Klage over utilstrækkelig smertelindring efter operation samt udvikling af tryksår

Patientombuddet finder ikke grundlag for at kritisere <****> for den behandling, som <****> modtog i perioden fra den 23. marts til den 24. april 2009.

Patientombuddet tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Patientombuddet har således ved sin afgørelse ikke taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Klagen

Der er klaget over følgende:

·         At ikke modtog en korrekt behandling på i perioden fra den 23. marts til den 24. april 2009.

har anført, at den ordinerede smertebehandling efter en ankeloperation den 23. marts 2009 ikke havde god nok effekt, men at hun måtte smertelindres yderligere. Det er videre anført, at forbindingen havde ligget forkert, og at hun på hælen og på operationsstedet udviklede tryksår, men at dette ikke blev taget alvorligt. Endelig er det anført, at forbindingen grundet sårene burde have været skiftet dagligt.

Begrundelse

Patientombuddet har, med mindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Den 23. marts 2009 fik på foretaget en stivgøringsoperation i venstre ankel (arthodesis talonaviculare ped sin.), hvorved der blev indsat en skrue. Der blev ordineret smerteregime II og mobilisering ved to albuestokke, og hun blev udskrevet til ambulant trådfjernelse 12 dage efter.

Afdelingssygeplejersken har til sagen oplyst, at smerteregime II indebærer behandling med morfin og paracetamol og har hertil specificeret, at fik udleveret ti tabletter af Xefo á 8 mg, otte tabletter Pinex á 500 mg og tolv tabletter Ketogan á 5 mg. fik herudover udleveret en smertepumpe indeholdende Naropin, som kunne smertelindre i cirka 60 timer.

Det fremgår af journalen, at fik udleveret informationsmateriale om fod- og ankelkirurgi og om forløbet efter operation samt information om stokkegang og sandal.

har anført, at hun den 25. marts 2009 telefonisk kontaktede , idet hun havde mange smerter trods den ordinerede smertelindring. Hun fik ordineret Oxycontin 10 mg to gange i døgnet, som dagen efter blev øget af hendes egen praktiserende læge til Oxynorm 10 mg max fire gange i døgnet samt to Panodil fire gange i døgnet.

Patientombuddet kan oplyse, at lægemidlet Xefo anvendes til korttidsbehandling af moderate smerter efter en operation og indeholder betændelsesdæmpende stoffer, som virker smertestillende, febernedsættende og antiinflammatorisk. Naropin er et lokalt bedøvelsesmiddel, som typisk anvendes ved anlæggelse af nerveblok lokalt. Ketogan er et morfinpræparat mod stærke smerter. Lægemidlerne Oxycontin og Oxynorm er begge morfinpræparater indeholdende samme aktiv stof til behandling af svære smerter. Oxycontin er en depottablet, hvilket betyder, at det aktive stof afgives over flere timer.

Patientombuddet kan videre oplyse, at det er individuelt på de enkelte hospitaler, i hvilket omfang en patient ved udskrivelse efter afsluttet behandling får lægemidler med hjem, men at det typisk sker gennem udlevering af en recept til afhentning af lægemidler på et apotek mod egen betaling. Nogle hospitaler vil ved udskrivelse af patienten udlevere en mængde smertestillende lægemidler til at dække tidsrummet, indtil det må påregnes, at patienten kan kontakte egen læge med henblik på ordinering af en eventuel videre smertelindrende behandling.

Det er Patientombuddets vurdering, at modtog en relevant smertelindrende behandling i perioden fra operationen i anklen den 23. marts 2009 og til den 25. marts 2009, idet hun både fik udleveret en smertepumpe med hurtigt virkende smertelindring ved indsprøjtning i blodåren samt almindelig smertestillende og stærkt smertestillende lægemidler. Det er videre Patientombuddets vurdering, at den samlede smertelindrende behandling var relevant dækkende i den umiddelbare periode fra hendes udskrivelse, og indtil hun havde mulighed for at kontakte egen læge med henblik på en eventuel videre smertelindrende behandling.

Den 3. april 2009 mødte i ambulatoriet til fjernelse af sting (sutur). Dette måtte imidlertid opgives, idet huden skred lidt fra hinanden. Der blev derefter påsat plastre (steristrips). Der var ikke tegn på infektion, men benet så pænt ud og også mindre hævet. Der blev planlagt fjernelse af sting fire dage senere.

Den 7. april 2009 mødte i ambulatoriet, hvor det blev noteret, at huden omkring såret syntes at være delvist præget af vævsdød (avital). De sidste sting blev fjernet, og blev rådet til at stoppe rygning og tage nikotinplaster eller nikotincigaretter, indtil såret var helet, så sårhelingen kunne forløbe normalt. Hun fik en tid 14 dage senere til skift af bandage.

Af journalen den 14. april 2009 fremgår, at den 7. april 2009 blev sat i behandling med penicillin på grund af mistanke om infektion.

Den 14. april 2009 blev set i ambulatoriet til sårkontrol, hvor det blev arrangeret, at hun skulle tilses af en hjemmesygeplejerske til skiftning af bandagen. Ved undersøgelsen fandtes en let væskeansamling (let ødem) i området, der var en sårrand på to gange tre cm med halvdødt væv (halvnekrotisk), men ikke nogen underliggende ansamling. Lægen vurderede, at det så rimelig fredeligt ud. Bandagen blev skiftet med jelonet og gazebind, og skulle fortsætte penicillinbehandlingen samt ses igen i ambulatoriet cirka 14 dage senere.

Den 24. april 2009 kom til en fremrykket sårkontrol på foranledning af egen praktiserende læge. Bandagen blev skiftet, og det blev konstateret, at såret ikke havde infektionstegn, men at der var et område med et ganske stort stykke dødt væv, som var ved at løsne sig i det ene hjørne. Lægen vurderede, at man skulle afvente spontan afstødning, så længe det kunne sikres, at såret ikke blev inficeret. Det blev derfor vurderet, at det ikke var en god idé, at bandagen blev skiftet dagligt af hjemmesygeplejersken, og det blev aftalt, at bandagen først skulle skiftes igen tre dage senere. Det blev samtidig aftalt, at skulle til sårkontrol igen den 29. april 2009, og hun blev rådet til at aflaste sin fod indtil videre, men hun måtte godt bevæge sit ankelled.

fortsatte herefter ambulant sårkontrol indtil september 2009 med sidste kontroltid i marts 2010.

Patientombuddet kan oplyse, at der altid vil være en risiko for infektion, når sårlæber adskilles, og at infektion kræver en behandling med antibiotika eller et fornyet kirurgisk indgreb.

Det er Patientombuddets vurdering efter en gennemgang af sagens materiale, at der i klageperioden fra den 23. marts til den 24. april 2009 var relevant og tilstrækkelig fokus på forebyggelse og behandling af tryksår på s venstre hæl og operationssted. Patientombuddet har hertil lagt vægt på, at ved udskrivelsen den 23. marts 2009 fik udleveret informationsmateriale, hvoraf det fremgik, at foden efter operationen burde holdes højt i hvile om natten, at forbindingen ikke måtte blive våd, og at hun i tilfælde af feber, rødme, hævelse og smerte ved såret skulle kontakte egen læge, vagtlæge eller ambulatoriet.

Det er videre Patientombuddets vurdering, at der blev foretaget relevant skiftning af sårforbindingen, og at såret blev revideret nænsomt med relevante intervaller. Patientombuddet har hertil lagt vægt på, at der var fokus på, om s sår var inficeret, og at der efter de foreliggende oplysninger ikke var grundlag for at behandle det yderligere med antibiotika eller ved kirurgisk indgreb.

Patientombuddet finder herefter samlet, at den behandling, som modtog i periode fra den 23. marts til den 24. april 2009 på , var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.