Ikke tilstrækkeligt grundlag for at vælge depotbehandling til tvangsbehandling

Det Psykiatriske Ankenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus den 15. februar 2017 vedrørende beslutning om tvangsbehandling af den 4. februar 2017 på Sygehus .

Sagsnummer:

17PDA03

Offentliggørelsesdato:

31. maj 2017

Juridisk tema:

Tvangsbehandling

Speciale:

Psykiatri

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Sygehuse/hospitaler

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser fra Psykiatrisk Ankenævn

Det Psykiatriske Ankenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus den 15. februar 2017 vedrørende beslutning om tvangsbehandling af den 4. februar 2017 på Sygehus .

DET PSYKIATRISKE PATIENTKLAGENÆVNS AFGØRELSE

Den 11. januar 2017 blev 73-årige indlagt på Sygehus . Hun var ved indlæggelsen vurderet psykotisk.

Den 1. februar 2017 blev der ordineret injektion Risperdal depot 25 mg hver 14. dag med mulighed for øgning afhængig af effekt og bivirkninger til maksimalt 37,5 mg. De første 3 uger skal hun samtidig have tabletbehandling, startende med Risperdal smeltetablet 1 mg, stigende til 2 mg på anden dag og eventuelt yderligere stigende til maksimalt 4 mg afhængig af effekt og bivirkninger. Alternativ til tabletbehandlingen injektion Serenase 5 mg i.m. 1 gang dagligt.

Den 4. februar 2017 traf overlægen beslutning om tvangsbehandling med injektion Risperdal depot 25 mg hver 14. dag med mulighed for øgning afhængig af effekt og bivirkninger til maksimalt 37,5 mg. De første 3 uger skal hun samtidig have tabletbehandling, startende med Risperdal smeltetablet 1 mg, stigende til 2 mg på anden dag og eventuelt yderligere stigende til maksimalt 4 mg afhængig af effekt og bivirkninger. Alternativ til tabletbehandlingen injektion Serenase 5 mg i.m. 1 gang dagligt.

klagede over beslutningen om tvangsbehandling til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus. Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus godkendte ved afgørelse af 15. februar 2017 beslutningen om tvangsbehandling af . Afgørelsen blev truffet af et flertal af nævnet.

Den 24. februar 2017 klagede til ankenævnet over afgørelsen fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus.

DET PSYKIATRISKE ANKENÆVNS BEGRUNDELSE

Ankenævnet har, med mindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Ankenævnet finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at hun befandt sig i en psykotisk tilstand præget af vrangforestillinger om, at hun var udsat for påvirkning af en tankemaskine. Hun var endvidere vredladen og fremstod forpint

Det fremgår af § 12, stk. 5, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, at patienten, forud for overlægens beslutning om tvangsbehandling, skal have en passende betænkningstid, hvor patienten får lejlighed til at overveje sit eventuelle samtykke til behandlingen.

Det er ankenævnets opfattelse, at en patient i betænkningstiden skal tilbydes en konkret behandling. Tvangsbehandling skal som udgangspunkt iværksættes med det præparat og den dosis, som der er motiveret for, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde andet. Hvis patienten ikke er motiveret for den konkrete behandling kan motivationen ikke medregnes i betænkningstiden.

Det er ankenævnets opfattelse, at der skal motiveres konkret for det dosisinterval, der efterfølgende træffes beslutning om. Det skal fremgå af journalen, at der er motiveret for hele dosisintervallet.

Det fremgår af journalen, at blev forsøgt motiveret for hele den primære tvangsbehandling dagligt fra den 1. februar 2017 kl. 10.50 til der den 4. februar 2017 kl. 13.30 blev truffet beslutning om tvangsbehandling med injektion Risperdal depot 25 mg hver 14. dag med mulighed for øgning afhængig af effekt og bivirkninger til maksimalt 37,5 mg. De første 3 uger skal hun have tabletbehandling, startende med Risperdal smeltetablet 1 mg, stigende til 2 mg på anden dag og eventuelt yderligere stigende til maksimalt 4 mg afhængig af effekt og bivirkninger. Alternativ til tabletbehandlingen injektion Serenase 5 mg i.m. 1 gang dagligt.

Ankenævnet har bemærket, at forlod samtalerummet forinden motivationen blev fuldført den 1. og 2. februar 2017, men at hun fik udleveret indholdet af motivationen på skrift.

Ankenævnet har herefter lagt vægt på, at blev forsøgt motiveret tilstrækkeligt.

Beslutningen blev truffet af en overlæge.

Det fremgår desuden af § 3, stk. 1, i bekendtgørelse om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger, at tvangsmedicinering forudsætter at vedvarende forsøg er gjort på at forklare patienten behandlingens nødvendighed, bortset fra akutte situationer, hvor udsættelse af behandlingen er til fare for patientens liv eller helbred. Af § 3, stk. 5, fremgår at patienten i betænkningstiden dagligt skal tilbydes medicin til frivillig indtagelse, og at den forsøgte motivation skal journalføres. Af § 3, stk. 4, fremgår hertil, at patienten så vidt muligt skal have haft mulighed for at drøfte spørgsmålet med sin patientrådgiver.

Det fremgår af § 3, stk. 3, i bekendtgørelsen, at overlægen i sin vurdering af betænkningstidens varighed blandt andet skal lægge vægt på sygdommens alvorlighed og varighed, patientens ambivalens i forhold til behandlingstilbuddet, om den manglende medicinering vil kunne medføre anvendelse af andre former for tvang, samt patientens forpinthed m.v.

Det er på denne baggrund ankenævnets opfattelse, at det er en konkret vurdering, hvor lang betænkningstiden skal være, og at bestemmelsen hverken forhindrer overlægen i at give patienten en kortere eller længere betænkningstid end tre dage.

Ankenævnet har ikke fundet grundlag for at tilsidesætte overlægens skøn om, at en betænkningstid på cirka 3 døgn var passende for , henset til hendes tilstand.

fik i betænkningstiden mulighed for at drøfte beslutningen om tvangsbehandling med sin patientrådgiver.

Ankenævnet finder på denne baggrund, at bekendtgørelsens § 3, stk. 1, stk. 3, stk. 4 og stk. 5, er opfyldt.

Det Psykiatriske Ankenævn finder herefter, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning i relation til betænkningstiden.

Ankenævnet kan oplyse, at det følger af § 5 i bekendtgørelse nr. 1338 af 2. december 2010, om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger, at depotpræparater i videst muligt omfang bør undgås og ikke må være begyndelsesbehandling ved tvangsmedicinering af patienter, hvis reaktion på behandlingen, man ikke kender.

Videre kan ankenævnet oplyse, at mindste middels princippet indebærer, at tvangsbehandling med injektion som udgangspunkt må betragtes som et mere indgribende middel end peroral behandling. Det er nævnets praksis, at behandling med depotmedicin som udgangspunkt anses for den mest indgribende behandlingsform, hvorfor der skal være særlige grunde til stede for at vælge denne behandlingsform.

Ankenævnet har bemærket, at det fremgår af journalen, at overlægen begrundede sit valg af præparat med, at tilbage i 2009 i en periode fik Risperdal som tablet og depotmedicin, og at hun i perioden havde det relativt godt. Hun havde ligeledes for 8 til 10 år siden haft god effekt af Olanzapin i en dosering på 20 mg i døgnet, men siden dengang havde hun haft en subaraknoidalblødning og var derfor fysisk mere skrøbelig, hvorfor der blev valgt behandling med Risperdal, som kan bruges med ret stor tryghed til ældre. Hun fik dengang en dosis på 37,5 mg Risperdal, stigende til 50 mg Risperdal, hver 14. dag, hvilket aktuelt var en lidt for høj dosis, da hun nu var 73 år, hvorfor der skulle behandles med lavere dosis Rispolept Consta 25 mg hver 14. dag

Ankenævnet finder imidlertid, at injektion Risperdal i depotform ikke opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke fremgår en tilstrækkelig begrundelse i journalen for at vælge tvangsbehandling med et depotpræparat, idet der skal være særlige grunde til stede for at vælge denne behandlingsform.

Ankenævnet finder således ikke, at det forhold, at en patient tidligere har haft god effekt af et depotpræparat er en tilstrækkelig begrundelse for at vælge et depotpræparat til tvangsbehandling.

Ankenævnet finder derfor, at betingelserne for tvangsbehandling ikke var opfyldte.

Ankenævnet ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus, således at ankenævnet ikke kan godkende den beslutning om tvangsbehandling, der blev truffet den 4. februar 2017.

LOVGRUNDLAG

Bekendtgørelse nr. 1160 af 29. september 2015 af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

§ 4. Tvang må ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten have en passende betænkningstid.
Stk. 2. Anvendelsen af tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået herved. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes.
Stk. 3. Tvang skal udøves så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.
Stk. 4. Tvang må ikke anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.

§ 5. Tvangsindlæggelse, jf. §§ 6-9, eller tvangstilbageholdelse, jf. § 10, må kun finde sted, såfremt patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling, fordi:
1) udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet eller
2) den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.

§ 10. Tvangstilbageholdelse af en person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, skal ske, hvis overlægen finder, at betingelserne i § 5 er opfyldt.
Stk. 2. Overførelse af en patient, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, til lukket psykiatrisk afdeling behandles efter reglerne om tvangstilbageholdelse, såfremt patienten ikke giver sit informerede samtykke til overførelsen.
Stk. 3. Fremsættes anmodning om udskrivning, skal overlægen snarest muligt og senest inden 24 timer meddele patienten, om denne kan udskrives, eller om tvangstilbageholdelse skal ske. Fremsættes anmodning om udskrivning inden for det første døgn efter, at tvangsindlæggelse har fundet sted, skal overlægens beslutning meddeles senest inden 48 timer regnet fra tvangsindlæggelsen. Er begæringen fremsat af patientrådgiveren, jf. §§ 24-29, underrettes tillige denne.

§ 12. Tvangsbehandling må kun anvendes over for personer, der opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, jf. § 10.
Stk. 2. Ved tvangsmedicinering skal der anvendes afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.
Stk. 3. Tvangsbehandling med elektrostimulation må kun iværksættes, hvis patienten opfylder betingelserne i stk. 1 og befinder sig i en aktuel eller potentiel livstruende tilstand.
Stk. 4. Afgørelse om tvangsbehandling træffes af overlægen. Denne træffer samtidig bestemmelse om, i hvilket omfang der om fornødent kan anvendes magt til behandlingens gennemførelse.
Stk. 5. Forud for overlægens afgørelse efter stk. 4 om tvangsbehandling skal patienten have en passende betænkningstid, hvor patienten får lejlighed til at overveje sit eventuelle samtykke til behandlingen. Betænkningstiden skal have en passende varighed, dog højst 3 dage.
Stk. 6. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om tvangsbehandling efter denne bestemmelse.

§ 38. Afgørelser fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen om tvangsbehandling, anvendelse af fysisk magt, indgivelse af et beroligende middel med magt, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, samt aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, kan påklages til Det Psykiatriske Ankenævn.
Stk. 2. Klage til Det Psykiatriske Ankenævn skal indgives, senest 3 måneder efter at klageren har fået meddelelse om Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse. Det Psykiatriske Ankenævn kan se bort fra en overskridelse af klagefristen, når særlige grunde taler herfor.
Stk. 3. Det Psykiatriske Ankenævns afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Bekendtgørelse nr. 1338 af 2. december 2010 om anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger

§ 5: Depotpræparater bør i videst muligt omfang undgås og må ikke være begyndelsesbehandling ved tvangsmedicinering af patienter, hvis reaktion på behandlingen man ikke kender.

Bekendtgørelse nr. 913 af 13. juli 2010 af sundhedsloven:

§ 15:Ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller af §§ 17-19.
stk. 2: Patienten kan på ethvert tidspunkt tilbagekalde sit samtykke efter stk. 1.
stk.3: Ved informeret samtykke forstås i denne lov et samtykke, der er givet på grundlag af fyldestgørende information fra sundhedspersonens side, jf. § 16.
Stk. 4: Et informeret samtykke efter afsnit III kan være skriftligt, mundtligt eller efter omstændighederne stiltiende.
Stk. 5: Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om samtykkets form og indhold.

§ 16: Patienten har ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger.
Stk. 2. Patienten har ret til at frabede sig information efter stk. 1.
Stk. 3. Informationen skal gives løbende og give en forståelig fremstilling af sygdommen, undersøgelsen og den påtænkte behandling. Informationen skal gives på en hensynsfuld måde og være tilpasset modtagerens individuelle forudsætninger med hensyn til alder, modenhed, erfaring m.v.
Stk. 4. Informationen skal omfatte oplysninger om relevante forebyggelses-, behandlings- og plejemuligheder, herunder oplysninger om andre, lægefagligt forsvarlige behandlingsmuligheder, samt oplysninger om konsekvenserne af, at der ingen behandling iværksættes. Informationen skal være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger.
Stk. 5. Skønnes patienten i øvrigt at være uvidende om forhold, der har betydning for patientens stillingtagen, jf. § 15, skal sundhedspersonen særligt oplyse herom, medmindre patienten har frabedt sig information, jf. stk. 2.
Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om informationens form og indhold.