Tvangsanvendelse udenfor psykiatriloven og accessoriske tvangsindgreb

Det Psykiatriske Ankenævn ophæver den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen den 19. januar 2017 om anvendelse af fysisk magt overfor den 22. december 2016 på Sygehus , Region .

Det Psykiatriske Ankenævn ophæver den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen den 19. januar 2017 om anvendelse af fysisk magt overfor den 25. december 2016 på Sygehus , Region .

DET PSYKIATRISKE PATIENTKLLAGENÆVNS AFGØRELSE

Den 28. november 2016 blev indlagt på Sygehus , Region .

Den 22. december 2016 blev der anvendt fysisk magt overfor , og den 25. december 2016 blev der anvendt fysisk magt overfor hende i forbindelse med tvangsbehandling af hende.

klagede over beslutningerne om anvendelse af fysisk magt til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen godkendte ved afgørelse af 19. januar 2017 beslutningerne om anvendelse af fysisk magt overfor .

Den 6. februar 2017 klagede til ankenævnet over afgørelsen fra Det Psykiatriske Patientklagenævn.

DET PSYKIATRISKE ANKENÆVNS BEGRUNDELSE

Ankenævnet har, med mindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Anvendelse af fysisk magt den 22. december 2016

Ankenævnet kan oplyse, at det fremgår af § 17, stk. 1, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, at en person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, kan fastholdes og om fornødent med magt føres til et andet opholdssted på sygehuset, såfremt betingelserne i § 14, stk. 2, vedrørende tvangsfiksering er opfyldt. Det er ved formuleringen af betingelserne i § 14, stk. 2, forudsat, at krænkelser af mindre grov eller umiddelbar karakter ville kunne afværges ved anvendelse af mindre indgribende midler end tvangsfiksering. Spørgsmålet om, hvilket middel der skal anvendes i det enkelte tilfælde, skal afgøres under iagttagelse af mindste middels princip, jf. lovens § 4.

Ankenævnet kan videre oplyse, at fysisk magtanvendelse efter lov om anvendelse af tvang i psykiatrien § 17, stk. 1, jf. § 14, stk. 2, kun må anvendes i det omfang, det er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred, forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

Ankenævnet har bemærket, at det fremgår af tvangsprotokollen, at der blev anvendt fysisk magt overfor på grund af farlighed.

Ankenævnet har hertil bemærket, at det fremgår af journalen den 22. december 2016, at der opstod en situation, hvor mistolkede plejepersonalets intentioner, og ville blande sig for at hjælpe en urolig medpatient. Hun måtte derfor ledsages tilbage til sin stue under fastholdelse. Det er noteret i parentes, at hun slog ud efter personalet. Ifølge sygeplejejournalen havde hun været negativt påvirket af uroen omkring en medpatient og havde fremtrådt udskældende og indblandende i personalets pleje i forbindelse med denne patient. Da hun ikke ønskede at forlade medpatientens stue, blev det nødvendigt med magt at føre hende til hendes egen stue, hvilket resulterede i slag og spark mod personalet.

Ankenævnet har herefter lagt til grund, at først i forbindelse med fastholdelsen slog og sparkede efter personalet.

Ankenævnet finder derfor ikke, at det er dokumenteret i journalen, hvorfor det var nødvendigt at anvende fysisk magt overfor for at afværge, at hun udsatte sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred. Ligeledes finder nævnet ikke, at det er dokumenteret, at det var nødvendigt for at afværge, at hun forfulgte eller på anden lignende måde groft forulempede en medpatient.

Ankenævnet finder derfor ikke, at fastholdelsen af den 22. december 2016 kl. 21, for at føre hende tilbage på hendes egen stue, var et tvangsindgreb efter psykiatriloven.

Det fremgår af § 13 i bekendtgørelse nr. 1574 af 15. december 2010 om forretningsorden for Det Psykiatriske Ankenævn, at ankenævnet kan tiltræde, ændre, hjemvise eller ophæve det psykiatriske patientklagenævns afgørelse.

Ankenævnet ophæver på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen, idet ankenævnet ikke finder, at der var tale om et tvangsindgreb efter psykiatriloven.

Ankenævnet skal bemærke, at det fremgår af kommentarerne til psykiatriloven, at lovens udtrykkelige opregning af hovedformerne for tvangsindgreb ikke antages principielt at udelukke, at der efter omstændighederne kan anvendes andre former for indgreb og restriktioner, der er mindre vidtgående end de i loven udtrykkeligt opregnede. Det fremgår videre, at Justitsministeriet har udtalt sig om spørgsmålet om visse mindre vidtgående indgreb, der ikke er hjemlet umiddelbart i psykiatriloven, og i den forbindelse udtalt, at de retlige grænser for sådanne foranstaltninger uden for strafferetsplejen må fastlægges ud fra anstaltsmæssige synspunkter om, hvad hensynet til opretholdelse af ro, orden og sikkerhed tilsiger. Som centrale krav kan generelt opstilles, at indgrebene skal være sagligt begrundede, ligesom det må kræves, at de foretages under proportionalitetsprincippet.

Anvendelse af fysisk magt den 25. december 2016

Ankenævnet har bemærket, at der blev udfyldt en tvangsprotokol i forbindelse med den magtanvendelse, der blev anvendt overfor den 25. december 2016 kl. 9.58 til 10.05 i forbindelse med, at hun skulle have sin medicin i henhold til en beslutning om tvangsbehandling, som tidligere var blevet godkendt af Det Psykiatriske Patientklagenævn.

Ankenævnet kan oplyse, at det fremgår af psykiatrilovens § 12, stk. 4, at overlægen kan træffe bestemmelse om, i hvilket omfang der om fornødent kan anvendes magt til gennemførelse af en tvangsbehandling.

Ankenævnet har bemærket, at det fremgår af beslutningen af 11. december 2016 om tvangsbehandling af , at der samtidig blev truffet beslutning om tilladt magtanvendelse i form af fastholden.

Det er på denne baggrund ankenævnets opfattelse, at den magtanvendelse, der blev anvendt i forbindelse med tvangsbehandlingen af den 25. december 2016, hvor hun måtte indgives det subsidiære injektionspræparat med tvang, skal betragtes som et accessorisk indgreb til selve tvangsbehandlingen.

Ankenævnet er opmærksomt på, at Det Psykiatriske Patientklagenævn i deres afgørelse valgte at anse fastholdelsen som et selvstændigt indgreb, idet Sygehus havde valgt at udfylde en selvstændig tvangsprotokol for indgrebet, og idet det gav den bedst mulige retssikkerhed, at behandle indgrebet som et selvstændigt indgreb.

Det forhold, at der er udfyldt en særskilt tvangsprotokol for fysisk magtanvendelse medfører imidlertid, efter ankenævnets opfattelse, ikke i sig selv, at beslutningen skal behandles som en beslutning om anvendelse af fysisk magt i henhold til psykiatrilovens § 17.

Ankenævnet har ved sin afgørelse lagt vægt på, at det fremgår af oplysningerne i journalen, at fastholdelsen var en nødvendig forudsætning for at kunne gennemføre tvangsbehandlingen af . Indgrebet var således omfattet af det allerede godkendte tvangsindgreb i form af tvangsbehandling.

Det fremgår af § 13 i bekendtgørelse nr. 1574 af 15. december 2010 om forretningsorden for Det Psykiatriske Ankenævn, at ankenævnet kan tiltræde, ændre, hjemvise eller ophæve det psykiatriske patientklagenævns afgørelse.

Ankenævnet ophæver på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen, idet ankenævnet ikke finder, at der var tale om et selvstændigt tvangsindgreb, men et accessorisk indgreb til et allerede godkendt tvangsindgreb.

LOVGRUNDLAG

Bekendtgørelse nr. 1160 af 29. september 2015 af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

§ 4. Tvang må ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten have en passende betænkningstid.
Stk. 2. Anvendelsen af tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået herved. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes.
Stk. 3. Tvang skal udøves så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.
Stk. 4. Tvang må ikke anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.

§ 14. Som midler til tvangsfiksering må alene anvendes bælte, hånd- og fodremme samt handsker.
Stk. 2. Tvangsfiksering må kun anvendes kortvarigt og i det omfang, det er nødvendigt for at afværge, at en patient
1) udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred,
2) forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller
3) øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.
Stk. 3. En patient kan tvangsfikseres i længere tid end nogle få timer, når hensynet til patientens eller andres liv, førlighed eller sikkerhed tilsiger dette.

§ 17. En person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, kan fastholdes og om fornødent med magt føres til et andet opholdssted på sygehuset, såfremt betingelserne i § 14, stk. 2, er opfyldt. Over for personer, der er frihedsberøvet efter reglerne i kapitel 3, kan der anvendes den magt, der er nødvendig for at sikre deres fortsatte tilstedeværelse på afdelingen.
Stk. 2. Er det af afgørende betydning for bedring af en meget urolig patients tilstand, kan lægen bestemme, at patienten om fornødent med magt skal have et beroligende middel.

§ 38. Afgørelser fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen om tvangsbehandling, anvendelse af fysisk magt, indgivelse af et beroligende middel med magt, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, samt aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, kan påklages til Det Psykiatriske Ankenævn.
Stk. 2. Klage til Det Psykiatriske Ankenævn skal indgives, senest 3 måneder efter at klageren har fået meddelelse om Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse. Det Psykiatriske Ankenævn kan se bort fra en overskridelse af klagefristen, når særlige grunde taler herfor.
Stk. 3. Det Psykiatriske Ankenævns afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Bekendtgørelse nr. 1574 af 15. december 2010 om forretningsorden for Det Psykiatriske Ankenævn

§ 13. Ankenævnet kan tiltræde, ændre, hjemvise eller ophæve det psykiatriske patientklagenævns afgørelse.