Patientens fuldmagt om aktindsigt til pårørende skulle respekteres

Styrelsen for Patientsikkerhed finder grundlag for at kritisere Sygehus 1 for håndteringen den 23. september 2014 af <****>s anmodning om aktindsigt i hendes ægtefælle, <****>s journal.

Klagen

Der er klaget over følgende:

At ikke fik aktindsigt i s journal, da hun bad om en sådan på afdeling 1, Sygehus 1.

Begrundelse

Styrelsen for Patientsikkerhed har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Indledende oplysninger

blev efter et fald på et betongulv gennem taget på sit hønsehus indbragt i bevidstløs tilstand til sygehus 2 den 19. september 2014. Han blev herfra overflyttet til afdeling 1, Sygehus 1. Under hele indlæggelsen var han bevidsthedssvækket/bevidstløs og ikke i stand til at tilkendegive sin mening. Han afgik ved døden den 21. oktober 2014.

Hændelsesforløb

Det fremgår af s klage til styrelsen, at hun bad om aktindsigt i sin mand, s journal for at varetage sin mands interesser som nærmeste pårørende.

Ifølge supplerende oplysninger til klagen dateret den 24. februar 2015 anmodede den 23. september 2014 mundtligt afdeling 1, Sygehus 1, om en udskrift af s journal. Anmodningen blev afslået på trods af, at s forhåndsdirektiv angående lægebehandling gav hende fuldmagt til fuldstændig aktindsigt angående hans lægebehandling.

Den 24. september 2014 er det noteret i jorunalen, at afdelingen havde forelagt anmodningen for hospitalets jurister. De havde vurderet, at fuldmagten ikke gav ret til at få videregivet oplysninger fra patientens journal. Samtykkekravet i sundhedslovens § 43 havde efter juristernes opfattelse det klare formål at sikre, at patienten kan overskue, hvad et samtykke til videregivelse af oplysningerne indebærer og hvilke dele af vedkommendes privatliv, der bliver blotlagt i forbindelse med videregivelsen. Endvidere bortfaldt en samtykkeerklæring til videregivelse af oplysninger til andre formål end behandling efter et år efter, den var givet. Den pågældende fuldmagt var dateret den 11. februar 2012 og var altså over 2 ½ gammel.

Den 30. september 2014 skrev en mail til Sygehus 1, hvori hun bad om en udskrift af sin ægtefælles journal. Ifølge klagen modtog hun herefter enkelte sider fra s journal. Det drejer sig om i alt ni siders journalmateriale udskrevet henholdsvis den 2., 3. og 13. oktober 2014 med løbende journalkontinuationer i perioden fra den 20. til den 24. september 2014. Notaterne er fra -, -, afdeling og afdeling 2, Sygehus 1.

Videre fremgår det af de supplerende oplysninger til klagen dateret den 24. februar 2015, at s datter henvendte sig til en overlæge på afdeling 1, Sygehus 1, for at få de manglende sider. Overlægen blev imidlertid oprørt over, at ovennævnte sider var blevet udleveret på ukorrekt grundlag.

Det fremgår af udtalelsen fra Sekretariatet , Sygehus 1, at den skriftlige anmodning blev sendt til adressen og ikke til en specifik afdeling. På den baggrund imødekom to afdelinger s anmodning og fremsendte en journaludskrift. Afdeling 1 afviste derimod at imødekomme hendes anmodning.

Det fremgår af journalen den 8. oktober 2014, at der var en samtale med s familie. ønskede fortsat aktindsigt. Afdelingen henholdt sig til afslaget givet den 24. september 2014. Hvis havde været ved bevidsthed og var habil, kunne han give samtykke til udlevering af journalen, men da dette ikke var tilfældet, handlede afdelingen i overensstemmelse med sundhedsloven. Under samtalen blev den journaludlevering, som havde fundet sted fra en anden afdeling, omtalt. Afdeling 1 vurderede, at denne var i strid med loven.

Begrundelse for afgørelse af klagen

Styrelsen kan oplyse, at en patient har ret til aktindsigt i sin journal. Det følger af sundhedslovens § 37.

Styrelsen kan hertil oplyse, at den, der er part i en sag, på ethvert tidspunkt kan vælge at lade sig repræsentere eller bistå af andre. Det fremgår af forvaltningslovens § 8, stk. 1. Det er hertil styrelsens opfattelse, at en repræsentant for en patient kan have ret til at få aktindsigt i patientens journal. Det er dog en betingelse herfor, at der ikke er tvivl om, at vedkommende er repræsentant for patienten, og at repræsentationsforholdet også omfatter patientens adgang til aktindsigt i patientjournalen. Der er ingen formelle krav til dokumentation for repræsentationen.

Det fremgår af klagen, at , som var Jehovas Vidne, havde et udfyldt forhåndsdirektiv. Han havde erklæringen på sig i sin tegnebog ved indlæggelsen. Den var underskrevet i vidners påsyn i 2012, og i dette dokument havde han tilkendegivet, at han under ingen omstændigheder ønskede at modtage blodtransfusion. Afdeling 1 på Sygehus 1 var bekendt med dette forhåndsdirektiv.

Det fremgår af det medsendte ”Forhåndsdirektiv og fuldmagt angående lægebehandling”, at ved sin underskrift af dokumentet bestemte, at han under ingen omstændigheder ønskede at modtage transfusion med blod eller blodkomponenter. Han udnævnte samtidig en fuldmægtig til at træffe beslutninger i spørgsmål om lægebehandling, hvis han ikke kunne give informeret samtykke.

Videre fremgår det af forhåndsdirektivet, at han gav ”fuldmagt til at træffe afgørelser for mig i spørgsmål om lægebehandling som ikke er beskrevet ovenfor. Min fuldmægtig er bemyndiget til på mine vegne at give eller nægte samtykke til behandling (herunder kunstig ernæring), at konsultere de behandlende læger og få fuldstændig aktindsigt samt tage de nødvendige juridiske skridt til at sikre, at mine ønsker bliver fulgt”. Forhåndsdirektivet er underskrevet den 11. februar 2012.

Det er styrelsens opfattelse, at forhåndsdirektivet bemyndiger til på s at begære og modtage aktindsigt i hans journal.

Styrelsen kan oplyse, at den myndighed, der skal træffe afgørelse om, hvorvidt en anmodning om aktindsigt skal imødekommes, afgør, om fuldmagtshaver skal fremlægge en skriftlig fuldmagt eller på anden måde dokumentere, at patienten er indforstået med, at fuldmagtshaver får aktindsigt i patientens journal. Endvidere skal myndigheden sikre sig, at fuldmagten er dækkende, således at fuldmagtshaver er bemyndiget til at indhente de ønskede oplysninger. I de tilfælde, hvor myndigheden er i tvivl om fuldmagtens rækkevidde, eller har mistanke om, at patienten ikke er i stand til at varetage egne interesser, må vedkommende eksempelvis henvende sig til patienten – såfremt det er muligt - med henblik på afklaring af tvivlen.

Efter en formålsfortolkning af reglerne i sundhedsloven er det styrelsens opfattelse, at helbredsoplysninger skal opfattes som særdeles fortrolige.

Det er hertil styrelsens opfattelse, at en fuldmagt til aktindsigt i en patientjournal udtrykkeligt skal angive, at fuldmagtshaveren har ret til aktindsigt i fuldmagtsgiverens patientjournal på et givet behandlingssted - eller at fuldmagten i hvert fald ikke må give anledning til tvivl om, at fuldmagtsgiveren har kunnet overskue konsekvensen af, hvilke journaloplysninger fuldmagts-haveren får adgang til at få aktindsigt i.

Det er på den baggrund styrelsens opfattelse, at der skal foreligge en fuldmagt, der bygger på et frivilligt og konkret samtykke til, at en navngiven repræsentant kan anmode om at få aktindsigt i fuldmagtsgivers patientjournal.

Det fremgår at udtalelsen fra Sekretariatet , Sygehus 1, at det – henset til patientens religiøse overbevisning – blev vurderet, at patienten ikke på tidspunktet for fuldmagtsafgivelsen var i stand til at overskue, at det kunne være i hans interesse, at hans nærmeste pårørende ikke fik tilgang til hele hans journal. Han havde næppe en forventning om, at han på et tidspunkt ville befinde sig i en situation, hvor han havde fået blodtransfusion  på livreddende indikation – et forhold der - hvis det blev kendt - ville kunne medføre en udstødelse af det religiøse samfund, han var tilknyttet. 

Det er hertil styrelsens vurdering, at det netop følger af en fremtidsfuldmagts natur, at den oprettes før, den er tiltænkt anvendt, og altså først påtænkes anvendt på et senere tidspunkt. En sådan fuldmagt dækker behovet for, at man som patient kan få en eller flere personer til at varetage sine forskellige interesser, hvis man senere mister evnen til at handle fornuftsmæssigt. 

Det er videre styrelsens opfattelse, at der ikke i det foreliggende materiale er oplysninger, der indikerer, at ved afgivelsen af fuldmagten den 11. februar 2012 ikke var i  stand til at overskue konsekvenserne af at udfylde forhåndsdirektivet. Styrelsen henviser i den forbindelse til præmis 139 i sagen “Jehovah’s witnesses of Moscow and others v. Russia” ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fra den 10. juni 2010. Det følger heraf, at der i den pågældende sag intet var, der tydede på, at der ved Jehovas Vidners udfyldelse af de såkaldte ”no blood cards” var blevet anvendt pres eller utilbørlig påvirkning. Tværtimod så det ud til, at mange Jehovas Vidner havde foretaget et bevidst valg ved at afvise blodtransfusioner på forhånd på et tidspunkt, hvor der ikke forelå en akut situation. Det bekræftes af den omstændighed, at de havde forberedt sig på en nødsituation ved at udfylde kortet og bære det på sig. Der var ingen tegn på, at de var i tvivl om deres beslutning om at afstå fra blodtransfusion ved indlæggelse på et sygehus. Følgelig var der ikke grundlag for antage, at deres viljestilkendegivelse var et resultat af tvang eller at den ikke repræsenterede deres beslutning.

Det er endvidere styrelsens vurdering, at der ikke er tvivl om, at repræsentationsforholdet i den konkrete sag også omfattede adgang til hele patientjournalen. Styrelsen har herved lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgår af forhåndsdirektivet, at den fuldmægtige var bemyndiget til at få fuldstændig aktindsigt. Styrelsen finder det ligeledes utvivlsomt, at bemyndigelsen knyttede sig specifikt til patientjournalen, idet forhåndsdirektivet netop tog sigte på den situation, hvor patienten skulle i lægebehandling.

Som nævnt fremgår det af journalen den 24. september 2014, at en samtykkeerklæring til videregivelse af oplysninger til andre formål end behandling bortfalder efter et år, og at s fuldmagt var over 2 ½ år gammel.

Styrelsen kan hertil oplyse, at et samtykke fra  patienten til at sundhedspersoner videregiver oplysninger om dennes helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til andre formål end behandling efter sundhedslovens § 43, stk. 1, skal være skriftligt. Det følger af sundhedslovens § 44, stk. 1. Ifølge samme bestemmelses stk. 2 bortfalder samtykket senest 1 år efter, at det er givet.

Det er hertil styrelsens opfattelse, at tidsfristen på et år alene gælder et samtykke, som en patient aktuelt og konkret har givet til, at en sundhedsperson kan videregive oplysninger om patienten til andre sundhedspersoner, myndigheder, organisationer, private personer m.fl., i henhold til sundhedslovens § 43. Der er således ikke tale om, at en fuldmagt til at begære og modtage aktindsigt i en patientjournal generelt set udløber et år efter, at fuldmagten er stiftet.

Styrelsen kan hertil oplyse, at det følger af den almindelige fuldmagtslære, at ophør af en fuldmagt som udgangspunkt alene kan ske ved, at fuldmagten tilbagekaldes på samme måde, som den blev stiftet, medmindre den efter sit indhold er tidsbegrænset. 

Det er styrelsens vurdering, at der ikke i det foreliggende materiale er oplysninger, der tyder på, at fuldmagten skulle være tilbagekaldt, eller at forudsætningerne for den i øvrigt skulle være ændret væsentligt.

På denne baggrund finder styrelsen, at Sygehus 1 handlede i strid med sundhedsloven ved ikke den 23. september 2014 at give aktindsigt i hendes ægtefælle, s journal.