Behandling modtaget hos en praktiserende læge i et andet EU/EØS-land skal altid vurderes efter ydelsesbekendtgørelsen

Styrelsen for Patientsikkerhed ændrer den del af Region s afgørelse af 20. august 2015, som vedrører afslag på refusion af s udgifter til konsultationer den 24. marts og 5. juli 2015 på klinik i , Belgien.

har ret til et tilskud på kr. 363,27 kr.

Styrelsen for Patientsikkerhed hjemviser den del af Region s afgørelse af 20. august 2015, som vedrører afslag på refusion af s udgifter til blodprøveanalyser i Belgien.

Region skal træffe en ny afgørelse i sagen. Regionen skal heri også forholde sig til s ansøgning om befordringsgodtgørelse.

KLAGEN

ansøgte Region om tilskud til behandling, som hun havde fået i Belgien. Region gav ved afgørelse af 20. august 2015 afslag på refusion.

klagede den 14. september 2015 til daværende Patientombuddet, nu Styrelsen for Patientsikkerhed, over Region s afgørelse.

BEGRUNDELSE

, som på Sygehus 1 havde fået konstateret stofskiftesygdom, var i behandling med henholdsvis Eltroxin og Euthyrox i perioden fra 2008 til 2013. Behandlingen medførte en række bivirkninger.

Den 18. februar 2015 henviste s praktiserende læge hende til undersøgelse og behandling hos en specialist i intern medicin.

Efterfølgende opsøgte klinik i , Belgien. Klinikken beskæftiger sig med stofskiftesygdomme. Behandlingen bestod af en indledningsvis diagnosticering, herunder besvarelse af et online spørgeskema, fremsendelse af blod- og urinprøver, som blev undersøgt i et laboratorium, der udfærdigede en rapport samt en efterfølgende konsultation af to timers varighed ved fysisk fremmøde, som bestod af interview, gennemgang af laboratorieprøverne, en fysisk undersøgelse samt behandlingsforslag og gennemgang af behandlingen. Efter endt konsultation fik hun udskrevet recepter med den anbefalede medicin i de doser, som svarede til de mangler og problemer, som laboratorieprøverne afslørede.

modtog behandling på klinik i , Belgien, den 24. marts 2015.

Den 12. april 2015 søgte Region om at få tilskud til behandling, som hun havde fået på klinik i , Belgien, og til de blodprøver, som hun havde fået analyseret i laboratoriet. Hun søgte desuden om at få sine rejse- og opholdsomkostninger samt udgifterne til medicin refunderet. Hun oplyste, at næste kontrol var planlagt til den 2. juli 2015.

Hun vedlagde kvitteret regning dateret den 24. marts 2015 fra klinik på 460 €, som er påstemplet: ”” og en udskrift fra sin bank, der bekræftede en overførsel til Laboratorium , , Belgien fra den 19. marts 2015, som lød på 433,31 € svarende til 3.234,89 kr. (kurs 746,38 pr. 19. marts 2015). Hun vedlagde desuden reservationsbekræftelse på et hotel, som udgjorde 126 € for to overnatninger og en bookingbekræftelse på flyrejse t/r på 2.519 kr., samt kvitteringer fra et belgisk apotek lydende på 687,77 € til diverse medicin.

Hun vedlagde også kopi af en henvisning fra hendes praktiserende læge til en speciallæge i intern medicin, dateret den 15. februar 2015.

Den 8. maj 2015 skrev Region til og anmodede hende om at fremsende en kopi af sin journal fra behandlingen i Belgien og en kopi af regningen for behandlingen/analyserne, der var foretaget i Belgien. Regionen gjorde opmærksom på, at regningen for laboratoriesvarene skulle være udspecificeret, således at beløbet for hver enkel analyse fremgik. Regionen foretog sig ikke yderligere, før materialet var modtaget.

Samme dag svarede . Hun fremsendte en behandlingsplan, en liste over analyserne foretaget på ambulatoriet, en kvittering på 207 € for den resterende medicin, som ikke var på lager på apoteket i Belgien og derfor var eftersendt samt en udskrift fra sin bank, der bekræftede en overførsel til apoteket på 207 € svarende til 1.548,79 kr. (kurs 748,21 pr. 14. april 2015).

Den 12. juni 2015 svarede Region , at det ikke i det fremsendte materiale var muligt at se, hvilken form for undersøgelse og behandling, havde fået foretaget. Det var specielt vigtigt, at regionen modtog oplysning om, hvilken diagnose hun havde fået stillet på Klinik . Det var ikke muligt for regionen at tage stilling til anmodningen om refusion, før regionen havde modtaget disse oplysninger.

Den 13. juli 2015 svarede . Hun fremsendte dokumentation fra klinikken i Belgien. Heraf fremgik, at hun af medicinske årsager (depression, fibromylia, migræne og hypothyreoidisme relateret til hormon- og ernæringsmæssige mangler) fik ordineret en række præparater. Beskrivelsen var udfærdiget af læge 1. vedlagde desuden reservationsbekræftelse på to overnatninger på hotel fra den 1. til den 3. juli 2015 til 1.119 kr. og en kvitteret regning på 230 € betalt til klinik den 2. juli 2015, påstemplet: ””. Hun vedlagde desuden en regning fra sin praktiserende læge for tapning af blod på 500 kr. dateret den 18. maj 2015, en opkrævning på 360,89 € fra laboratoriet for analyser udført den 19. maj 2015 og to kvitteringer for medicin købt på et apotek i Belgien henholdsvis den 18. juni og 2. juli 2015. Beløbet udgør henholdsvis 149,30 € og 787,64 €.

Region traf afgørelse den 20. august 2015. Regionen vurderede indledningsvist, at s ansøgning om refusion af udgifter til udredning og behandling af depression, fibromylia, migræne og hypothyroidisme relateret til hormon og ernæringsmæssige mangler skulle behandles samlet. Regionen gav hende herefter afslag på tilskud med den begrundelse, at udredning og behandling af multiple lidelser i Danmark ville være sygehusbehandling. Da der var tale om behandling, som foregår på regionsfunktion, var retten til refusion betinget af forhåndsgodkendelse. Det betød, at regionen kunne give afslag på forhåndsgodkendelse, hvis behandlingen kunne tilbydes rettidigt i Danmark. Da afdeling 1, Sygehus 2, havde oplyst, at patienter med lægefaglig indikation for multiple lidelser kunne tilbydes behandling inden for en måned, var det regionens vurdering, at i Danmark kunne tilbydes rettidig behandling. Betingelserne for at opnå ret til forhåndsgodkendelse var derfor ikke opfyldt.

Samme dag oversendte Region s anmodning om refusion af udgifterne til medicin indkøbt i Belgien til Sundhedsstyrelsen, som var rette myndighed til at behandle denne.

Den 28. august 2015 skrev til Region . Hun ønskede sin sag revurderet, da refusionen var afvist på et forkert grundlag. Hun stillede sig uforstående overfor, hvorfor regionen påstod, at behandlingen findes i Danmark, eftersom hun havde været tilknyttet afdeling 2, Sygehus 1, hvor hun gennem flere år havde konsulteret i alt syv forskellige eksperter med sine multiple lidelser uden dog at få den behandling, som regionen påstod fandtes i Danmark. Hun var desuden ikke blevet oplyst om begrebet forhåndsgodkendelse på trods af, at hendes praktiserende læge havde henvist hende til behandling i Belgien. Hun burde have været oplyst om dette og havde derfor handlet i god tro for at opnå et bedre helbred.

Videre fremgår det af hendes henvendelse, at regionen i henhold til § 33, stk. 4, kunne give refusion, hvis omstændighederne alligevel talte herfor. mente, at hun var i den kategori, idet hun havde været i behandling på afdeling 2, Sygehus 1, gennem flere år uden at få den behandling, som var nødvendig. Selvom behandlingen påstås at eksistere i Danmark, blev den ikke tilbudt til hende på trods af hendes fortsatte lidelser. Behandlingen var dermed ikke givet rettidigt, da hun i årevis havde ventet på at blive behandlet i Danmark, uden at det skete.

Den 7. september 2015 fastholdt Region sin afgørelse af 20. august 2015. Da der ikke var fremkommet nye faktuelle oplysninger, der ændrede på sagens omstændigheder og afgørelsens grundlag, afslog regionen s anmodning om sagens genoptagelse. Regionen fandt fortsat ikke, at omstændighederne for at opnå en forhåndsgodkendelse var til stede, og hun kunne derfor ikke få refusion for sine udgifter til behandlingen i Belgien. Regionen fandt desuden ikke, at der var omstændigheder, der gjorde, at regionen skulle yde refusion for udgifter til behandlingen i Belgien efter sygehusbekendtgørelsens § 33, stk. 4.

klagede den 14. september 2015 til daværende Patientombuddet. Hun anførte i sin klage, at hun havde været i behandling på Sygehus 1 i en årrække, og at hun gennem hele forløbet, gentagne gange, klagede over sit svigtende og utroligt svage helbred. Den behandling, hun modtog, virkede slet ikke, og det gjorde hun opmærksom på hver gang, hun blev indkaldt til opfølgende konsultation. Hun blev anbefalet at opsøge sin praktiserende læge med sine symptomer, da det ifølge Sygehus 1 ikke kunne skyldes stofskiftet. Hun valgte derfor at opsøge sin praktiserende læge for at prøve andre veje. Hendes praktiserende læge udfærdigede en henvisning til en speciallæge i intern medicin. Lægen var bekendt med, at ville opsøge en mindre klinik i Belgien, hvor hun håbede, at læger kunne diagnosticere og behandle for hendes symptomer. Dette var hendes og lægens forsøg på at finde en behandling, som virkede, på grund af de snart mange års sygdomssymptomer.

Videre anfører i sin klage, at regionen skriver i sin afgørelse, at behandlingen findes i Danmark, og at den kan gives inden for en måned, men dette undrer hende, da hun gennem fire års behandling ikke har modtaget den behandling, hun havde brug for på trods af, at hun gentagende gange klagede over sit helbred. Hendes erfaring var derfor, at der ikke var noget endokrinologerne i Danmark kan gøre for hende i forhold til hendes multiple lidelser. Havde de udført den behandling, som påstås tilgængelig i deres regi, havde der ikke været grund til at rejse til udlandet for behandling. Desuden vidste hun ikke, om og i givet fald hvilken behandling hun skulle have i Belgien, eftersom besøget omfattede først at stille en diagnose. Derfor lå det ikke i hendes tankesæt, at hun skulle søge forhåndsgodkendes til en hospitalsbehandling. Hun mødte desuden som ambulant patient på klinikken i Belgien.

Ydermere anfører , at daværende Patientombuddets hjemmeside leder hen til to former af behandling, man kan søge refusion til: ambulant behandling eller hospitalsbehandling. Hun klikkede naturligvis på ambulant behandling og så, at hun var berettiget til refusion. Hun var således i god tro, da hun rejste til Belgien med forventning om at få refusion. Hun rejste til en speciallæge i intern medicin for i ambulant regi at få en diagnose og eventuel efterfølgende ambulant behandling. Desuden havde hun opfattelsen af, at der ikke var en tilgængelig behandling i Danmark for hendes lidelser.

Endelig har anført, at hun i Belgien oplevede en yderst professionel og fyldestgørende undersøgelse, diagnose/udredning og efterfølgende rådgivning og ambulant behandling, der på kort tid hjalp på stort set alle hendes sygdomssymptomer. Hun forstår ikke, hvordan regionen kan påstå, at en behandling er så omfattende, at den kræver hospitalsbehandling, og at den findes, men at man undlader at give den, og så nægter refusion, når man kan få behandlingen i udlandet på en lille klinik med almindelige, praktiserende metoder.

Reglerne om forhåndsgodkendelse og refusion

Styrelsen kan oplyse, at reglerne om retten til refusion af udgifter til behandling i et andet EU- eller EØS-land dels er fastsat ved dagældende bekendtgørelse nr. 1660 af 27. december 2013 om tilskud til sundhedsydelser uden for sygehusvæsenet købt i eller leveret fra andre EU/EØS-lande (ydelsesbekendtgørelsen), som er udstedt med hjemmel i sundhedslovens § 168, dels ved §§ 31-41 i dagældende bekendtgørelse nr. 958 af 29. august 2014 om ret til sygehusbehandling m.v. (sygehusbekendtgørelsen), som er udstedt med hjemmel i sundhedslovens § 89 a.

Ydelsesbekendtgørelsen regulerer blandt andet retten til refusion af udgifter til almenlægehjælp og speciallægehjælp, mens §§ 31-35 i den gældende sygehusbekendtgørelse regulerer retten til refusion af udgifter til sygehusbehandling.

Der ydes tilskud til almenlægehjælp til personer, som er omfattet af tilskud efter sundhedslovens § 60, stk. 1 og 2 om almenlægehjælp og til personer, som er omfattet af tilskud efter sundhedslovens §og 64, stk. 1 og 2 om og speciallægehjælp

Det fremgår af § 1, stk. 2, nr. 4 og 5, i ydelsesbekendtgørelsen.

Tilskuddet er betinget af, at den modtagne ydelse er tilskudsberettiget eller vederlagsfri i Danmark efter sundhedslovgivningen eller overenskomster indgået i medfør heraf.

Det fremgår af § 8, stk. 1, i ydelsesbekendtgørelsen.

Det fremgår af sygehusbekendtgørelsens § 31, stk. 6, at reglerne i sygehusbekendtgørelsen finder anvendelse for retten til refusion af udgifter til behandling, som i Danmark alene foretages som sygehusbehandling. Retten til refusion af udgifter til behandling, som i Danmark (også) foregår uden for sygehusregi, er derfor reguleret af reglerne i ydelsesbekendtgørelsen. Det er altså ikke afgørende, hvor behandlingen foregik i det andet medlemsland.

Hvis der i Danmark – som betingelse for vederlagsfri eller tilskudsberettiget behandling – stilles krav om, at patienten er henvist til behandlingen af en læge, kan det tilsvarende kræves, at patienten er henvist til behandlingen i det andet medlemsland.

Når der er tale om sygehusbehandling, kan regionen i nogle tilfælde kræve, at patienten har ansøgt om og fået forhåndsgodkendelse, som betingelse for, at patienten kan få refusion. Sundhedsstyrelsen offentliggør en liste over sygehusbehandlinger, hvortil retten til refusion er betinget af forhåndsgodkendelse.

Hvis der er tale om en behandling, hvortil der kan kræves forhåndsgodkendelse, kan regionen give afslag på forhåndsgodkendelse, hvis behandlingen eller en tilsvarende behandling kan gives rettidigt i Danmark. Kan behandlingen ikke gives rettidigt i Danmark, er regionen ikke berettiget til at give afslag på forhåndsgodkendelse.

En behandling er rettidig, hvis den kan gives inden for en frist, der er lægeligt forsvarlig under hensyn til den pågældende patients aktuelle helbredstilstand og udsigterne for sygdommens udvikling. Afgørelsen af, om en region kan tilbyde rettidig behandling, beror således på en konkret lægelig vurdering af den pågældende patients sygdomstilstand, baggrunden for sygdommen samt den udvikling, som den pågældende patient må forventes at undergå i forhold til f.eks. smerter eller udvikling af eventuelle handicaps.

Patienten har ret til refusion, selv om patienten ikke havde søgt om og fået forhåndsgodkendelse, hvis regionen ved ansøgning ikke kunne have krævet forhåndsgodkendelse, eller hvis det efter omstændighederne ikke var muligt for patienten af afvente regionsrådets forhåndsgodkendelse forud for behandlingen.

Refusion til

Regelvalg

Region fandt i sin afgørelse af 5. november 2015, at udredning og behandling af multiple diagnoser såsom depression, fibromylia, migræne og hypothyreoidisme relateret til hormon- og ernæringsmæssige mangler i Danmark udelukkende er sygehusbehandling.

Styrelsen kan oplyse, at læge 2 ifølge sit CV på sin hjemmeside er speciallæge i almen medicin (specialization degree in general medicin).

Styrelsen er fra tidligere praksis vedrørende andre patienters behandling på klinik i , Belgien, bekendt med, at også læge 1 er speciallæge i almen medicin (Diploma of General Medicine – UCL (Belgium)). Hun figurerer imidlertid ikke længere på klinikkens hjemmeside over ansat personale.

Det er styrelsens opfattelse, at afgørelsen om tilskud til s konsultationer hos læge 1 på klinik i Belgien den 24. marts og 2. juli 2015 rettelig skal træffes efter reglerne i ydelsesbekendtgørelsen.

Styrelsen har herved lagt vægt på, at der i ydelsesbekendtgørelsen sondres mellem tilskud til almenlægehjælp og speciallæge hjælp, jf. § 1, stk. 2, nr. 4 og 5. Ligeledes er de to lægelige specialer i Danmark reguleret af hver sin overenskomst, henholdsvis overenskomst om almen praksis og overenskomst om speciallægehjælp.

Videre har styrelsen lagt vægt på, at det fremgår af afsnit 6.1.2 i vejledning nr. 9733 af 5. juli 2016 om grænseoverskridende sundhedsydelser i EU/EØS-lande (regler i medfør af patientmobilitetsdirektivet), at sygehusbekendtgørelsens regler om refusion af udgifter til behandling i andre EU/EØS-lande som hovedregel (styrelsens fremhævning red.) omfatter behandling, som i Danmark udelukkende er sygehusbehandling, jf. § 31, stk. 6.

Videre fremgår det, at en behandling, der er modtaget uden for sygehusvæsenet i et andet EU/EØS-land, men som i Danmark alene kan leveres som sygehusbehandling, således som udgangspunkt (styrelsens fremhævning red.) vil være omfattet af sygehusbekendtgørelsens kapitel 6 om behandling i andre EU/EØS-lande, herunder reglerne om forhåndsgodkendelse, refusion m.v.

Endelig fremgår det, at en behandling, der både kan leveres som sygehusbehandling (styrelsens fremhævning red.) efter sundhedslovens afsnit VI og som behandling i speciallægepraksis efter sundhedslovens § 64 (styrelsens fremhævning red.) og de almindelige bestemmelser i overenskomsten om speciallægebehandling, derimod som udgangspunkt er omfattet af ydelsesbekendtgørelsen. Det bemærkes, at det i praksis ofte vil kræve en konkret vurdering, om en behandling ydes i speciallægepraksis eller alene som sygehusbehandling. Fx vil det ikke i alle tilfælde fremgå entydigt at overenskomsterne, om en given behandling i et givent tilfælde er omfattet.

Det er herefter styrelsens opfattelse, at det regelvalg, som afgør, om patientens ret til refusion skal vurderes efter reglerne i ydelsesbekendtgørelsen eller sygehusbekendtgørelsen, alene er relevant, hvis behandlingen i udlandet er foregået som sygehusbehandling eller i speciallægepraksis. Hvis patienten derimod opsøger behandling hos en alment praktiserende læge i et andet EU/EØS-land, vil retten til refusion være direkte reguleret af ydelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 2, nr. 4, om tilskud til almenlægehjælp. Styrelsen har herved lagt vægt på, at ovenstående vejledning sondrer mellem speciallægehjælp efter sundhedslovens § 64 og sygehusbehandling - og ikke i regelvalget inddrager almenlægehjælp efter sundhedslovens § 60.

Efter styrelsens opfattelse, ville den behandling, som modtog i Belgien i form af opsamling af blod- og urinprøver, konsultation, herunder diagnosticering, behandlingsforslag samt ordination af medicin også kunne foregå hos en alment praktiserende læge i Danmark. Det er i den forbindelse ikke afgørende, om en alment praktiserende læge i Danmark ville give præcis den samme behandling.

Styrelsen bemærker hertil, at alle læger - også alment praktiserende læger - med udgangspunkt i deres faglighed og forpligtelse til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed vælger behandlingsmetoder. Det betyder, at der er faglig metodefrihed, så længe lægen lever op til autorisationslovens forpligtelser, og dermed er det også lægen, der i samarbejde med patienten, vælger det behandlingsmæssige indhold i en konsultation. Styrelsen henviser til besvarelse af spørgsmål nr. 523 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til ministeren for sundhed og forebyggelse den 27. august 2008.

Tilskud til s behandling i Belgien

Som beskrevet ovenfor skal honorartaksterne i overenskomst om almen praksis lægges til grund for afgørelsen af tilskuddets størrelse, når en person søger om tilskud til almenlægehjælp modtaget i et andet EU-/EØS-land. Det følger af § 16, stk. 3, i ydelsesbekendtgørelsen.

Region har som følge af den retlige vildfarelse om regelgrundlaget ikke i sin afgørelse taget stilling til, om er berettiget til refusion af den udgift, som hun havde til konsultation på klinik den 24. marts og 2. juli 2015.

Det er styrelsens opfattelse, at er berettiget til konsultationshonorar (ydelse 0101) hos alment praktiserende læge for konsultationen den 24. marts 2015 og den 2. juli 2015. Styrelsen kan hertil oplyse, at honoraret herfor udgjorde henholdsvis 134,92 kr., jf. takstoversigt gældende for perioden fra den 1. januar til den 26. marts 2015 og 135,64 kr. jf. takstoversigt gældende for perioden 1. april til den 30. september 2015.

Styrelsen kan hertil oplyse, at der ifølge overenskomst om almen praksis ikke ydes særskilt honorar for ordination af medicin, da en sådan er indeholdt i selve konsultationen, jf. overenskomstens kapitel 13, side 209. Ligeledes ydes der ikke selvstændigt honorar for diagnosticering og behandlingsforslag. Der ydes heller ikke honorar for opsamling og undersøgelse af urin, medmindre denne er foregået med stix (ydelse 7101) eller ved mikroskopisk undersøgelse for urinvejsinfektioner (ydelse 7122), og ellers alene ved dyrkning i eget laboratorium.

Der ydes dog ifølge overenskomsten honorar for en række tillægsydelser, herunder eksempelvis blodtagning fra blodåre pr. forsendelse (ydelse 2101). Styrelsen kan hertil oplyse, at honoraret herfor udgjorde henholdsvis 46,23 kr., jf. takstoversigt gældende for perioden fra den 1. januar til den 26. marts 2015 og 46,48 kr. jf. takstoversigt gældende for perioden 1. april til den 30. september 2015.

Styrelsen ændrer herefter den del af Region s afgørelse af 20. august 2015, som vedrører afslag på refusion af s udgifter til konsultationer den 24. marts og 5. juli 2015 på klinik i , Belgien.

Styrelsen finder, at er berettiget til et tilskud på i alt 363,27 kr. for konsultationen den 24. marts og 2. juli 2015.

For så vidt angår selve analysen af blodprøverne, kan styrelsen hertil oplyse, at det fra lignende sager er styrelsens erfaring, at nogle blodprøveanalyser kan finde sted i speciallægepraksis, mens andre kun kan foretages på sygehus. Hvis blodprøveanalyserne kan finde sted i praksis, er det speciallægeoverenskomstens ydelsesoversigt (kapitel 1, Generelle laboratorieundersøgelser), der er afgørende for, om der kan gives tilskud til undersøgelserne, når de foretages i et andet EU-/EØS-land. Øvrige blodprøver er efter styrelsens opfattelse sygehusbehandling i Danmark.

Styrelsen finder herefter grundlag for at hjemvise den del af Region s afgørelse af 20. august 2015, som vedrører afslag på refusion af s udgifter til blodprøveanalyser i Belgien. Region skal træffe en ny afgørelse, hvor regionen - med udgangspunkt i den specificerede opgørelse over blodprøveanalyserne, som sendte til regionen den 8. maj og 13. juli 2015 – tager stilling til efter hvilke regler, ansøgningen om refusion af udgiften hertil skal behandles. Hvis der er tale om behandling, som kunne ske hos speciallæge i Danmark, skal regionen tage stilling til, om hun har ret til tilskud efter overenskomst om speciallægehjælp. Hvis der er tale om behandling, som i Danmark kun kan finde sted på sygehus, skal regionen tage stilling til, om hun skulle have søgt om forhåndsgodkendelse – og i givet fald – om regionen kunne have tilbudt hende rettidig behandling, og eventuelt tage stilling til, om hun har ret til tilskud svarende til den omkostning, som sygehusbehandlingen ville have haft i Danmark.

Befordringsgodtgørelse

søgte den 12. april 2015 også Region om at få sine rejse- og opholdsomkostninger refunderet. Den 13. juli 2015 fremsendte hun desuden reservationsbekræftelse på to overnatninger på hotel fra den 1. til den 3. juli 2015 til regionen.

Det fremgår ikke af Region s afgørelse af 20. august 2015, at regionen har forholdt sig til dette. Det er dog styrelsens opfattelse, at regionen burde have inddraget forholdet i sin afgørelse.

Styrelsen kan hertil oplyse, at kommunalbestyrelsen yder godtgørelse til patienter, som i medfør af regler fastsat med hjemmel i sundhedslovens § 168, stk. 1, modtager tilskud fra regionsrådet til behandling hos alment praktiserende læge eller speciallæge i et andet EU/EØS-land. Kommunalbestyrelsen yder godtgørelse af befordringsudgifter som minimum svarende til det behandlingssted i Danmark, hvortil vedkommende ville være berettiget til godtgørelse. Det følger af § 8, stk. 2, i dagældende bekendtgørelse nr. 959 af 29. august 2014 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven. Det er således patientens bopælskommune, som i givet fald udbetaler godtgørelsen.

Da Region i sin afgørelse af 20. august 2015 kom frem til, at ikke havde ret til tilskud til behandlingen i Belgien efter reglerne i sygehusbekendtgørelsen, finder styrelsen ikke anledning til at kritisere, at regionen ikke i medfør af forvaltningslovens § 7, stk. 2, videresendte hendes anmodning om befordringsgodtgørelse til Kommune .

Det er dog styrelsens opfattelse, at Region nu skal oversende anmodninger om befordringsgodtgørelse til Kommune , jf. begrundelsen ovenfor.

LOVGRUNDLAG

Bekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016 af sundhedsloven:

§ 89 a. Regionsrådet yder refusion af patienters udgifter til behandling på et sygehus i et andet EU-/EØS-land.
Stk. 2. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om og vilkår for regionsrådets refusion af udgifter i medfør af stk. 1. Ministeren fastsætter desuden regler om begrænsning af retten til refusion i medfør af stk. 1 som følge af tvingende almene hensyn m.v.

§ 168. Ministeren for sundhed og forebyggelse kan fastsætte nærmere regler om og vilkår for, at regionsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen yder tilskud til varer efter loven, der købes i et andet EU/EØS-land, og tjenesteydelser efter loven, der leveres i et andet EU/EØS-land.
Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse kan endvidere fastsætte de regler, der er nødvendige for at sikre anvendelsen af en aftale indgået mellem Fællesskabet og et andet land om forhold omfattet af stk. 1.
Stk. 3. Afgørelse om regionsrådets tilskud til lægemidler, der er købt i et andet EU-/EØS-land i medfør af regler fastsat efter stk. 1, træffes af Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 4. Ansøgning om tilskud til et lægemiddel købt i et andet EU-/EØS-land skal være indgivet inden 1 år fra det tidspunkt, hvor lægemidlet blev købt. Udløber en frist i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag, den 24. eller den 31. december, forkortes fristen til den sidste hverdag inden fristens udløb. Er ansøgningen ikke indgivet inden for den i 1. pkt. angivne frist, anses kravet for forældet.

Bekendtgørelse nr. 958 af 29. august 2014 om ret til sygehusbehandling m.v.:

§ 31. Regionsrådet skal refundere patienters udgifter til sygehusbehandling i et andet EU/EØS-land, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2. Regionsrådet refunderer udgifter til samme behandling eller lignende behandling, som patienten ville være blevet tilbudt i det offentlige sygehusvæsen her i landet, herunder medicinudgifter som i Danmark er omfattet af den pågældende sygehusydelse.
Stk. 3. Regionsrådets refusion af udgifter til ikke-akut sygehusbehandling i et andet EU/EØS-land efter stk. 1 er betinget af, at patienten er henvist til sygehusbehandling efter reglerne i § 11, stk. 1 og 2, jf. dog stk. 4.
Stk. 4. Regionsrådet kan efter en konkret vurdering yde refusion for sygehusbehandling til en person, der ikke er henvist til behandling, jf. stk. 3, når omstændighederne taler derfor.
Stk. 5. For visse sygehusbehandlinger er retten til refusion betinget af regionsrådets forhåndsgodkendelse, jf. nærmere reglerne i §§ 33-35.
Stk. 6. Ved sygehusbehandling efter reglerne i dette kapitel forstås behandling, som i Danmark udelukkende er sygehusbehandling.

Forhåndsgodkendelse af refusion af udgifter til visse sygehusbehandlinger

Ansøgning når forhåndsgodkendelse af refusion for sygehusbehandling ikke er påkrævet
§ 32. Ansøgning om refusion af udgifter til sygehusbehandling i et andet EU-/EØS-land efter § 31 kan rettes til regionsrådet forud for behandlingen.
Stk. 2. Regionsrådet træffer afgørelse om refusion efter stk. 1 senest 2 uger efter, ansøgningen er modtaget af regionen, og i øvrigt under hensyntagen til patientens behov for fremskyndet behandling. Såfremt patienten ikke med ansøgningen har indsendt alle de i § 40, stk. 1, anførte oplysninger, kan regionsrådet anmode patienten herom og udsætte afgørelsen med det antal dage, det tager patienten at fremsende de manglende oplysninger til regionsrådet.

Ansøgning når forhåndsgodkendelse af refusion for sygehusbehandling er påkrævet
§ 33. Ansøgning om refusion af udgifter til sygehusbehandling i et andet EU/EØS-land efter § 31 skal rettes til regionsrådet forud for behandlingen, såfremt behandlingsbehovet ikke er akut, og såfremt behandlingen er opført på en af Sundhedsstyrelsen offentliggjort liste, jf. § 34.
Stk. 2. Hvis betingelserne for forhåndsgodkendelse efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger med senere ændringer eller Det Blandede EØS-udvalgs afgørelse nr. 76/2011 af 1. juli 2011 om ændring af bilag VI (social sikring) og protokol 37 til EØS-aftalen er opfyldt, giver regionsrådet forhåndsgodkendelsen i overensstemmelse hermed, medmindre patienten anmoder om andet.
Stk. 3. Regionsrådet træffer afgørelse om refusion senest 2 uger efter, ansøgningen er modtaget af regionen, og i øvrigt under hensyntagen til patientens behov for fremskyndet behandling. Såfremt patienten ikke med ansøgningen har indsendt alle de i § 40, stk. 1, anførte oplysninger, kan regionsrådet anmode patienten herom og udsætte afgørelsen med det antal dage, det tager patienten at fremsende de manglende oplysninger til regionsrådet.
Stk. 4. Har patienten ikke fået regionsrådets godkendelse af refusion af udgifter til sygehusbehandling i et andet EU/EØS-land forud for behandlingen, jf. stk. 1, refunderer regionsrådet dog patientens udgifter efter ansøgning, såfremt det efter omstændighederne ikke var muligt for patienten at afvente regionsrådets forhåndsgodkendelse forud for behandlingen, eller regionen ikke efter reglerne i § 35 kunne have givet afslag på ansøgning. Regionsrådet kan endvidere yde refusion, såfremt det efter omstændighederne ikke skønnes rimeligt at afslå refusion.

§ 34. Sundhedsstyrelsen offentliggør en liste over sygehusbehandlinger, hvortil retten til refusion er betinget af forhåndsgodkendelse, jf. § 33.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte behandlinger skal opfylde et af nedenstående kriterier:
1) Behandlingen kræver planlægning med det formål at sikre, at der i Danmark er en tilstrækkelig og vedvarende adgang til et afbalanceret udbud af behandling af høj kvalitet, eller ud fra et ønske om at styre omkostningerne og i videst muligt omfang undgå ethvert spild af økonomiske, tekniske og menneskelige ressourcer, og behandlingen indebærer enten sygehusindlæggelse mindst en nat, eller kræver brug af højt specialiseret og omkostningskrævende medicinsk infrastruktur eller medicinsk udstyr.
2) Behandlingen udgør en særlig risiko for patienten eller befolkningen.
3) Behandlingen ydes af en sundhedstjenesteyder, der i det enkelte tilfælde kan give anledning til alvorlig og konkret bekymring for så vidt angår kvaliteten og sikkerheden af sundhedsydelsen, med undtagelse af sundhedsydelser, der er underlagt en EU-lovgivning, der sikrer et mindsteniveau for sikkerhed og kvalitet.

§ 35. Regionsrådet kan kun afslå ansøgninger om refusion af udgifter til sygehusbehandling omfattet af § 34, stk. 1, af følgende grunde:
1) Regionsrådet kan tilbyde patienten rettidig behandling på egne sygehuse, andre offentlige sygehuse, samarbejdssygehuse eller aftalesygehuse.
2) Patienten vil i henhold til en klinisk vurdering med rimelig vished blive udsat for en patientsikkerhedsrisiko, der ikke kan betragtes som acceptabel, idet der tages hensyn til den ønskede behandlings mulige gavn for patienten.
3) Befolkningen vil med rimelig vished blive udsat for en væsentlig sikkerhedsrisiko som følge af den pågældende behandling.
4) Den pågældende behandling leveres af en sundhedstjenesteyder, som giver anledning til alvorlig og konkret bekymring for så vidt angår standarder for sundhedsydelsernes kvalitet og patientsikkerheden, herunder bestemmelser om tilsyn.

Refusionsbeløbet
§ 38. Regionsrådet refunderer et beløb, der svarer til, hvad samme eller lignende behandling koster i det offentlige sygehusvæsen her i landet. I de tilfælde, hvor der er fastsat takster for den pågældende behandling i bekendtgørelse om betaling for sygehusbehandling ved en anden regions sygehusvæsen, anvendes disse takster.
Stk. 2. Refusion af udgifter til sygehusbehandling efter stk. 1, kan ikke overstige personens faktiske udgifter.
Afgørelseskompetence

Afgørelseskompetence
§ 39. Ansøgning om refusion af udgifter til sygehusbehandling efter § 31 skal rettes til regionsrådet i bopælsregionen, jf. dog stk. 2 - 4.
Stk. 2. For personer omfattet af § 37, stk. 1, nr. 1 træffes afgørelse om refusion af regionsrådet i den region, hvor kommunen, der har udstedt det særlige sundhedskort til den sikrede, er beliggende.
Stk. 3. For pensionister og deres familiemedlemmer omfattet af § 37, stk. 1, nr. 2, træffes afgørelse om refusion af regionsrådet i pensionistens seneste bopælsregion.
Stk. 4. For grænsearbejderes familiemedlemmer omfattet af § 37, stk. 1, nr. 2, træffes afgørelse om refusion af regionsrådet i den region, hvor kommunen, der har udstedt grænsearbejderens særlige sundhedskort, er beliggende.
Oplysninger i forbindelse med ansøgning om forhåndsgodkendelse og efterfølgende refusion

Oplysninger i forbindelse med ansøgning om forhåndsgodkendelse og efterfølgende refusion
§ 40. Ved ansøgning om refusion efter § 32 eller § 33 forud for behandling skal der medfølge følgende oplysninger:
1) kopi af lægehenvisning til sygehusbehandling, jf. § 31, stk. 3,
2) patientens tilladelse til, at regionsrådet kan indhente yderligere oplysninger om helbredsforhold m.v., som er nødvendige for vurdering af ansøgningen,
3) beskrivelse af det udenlandske behandlingssted af den behandling, som ansøgningen omfatter,
4) pristilbud fra det udenlandske sygehus,
5) dato for behandlingen på det udenlandske sygehus,
6) for de under § 37, stk. 1, nr. 1, anførte personer vedlægges ansøgningen en kopi af ansøgerens særlige sundhedskort,
7) for de under § 37, stk. 1, nr. 2, anførte pensionister og deres familiemedlemmer vedlægges ansøgningen en kopi af ansøgerens EU sygesikringskort og
8) for de under § 37, stk. 1, nr. 2 anførte familiemedlemmer til en grænsearbejder vedlægges ansøgningen en kopi af grænsearbejderens særlige sundhedskort og en kopi af ansøgerens EU sygesikringskort.
Stk. 2. En patient, der har fået godkendt ansøgning om refusion efter § 32 eller § 33, skal for at få udbetalt refusionen efter § 31, indsende følgende oplysninger til regionsrådet:
1) beskrivelse fra det udenlandske sygehus af den behandling, som patienten har modtaget,
2) specificeret og kvitteret regning, og
3) oplysninger til brug for udbetalingen.

Bekendtgørelse nr. 1660 af 27. december 2013 om tilskud til sundhedsydelser uden for sygehusvæsenet købt i eller leveret fra andre EU/EØS-lande:

§ 1. Der kan efter ansøgning ydes tilskud til visse varer, der købes i et andet EU/EØS-land, og tjenesteydelser, der leveres fra et andet EU/EØS-land, som svarer til varer og tjenesteydelser efter sundhedsloven.
Stk. 2. Tilskud kan gives til følgende varer og tjenesteydelser:
1) Ernæringspræparater, jf. sundhedslovens § 159.
2) Briller til børn under 16 år, jf. sundhedslovens § 70.
3) Høreapparatbehandling i privat regi til personer over 18 år, jf. sundhedslovens § 70 a.
4) Almenlægehjælp til gruppe 1- og 2-sikrede personer, jf. sundhedslovens 59, stk. 1, og § 60, stk. 2.
5) Speciallægehjælp til gruppe 1- og 2-sikrede personer, jf. sundhedslovens § 64, stk. 1 og 2.
6) Forebyggende helbredsundersøgelser ved alment praktiserende læge til børn under den undervisningspligtige alder, jf. sundhedslovens § 63, stk. 1.
7) Tandpleje og tandbehandling omfattet af tilskud efter sundhedslovens § 65 og regler fastsat i medfør af sundhedslovens § 71.
8) Kiropraktisk behandling, jf. sundhedslovens § 66.
9) Fysioterapeutisk behandling, jf. sundhedslovens § 67.
10) Fodterapeutisk behandling, jf. sundhedslovens § 68.
11) Psykologbehandling, jf. sundhedslovens § 69.
12) Regionstandpleje, jf. sundhedslovens § 162.
13) Forebyggende sundhedsydelser, herunder sundhedsvejledning, bistand, funktionsundersøgelser, samt forebyggende helbredsundersøgelser til børn og unge, jf. sundhedslovens §§ 121 og 122.
14) Børne- og ungdomstandpleje, jf. sundhedslovens § 127, stk. 1.
15) Omsorgstandpleje, jf. sundhedslovens § 131, stk. 1.
16) Specialtandpleje, jf. sundhedslovens § 133, stk. 1.
17) Støtte til tandproteser ved ulykkesbetingede tandskader og tandskader som følge af epileptiske anfald, jf. sundhedslovens § 135.
18) Hjemmesygepleje, herunder behandlingsredskaber eller hjælpemidler, jf. sundhedslovens § 138.
19) Vederlagsfri genoptræning efter udskrivning fra sygehus, herunder behandlingsredskaber eller hjælpemidler, jf. sundhedslovens § 140.
20) Vederlagsfri fysioterapi, jf. sundhedslovens § 140 a.
21) Sundhedsfaglig behandling for alkoholmisbrug, jf. sundhedslovens § 141.
22) Lægelig behandling for stofmisbrug, jf. sundhedslovens § 142.
23) Lægemidler, jf. sundhedslovens §§ 143 og 158 a, jf. dog stk. 3.
24) Tandbehandling til visse patientgrupper, jf. sundhedslovens § 166.
25) Forebyggelse og sundhedsfremme, jf. sundhedslovens § 119, stk. 1 og 2.
26) Forebyggelse og sundhedsfremme i praksissektoren, jf. sundhedslovens § 119, stk. 3.
Stk. 3. § 1, nr. 23 gælder dog ikke for lægemidler, som i Danmark er en del af sygehusbehandlingen, jf. § 2 i bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling mv.

§ 8. Tilskud efter § 1, stk. 2, nr. 3-26, er tillige betinget af, at den modtagne ydelse er tilskudsberettiget eller vederlagsfri efter sundhedslovgivningen eller overenskomster indgået i medfør heraf, jf. sundhedslovens § 227. Tilskuddet ydes, uanset om sundhedstjenesteyderen har tilsluttet sig en overenskomst.
Stk. 2. Tilskud efter § 1, stk. 2, nr. 13, 25 og 26, er tillige betinget af, at den ydelse, som personen er berettiget til i Danmark, leveres af en sundhedsperson. Endvidere skal den ydelse modtaget i udlandet, der søges tilskud til, være leveret af en sundhedstjenesteyder, der har kvalifikationer svarende til sundhedsperson, jf. 1. pkt.

Bekendtgørelse nr. 84 af 17. januar 2017 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet:

§ 6. Regionsrådets afgørelser m.v. kan påklages til Styrelsen for Patientsikkerhed, når de vedrører:
….
16) refusion af udgifter til sygehusbehandling i et andet EU/EØS-land efter regler fastsat med hjemmel i §§ 76 og 89 a i sundhedsloven eller.
….