Der kunne ikke stilles krav om elektronisk henvisning til speciallæge i Tyskland

Patientombuddet ændrer den afgørelse, der er truffet af Region den 9. oktober 2012, som fastholdt med ændret begrundelse den 13. november 2012, om bestemte formkrav til henvisning af forud for behandling modtaget i Tyskland. Region var ikke berettiget til at stille de pågældende krav over for .

Sagsnummer:

14POB029

Offentliggørelsesdato:

17. marts 2014

Juridisk tema:

Tilskud til behandling i udlandet

Kategori:

Patientrettigheder

Patientombuddet ændrer den afgørelse, der er truffet af Region <****> den 9. oktober 2012, som fastholdt med ændret begrundelse den 13. november 2012, om bestemte formkrav til henvisning af <****> forud for behandling modtaget i Tyskland. Region <****> var ikke berettiget til at stille de pågældende krav over for <****>.

Klagen

var i perioden fra den 25. juni til den 31. juli 2012 til en række behandlinger i Tyskland hos en speciallæge i intern medicin. Han anmodede herefter Region om tilskud til behandlingerne.

Region afslog ved brev af 9. oktober 2012 at yde tilskud til behandlingerne, da der ikke forelå en elektronisk henvisning. Den 3. november 2012 klagede til Patientombuddet. Han sendte i den forbindelse en kopi af sin klage til Region .

Den 13. november 2012 genoptog Region behandlingen af s sag. Regionen fandt, at der ikke kunne stilles krav om elektronisk henvisning, men at henvisningen derimod skulle opfylde andre formkrav. Regionen udbetalte dog undtagelsesvist tilskud på 1.659,91 kr. i alt til for de behandlinger, han havde modtaget. Fremtidige tilskud ville dog kun blive udbetalt, hvis der forelå korrekt henvisningsblanket.

fastholdt herefter sin klage. Patientombuddet har dog forstået det sådan, at nu klager over Region s afgørelse om, at han fremover kun kan få tilskud, hvis han er henvist med den korrekte henvisningsblanket.

Begrundelse

Hændelsesforløb

Den 22. juni 2012 henviste s praktiserende læge i Sønderborg ham til en speciallæge i intern medicin. Af henvisningen fremgår det, at modtageren kender fra tidligere. Han havde nu fået smerter i højre knæ, som var akut opståede. Der var ikke tale om et traume. Der var ingen hævelser. Smerterne var konstante men var værst ved belastning. Der var ikke hævelser. Den praktiserende læge vurderede, at det mest lignede senebetændelse, men han blev henvist til yderligere behandling på grund af en lille mistanke om blodprop i benet.

I perioden fra den 25. juni til den 31. juli 2012 var fire gange til undersøgelse hos speciallæge i intern medicin Peter Witt i Flensborg. søgte ved brev modtaget den 4. oktober 2012 i Region om tilskud til behandlingerne.

Den 9. oktober 2012 oplyste Region , at i henhold til bekendtgørelsen om adgang til tilskud til efter sundhedsloven til varer og tjenesteydelser, der er købt eller leveret i et andet EU/EØS-land, ydes tilskud til speciallægehjælp for gruppe 2-sikrede samt for gruppe 1-sikrede, efter henvisning fra egen praktiserende læge forud for behandlingen. Region kunne dog ikke yde tilskud, da der ikke forelå en sådan henvisning. I overenskomsten var der desuden krav om elektronisk henvisning. Hvis han ønskede behandling i et andet EU/EØS-land, skulle han derfor indsende  en kopi af den elektroniske henvisning.

Den 3. november 2012 klagede   til Patientombuddet. Han sendte samtidigt en kopi af sin klage til Region . Han anførte i sin klage, at hans danske praktiserende læge havde udstedt en henvisning til speciallægen i Tyskland forud for behandlingen. Ifølge lægen var det ikke var muligt at lave en elektronisk henvisning. er uforstående overfor, at Region krævede en elektronisk henvisning. Han henviser i den forbindelse til § 6 i den pågældende bekendtgørelse samt punkt 8 i vejledningen om adgang til tilskud efter sundhedsloven til varer eller tjenesteydelser, der er købt eller leveret i et andet EU/EØS-land.

Den 13. november 2012 genoptog Region sagsbehandlingen og traf ny afgørelse. Det fremgår heraf, at det ikke var korrekt, når regionen i sin afgørelse af 9. oktober 2012 anførte, at det for gruppe 1-sikrede var en forudsætning for at kunne få tilskud, at der forelå en elektronisk henvisning fra egen alment praktiserende læge. Det fremgik imidlertid af bekendtgørelsens § 5, at bestemmelser i sundhedslovgivningen eller i overenskomster indgået i medfør heraf om henvisning eller lægeordination, som en forudsætning for ydelse af tilskud, tilsvarende finder anvendelse ved tilskud til varer og tjenesteydelser købt eller leveret i et andet EU/EØS-land.

Region henviser i afgørelsen til § 20 i Overenskomst om speciallægehjælp fra oktober 2011, hvoraf det fremgår, at alment praktiserende læger, der praktiserer i henhold i landsoverenskomst om almen praksis, har mulighed for at henvise til undersøgelse og behandling hos praktiserende speciallæger i medfør af denne overenskomst. l Overenskomst vedrørende almen praksis fra april 2011 fremgår det af desuden af § 32, at lægen kan henvise patienter til speciallægeundersøgelse og -behandling. Det fremgår endvidere af stk. 5, at henvisningen udstedes uden særligt vederlag på en af overenskomstens parter og Foreningen af Speciallæger aftalt henvisningsblanket.

Regionen fandt derfor i sin afgørelse, at det er var forudsætning for, at kunne få tilskud til behandling i andre EU/EØS-lande, at han fra en alment praktiserende læge havde fået udstedt en henvisning på den i overenskomsten for almen praksis aftalte henvisningsblanket. Han havde tidligere fremsendt et brev fra dateret den 22. juni 2012. Dette var imidlertid ikke en henvisning i overenskomstmæssig forstand og kunne derfor ikke umiddelbart danne grundlag for udbetaling af tilskud.

Region oplyste dog samtidigt, at regionen i den konkrete sag fortolkede s brev af 22. juni 2012 som hensigt til en henvisning og i lyset af dette lyset udbetalte regionen undtagelsesvist tilskud i medfør af bekendtgørelsen. Regionen gjorde dog samtidigt opmærksom på, at der fremover kun ville blive udbetalt tilskud, såfremt der forelå en korrekt henvisningsblanket.

Den 21. november 2012 fastholdt overfor Patientombuddet, at han ønskede at opretholde sin klage, da Region ved fremtidige ansøgninger om tilskud nu krævede, at han kunne forelægge en bestemt blanket.

Behandling hos speciallæge

Det fremgår af sundhedslovens § 168, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om og vilkår for, at regionsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen yder tilskud til varer efter loven, der købes i et andet EU/EØS-land, og tjenesteydelser efter loven, der leveres i et andet EU/EØS-land. Ministeren har fastsat regler herom i bekendtgørelse nr. 1098 af 19. november 2008 om adgang til tilskud efter sundhedsloven til varer og tjenesteydelser, der er købt eller leveret i et andet EU/EØS-land (ydelsesbekendtgørelsen).

Det følger af bekendtgørelsens § 1, stk. 2, nr. 4, at der ydes tilskud til speciallægehjælp, jf. sundhedslovens § 168.

Det følger endvidere efter bekendtgørelsens § 4, at tilskud efter § 1, stk. 2, nr. 3-14, tillige er betinget af, at den modtagne ydelse er tilskudsberettiget efter sundhedslovgivningen eller overenskomster indgået i medfør heraf, jf. sundhedslovens § 227. Tilskuddet ydes, uanset om sundhedstjenesteyderen har tilsluttet sig en overenskomst.

Det følger yderligere af bekendtgørelsens § 5, stk. 1, nr. 2, at bestemmelser i sundhedslovgivningen eller i overenskomster indgået i medfør heraf om lægehenvisning eller lægeordination, som forudsætning for ydelse af tilskud, finder tilsvarende anvendelse ved tilskud til varer eller tjenesteydelser købt eller leveret i et andet EU-/EØS-land.

Det er Patientombuddets vurdering, at bekendtgørelsens § 5, stk. 1, nr. 2, skal forstås som et udtryk for, at forpligtelsen til at godtgøre udgifterne til grænseoverskridende sundhedsydelser efter EU-retten er begrænset til de sundhedsydelser, som den forsikrede har krav på i henhold til lovgivningen i vedkommendes forsikringsmedlemsstat. Den forsikrede patients udgifter til grænseoverskridende sundhedsydelser godtgøres altså kun, hvis den forsikrede har ret til de pågældende sundhedsydelser i forsikringsmedlemsstaten.

Patientombuddet kan hertil oplyse, at det fremgår af § 64, stk. 1, i sundhedsloven, at regionsrådet yder vederlagsfri behandling hos praktiserende speciallæge til personer, der er omfattet af sikringsgruppe 1, når behandlingen sker efter henvisning fra den valgte alment praktiserende læge. Ifølge § 64, stk. 4, kan Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte nærmere regler om henvisning til behandling efter stk. 1, herunder at kravet om henvisning til behandling hos praktiserende speciallæge kan fraviges i nærmere bestemt omfang.

Det fremgår af § 5, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1238 af 5. december 2006 om behandling hos læge i praksissektoren, at gruppe 1-sikrede personer har ret til vederlagsfri behandling hos praktiserende speciallæge, der er tilsluttet overenskomst vedrørende speciallægehjælp indgået mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Foreningen af Speciallæger, når behandlingen sker efter henvisning fra den alment praktiserende læge. Gruppe 1-sikrede personer har ret til vederlagsfri behandling i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i overenskomst vedrørende speciallægehjælp, også for så vidt angår eventuelle begrænsninger i antallet af besøg, konsultationer eller behandlinger.

Patientombuddet finder, at af sin praktiserende læge den 22. juni 2012 var henvist til videre behandling hos en speciallæge, og at henvisningskravet derfor var opfyldt.

Videre kan Patientombuddet oplyse, at det fremgår af ydelsesbekendtgørelsens § 6, at bestemmelser i sundhedslovgivningen eller i overenskomster indgået i medfør heraf om anvendelse af eksempelvis særlige ordinationsblanketter eller krav om elektronisk henvisning, ikke finder anvendelse for varer og tjenesteydelser købt eller leveret i et andet EU-/EØS-land.

Det er herefter Patientombuddets opfattelse, at der ikke efter EU-retten kan stilles krav om, at  bestemte blanketter eller formularer er udfyldt  og benyttet ved udfærdigelsen af selve henvisningen, førend en person med bopæl i Danmark kan modtage behandling hos speciallæge i et andet EU-/EØS-land. Ligeledes kan der ikke stilles krav om en bestemt fremsendelsesmetode, hverken elektronisk eller pr. brev.

Sammenfattende finder Patientombuddet derfor, at var henvist til speciallægebehandlingen i Tyskland.

Det er herefter Patientombuddets opfattelse, at Region ikke kunne stille som betingelse for at yde tilskud til s behandling praktiserende speciallæge læge i Tyskland, at han var henvist til lægen på en bestemt blanket fremsendt i en bestemt form.

På denne baggrund ændrer Patientombuddet den afgørelse, der er truffet af Region den 9. oktober 2012, som fastholdt med ændret begrundelse den 13. november 2012, om bestemte formkrav til henvisning forud for behandling modtaget i Tyskland.

Region er ikke berettiget til at stille de pågældende krav.

Afslutningsvist bemærkes det, at Patientombuddet ikke i nærværende afgørelse har forholdt sig til, hvorvidt størrelsen på de udbetalte tilskud er korrekte, idet ikke har klaget over dette.