Klage over behandling i forbindelse med operation, hvor blindtarm og tyktarm sprang.

Patientombuddet finder grundlag for at kritisere <****> for den behandling, som <****> modtog den 16. og 17. februar 2010 samt i perioden fra den 1. til den 8. marts 2010.

Patientombuddet tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Patientombuddet har således ved sin afgørelse ikke taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Klagen

Der er klaget over følgende:

·         At ikke modtog en korrekt behandling på i perioden fra den 16. februar 2010 til den 8. marts 2010.

Klager har blandt andet anført, at hun havde stærke smerter i maven og konstant opkast, og at hendes blindtarm sprang på grund af lægefejl. Endvidere er det anført, at s tyktarm sprang og at operationssåret sprang op, så hun måtte opereres igen. Endelig er det anført, at lå på en stue, hvor det ikke var muligt trække i en snor og få hjælp.

Begrundelse

Patientombuddet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Indledende oplysninger

Den 16. februar 2010 blev 69-årige indlagt på , da hun havde haft kraftige mavesmerter i 2 dage og kastede op.

havde tidligere fået foretaget en bortskæring af en del af mavesækken (ventrikelresektion) på grund af en muskelknude og havde siden haft problemer med indtagelse af føde og havde jævnligt opkastninger. havde tidligere fået foretaget en kikkertundersøgelse, der havde vist forsnævringer. 

Begrundelse for afgørelsen af klagen

 

Den 16. og 17. februar 2010

Ved indlæggelsen den 16. februar 2010 kl. 15.30 havde stærke smerter i maven, fortrinsvis i højre side. Smerterne var af turevis karakter og strålede om til ryggen og til skulderbladene. Mavesmerterne blev forværret ved indtagelse af føde. Afføringen var regelmæssig og med vanlig farve. havde endvidere opkast af normalt udseende.

s mave var ved undersøgelsen den 16. februar 2010 lidt spændt, og der var direkte ømhed samt bankeømhed over det meste af maven, særligt nederst i venstre side. Tarmlydene var normale. Der var positivt Murphy tegn. Der var mistanke om galdeblærebetændelse, og der blev ordineret blodprøver, smertestillende, faste og indgift af væske. Der var ikke mistanke om blindtarmsbetændelse på dette tidspunkt.

Patientombuddet kan oplyse, at Murphys tegn er smerter ved tryk over galdeblæren lige under højre ribbenskant, som er et tegn på galdeblærebetændelse.

Der kunne ikke foretages ultralydsundersøgelse den 16. februar 2010, da havde for mange smerter, hvorfor der i stedet blev foretaget en CT-scanning. Scanningsbilledet viste tegn på tarmslyng og væske i den opadgående del af tyktarmen. Desuden var der luft i tyndtarmen og også sparsom luft i endetarmen og den s-formede del af tyktarmen. Endvidere var der tegn på bughindebetændelse, men ingen sikre tegn på blindtarmsbetændelse. Der blev herefter ordineret sonde til at suge væske op af maven, mens man indhentede journalnotater fra s tidligere operation.

Patientombuddet kan oplyse, at bughindebetændelse ofte skyldes sygdom i tarmsystemet, og at den hyppigste årsag hertil er en sprængt betændt blindtarm.

Den 17. februar 2010 havde så stærke smerter, at morfin ikke kunne fjerne dem, og endvidere faldt hendes blodtryk til 100/60. Der var mistanke om bristning af tarmen, hvorfor det blev besluttet at foretage operation samme dag. Der blev ikke opstartet antibiotisk behandling.

Ved operationen 7,5 time senere var blindtarmen og den første del af tyktarmen bristet, og det blev besluttet at foretage fjernelse af højre halvdel af tyktarmen.

Patientombuddet kan videre oplyse, at bankeømhed kan være et tegn på alvorlig sygdom i bughulen, hvorfor man altid bør overveje operation, såfremt der findes bankeømhed.

Patientombuddet kan oplyse, at det kan være svært at diagnosticere blindtarmsbetændelse, da symptomerne ikke er entydige. Der er heller ingen blodprøver, der er entydige, og temperaturen kan være normal eller forhøjet. Diagnosen baseres derfor på undersøgelse af patientens maveregion, hvor der typisk i de tidligere stadier af sygdommen vil være ømhed ved tryk på maven, men der kan også være mange andre årsager til ømheden.

Patientombuddet kan endelig oplyse, at der ved mere udtalt sygdom tillige vil være slipømhed, hvor patienten føler en smerte, når lægen trykker på maven og herefter fjerner hånden. Slipømhed er tegn på alvorlig sygdom i bughulen, hvor man altid bør overveje operation.

Det er Patientombuddets vurdering, at den behandling, som modtog den 16. og 17. februar 2010, ikke var tilstrækkelig og relevant.

Det er Patientombuddets opfattelse, at det i første omgang var tilstrækkeligt at indlede med en CT-scanning, men at der skulle have været taget stilling til oplysningen om bughindebetændelse, og at dette sammenholdt med, at var bankeøm, burde have ført til yderligere undersøgelse af maveregionen, da dette oftest er tegn på sprængt blindtarmsbetændelse.

Patientombuddet finder desuden, at det var under normen for almindelig anerkendt faglig standard, at der ikke blev opstartet antibiotisk behandling ved mistanke om tarmbristning, samt at der gik 7,5 time, fra operationsindikationen var stillet, før blev opereret, idet der burde have været opereret akut.

Patientombuddet finder på den baggrund, at den behandling, som modtog den 16. og 17. februar 2010 på , var under normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Den 18. til den 28. februar 2010

Den 18. februar 2010 havde stadig smerte ved hoste, særligt nederst i højre side af maven. Der var normale tarmlyde, men de var yderst sparsomme. Der blev opstartet antibiotisk behandling.

Den 19. februar 2010 havde en CRP-stigning fra 241 til 344.

Patientombuddet kan oplyse, at CRP er en blodprøve, der kan indikere, om der er infektion i kroppen. Hos raske patienter vil CRP typisk være under 10.

Den 20. februar 2010 klagede over minimale smerter i højre side af maven. Der var minimal rødme på maven men ikke noget, der tydede på bylder. Det blev besluttet at observere og afvente. Senere blev det noteret, at næsten var frisk. Endvidere blev der denne dag konfereret med mikrobiologisk afdeling vedrørende den antibiotiske behandling.

s tilstand var den 21. februar 2010 i fremgang. Hun var uden feber, der var faldende CRP, og den tidligere rødme på maven var aftaget. Der blev konfereret med mikrobiologisk afdeling omkring den antibiotiske behandling.

Den 23. februar 2010 havde en del kvalme og opkastninger. Der var gang i maven, både i form af luft og afføring. Det opererede område var uden rødme, men der var let ømhed, når blev trykket nederst i venstre side af maven, men herudover var maven blød og uøm.

Den 24. februar 2010 havde temperaturstigning. Der var diffus ømhed i maven men normale tarmlyde, og maven var blød. CRP faldt drastisk. Der blev endvidere konfereret med mikrobiologisk afdeling om den antibiotiske behandling.

Der blev foretaget CT-scanning den 25. februar 2010, som viste 2 væskeansamlinger i bughinden. Endvidere var der tegn på tarmslyng. var dog i bedring, hvorfor man valgte at se tilstanden an.

Den 26. februar 2010 var lidt smertepåvirket, maven var diffus øm, men blød.

Natten til den 27. februar 2010 havde mange smerter. Om formiddagen var smerterne relateret til vejrtrækningen og lokaliseret til højre flanke og diffust i maven. Maven var udspilet og med ømhed i højre nyreloge. Om aftenen var der sivning fra det opererede område.

Sivningen fortsatte, hvorfor der den 28. februar 2010 blev fjernet et par clips fra operationssåret for at undersøge sammensyningen. Undersøgelsen viste tegn på brist i sammensyningen, hvorfor det blev besluttet at operere igen. Ved operationen samme dag åbnede man et gammelt ar, og man fandt væskeansamling i det lille bækken, og denne væske blev udtømt. Herefter blev der anlagt dræn.

Patientombuddet kan oplyse, at man altid forsøger at åbne til bughulen i et gammelt ar, såfremt dette er muligt. Baggrunden for dette er, at der kan opstå store problemer med sårhelingen, hvis der åbnes ved siden af et gammelt ar, da dette kan medføre beskadigelse af blodforsyningen til såret.

Patientombuddet kan videre oplyse, at der kan gå mange dage efter en mavetarmoperation, før der kommer normal tarmfunktion. Det er en ubehagelig tilstand for patienten, der kan have kvalme og opkastninger. Der er ikke nogen effektiv behandling af denne tilstand udover antibiotisk behandling af betændelse.

Det er Patientombuddets opfattelse, at den behandling som modtog på i perioden fra den 18. til den 28. februar 2010 var tilstrækkelig og relevant.

Patientombuddet har således lagt vægt på, at der blev foretaget regelmæssige CT-scanningen af s mave for at holde øje med tilstanden, samt at man tilstræbte en relevant antibiotisk behandling i samarbejde med mikrobiologisk afdeling.

Patientombuddet har videre vurderet, at det på baggrund af undersøgelsen den 28. februar 2010 var relevant at foretage en ny operation, samt at det var i overensstemmelse med almindelige kirurgiske principper at åbne i et tidligere operationsar.

Patientombuddet finder på den baggrund, at den behandling som modtog , i perioden fra den 18. til den 28. februar 2010, var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Den 1. til 8. marts 2010

Den 1. marts 2010 havde smerter nederst i maven, men ikke kvalme, opkastning eller feber. Der var ikke mistanke om bristning af muskelhinden. CT-scanning viste ikke tegn på dannelse af bylder.

Den 2. marts 2010 var velbefindende. Der var ikke smerter, og der var tarmfunktion i form af luftafgang og afføring. Maven var blød og operationssåret så pænt ud.

Den  3. marts 2010 havde det bedre. Maven var udspilet, men uøm.

Den 4. marts 2010 var der tarmfunktion og smerter, som dog kunne klares med smertestillende.

Den 5. marts 2010 havde ondt i højre side af maven, men der var afføring.

Natten til den 7. marts 2010 klagede over smerter i højre flanke, der strålede om til ryggen. Maven var blød med diskret ømhed. Den 8. marts 2010 blev udskrevet.

Det er Patientombuddets vurdering, at den behandling, som modtog i efterforløbet i perioden fra den 1. til den 8. marts 2010 på var tilstrækkelig og relevant.

Patientombuddet har herved lagt vægt på, at s tarmfunktion og almene tilstand gradvist blev genetableret.

Kaldesnor

Det er i klagen anført, at blev efterladt på en sengestue, hvor der ikke var nogen kaldesnor, så hun ikke kunne kalde efter hjælp.

Der fremgår intet herom i journalen.

Det fremgår af en udtalelse til sagen fra , at personalet glemte at sørge for, at fik en kaldesnor.

Patientombuddet kan oplyse, at sengeliggende patienter, der skal have hjælp til at komme ud af sengen, skal have mulighed for at tilkalde plejepersonalet, og at dette almindeligvis sker ved at fæstne en kaldesnor til sengen, som patienten kan trække i for at tilkalde personalet.

Det er Patientombuddets vurdering, at den behandling, som modtog i forbindelse med opsætning af kaldesnor på ikke var tilstrækkelig, da hun som sengeliggende patient skulle have haft mulighed for at tilkalde plejepersonalet ved hjælp af kaldesnoren.

På denne baggrund finder Patientombuddet, at behandlingen af i forbindelse med sikring af hendes afgang til at kunne tilkalde hjælp fra personalet, var under normen for almindelig anerkendt faglig standard.