, <****>Region<****>.

Det psykiatriske patientklagenævns afgørelse

Den 26. maj 2014 blev indlagt på afdeling , Sygehus . var ved indlæggelsen vurderet psykotisk.

Den 1. juli 2014 blev der ordineret injektion Trilafon Dekanoat 162.3 mg hver 14. dag.

Den 4. juli 2014 traf overlægen beslutning om tvangsbehandling med injektion Trilafon Dekanoat 162.3 mg hvor 14. dag.

klagede over beslutningen om tvangsbehandling til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen. Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen godkendte ved afgørelse af 18. juli 2014 beslutningen om tvangsbehandling af .

Det psykiatriske ankenævns begrundelse

Ankenævnet har, med mindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Ankenævnet kan oplyse, at det fremgår af § 12, stk. 1, i psykiatriloven, at tvangsbehandling kun må anvendes over for personer, der opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, jf. § 10. Der kan således kun ske tvangsbehandling efter § 12 i forhold til indlagte patienter.

Ankenævnet har bemærket, at der foreligger en tvangsprotokol, skema 2, for tvangsbehandling med dato for beslutning den 4. juli 2014 vedrørende injektion Trilafon Dekanoat. Der foreligger ikke en tvangsprotokol skema 2a, for beslutningen om tvungen opfølgning.

Det fremgår af journalen, at der den 4. juli 2014 blev truffet beslutning om tvungen opfølgning og i denne sammenhæng beslutning om tvangsbehandling af med depotbehandling.

Afdeling , sygehus , har i sin udtalelse af 14. oktober 2014 anført, at der blev truffet blev truffet beslutning om tvungen opfølgning og tvangsbehandling med Trilafon Dekanoat den 4. juli 2014, og idet patienten klagede herover til Det Psykiatriske Patientklagenævn, afventede afdelingen svar fra nævnet.

Afdeling har videre anført, at idet Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte afdelingens beslutning om tvungen opfølgning og tvangsbehandling, iværksatte afdelingen begge dele den 22. juli 2014, og blev udskrevet samme dag.

På denne baggrund er det ankenævnets opfattelse, at den beslutning, der blev truffet den 4. juli 2014 om behandling af med injektion Trilafon Dekanoat 162.3 mg hver 14. dag ikke var en beslutning om tvangsbehandling i henhold til psykiatrilovens § 12, men en beslutning om tvangsbehandling som led i den samtidige beslutning om tvungen opfølgning.

Det forhold, at der er udfyldt en særskilt protokol for tvangsbehandling medfører efter ankenævnets opfattelse ikke i sig selv, at beslutningen skal behandles som en beslutning om tvangsbehandling i henhold til psykiatrilovens § 12.

Ankenævnet kan videre oplyse, at det fremgår af § 38, stk. 1, i psykiatriloven, at afgørelser fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen om tvangsbehandling, anvendelse af fysisk magt, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, samt aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk Afdeling, Region Sjælland, kan påklages til Det Psykiatriske Ankenævn.

Det Psykiatriske Ankenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen den 18. juli 2014 vedrørende beslutning om tvangsbehandling.

Ankenævnet har ikke taget stilling til de materielle betingelser for tvangsindgrebet, idet ankenævnet ikke finder, at dette er omfattet af ankenævnets kompetence.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse nr. 1729 af 2. december 2010 af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

§ 4, stk. 1: Tvang må ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten have en passende betænkningstid.

Stk. 2: Anvendelsen af tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået herved. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes.

Stk. 3: Tvang skal udøves så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

Stk. 4: Tvang må ikke anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.

§ 12, stk. 1. Tvangsbehandling må kun anvendes over for personer, der opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, jf. § 10.

Stk. 2. Ved tvangsmedicinering skal der anvendes afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Stk. 3. Tvangsbehandling med elektrostimulation må kun iværksættes, hvis patienten opfylder betingelserne i stk. 1 og befinder sig i en aktuel eller potentiel livstruende tilstand.

Stk. 4. Afgørelse om tvangsbehandling træffes af overlægen. Denne træffer samtidig bestemmelse om, i hvilket omfang der om fornødent kan anvendes magt til behandlingens gennemførelse.

Stk. 5. Forud for overlægens afgørelse efter stk. 4, om tvangsbehandling skal patienten have en passende betænkningstid,

hvor patienten får lejlighed til at overveje sit eventuelle samtykke til behandlingen. Betænkningstiden skal have en passende varighed, dog højst 3 dage.

Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tvangsbehandling efter denne bestemmelse.

Bekendtgørelse nr. 1338 af 2. december 2010 om anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger

§ 5: Depotpræparater bør i videst muligt omfang undgås og må ikke være begyndelsesbehandling ved tvangsmedicinering af patienter, hvis reaktion på behandlingen man ikke kender.