Påstand fra indsat om manglende egnethed til almindelig afsoning var ikke lig med samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger

Styrelsen for Patientsikkerhed finder grundlag for at kritisere, at Arresthus 1 har videregivet oplysninger til Politi <****> om <****> den 5. september 2013. Styrelsen for Patientsikkerhed finder ikke grundlag for at kritisere Arresthus 1 for den behandling, som <****> modtog i perioden fra den 29. august til den 25. september 2013.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1.       At ikke modtog en korrekt behandling i Arresthus 1 i perioden fra den 29. august til den 25. september 2013.

har blandt andet anført, at han i forbindelse med lægekonsultationer i arresthuset blev frataget sin medicin, og at der var et stort ubehag forbundet med ikke at få medicinen udleveret. Det er videre anført, at man fra lægelig side vurderede, at han var egnet til almindelig varetægtsfængsling. Det er endelig anført, at man ikke havde et tilstrækkeligt kendskab til hans sygehistorik til at nedjustere og fratage ham hans medicin.

2.       At Arresthus  1 handlede i strid med sundhedsloven ved den 5. september 2013 at videregive fortrolige oplysninger til Politi og Retten i .

har blandt andet anført, at man fra lægelig side videregav fortrolige oplysninger om ham til Politi i forbindelse med en vurdering af, om han var egnet til almindelig afsoning.

Begrundelse

Styrelsen har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Indledende oplysninger

led af postcommotionelt syndrom som følge af et kranietraume.

Han blev den 29. august 2013 overflyttet fra Arresthus 2 til Arresthus 1. Ved ankomsten var han i behandling med tre forskellige slags beroligende medicin af typen benzodiazepiner, nemlig Nitrazepam, Clonazepam (Rivotril) og Diazepam (Apozepam). Hertil fik han et beroligende antihistamin, et antipsykotisk middel, kaldet Seroquel, et middel mod nervesmerter ved navn Lyrica, et middel mod depression, tre forskellige smertestillende midler, herunder to morfinpræparater, og endelig et middel mod mavesår.

Begrundelse for afgørelsen af 1. klagepunkt

Umiddelbart efter ankomsten til fængslet blev den medicinske behandling gennemgået. Det blev besluttet at stoppe behandlingen med to af de tre benzodiazepiner, Nitrazepam og Diazepam, samt at ophøre med det ene morfinpræparat. Til gengæld blev det besluttet at øge dosen af det tilbageblevne benzodiazepin, Rivotril.

Den 2. september 2013 beklagede sig over medicinreduktionen.

Den 3. september 2013 forsøgte man at ringe til s egen læge, men denne havde ferielukket.

Den 5. september 2013 blev det lægefaglige personale kontaktet af politiet efter et retsmøde, da ikke mente, at han kunne afsone i et fængsel. Det blev fra lægelig side oplyst, at var medicinmisbruger og ikke psykotisk, og at der ikke fandtes medicinsk grundlag for surrogatfængsling.

Den 6. september 2013 ønskede igen den oprindelige medicin tilbage på grund af de smertende tanker i hovedet. Lægen øgede herefter dosen af Clonazepam (Rivotril).

Den 9. september 2013 var der kontakt og samtale mellem arresthuset og s egen læge. Denne var enig i aftrapningen af benzodiazepiner, idet han selv tidligere havde sagt, at ikke skulle have disse ordinationer. Men lægen kunne se, at siden lægens sidste kontakt med ham i april 2013 havde haft adskillige andre lægekontakter.

Den 12. september 2013 blev tilset fra psykiatrisk side. Han fremstod med sløret bevidsthedstilstand og orientering og blev vurderet til at være solidt påvirket af den beroligende medicin, ligesom hukommelsen syntes svært påvirket. Han havde sygdomsindsigt og udtrykte stort ønske om mere medicin. Det blev vurderet, at han, trods omlægningen til en mere hensigtsmæssig medicinering, stadig fik for meget medicin, og der blev anbefalet yderligere gradvis reduktion af medicinen.

Styrelsen kan oplyse, at der ved en reduktion af dosis i præparater af typen benzodiazepiner kan opstå abstinenssymptomer og i svære tilfælde kramper.

Det er styrelsens vurdering, at modtog en relevant og tilstrækkelig behandling i Arresthus 1.

Styrelsen har lagt vægt på, at ved ankomsten til fængslet var underlagt en unødigt omfangsrig medicinsk behandling, herunder tre forskellige præparater af typen benzodiazepiner, hvorfor det var relevant at foretage en betydelig reduktion heri. Styrelsen har hertil lagt vægt på, at benzodiazepiner er sløvende og afhængighedsskabende.

Det er hertil styrelsens vurdering, at det var relevant at øge dosen af Rivotril.

Styrelsen har i denne forbindelse lagt vægt på, at en øgning af Rivotril, som det sidste tilbageværende præparat af typen benzodiazepin, ville tjene til at forebygge abstinenskramper hos . Styrelsen har videre lagt vægt på, at en udtrapning af behandling med benzodiazepiner altid bør ske gradvist.

Styrelsen har endvidere lagt vægt på, at der på relevant og tilstrækkelig vis blev søgt information om s sygehistorik gennem hans egen læge, og på at der blev foretaget en vurdering ved en speciallæge i psykiatri.

Styrelsen har endelig lagt vægt på, at der fra lægelig side var tilstrækkeligt kendskab til til at vurdere, at der ikke fandtes belæg for en surrogatfængsling af ham.

På denne baggrund finder styrelsen, at den behandling, som modtog i Arresthus 1 i perioden fra den 29. august  til den 25. september 2013 var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Begrundelse for afgørelsen af 2. klagepunkt

Det er den 5. september 2013 noteret i journalen, at en politiassistent ringede til lægen i Arresthus 1. havde samme dag været i retten, og dommeren ville gerne have ham tilset af en læge igen, da ikke mente, at han kunne afsone i et fængsel.

Senere samme dag ringede lægen i arresten tilbage til politiassistenten. Det er i den forbindelse noteret: ”Oplyst at pgl. er medicinmisbruger, ÷ psykotisk og der er ikke grundlag for surrogatfængsling.”

Styrelsen kan oplyse, at det følger af sundhedslovens § 40, at en patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. Oplysninger kan dog i henhold til sundhedslovens § 43, stk. 1, videregives til myndigheder, organisationer og private personer, når patienten har givet sit samtykke hertil. Samtykket skal være skriftligt, hvilket følger af sundhedslovens § 44, stk. 1.

Det fremgår ikke af sagens oplysninger, hvorvidt havde givet samtykke til, at det lægefaglige personale i arresten måtte videregive  de pågældende helbredsoplysninger til politiet. Der foreligger ikke et skriftligt samtykke fra . Der foreligger ej heller en udtalelse fra Arresthus 1 om et eventuelt mundtligt samtykke forud for videregivelsen.

Styrelsen har på denne baggrund lagt til grund, at ikke havde givet samtykke til videregivelsen af helbredsoplysningerne.

Med hensyn til et eventuelt stiltiende samtykke er det styrelsens opfattelse, at den omstændighed, at af egen drift gjorde retten opmærksom på, at han ikke anså sig selv for at være egnet til almindelg afsoning, ikke indebærer, at han derved kunne forventes at være fuldt indforstået med, at det lægefaglige personale på denne baggrund ville videregive oplysninger om hans helbredstilstand til politiet, herunder oplysning om, at han var medicinmisbruger. At baggrunden for politiets konkrete indhentelse af lægelige oplysninger hidrører fra selv, medfører efter styrelsens opfattelse ikke, at han derved afgav et stiltiende samtykke.

Det er herefter styrelsens opfattelse, at hverken udtrykkeligt eller stiltiende gav sit samtykke til, at de pågældende helbredsoplysninger kunne videregives.

Styrelsen kan videre oplyse, at der i henhold til sundhedslovens § 43, stk. 2, under visse betingelser uden patientens samtykke kan videregives oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer.

Således fremgår det af § 43, stk. 2, nr. 2, at videregivelse uden patientens samtykke kan ske, når videregivelsen er nødvendig for berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre.

Det fremgår dog af vejledning af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv., at det forudsættes, at sundhedspersonen i almindelighed, medmindre der foreligger særlige grunde, forinden en videregivelse finder sted, forsøger at indhente patientens samtykke.

Det fremgår videre af pkt. 5.2, jf. pkt. 4.2, i den nævnte vejledning, at reglen i § 43, stk. 2, nr. 2, er en såkaldt "værdi-springsregel", der indebærer, at de hensyn, der taler for videregivelse klart skal overstige hensynet til en patients ønske om fortrolighed. Videre fremgår det af vejledningen, at bestemmelsen vil kunne finde anvendelse i forbindelse med videregivelse af oplysninger til politi og anklagemyndighed, således at videregivelse af oplysninger bl.a. vil være muligt, såfremt der er tale om efterforskning af alvorlig kriminalitet som manddrab, seksualforbrydelser, grovere vold mv., herunder vold mod børn.

Videre fremgår det, at det i den forbindelse er uden betydning, om det er politiet, der fremsætter begæringen om udlevering af oplysninger, eller der opstår spørgsmål om videregivelse på sundhedspersonens eget initiativ.

Desuden fremgår det af vejledningen, at der indenfor fængselsvæsenet vil kunne videregives oplysninger fra fængselslæger til fængslets ledelse med videre om de indsatte, såfremt det er et nødvendigt led i fængslets virksomhed. Der kan for eksempel være tale om videregivelse af oplysninger til brug for vurdering af, om der skal tages særlige forholdsregler over for den indsatte, iværksættes særlige sikringsmidler eller gøres begrænsninger i den indsattes friheder, herunder i udgangsordninger med videre.

Endelig fremgår det af vejledningen, at betingelserne for videregivelse i nogle tilfælde vil være opfyldt uden videre. Det gælder fx, hvor lovgivningen forudsætter et samvirke mellem flere myndigheder. Der vil fx som hidtil kunne udveksles oplysninger i forbindelse med mentalundersøgelser efter retsplejelovens § 809, ligesom resultatet af en blodprøve i sager om spirituskørsel, faderskabssager mv. vil kunne videregives uden samtykke.

Det er herefter styrelsens opfattelse, at videregivelsen af oplysningerne om s helbredstilstand fra det lægefaglige personale i Arresthus 1 til politiet ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen.

Efter styrelsens opfattelse blev oplysningerne ikke videregivet som led i varetagelsen af en åbenbar almeninteresse i forbindelse med efterforskning af kriminalitet, som led i fængslets virksomhed eller i et lovgivningsmæssigt samvirke mellem myndigheder.

Styrelsen har hertil lagt til grund, at oplysningerne heller ikke kan siges at være videregivet af hensyn til sundhedspersonen eller andre.

Det er videre styrelsens vurdering, at de hensyn, der taler for en videregivelse uden samtykke ikke klart overstiger hensynet til s krav på fortrolighed, hvorfor videregivelsen ikke var nødvendig af væsentlige hensyn til ham.   

Styrelsen har lagt vægt på, at Politi den 5. september 2013 ringede til lægen i Arresthus 1, da ”dommeren gerne vil have ham tilset af en læge igen, da ikke mener, at han kan afsone i et fængsel”, hvorefter opkaldet returneres og det oplyses, at han er medicinmisbruger, ikke psykotisk, og at der ikke er grundlag for surrogatfængsling. Den undersøgelse, som dommeren ifølge journalnotatet havde efterspurgt, og hvorunder kunne have givet sit samtykke til videregivelsen af oplysningerne, blev således ikke imødekommet.

På denne baggrund finder styrelsen, at Arresthus 1 har handlet i strid med sundhedsloven ved videregivelsen af oplysninger til Politi om .

Lovgrundlag

Bekendtgørelse nr. 1202 af 14. november 2014 af sundhedsloven:

§ 40, stk. 1: En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i dette kapitel.

Stk. 2. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson efter §§ 41-46 er tillagt beføjelser efter de enkelte bestemmelser, påhviler det overordnede ansvar for, at oplysninger videregives i overensstemmelse med loven, den driftsansvarlige myndighed.

§ 43, stk. 1: Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når

1) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling,

2) videregivelsen er nødvendig for berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre eller

3) videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver.

Stk. 3. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.
Stk. 4. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2, skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed.

§ 44, stk. 1. Samtykke efter § 43, stk. 1, skal være skriftligt. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor. Samtykket skal indføres i patientjournalen.

stk. 2. Samtykke efter stk. 1 bortfalder senest 1 år efter, at det er givet.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk. 1 nævnte samtykke.

 

Bekendtgørelse nr. 24 af 21. januar 2009 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, som ændret ved lov nr. 706 af 25. juni 2010:

§ 1. Patientombuddet, jf. §§ 11 og 12, behandler klager fra patienter over sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-9 og afsnit IV med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang. Patientombuddet kan ikke behandle en klage efter 1. pkt., hvis den faglige virksomhed eller det forhold, klagen vedrører, helt eller delvis er omfattet af en klage efter § 2.

Stk. 2. Patientombuddet træffer i sager efter stk. 1 afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel, eller om sundhedsvæsenet har handlet i strid med sundhedslovens kapitel 4-9 og afsnit IV.