Fysisk magt - mindst indgribende foranstaltning

Det Psykiatriske Ankenævn ændrer den afgørelse, der er truf­fet af Det Psykiatriske Pati­entklagenævn ved Nævnenes Hus den 4. marts 2020 vedrørende beslutning om anvendelse af fysisk magt overfor den 18. januar 2020 på , Psykiatrien i Region .  

Det Psykiatriske Ankenævn tiltræder den afgørelse, der er truf­fet af Det Psykiatriske Pati­entklagenævn ved Nævnenes Hus den 4. marts 2020 vedrørende indgivelse af beroligende middel med magt til den 18. januar 2020 på , Psykiatrien i Region .

SAGSFREMSTILLING

Den 21. september 2019 blev indlagt på , Psykiatrien i Region .

Den 18. januar 2020 blev der anvendt fysisk magt overfor .

Den 18. januar 2020 fik indgivet beroligende middel med magt i form af injektion Stesolid 10 mg.

klagede over beslutningen om indgivelse af beroligende middel med magt og anvendelse af fysisk magt til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus. 

Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelse af 4. marts 2020 beslutningen om indgivelse af beroligende middel med magt til .

Det Psykiatriske Patientklagenævn underkendte ved afgørelse af 4. marts 2020 beslutningen om anvendelse af fysisk magt overfor .

Den 29. april 2020 klagede patientrådgiveren på vegne af til ankenævnet over hele afgørelsen fra Det Psykiatriske Patientklagenævn.

DET PSYKIATRISKE ANKENÆVNS BEGRUNDELSE

Ankenævnet har medmindre andet er anført lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Vedr. anvendelse af fysisk magt:

Det fremgår af psykiatrilovens § 17, stk. 1, at en person, der er indlagt på en psykiatrisk afdeling, kan fastholdes og om fornødent med magt føres til et andet opholdssted på sygehuset, såfremt betingelserne i § 14, stk. 2 er opfyldte. Fysisk magt må kun anvendes i det omfang, det er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred, forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

Det fremgår videre af psykiatrilovens § 4, stk. 2, at anvendelsen af tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået herved. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes.

Det er ankenævnets vurdering, at det at blev fastholdt på gulvet i slusen og ført til sin stue, ikke er at anse som et accessorisk indgreb til den efterfølgende indgivelse af den beroligende medicin, men som et selvstændigt indgreb.

Ankenævnet har herved lagt vægt på, at blev fastholdt til gulvet i slusen efter han havde sparket en glasdør itu, som han kastede sig mod. Først efterfølgende på værelset, hvor begyndte at hoste og opleve vejrtrækningsproblemer, blev det besluttet, at han skulle have beroligende middel med magt.

Ankenævnet finder herefter, at betingelserne for at fastholde var opfyldt, idet der var nærliggende fare for, at han selv ville lide skade på legeme eller helbred.

Nævnet har herved lagt vægt på, at kastede sig mod en glasdør, der krakelerede og fortsatte med at hoppe mod døren, der splintrede. Herudover bankede hovedet mod muren, og han rystede over hele kroppen.

Ankenævnet finder endvidere, at fastholdelsen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Nævnet har lagt vægt på, at blev forsøgt talt til ro ved slusen, men at situationen udviklede sig hurtigt, hvormed det var nødvendigt at handle umiddelbart ved at fastholde ham på gulvet og herefter skærme ham på stuen.

Ankenævnet har videre lagt vægt på, at magtudøvelsen ikke varede i længere tid end nødvendigt, idet fastholdelsen ifølge tvangsprotokollen varede i mindre end 20 minutter.

Ankenævnet har bemærket, at der ikke blev udfyldt en tvangsprotokol i forbindelse med den fysiske magt den 18. januar 2020.

Ankenævnet kan oplyse, at det fremgår af § 1, stk. 2, i bekendtgørelse om blandt andet tvangsprotokoller, at der i tvangsprotokollen skal tilføres oplysning om enhver form for anvendelse af tvang, jf. blandt andet psykiatrilovens § 12.

Det fremgår af § 7 i bekendtgørelsen, at ved anvendelse af fysisk magt, herunder tvangsbehandling, skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af blandt andet patientens navn og cpr-nr., indgrebets art og omfang, begrundelsen for indgrebet, tidspunktet for indgrebets iværksættelse og ophør, navnet på den ordinerende læge samt navne på det implicerede personale.

Det fremgår endvidere af § 15 i bekendtgørelsen, at tilførsler i tvangsprotokollen er journalpligtige, og at der ved udfærdigelse af tvangsprotokoller i journalen skal henvises til, at der er indført notat i tvangsprotokollen.

Ankenævnet skal herefter præcisere, at tvangsbehandlingen i form af fysisk magt den 18. januar 2020 burde have været tilført tvangsprotokollen, ligesom der i journalen burde have været henvist til, at der var indført notat i tvangsprotokollen.

Ankenævnet er opmærksom på, at overlægen på mødet i Det Psykiatriske Patientklagenævn oplyste, at personalet havde tænkt situationen med fysisk magt samt situationen med beroligende medicin som én situation, hvormed der udelukkende var lavet tvangsnotat angående beroligende medicin. 

Ankenævnet ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus, således at ankenævnet kan godkende beslutningen om anvendelse af fysisk magt, der blev truffet den 18. januar 2020.

Beroligende middel med magt:

Det fremgår af psykiatrilovens § 17, stk. 2, at lægen om fornødent kan give patienten beroligende middel med magt, hvis det er af afgørende betydning for bedring af en meget urolig tilstand.

Ankenævnet finder, at betingelserne for at indgive beroligende middel med magt den 18. januar 2020 var opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe til ro med henblik på bedring af hans tilstand.

Nævnet har lagt vægt på, at ifølge journalen var svært urolig, hvor han på sengen hostede voldsomt, næsten ikke trak vejret og blev blå i hovedet og var ude af stand til at kommunikere med personalet.

Ankenævnet finder endvidere, at indgivelse af beroligende middel med magt opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden havde forsøgt at begrænse og korrigere s aktiviteter, samt havde forsøgt at tale ham til ro og tilbudt ham beroligende medicin til frivillig indtagelse i form af injektion Stesolid 10 mg, forinden indgivelse af injektion Stesolid 10 mg.

Det fremgår af bekendtgørelse om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger § 4, stk. 1, at der ved tvangsmedicinering skal anvendes afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Ankenævnet kan oplyse, at det fremgår af medicinoversigten på pro.medicin.dk, at tablet Stesolid blandt andet anvendes ved angst- og urotilstande, og at der ved akut agitation for indlagte patienter sædvanligvis anvendes 5 – 10 mg eventuelt gentaget afhængig af effekt.

Ankenævnet skal bemærke, at der for så vidt angår injektionsbehandling, ikke er angivet sædvanlig dosis for behandling af urotilstande, hvorfor ankenævnet foretager en konkret vurdering af den anvendte dosis.

Ankenævnet skal bemærke, at biotilgængeligheden for tablet og injektion Stesolid er den samme.

Ankenævnet finder endeligt, at indgivelsen af beroligende middel med magt opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Nævnet har herved lagt vægt på, at Stesolid er et almindeligt anvendt og velafprøvet lægemiddel, ligesom den besluttede dosering er almindelig.

Konklusion

Ankenævnet tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus, således at nævnet kan godkende beslutningen om indgivelse af beroligende middel med magt, der blev truffet den 18. januar 2020.

REGLER

Bekendtgørelse nr. 936 af 2. september 2019 af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien (psykiatriloven)

§ 4. Tvang må ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten have en passende betænkningstid.

Stk. 2. Anvendelsen af tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået herved. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes.

Stk. 3. Tvang skal udøves så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

Stk. 4. Tvang må ikke anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.

§ 14. Som midler til tvangsfiksering må alene anvendes bælte, hånd- og fodremme samt handsker.

Stk. 2. Tvangsfiksering må kun anvendes kortvarigt og i det omfang, det er nødvendigt for at afværge, at en patient

1) udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred,

2) forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller

3) øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

Stk. 3. En patient kan tvangsfikseres i længere tid end nogle få timer, når hensynet til patientens eller andres liv, førlighed eller sikkerhed tilsiger dette.

§ 17. En person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, kan fastholdes og om fornødent med magt føres til et andet opholdssted på sygehuset, såfremt betingelserne i § 14, stk. 2, er opfyldt. Over for personer, der er frihedsberøvet efter reglerne i kapitel 3, kan der anvendes den magt, der er nødvendig for at sikre deres fortsatte tilstedeværelse på afdelingen.

§ 17, stk. 2. Er det af afgørende betydning for bedring af en meget urolig patients tilstand, kan lægen bestemme, at patienten om fornødent med magt skal have et beroligende middel.

§ 38. Afgørelser fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus om tvangsbehandling, anvendelse af fysisk magt, indgivelse af et beroligende middel med magt, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, samt aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, kan påklages til Det Psykiatriske Ankenævn.

Stk. 2. Klage til Det Psykiatriske Ankenævn skal indgives, senest 3 måneder efter at klageren har fået meddelelse om Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse. Det Psykiatriske Ankenævn kan se bort fra en overskridelse af klagefristen, når særlige grunde taler herfor.

Stk. 3. Det Psykiatriske Ankenævns afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.