Hjemvisning da regionen ikke havde taget stilling til, om sonderemedier i det konkrete tilfælde var behandlingsredskab.

Styrelsen for Patientsikkerhed hjemviser Region s afgørelse af 15. februar 2017 om afslag på tilskud til sonderemedier til .

Region skal træffe en ny afgørelse i sagen.

KLAGEN

Region meddelte den 15. februar 2017 og dennes forældre afslag på refusion af udgifterne til egenbetaling på sonderemedier. Klager klagede samme dag over afslaget til Styrelsen for Patientsikkerhed.

BEGRUNDELSE

Hændelsesforløb

Klager henvendte sig ifølge sagens oplysninger telefonisk til et af Region s hospitaler og anmodede om, at regionen afholdt udgifterne til en egenbetaling på 40% til hans søn, s sonderemedier. Anmodningen skyldtes, at kommunen ikke længere ville betale de 40%.

Region meddelte den 15. februar 2017 og dennes forældre afslag på refusion af udgifterne med den begrundelse, at det fremgår af § 4, stk. 2, i bekendtgørelsen om tilskud til ernæringspræparater, at regionen alene yder et tilskud på 60%, hvorfor der efter regionens opfattelse ikke var hjemmel til at yde et større tilskud.

Faderen, , indsendte samme dag en klage til styrelsen over regionens afgørelse. Det er anført i klagen, at Ankestyrelsens principafgørelse 77-16 efter hans opfattelse fastslår, at regionen - og ikke kommunen - skal betale alle udgifterne til sonderemedier i henhold til sektoransvarlighedsprincippet.

Lovgrundlaget

Styrelsen kan oplyse, at tilskud til ernæringspræparater og sonderemedier reguleres af tre forskellige regelsæt; sundhedslovens § 81 om behandlingsredskaber, sundhedslovens § 138 om hjemmepleje og sundhedslovens § 159 om tilskud til ernæringspræparater og sonderemedier. I det følgende beskrives disse tre regelsæt i den ovennævnte rækkefølge.

Sundhedslovens § 81 om behandlingsredskaber

Styrelsen kan oplyse, at sygehusbehandling i de fleste tilfælde er gratis i Danmark. Det følger af sundhedslovens § 81, stk. 1. Det kræver udtrykkelig lovhjemmel at opkræve betaling for sygehusbehandling fra en patient.

Det fremgår videre af cirkulære nr. 9079 af 22. februar 2013 om afgrænsning af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet, at det er et integreret led i en sygehusbehandling at forsyne patienter med de redskaber m.v., som er en naturlig og nærliggende del af behandlingsindsatsen, i de tilfælde, hvor der er behov herfor. Det fremgår endvidere af cirkulæret, at behandlingsredskaber er redskaber, som patienten forsynes med som led i behandling på sygehus eller i speciallægepraksis, der efter aftale med sygehusvæsenet varetager opgaver for dette, eller patienten forsynes med som led i eller som en fortsættelse af den iværksatte behandling med det formål enten at tilvejebringe yderligere forbedring af det resultat, som er opnået ved sygehusbehandlingen, eller at forhindre forringelse af dette resultat.

I ovennævnte cirkulære er følgende redskaber kategoriseret som behandlingsredskaber:

”2.1.1. Hjælpemidler og apparatur, som indopereres som led i behandlingen på sygehus/speciallægepraksis. Eksempelvis pacemakere, endoproteser og trachealkanyler.
2.1.2. Hjælpemidler og apparatur, som ordineres som led i behandling på sygehus/speciallægepraksis eller som en fortsættelse af den iværksatte behandling, og hvor patientens anvendelse af hjælpemidlet/apparaturet typisk er under kontrol af sygehuset eller speciallægepraksis indtil tilstanden er stationær. Eksempelvis lungebehandlingsudstyr og orthoser.
Vedrørende formuleringen »hvor patientens anvendelse af hjælpemidlet/apparaturet typisk er under kontrol af sygehuset eller speciallægepraksis indtil tilstanden er stationær« skal følgende præciseres:
Patienten bliver kontrolleret på sygehuset eller i speciallægepraksis for den specifikke tilstand som hjælpemidlet/apparaturet er rettet imod.
Det er den tilstand, som hjælpemidlet/apparaturet er rettet imod, der skal kunne betegnes som stationær. Om tilstanden kan betegnes som stationær, afgøres ved en lægefaglig vurdering foretaget på sygehuset/i speciallægepraksis.
2.1.3. Apparatur, som ordineres som led i behandling på sygehus/speciallægepraksis eller som en fortsættelse af den iværksatte behandling, og som anskaffes til midlertidigt eller permanent brug i hjemmet, og hvor A) patienten har fået undervisning i brug af apparaturet på sygehus eller i speciallægepraksis, eller B) hvor patientens anvendelse af apparaturet er under en vis kontrol af sygehus eller speciallægepraksis. Eksempelvis iltapparater og insulinpumper.
Det bemærkes, at sygehusvæsenet er forpligtet til at betale for de nødvendige personaleressourcer, der knytter sig til den daglige brug af respiratorer og dialyseapparater i hjemmet.
2.1.4. Hjælpemidler og apparatur, som patienten efter sygehusets vurdering har behov for, imens patienten venter på sygehusbehandling. Eksempelvis albuestokke og kørestole.”

Styrelsen kan oplyse, at der ikke er lovhjemmel til at opkræve patienter betaling for remedier, der efter dette cirkulære må betegnes som behandlingsredskaber. Den fulde udgift hertil afholdes således af regionen.

Sundhedslovens § 138 om hjemmepleje

Styrelsen kan videre oplyse, at det fremgår af sundhedslovens § 138, at kommunalbestyrelsen yder vederlagsfri hjemmesygepleje efter lægehenvisning til personer med ophold i kommunen.

Det fremgår i denne forbindelse af bekendtgørelse nr. 1601 af 21. december 2007, at den kommunale hjemmesygepleje efter nærmere retningslinjer fastsat af Sundhedsstyrelsen skal omfatte:
1) Sygepleje, herunder omsorg og almen sundhedsvejledning, afpasset efter patientens behov.
2) Vejledning og bistand, herunder opsøgende arbejde, i samarbejde med lægelig og social sagkundskab til personer eller familier, der har særlige behov herfor.

Det fremgår videre, at afgørelse om tildeling af hjemmesygepleje træffes af kommunalbestyrelsen.

Hertil fremgår det af vejledning nr. 102 af 11. december 2006 om hjemmesygepleje, at formålet med hjemmesygeplejen er at forebygge sygdom, fremme sundhed, yde sygepleje og behandling, rehabilitering og palliation til patienter, der har behov for det. Det fremgår videre, at hjemmesygepleje ydes til patienter i alle aldre i tilfælde af akut eller kronisk sygdom, hvor sygeplejefaglig indsats er påkrævet. Målet er at skabe mulighed for, at patienten kan blive i eget hjem, herunder plejebolig mv., hvad enten der er tale om sygdom af midlertidig eller kronisk art, forskellige handicap eller situationer, hvor døden er nært forestående, når det ud fra en lægefaglig, sygeplejefaglig og social vurdering skønnes forsvarligt. Den endelige afgørelse skal træffes under hensyntagen til patientens selvbestemmelsesret.

Endvidere fremgår det, at kommunalbestyrelsen skal sikre, at der i forbindelse med opgavevaretagelsen i hjemmesygeplejen er adgang til almindeligt anvendte plejehjælpemidler, herunder sygeplejeartikler, således at nødvendig sygepleje og behandling umiddelbart kan iværksættes.

Sundhedslovens § 159 om tilskud til ernæringspræparater og sonderemedier

Endelig fremgår det af sundhedslovens § 159, stk. 1, at regionsrådet efter nærmere regler yder tilskud til ernæringspræparater, som er ordineret af en læge i forbindelse med sygdom eller alvorlig svækkelse.

De nærmere regler vedrørende dette er fastsat i bekendtgørelse nr. 1491 af 14. december 2006 om tilskud til ernæringspræparater og i vejledning nr. 115 af 8. december 2006 om tilskud til lægeordinerede ernæringspræparater.

Det fremgår blandt andet af den pågældende bekendtgørelses § 4, at regionsrådet yder et tilskud på 60 pct. af den sikredes udgift til ernæringspræparatet samt et tilsvarende tilskud vedrørende den sikredes udgift til nødvendige remedier til indtagelse af ernæringspræparater via sonde. Det fremgår videre af bestemmelsen, at tilskuddet er ens for gruppe 1-sikrede og gruppe 2-sikrede.

Hertil fremgår det af vejledningens pkt. 4 blandt andet, at sonderemedier udleveres vederlagsfrit af hjemmesygeplejen til patienter, der er i kontakt med hjemmesygeplejen. Det fremgår videre, at det forudsættes, at hjemmesygeplejen vil fortsætte denne vederlagsfrie udlevering i det hidtidige omfang. For patienter, der ikke er i kontakt med hjemmesygeplejen, omfatter tilskudsordningen også de nødvendige remedier i forbindelse med sondeernæring.

Sundhedslovens § 159 blev til på baggrund af en videreførelse af § 8 a i den tidligere gældende lov om offentlig sygesikring (sygesikringsloven). Bestemmelsen blev i sin tid indført i sygesikringsloven ved lov nr. 267 af 11. maj 1998.

Det fremgår hertil af bemærkningerne til lovforslaget om indførsel af tilskud til ernæringspræparater, at tilskuddet skulle fastsættes til 60% af patientens udgifter til ernæringspræparater ud fra den betragtning, at de resterende 40% ville svare til den gennemsnitlige, månedlige udgift til sædvanlig kost. Videre fremgår det af bemærkningerne, at støttemulighederne i den sociale lovgivning skulle opretholdes, for at ingen som følge af lovforslaget skulle stilles ringere end hidtil. Det forudsattes endvidere, at hjemmesygeplejen vederlagsfrit ville udlevere remedier til sondeernæring i det hidtidige omfang.

Det er styrelsens opfattelse, at dette betyder, at der ydes et tilskud på 60% fra regionen, mens de resterende 40% betales af borgeren selv, og at der fortsat er muligheder i serviceloven for at søge tilskud til denne egenbetaling.

Ankestyrelsens principafgørelse 77-16

har i sin klage af 15. februar 2017 henvist til Ankestyrelsens principafgørelse 77-16 af 17. november 2016. Afgørelsen omhandlede, hvorvidt udgifter til sonderemedier kunne dækkes efter servicelovens regler om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse.

Ankestyrelsen fandt, at der ikke var krav på dækning af udgiften til sonderemedier som en merudgift, da sonderemedier i den konkrete sag efter Ankestyrelsens opfattelse var at betragte som et behandlingsredskab (som regionen med hjemmel i sundhedslovens § 81, stk. 1, jf. cirkulære nr. 9079 af 22. februar 2013 om afgrænsning af behandlingsredskaber, er forpligtede til at afholde hele udgiften til), der således ikke falder ind under serviceloven.

Ved sin afgørelse lagde Ankestyrelsen vægt på, at det i de enkelte tilfælde er sundhedsvæsenets opgave at vurdere, om der er indikation for sondeernæring, at der i den konkrete sag var tale om en sonde, som var blevet indopereret ved sygehuset efter lægelig instruks og på, at anvendelsen af denne sonde forudsatte en vis kontrol i sygehusregi.

Ankestyrelsen henviste afslutningsvist til, at det følger af sektoransvarlighedsprincippet, at den sektor, der udbyder en ydelse, en service eller et produkt, tillige er ansvarlig for, at den pågældende ydelse er tilgængelig for patienter med nedsat funktionsevne.

Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse af retstilstanden

Sundheds- og Ældreministeriet, som indtil juni 2015 hed Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, har i en række tilfælde haft lejlighed til at tilkendegive sin opfattelse af retstilstanden, herunder grænsedragningen mellem behandlingsredskaber og hjemmepleje for så vidt angår ernæringspræparater og sonderemedier.

I et svar af 5. januar 2015 til et spørgsmål stillet af et medlem af Folketinget (Spørgsmål nr. S 512) om rimeligheden i, at folkepensionister og andre lavindkomstgrupper kan risikere store udgifter til sondemad, oplyste det daværende Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse således, at det fremgår af bemærkningerne til lov nr. 267 af 11. maj 1998, der dannede grundlag for sundhedslovens § 159, at disse remedier udleveres vederlagsfrit af hjemmesygeplejen til patienter, der er i kontakt med hjemmesygeplejen, mens patienter, der ikke er i kontakt med hjemmesygeplejen, selv afholder udgiften til remedierne. Ministeriet oplyste videre, at patienter, der ikke er i kontakt med hjemmeplejen, har mulighed for at få tilskud fra regionsrådet i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse nr. 1491 af 14. december 2006 om tilskud til ernæringspræparater, hvori det fremgår af § 4, stk. 2, at regionsrådet yder et tilskud på 60% af patientens udgift til nødvendige remedier til indtagelse af ernæringspræparater via sonde.

I en henvendelse af 5. februar 2016 til det nuværende Sundheds- og Ældreministerium stillede en kommune spørgsmål vedrørende udstrækningen af den kommunale hjemmesygeplejes forpligtelse til at stille remedier til rådighed for borgere til indtagelse af ernæringspræparater. Ministeriet svarede, at det forudsattes ved tilblivelsen af den ovenfor nævnte lov nr. 267 om indførsel af tilskud til ernæringspræparater af 11. maj 1998, at hjemmesygeplejen i landets kommuner vederlagsfrit ville udlevere remedier til sondeernæring i det hidtidige omfang. Ministeriet præciserede, at dette skulle forstås som i samme omfang som før lovens indførsel.

Sundheds- og Ældreministeriet uddybede, at det fremgik af det lovforslag, der lå til grund for indførslen af tilskud, at patienter, der indtager ernæringspræparater via sonde, i denne forbindelse skal anvende visse remedier. Ministeriet oplyste videre, at til patienter, der er i kontakt med hjemmesygeplejen, udleveres disse remedier vederlagsfrit af hjemmesygeplejen, og at den regionale tilskudsordning for patienter, der ikke er i kontakt med hjemmesygeplejen også omfatter de nødvendige remedier i forbindelse med sondeernæring.

Hertil oplyste ministeriet, at det med vedtagelsen af muligheden for tilskud til ernæringspræparater med videre ikke var tanken at forringe vilkårene for de patientgrupper, der forud for lovens vedtagelse havde været stillet bedre, eksempelvis ved at have fået remedier til indtagelse af sondeernæring vederlagsfrit.

Sundheds- og Ældreministeriet henviste herefter under overskriften Regler om kommunal hjemmesygepleje, til sundhedslovens § 138, hvoraf det fremgår, at kommunalbestyrelsen er ansvarlig for, at der ydes vederlagsfri hjemmesygepleje efter lægehenvisning til personer med ophold i kommunen. Ministeriet pointerede i denne forbindelse, at hjemmeplejen skulle ydes vederlagsfrit efter lægehenvisning, og at målet med hjemmesygeplejen er at skabe mulighed for, at patienten kan blive i eget hjem.

Ministeriet konkluderede på denne baggrund, at det afgørende vedrørende den kommunale hjemmesygeplejes forpligtelse til at stille remedier til rådighed for borgere til indtagelse af ernæringspræparater er, om patienten har kontakt til hjemmeplejen og at ernæringspræparater og remedier til sondeernæring med videre i så fald skal udleveres vederlagsfrit af hjemmesygeplejen i samme omfang som før tilblivelsen af lov om tilskud til ernæringspræparater af 11. maj 1998.

Den 23. december 2016 udfærdigede Sundheds- og Ældreministeriet endnu et svar til den pågældende kommune, som havde ønsket en afklaring af, om den enkelte kommunes forpligtelse til vederlagsfrit at yde plejehjælpemidler, herunder sonderemedier, til borgere der har kontakt til hjemmesygeplejen, alene angik den umiddelbare opstart af den lægeordinerede behandling.

Kommunen var af den opfattelse, at det efter den indledende behandling må være op til den enkelte kommune, om man fortsat vil levere plejehjælpemidler vederlagsfrit, eller om kommunen vil indføre egenbetaling, således at borgeren selv skal købe og betale for de nødvendige plejehjælpemidler. Hertil var det kommunens opfattelse, at dette også gælder plejehjælpemidler som sonderemedier, medmindre lovgivningen indeholder en udtrykkelig undtagelse, der pålægger en kommune at levere sonderemedier gennem hele borgerens behandlingsforløb. Kommunen mente ikke, at de nævnte forudsætninger i folketingsbehandlingen af lov nr. 267 af 11. maj 1998 om, at hjemmesygeplejen efter lovens ikrafttræden vederlagsfrit vil udlevere remedier til sondeernæring som hidtil, udgør en sådan udtrykkelig undtagelse, at kommunen efter loven er forpligtiget til vederlagsfrit at levere sonde-remedier, udover hvad der er nødvendig til opstart af plejen.

Endelig ønskede den pågældende kommune at få oplyst, om kommunen også er forpligtet til at udlevere remedier vederlagsfrit i tilfælde, hvor borgeren på et senere tidspunkt bliver omfattet af hjemmesygeplejen, uden at hjemmesygeplejen er direkte forbundet med ernæringspræparater/sondeindtag.

Sundheds- og Ældreministeriet oplyste indledningsvist kommunen om, at sonderemedier er behandlingsredskaber i henhold til punkt 2.1.3 i ovennævnte cirkulære om afgrænsning af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet, såfremt patienten er blevet forsynet med disse som led i en sygehusbehandling, og patienten enten har fået undervisning i brugen af disse på sygehuset eller er under en vis kontrol af sygehuset.

Hertil oplyste ministeriet, at det følger af punkt 4 i ovennævnte vejledning om lægeordinerede ernæringspræparater, at de kommuner, som hidtil havde haft praksis for vederlagsfrit at udlevere remedier til indtagelse af ernæringspræparater via sonde, fortsat ville yde denne service til deres borgere efter, at lov om indførsel af tilskud til ernæringspræparater af 11. maj 1998 trådte i kraft. Det var således ministeriets opfattelse, at de kommuner, som inden lovens indførsel udleverede remedier vederlagsfrit til borgere ved kontakt til hjemmesygeplejen, fortsat skal yde denne service.

Med hensyn til rækkevidden af kommunens forpligtelse i de tilfælde, hvor borgeren på et senere tidspunkt bliver omfattet af hjemmesygeplejen, men hvor den konkrete sygepleje ikke er direkte forbundet med ernæringspræparater/sondeindtag, var ministeriet af den opfattelse, at kommunen kun er forpligtet i de tilfælde, hvor henvisningen til hjemmesygepleje er sket med henblik på pleje i forbindelse med indtagelse af ernæringspræparater, medmindre kommunen også før lov nr. 267 af 11. maj 1998 udleverede remedier vederlagsfrit til de borgere, som er i kontakt med hjemmesygeplejen.

Sundheds- og Ældreministeriet oplyste videre, at - for så vidt angik borgere, der ikke forsynes med ernæringspræparater og remedier som led i sygehusbehandling eller hjemmesygepleje - yder regionsrådet i henhold til bekendtgørelse nr. 1491 af 14. december 2006 om tilskud til ernæringspræparater et tilskud på 60% til ernæringspræparater, sonderemedier og til leje af ernæringspumpe, mens de resterende 40% af udgiften betales af borgeren.

Endelig oplyste ministeriet, at tilskud til lægeordinerede ernæringspræparater suppleres af tilskudsmuligheder til forskellige persongrupper efter den sociale lovgivning, hvor kommunen efter en konkret vurdering kan yde tilskud til borgeres andel af egenbetalingen til ernæringspræparater, sonderemedier og leje af ernæringspumpe.

Samme holdning gav Sundheds- og Ældreministeriet udtryk for i forbindelse med et svar af 6. april 2017 til Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg (spørgsmål nr. 680). Ministeriet gennemgik baggrunden for indførslen af tilskuddet til ernæringspræparater og sonderemedier og hæftede sig som i de tidligere ministersvar ved, at det af forarbejderne til ændring af sygesikringsloven fremgår, at det med ændringen blev forudsat, at kommunerne ville fortsætte den vederlagsfri udlevering af remedier i det omfang, man havde gjort dette forud for lovens ikrafttræden. Ministeriet var fortsat af den opfattelse, at tilskudsordningen fra 1998 havde til hensigt at sikre, at patienter, som hverken var i kontakt med sygehus eller den kommunale hjemmesygepleje, kunne få et tilskud til deres udgifter til ernæringspræparater og eventuelt tilhørende remedier.

Endelig gentog ministeriet dette svar den 24. maj 2017 i forbindelse med et opfølgende spørgsmål (spørgsmål nr. 844) fra Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg, hvor ministeren også oplyste, at det i tilfælde af tvivl om, hvilken myndighed der er ansvarlig for betalingen af et nødvendigt behandlingsredskab eller hjælpemiddel, påhviler den myndighed der har tættest kontakt med borgeren at levere det nødvendige behandlingsredskab eller hjælpemiddel til borgeren, hvorefter betalingsspørgsmålet bør afklares mellem de involverede myndigheder.

Tilskud til sonderemedier til

Det er på baggrund af ovenstående gennemgang af regelsæt, Ankestyrelsens principafgørelse og Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse af retstilstanden styrelsens opfattelse, at det i relation til afholdelsen af udgifterne til ernæringspræparater og sonderemedier er afgørende, i hvilket regi behandlingen er blevet ordineret, og hvem der administrerer og kontrollerer den.

Styrelsen skal videre bemærke, at Ankestyrelsens principafgørelse 77-16 alene omhandler og tager stilling til en konkret patient. Afgørelsen kan således alene anvendes til fortolkningen af, i hvilke regi behandlingen med ernæringspræparater og sonderemedier har fundet sted i relation til umiddelbart sammenlignelige sager, herunder patienter med indopererede sonder, som administreres efter lægelig instruks og forudsætter kontrol i sygehusregi.

Som nævnt indledningsvis henvendte sig telefonisk til et af Region s hospitaler og anmodede om, at regionen afholdt udgifterne til en egenbetaling på 40% til hans søn, s sonderemedier, da kommunen ikke længere ville betale denne del af udgifterne.

Det fremgår ikke af sagens oplysninger, at var i kontakt med den kommunale hjemmesygepleje. Styrelsen har herefter lagt til grund, at ikke er omfattet af sundhedslovens § 138 om kommunal hjemmesygepleje.

Region har i forbindelse med sagens behandling hos styrelsen oplyst, at man ikke har andet materiale til sagen end den afgørelse fra regionen, der ledsagede klagers klage.

Det fremgår således ikke af sagens oplysninger, hvorvidt sonderemedierne til var blevet ordineret i sygehusregi og ej heller, hvem der administrerede og kontrollerede brugen heraf, hvilket som nævnt ovenfor er afgørende for afholdelsen af udgifterne hertil.

Det er styrelsens opfattelse, at Region er nærmest til at undersøge dette og lade svaret herpå indgå i en ny afgørelse fra regionen med henblik på at fastlægge, om forholdet falder ind under anvendelsesområdet af sundhedslovens §§ 81 eller 159.

På denne baggrund hjemviser styrelsen den afgørelse, der er truffet af Region den 15. februar 2017 om tilskud til sonderemedier til . Regionen skal træffe en ny afgørelse i sagen, hvor regionen inddrager alle relevante hensyn og regler i overensstemmelse med det, som styrelsen har anført ovenfor.

LOVGRUNDLAG

Bekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016 af sundhedsloven:

§ 81. Sygehusbehandling efter bestemmelserne i afsnit VI, VII og VIII er vederlagsfri for patienten, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2. Regionsrådet kan opkræve betaling af patienten for behandling efter § 80, stk. 2. Behandlingen kan dog ydes vederlagsfrit, når regionsrådet under de foreliggende omstændigheder skønner det rimeligt.
Stk. 3. Hvor særlige forhold taler herfor, kan sundheds- og ældreministeren uanset reglerne i §§ 79 og 80, fastsætte nærmere regler om, at regionsrådene vederlagsfrit skal yde visse behandlinger, uanset hvor patienten bor.
Stk. 4. Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler, hvorefter der ydes personer, som midlertidigt opholder sig her i landet, vederlagsfri behandling ved det regionale sygehusvæsen.

§ 159. Regionsrådet yder efter nærmere regler fastsat af sundheds- og ældreministeren tilskud til ernæringspræparater, som er ordineret af en læge i forbindelse med sygdom eller alvorlig svækkelse.
Stk. 2. Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om opkrævning af gebyr for godkendelse af ernæringspræparater som tilskudsberettigede.

Bekendtgørelse nr. 1491 af 14. december 2006 om tilskud til ernæringspræparater

§ 4. Regionsrådet yder et tilskud på 60 pct. af den sikredes udgift til ernæringspræparatet.
Stk. 2. Regionsrådet yder endvidere et tilskud på 60 pct. af den sikredes udgift til nødvendige remedier til indtagelse af ernæringspræparater via sonde. Til ernæringspumper ydes alene tilskud til den sikredes udgift til leje af pumpen.
Stk. 3. Tilskud ydes med samme beløb til gruppe 1-sikrede og gruppe 2-sikrede.
Stk. 4. De nærmere vilkår for udbetaling af tilskud fastsættes i overenskomst indgået i medfør af sundhedslovens § 227, stk. 1.

Bekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, som ændret ved lov nr. 656 af 8. juni 2016:

§ 6. Regionsrådets afgørelser m.v. kan påklages til Styrelsen for Patientsikkerhed, når de vedrører
…..
3) vilkår for en persons ret til sygehusbehandling efter § 81 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,
…..