Patienten var henvist til vederlagsfri genoptræning, men havde ikke ret til forhåndsgodkendelse

Styrelsen for Patientsikkerhed tiltræder Region <****>s afgørelse af 7. oktober 2014 om afslag til <****> på forhåndsgodkendelse til behandling i Kroatien. <****> havde ikke ret til forhåndsgodkendelse fra Region <****>. Styrelsen for Patientsikkerhed tiltræder med ændret begrundelse Kommune <****>s afgørelse af 29. juni 2015 om afslag til <****> på forhåndsgodkendelse til behandling i Kroatien. <****> havde ikke ret til forhåndsgodkendelse fra Kommune <****>.

Klagen

ansøgte såvel Region som Kommune om forhåndsgodkendelse til et genoptræningsophold i Kroatien. Hun fik afslag herpå af Region ved afgørelse af 7. oktober 2014 og af Kommune ved afgørelse af 29. juni 2015.

klagede den 3. juli 2015 til Styrelsen for Patientsikkerhed over afgørelserne.

Begrundelse

ansøgte den 12. august 2014 Region om forhåndsgodkendelse til et genoptræningsforløb med ”” i Kroatien.

Hun vedlagde en genoptræningsplan dateret 5. august 2014 til genoptræning, udfærdiget af afdeling , Sygehus . Hun vedlagde også et prisoverslag fra ”” på 36.800 kr., svarende til 28 dages indlæggelse og 24 dages genoptræning, samt en pjece, som beskriver et behandlingsophold med ”” i Kroatien.

Under en telefonsamtale mellem og Region s sagsbehandler den 1. september 2014 anmodede sagsbehandleren om et mere udførligt prisoverslag. Samme dag blev det fra ”” meddelt, at man ikke umiddelbart kunne give et mere udførligt prisoverslag, idet et sådant ville afhænge af s konkrete situation. Man oplyste fra ””, at der var tale om sygehusbehandling, men at man i Kroatien tænker anderledes end i Danmark, idet man kombinerer behandling med kurophold.

Region gav ved afgørelse af 7. oktober 2014 afslag på forhåndsgodkendelse med den begrundelse, at genoptræning i hendes situation ikke var sygehusbehandling i Danmark og dermed ikke omfattet af reglerne om forhåndsgodkendelse til efterfølgende refusion af udgifter til planlagt sygehusbehandling. Der var endvidere ikke tale om en lignende eller tilsvarende behandling, som tilbydes i Danmark. Genoptræning af en patient i s situation ville i Danmark være genoptræning i kommunalt regi. Region henviste derfor til at kontakte sin bopælskommune.

ansøgte derefter Kommune om tilskud til genoptræning i Kroatien. Styrelsen er ikke i besiddelse af s ansøgning, men har lagt til grund, at hun søgte på det samme grundlag, som hun forelagde Region .

Kommune gav ved afgørelse af 29. juni 2015 afslag på tilskud med den begrundelse, at genoptræningstilbuddet i Kroatien ikke svarede til Kommune s genoptræning, som kun er ambulant.

klagede den 3. juli 2015 over Region s og Kommune s afgørelser. Hun skrev, at myndighedernes sagsbehandling havde gjort det uklart, hvilken myndighed, der var den rette til at behandle hendes ansøgning.

Klagetidspunktet

klagede som nævnt den 3. juli 2015, herunder blandt andet over Region s afgørelse af 7. oktober 2014.

En klage over en afgørelse om forhåndsgodkendelse til behandling i et andet EU-/EØS-land skal indgives til Styrelsen for Patientsikkerhed inden 4 uger, efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Det fremgår af § 10, jf. § 6, nr. 16, i klage- og erstatningsloven.

Styrelsen har imidlertid lagt vægt på, at Region i sin afgørelse af 7. oktober 2014 ikke oplyste om, at klagefristen var 4 uger. Styrelsen har derfor lagt til grund, at først blev bekendt hermed, da hun modtog Kommune s afgørelse af 29. juni 2015.

På denne baggrund har styrelsen anset s klage over Region s afgørelse for at være rettidigt indgivet.

Klagen over Kommune s afgørelse er indgivet inden for fristen på 4 uger.

Reglerne om forhåndsgodkendelse og refusion

Styrelsen kan oplyse, at reglerne om retten til refusion af udgifter til behandling i et andet EU- eller EØS-land dels er fastsat ved bekendtgørelse nr. 1660 af 27. december 2013 om tilskud til sundhedsydelser uden for sygehusvæsenet købt i eller leveret fra andre EU/EØS-lande (ydelsesbekendtgørelsen), dels ved §§ 31-41 i bekendtgørelse nr. 958 af 29. august 2014 om ret til sygehusbehandling m.v. (sygehusbekendtgørelsen).

Ydelsesbekendtgørelsen regulerer blandt andet retten til refusion af udgifter til behandling i blandt andet praksissektoren, mens §§ 31-41 i sygehusbekendtgørelsen regulerer retten til refusion af udgifter til sygehusbehandling.

Det afgørende for, hvilke regler der skal anvendes, er, om behandlingen i Danmark ville være foregået i praksissektoren eller på sygehus. Det er altså ikke afgørende, hvor behandlingen foregik i det andet medlemsland.

Afgørelseskompetencen ligger hos patientens bopælsregion, når der er tale om sygehusbehandling. Når der er tale om behandling, som i Danmark ville foregå i praksissektoren, ligger afgørelseskompetencen i nogle tilfælde hos bopælsregionen og i andre hos bopælskommunen.

Genoptræning i kommunalt regi

Kommunerne er forpligtede til at tilbyde vederlagsfri genoptræning til personer, som udskrives fra sygehus med en genoptræningsplan. Det følger af sundhedslovens § 140, jf. § 84, og reglerne i bekendtgørelse nr. 1088 af 6. oktober 2014 om genoptræningsplaner og om patienters valg af genoptræningstilbud efter udskrivning fra sygehus.

Kommunens forpligtelse omfatter almen genoptræning, genoptræning på specialiseret niveau eller rehabilitering på specialiseret niveau. Genoptræningen kan i nogle tilfælde finde sted på et offentligt sygehus, men det er under alle omstændigheder patientens bopælskommune, som betaler for genoptræningen.

Genoptræning på offentligt sygehus

En patient, som ikke er udskrevet fra sygehus med en genoptræningsplan, kan med lægehenvisning modtage genoptræning på et offentligt sygehus, både under indlæggelse og som et ambulant genoptræningsforløb. I disse tilfælde afholdes udgiften til genoptræningen som en sygehusudgift, hvilket betyder, at det er patientens bopælsregion, som betaler.

Region s afgørelse

Den 1. juli 2014 blev henvist til genoptræning på i Spanien af afdeling , Sygehus . Henvisningen blev afvist af -visitationen den 9. juli 2014 med den begrundelse, at man ikke kunne tilbyde den specifikke genoptræning, som havde behov for, da hendes diagnose lå uden for de specialer, som findes på .

Den 5. august 2014 udfærdigede afdeling , Sygehus , en ”Almindelig ambulant genoptræningsplan” for med henblik på genoptræning på grund af muskelspændinger. Genoptræningsplanen blev underskrevet af en fysioterapeut med den læge fra afdeling , som også havde henvist til , angivet i rubrikken ”Afsender/henvisende afd., sygehus, region”.

Det fremgår af genoptræningsplanen, at i 2011 havde fået foretaget en operation med fjernelse af livmoderen, og at hun efterfølgende havde haft komplikationer med blødning over operationsfeltet. I maj 2012 var der blevet foretaget en operation for brok og sammenvoksninger. I oktober 2012 og maj 2014 viste kikkertundersøgelse af tyktarmen normale forhold. Det fremgår også, at aktuelt havde været sygemeldt i et år, og at hun var blevet tilbudt nyt job, når hun fysisk var klar til at varetage jobbet.

Det er i genoptræningsplanen beskrevet, at havde daglige smerter i tarmene, mange toiletbesøg med tynd afføring, og at hun havde svært ved at holde på urin og afføring. Det blev vurderet, at hun havde brug for intensiveret/guidet genoptræning efter et langt sygdomsforløb.

Genoptræningsplanen blev sendt til Kommune med kopi til egen læge, men det er noteret i genoptræningsplanen, at kommunen ikke skulle tage kontakt til vedrørende genoptræning, da ifølge den afsendende læge skulle henvises til genoptræning gennem ”” i Kroatien af egen læge, da hun havde behov for et intensivt forløb, der kunne ligestilles med en indlæggelse med daglig genoptræning.

Herefter udfærdigede s alment praktiserende læge en udateret henvisning ”Til Region ” med henblik på et genoptræningsforløb med ”” i Kroatien. Han beskrev hendes sygdomsforløb og anførte, at der var udarbejdet specialiseret genoptræningsplan fra fysioterapien i , som han vedlagde.

Det er styrelsens opfattelse, at på ansøgningstidspunktet var henvist til vederlagsfri genoptræning i kommunalt regi med en genoptræningsplan efter udskrivelse fra sygehus, jf. sundhedslovens § 84.

Der foreligger således en udfyldt genoptræningsplan afsendt til Kommune af en læge på Sygehus . Det forhold, at det er anført i genoptræningsplanen, at Kommune ikke skulle foretage sig noget i anledning af genoptræningsplanen, kan efter styrelsens opfattelse alene tilskrives det forhold, at den afsendende sygehuslæge var bekendt med, at ønskede sin genoptræning i Kroatien.

Det forhold, at det blev skrevet i genoptræningsplanen, at skulle henvises til genoptræning gennem ”” af egen læge, kan ikke føre til den opfattelse, at der ikke var tale om en genoptræningsplan efter sundhedslovens § 84. Styrelsen anser denne fremgangsmåde som udtryk for usikkerhed om, hvad der skulle til for at søge om forhåndsgodkendelse til behandling i et andet EU-/EØS-land.

Region gav afslag med den begrundelse, at genoptræning i en situation som s ikke var sygehusbehandling, og henviste hende til at søge hendes bopælskommune om forhåndsgodkendelse til refusion.

Da det ikke er bopælsregionens forpligtelse at tilbyde en person vederlagsfri genoptræning efter sundhedslovens § 140, men derimod bopælskommunens, er det styrelsens opfattelse, at Region skulle give afslag på hendes ansøgning.

På denne baggrund tiltræder styrelsen den afgørelse, som blev truffet af Region den 7. oktober 2014 om afslag på forhåndsgodkendelse til s behandling i Kroatien.

Kommune s afgørelse

En person har ret til vederlagsfri genoptræning efter udskrivning fra sygehus, jf. sundhedslovens § 140, når genoptræningen finder sted i et andet EU-/EØS-land. Det følger af § 1, stk. 2, nr. 19, i ydelsesbekendtgørelsen.

Det fremgår videre af ydelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 1, at tilskud er betinget af, at den modtagne ydelse er tilskudsberettiget eller vederlagsfri efter sundhedslovgivningen eller overenskomster indgået i medfør heraf.

Efter ydelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 1, nr. 2, kræves der lægehenvisning til behandling i et andet EU-/EØS-land i samme omfang, som lægehenvisning kræves, når behandlingen foregår i Danmark.

Det er styrelsens opfattelse, at en genoptræningsplan i medfør af reglerne i bekendtgørelse nr. 1088 af 6. oktober 2014 om genoptræningsplaner og om patienters valg af genoptræningstilbud efter udskrivning fra sygehus kan sidestilles med en henvisning.

Som anført ovenfor under overskriften ”Region s afgørelse” er det styrelsens opfattelse, at var henvist til vederlagsfri genoptræning i kommunalt regi i form af en formaliseret genoptræningsplan.

Kommune gav ved afgørelse af 29. juni 2015 afslag på tilskud til et genoptræningsophold i Kroatien med den begrundelse, at genoptræningsopholdet i Kroatien foregår under indlæggelse og dermed ikke svarer til den ambulante genoptræning, som Kommune tilbyder. Kommunen skrev videre, at genoptræning under indlæggelse i Danmark er en regional opgave.

Det er styrelsens opfattelse, at det afgørende for, om en kommune skal give tilskud til en persons genoptræning i et andet EU-/EØS-land, er, om indholdet af genoptræningen helt eller delvist svarer til den genoptræning, som kommunen tilbyder. Hvis det er tilfældet, har personen ret til at tage et tilskud svarende til omkostningen til genoptræningen i Danmark med til den genoptræning, som personen ønsker i det andet land. Det er efter styrelsens opfattelse ikke afgørende, om behandlingen i det andet land indebærer, at personen skal opholde sig på genoptræningsstedet.

Det fremgår af den pjece, som vedlagde sin ansøgning, at ”” på behandlingsstedet i Kroatien tilbyder genoptræning hos dansk uddannet personale, herunder fysioterapeuter og speciallæge. Det fremgår endvidere, at behandlingen blandt andet består af termiske bade og massage samt intensiv træning.

Det fremgår af genoptræningsplanen, at der er tale om en ”Almindelig ambulant genoptræningsplan”. Det fremgår dog også, at der er behov for et intensivt forløb, der ligestilles med en indlæggelse med daglig genoptræning. s alment praktiserende læge har i sin henvisning stilet til Region skrevet, at der foreligger en specialiseret genoptræningsplan.

Som ovenfor nævnt kan kommunens forpligtelse til at tilbyde genoptræning omfatte almen genoptræning, genoptræning på specialiseret niveau eller rehabilitering på specialiseret niveau. Det fremgår af § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1088 af 6. oktober 2014 om genoptræningsplaner og om patienters valg af genoptræningstilbud efter udskrivning fra sygehus. Det følger af bekendtgørelsen og af bilaget til bekendtgørelsen, at specialiseret genoptræning kan foregå på sygehus.

Det er styrelsen vurdering, at det ikke kan lægges til grund, at Sygehus ved genoptræningsplanen henviste til specialiseret genoptræning.

Det er herefter styrelsens opfattelse, at var henvist til almen genoptræning. Det er endvidere styrelsens opfattelse, at den behandling, som ønskede i Kroatien, i hvert fald delvist svarer til almen genoptræning, hvis behandlingen havde fundet sted i Danmark.

Det fremgår af ydelsesbekendtgørelsens § 13, at en person, som søger om tilskud til sin behandling – fx vederlagsfri genoptræning – i et andet EU-/EØS-land, selv betale for behandlingen, inden personen kan søge om tilskud. Det følger heraf, at kommunen ikke har en forpligtelse til at give forhåndsgodkendelse eller yde tilskud til en behandling, som endnu ikke er modtaget og betalt.

Styrelsen har lagt til grund, at ikke har modtaget og betalt for behandlingen i Kroatien.

På denne baggrund er det styrelsens opfattelse, at Kommune var berettiget til at give afslag på tilskud til behandlingen i Kroatien.

På denne baggrund tiltræder styrelsen med ændret begrundelse den afgørelse, som blev truffet af Kommune den 29. juni 2015 om afslag på tilskud til s behandling i Kroatien.

Afsluttende bemærkning

Styrelsen kan vejlede om, at hun, hvis hun beslutter sig for selv at afholde udgiften til behandlingen i Kroatien, efterfølgende kan søge Kommune om tilskud hertil. Ansøgningen skal vedlægges kvitteret og specificeret regning, hvoraf det fremgår, hvilken behandling der er betalt for. Hvis Kommune herefter vurderer, at der kan gives tilskud til hele eller dele af behandlingen, udbetaler kommunen et tilskud svarende til den omkostning, som den tilsvarende behandling har i Kommune .

Lovgrundlag

Ordlyden af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet blev ikke ændret, da Patientombuddet blev en del af Styrelsen for Patientsikkerhed den 8. oktober 2015. Derfor refereres der i nedenstående lovgrundlag fortsat til Patientombuddet. De kompetencer, der hørte under Patientombuddet, tilkommer nu Styrelsen for Patientsikkerhed.

Bekendtgørelse nr. 1202 af 14. november 2014 af sundhedsloven:

§ 89 a. Regionsrådet yder refusion af patienters udgifter til behandling på et sygehus i et andet EU-/EØS-land.

Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om og vilkår for regionsrådets refusion af udgifter i medfør af stk. 1. Ministeren fastsætter desuden regler om begrænsning af retten til refusion i medfør af stk. 1 som følge af tvingende almene hensyn m.v.

§ 84. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om, at regionsrådet tilbyder en genoptræningsplan til patienter, der har et lægefagligt begrundet behov for fortsat genoptræning efter udskrivning fra sygehus.

§ 140. Kommunalbestyrelsen tilbyder vederlagsfri genoptræning til personer, der efter udskrivning fra sygehus har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning, jf. § 84 om genoptræningsplaner.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsens indsats efter stk. 1 tilrettelægges i sammenhæng med de kommunale træningstilbud m.v. i henhold til anden lovgivning.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe tilbud om genoptræning i henhold til stk. 1 ved at etablere behandlingstilbud på egne institutioner eller ved indgåelse af aftaler herom med andre kommunalbestyrelser, regionsråd eller private institutioner.

Stk. 4. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om patienternes mulighed for at vælge mellem genoptræningstilbud.

 

Bekendtgørelse nr. 958 af 29. august 2014 om ret til sygehusbehandling m.v.:

§ 31. Regionsrådet skal refundere patienters udgifter til sygehusbehandling i et andet EU/EØS-land, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2. Regionsrådet refunderer udgifter til samme behandling eller lignende behandling, som patienten ville være blevet tilbudt i det offentlige sygehusvæsen her i landet, herunder medicinudgifter som i Danmark er omfattet af den pågældende sygehusydelse.

Stk. 3. Regionsrådets refusion af udgifter til ikke-akut sygehusbehandling i et andet EU/EØS-land efter stk. 1 er betinget af, at patienten er henvist til sygehusbehandling efter reglerne i § 11, stk. 1 og 2, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. Regionsrådet kan efter en konkret vurdering yde refusion for sygehusbehandling til en person, der ikke er henvist til behandling, jf. stk. 3, når omstændighederne taler derfor.

Stk. 5. For visse sygehusbehandlinger er retten til refusion betinget af regionsrådets forhåndsgodkendelse, jf. nærmere reglerne i §§ 33-35.

Stk. 6. Ved sygehusbehandling efter reglerne i dette kapitel forstås behandling, som i Danmark udelukkende er sygehusbehandling.

Forhåndsgodkendelse af refusion af udgifter til visse sygehusbehandlinger

Ansøgning når forhåndsgodkendelse af refusion for sygehusbehandling ikke er påkrævet

§ 32. Ansøgning om refusion af udgifter til sygehusbehandling i et andet EU-/EØS-land efter § 31 kan rettes til regionsrådet forud for behandlingen.

Stk. 2. Regionsrådet træffer afgørelse om refusion efter stk. 1 senest 2 uger efter, ansøgningen er modtaget af regionen, og i øvrigt under hensyntagen til patientens behov for fremskyndet behandling. Såfremt patienten ikke med ansøgningen har indsendt alle de i § 40, stk. 1, anførte oplysninger, kan regionsrådet anmode patienten herom og udsætte afgørelsen med det antal dage, det tager patienten at fremsende de manglende oplysninger til regionsrådet.

Ansøgning når forhåndsgodkendelse af refusion for sygehusbehandling er påkrævet

§ 33. Ansøgning om refusion af udgifter til sygehusbehandling i et andet EU/EØS-land efter § 31 skal rettes til regionsrådet forud for behandlingen, såfremt behandlingsbehovet ikke er akut, og såfremt behandlingen er opført på en af Sundhedsstyrelsen offentliggjort liste, jf. § 34.

Stk. 2. Hvis betingelserne for forhåndsgodkendelse efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger med senere ændringer eller Det Blandede EØS-udvalgs afgørelse nr. 76/2011 af 1. juli 2011 om ændring af bilag VI (social sikring) og protokol 37 til EØS-aftalen er opfyldt, giver regionsrådet forhåndsgodkendelsen i overensstemmelse hermed, medmindre patienten anmoder om andet.

Stk. 3. Regionsrådet træffer afgørelse om refusion senest 2 uger efter, ansøgningen er modtaget af regionen, og i øvrigt under hensyntagen til patientens behov for fremskyndet behandling. Såfremt patienten ikke med ansøgningen har indsendt alle de i § 40, stk. 1, anførte oplysninger, kan regionsrådet anmode patienten herom og udsætte afgørelsen med det antal dage, det tager patienten at fremsende de manglende oplysninger til regionsrådet.

Stk. 4. Har patienten ikke fået regionsrådets godkendelse af refusion af udgifter til sygehusbehandling i et andet EU/EØS-land forud for behandlingen, jf. stk. 1, refunderer regionsrådet dog patientens udgifter efter ansøgning, såfremt det efter omstændighederne ikke var muligt for patienten at afvente regionsrådets forhåndsgodkendelse forud for behandlingen, eller regionen ikke efter reglerne i § 35 kunne have givet afslag på ansøgning. Regionsrådet kan endvidere yde refusion, såfremt det efter omstændighederne ikke skønnes rimeligt at afslå refusion.

§ 34. Sundhedsstyrelsen offentliggør en liste over sygehusbehandlinger, hvortil retten til refusion er betinget af forhåndsgodkendelse, jf. § 33.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte behandlinger skal opfylde et af nedenstående kriterier:

1) Behandlingen kræver planlægning med det formål at sikre, at der i Danmark er en tilstrækkelig og vedvarende adgang til et afbalanceret udbud af behandling af høj kvalitet, eller ud fra et ønske om at styre omkostningerne og i videst muligt omfang undgå ethvert spild af økonomiske, tekniske og menneskelige ressourcer, og behandlingen indebærer enten sygehusindlæggelse mindst en nat, eller kræver brug af højt specialiseret og omkostningskrævende medicinsk infrastruktur eller medicinsk udstyr.

2) Behandlingen udgør en særlig risiko for patienten eller befolkningen.

3) Behandlingen ydes af en sundhedstjenesteyder, der i det enkelte tilfælde kan give anledning til alvorlig og konkret bekymring for så vidt angår kvaliteten og sikkerheden af sundhedsydelsen, med undtagelse af sundhedsydelser, der er underlagt en EU-lovgivning, der sikrer et mindsteniveau for sikkerhed og kvalitet.

§ 35. Regionsrådet kan kun afslå ansøgninger om refusion af udgifter til sygehusbehandling omfattet af § 34, stk. 1, af følgende grunde:

1) Regionsrådet kan tilbyde patienten rettidig behandling på egne sygehuse, andre offentlige sygehuse, samarbejdssygehuse eller aftalesygehuse.

2) Patienten vil i henhold til en klinisk vurdering med rimelig vished blive udsat for en patientsikkerhedsrisiko, der ikke kan betragtes som acceptabel, idet der tages hensyn til den ønskede behandlings mulige gavn for patienten.

3) Befolkningen vil med rimelig vished blive udsat for en væsentlig sikkerhedsrisiko som følge af den pågældende behandling.

4) Den pågældende behandling leveres af en sundhedstjenesteyder, som giver anledning til alvorlig og konkret bekymring for så vidt angår standarder for sundhedsydelsernes kvalitet og patientsikkerheden, herunder bestemmelser om tilsyn.

Refusionsbeløbet

§ 38. Regionsrådet refunderer et beløb, der svarer til, hvad samme eller lignende behandling koster i det offentlige sygehusvæsen her i landet. I de tilfælde, hvor der er fastsat takster for den pågældende behandling i bekendtgørelse om betaling for sygehusbehandling ved en anden regions sygehusvæsen, anvendes disse takster.

Stk. 2. Refusion af udgifter til sygehusbehandling efter stk. 1, kan ikke overstige personens faktiske udgifter.

Afgørelseskompetence

Afgørelseskompetence

§ 39. Ansøgning om refusion af udgifter til sygehusbehandling efter § 31 skal rettes til regionsrådet i bopælsregionen, jf. dog stk. 2 - 4.

Stk. 2. For personer omfattet af § 37, stk. 1, nr. 1 træffes afgørelse om refusion af regionsrådet i den region, hvor kommunen, der har udstedt det særlige sundhedskort til den sikrede, er beliggende.

Stk. 3. For pensionister og deres familiemedlemmer omfattet af § 37, stk. 1, nr. 2, træffes afgørelse om refusion af regionsrådet i pensionistens seneste bopælsregion.

Stk. 4. For grænsearbejderes familiemedlemmer omfattet af § 37, stk. 1, nr. 2, træffes afgørelse om refusion af regionsrådet i den region, hvor kommunen, der har udstedt grænsearbejderens særlige sundhedskort, er beliggende.

Oplysninger i forbindelse med ansøgning om forhåndsgodkendelse og efterfølgende refusion

Oplysninger i forbindelse med ansøgning om forhåndsgodkendelse og efterfølgende refusion

§ 40. Ved ansøgning om refusion efter § 32 eller § 33 forud for behandling skal der medfølge følgende oplysninger:

1) kopi af lægehenvisning til sygehusbehandling, jf. § 31, stk. 3,

2) patientens tilladelse til, at regionsrådet kan indhente yderligere oplysninger om helbredsforhold m.v., som er nødvendige for vurdering af ansøgningen,

3) beskrivelse af det udenlandske behandlingssted af den behandling, som ansøgningen omfatter,

4) pristilbud fra det udenlandske sygehus,

5) dato for behandlingen på det udenlandske sygehus,

6) for de under § 37, stk. 1, nr. 1, anførte personer vedlægges ansøgningen en kopi af ansøgerens særlige sundhedskort,

7) for de under § 37, stk. 1, nr. 2, anførte pensionister og deres familiemedlemmer vedlægges ansøgningen en kopi af ansøgerens EU sygesikringskort og

8) for de under § 37, stk. 1, nr. 2 anførte familiemedlemmer til en grænsearbejder vedlægges ansøgningen en kopi af grænsearbejderens særlige sundhedskort og en kopi af ansøgerens EU sygesikringskort.

Stk. 2. En patient, der har fået godkendt ansøgning om refusion efter § 32 eller § 33, skal for at få udbetalt refusionen efter § 31, indsende følgende oplysninger til regionsrådet:

1) beskrivelse fra det udenlandske sygehus af den behandling, som patienten har modtaget,

2) specificeret og kvitteret regning, og

3) oplysninger til brug for udbetalingen.

Bekendtgørelse nr. 958 af 29. august 2014 om ret til sygehusbehandling m.v.:

§ 1. Der kan efter ansøgning ydes tilskud til visse varer, der købes i et andet EU/EØS-land, og tjenesteydelser, der leveres fra et andet EU/EØS-land, som svarer til varer og tjenesteydelser efter sundhedsloven.

Stk. 2. Tilskud kan gives til følgende varer og tjenesteydelser:

1) Ernæringspræparater, jf. sundhedslovens § 159.

2) Briller til børn under 16 år, jf. sundhedslovens § 70.

3) Høreapparatbehandling i privat regi til personer over 18 år, jf. sundhedslovens § 70 a.

4) Almenlægehjælp til gruppe 1- og 2-sikrede personer, jf. sundhedslovens 59, stk. 1, og § 60, stk. 2.

5) Speciallægehjælp til gruppe 1- og 2-sikrede personer, jf. sundhedslovens § 64, stk. 1 og 2.

6) Forebyggende helbredsundersøgelser ved alment praktiserende læge til børn under den undervisningspligtige alder, jf. sundhedslovens § 63, stk. 1.

7) Tandpleje og tandbehandling omfattet af tilskud efter sundhedslovens § 65 og regler fastsat i medfør af sundhedslovens § 71.

8) Kiropraktisk behandling, jf. sundhedslovens § 66.

9) Fysioterapeutisk behandling, jf. sundhedslovens § 67.

10) Fodterapeutisk behandling, jf. sundhedslovens § 68.

11) Psykologbehandling, jf. sundhedslovens § 69.

12) Regionstandpleje, jf. sundhedslovens § 162.

13) Forebyggende sundhedsydelser, herunder sundhedsvejledning, bistand, funktionsundersøgelser, samt forebyggende helbredsundersøgelser til børn og unge, jf. sundhedslovens §§ 121 og 122.

14) Børne- og ungdomstandpleje, jf. sundhedslovens § 127, stk. 1.

15) Omsorgstandpleje, jf. sundhedslovens § 131, stk. 1.

16) Specialtandpleje, jf. sundhedslovens § 133, stk. 1.

17) Støtte til tandproteser ved ulykkesbetingede tandskader og tandskader som følge af epileptiske anfald, jf. sundhedslovens § 135.

18) Hjemmesygepleje, herunder behandlingsredskaber eller hjælpemidler, jf. sundhedslovens § 138.

19) Vederlagsfri genoptræning efter udskrivning fra sygehus, herunder behandlingsredskaber eller hjælpemidler, jf. sundhedslovens § 140.

20) Vederlagsfri fysioterapi, jf. sundhedslovens § 140 a.

21) Sundhedsfaglig behandling for alkoholmisbrug, jf. sundhedslovens § 141.

22) Lægelig behandling for stofmisbrug, jf. sundhedslovens § 142.

23) Lægemidler, jf. sundhedslovens §§ 143 og 158 a, jf. dog stk. 3.

24) Tandbehandling til visse patientgrupper, jf. sundhedslovens § 166.

25) Forebyggelse og sundhedsfremme, jf. sundhedslovens § 119, stk. 1 og 2.

26) Forebyggelse og sundhedsfremme i praksissektoren, jf. sundhedslovens § 119, stk. 3.

Stk. 3. § 1, nr. 23 gælder dog ikke for lægemidler, som i Danmark er en del af sygehusbehandlingen, jf. § 2 i bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling mv.

§ 2. Gruppe 1- og 2-sikrede personer har ret til tilskud efter denne bekendtgørelse, jf. dog §§ 3 og 4.

§ 9. Følgende bestemmelser i sundhedslovgivningen eller i overenskomster indgået i medfør heraf finder tilsvarende anvendelse ved tilskud til varer eller tjenesteydelser købt eller leveret i et andet EU/EØS-land:

1) Bestemmelser om begrænsninger i den personkreds, som kan opnå tilskud eller vederlagsfri behandling.

2) Bestemmelser om receptordination, lægehenvisning, lægeordination eller anden visitation, som forudsætning for ydelse af tilskud til eller vederlagsfri behandling.

3) Bestemmelser om de nærmere kriterier for at opnå tilskud til eller vederlagsfri behandling, dog undtaget begrænsninger i gruppe 1-sikrede personers adgang til almenlægehjælp i Danmark.

4) Bestemmelser om begrænsninger i antallet af besøg, konsultationer eller behandlinger, hvortil der ydes tilskud.

Stk. 2. Hvor der efter bestemmelser i sundhedslovgivningen eller overenskomster indgået i medfør af sundhedslovens § 227 som betingelse for tilskud til en sundhedsydelse i Danmark stilles krav om henvisning fra en læge eller andre, fortabes retten til tilskud i Danmark ikke af, at henvisningen er afgivet af en læge eller andre i et andet EU/EØS-land som led i en sundhedsydelse, der er tilskudsberettiget efter regler i denne bekendtgørelse. Den pågældende læge eller andre i et andet EU/EØS-land, der har foretaget henvisningen til en bestemt sundhedsydelse, skal kunne sidestilles med den læge eller andre, der i Danmark kan afgive en henvisning til en tilsvarende tilskudsberettiget sundhedsydelse.

§ 13.

Den sikrede skal selv udrede hele betalingen til den udenlandske sælger/sundhedstjenesteyder inden den sikrede kan søge om tilskud, jf. §§ 14 og 15.

Bekendtgørelse nr. 1088 af 6. oktober 2014 om genoptræningsplaner og om patienters valg af genoptræningstilbud efter udskrivning fra sygehus:

§ 2. Genoptræningsplanen skal angive, om patienten har behov for almen genoptræning, genoptræning på specialiseret niveau eller rehabilitering på specialiseret niveau, jf. bilag 1.

Stk. 2. Genoptræningsplanen skal indeholde en beskrivelse af patientens funktionsevne og genoptræningsbehov på udskrivningstidspunktet herunder en angivelse af hvilke funktionsevnenedsættelser, som genoptræningen skal rette sig imod m.v.

Stk. 3. For patienter med behov for rehabilitering på specialiseret niveau skal genoptræningsplanen beskrive patientens samlede funktionsevne samt patientens samlede behov for rehabiliteringsindsatser på udskrivelsestidspunktet.

Stk. 4. Genoptræningsplanen skal indeholde oplysninger om, hvordan bopælsregionen og bopælskommunen kan kontaktes med henblik på koordinering af genoptræningsforløbet.

Bekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, som ændret ved lov nr. 1638 af 26. december 2013:

§ 5.Kommunalbestyrelsens afgørelser m.v. kan påklages til Patientombuddet, når de vedrører

…..

8) tilskud til ydelser i et andet EU/EØS-land efter § 168 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,

….

§ 6.Regionsrådets afgørelser m.v. kan påklages til Patientombuddet, når de vedrører:

16) refusion af udgifter til sygehusbehandling i et andet EU/EØS-land efter regler fastsat med hjemmel i §§ 76 og 89 a i sundhedsloven eller.

….