En oplysning om at en patient ikke skal genoplives ved hjertestop må videregives til Præhospital indsats <****> uden patients samtykke

Styrelsen for Patientsikkerhed finder grundlag for at kritisere Sygehus for den behandling og information, som modtog i perioden fra den 17. til den 26. februar 2015.

Styrelsen for Patientsikkerhed finder ikke grundlag for at kritisere, at Sygehus har videregivet oplysninger til Præhospital indsats om den 26. februar 2015.

Styrelsen for Patientsikkerhed tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Styrelsen har således ved sin afgørelse ikke taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

KLAGEN

Der er klaget over følgende:

• At ikke modtog en korrekt behandling på afdeling 1, Sygehus , i perioden fra den 14. til den 26. februar 2015.

har anført, at det blev vurderet, at hun ikke skulle forsøges genoplivet ved eventuelt hjertestop. Hun har videre anført, at hun ikke blev informeret om denne beslutning.

• At afdeling 1, Sygehus , uden samtykke og i strid med reglerne om tavshedspligt videregav oplysninger om til Præhospital indsats den 26. februar 2015.

har anført, at der på et dokument til Præhospital indsats blev anført, at der ikke skulle ske genoplivning ved eventuelt hjertestop.

BEGRUNDELSE

Styrelsen har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Begrundelse for afgørelsen af 1. klagepunkt

Den 14. februar 2015 blev , 61 år, indlagt på afdeling 1, Sygehus , da hun havde tiltagende vejrtrækningsbesvær og havde hostet grønt slim op. Tilstanden blev tolket som forværring i hendes kendte KOL-lidelse. Hun var kronisk præget, men klarede sig selv i eget hjem og havde kort forinden været på ferie på de kanariske øer.

Den 15. februar 2015 blev overført til afdeling 2, men blev flyttet tilbage til afdeling 1 igen den 16. februar 2015. Hun blev derefter behandlet med binyrebarkhormon, antibiotika, non-invasiv ventilation, ernæringsterapi og hjælp til rygestop for hendes KOL, vejrtrækningsbesvær og grønlige sekret på afdeling 1 i indlæggelsesperioden, som varede frem til den 26. februar 2015. Derudover var hun i behandling for alkoholoverforbrug og forhøjet kolesterol.

Det blev den 17. februar 2015 vurderet, at ikke var respiratorkandidat, og at der i tilfælde af hjertestop ikke skulle forsøges genoplivning. Den 23. februar 2015 blev det igen noteret, at dette var besluttet.

Styrelsen kan oplyse, at man i nogle tilfælde på forhånd må anse respiratorbehandling og genoplivningsforsøg ved hjertestop som udsigtsløs behandling. Det kan f. eks. være hos patienter med udbredt kræftsygdom uden helbredende behandlingsmuligheder. Man kan også i visse tilfælde skønne, at svært kronisk syge patienter uden kræftsygdom ikke vil kunne profitere af respiratorbehandling og genoplivning ved hjertestop. Det vil typisk være tilfældet hos patienter med flere tiltagende alvorlige sygdomme med aftagende almentilstand, hvor der ikke kan identificeres en reversibel årsag til tilstanden. Endelig kan patienten selv frasige sig respiratorbehandling og genoplivning efter grundig information om konsekvenserne heraf.

Styrelsen kan videre oplyse, at forværringer i KOL – både med og uden infektion – som udgangspunkt er reversible tilstande, som patienten kan behandles effektivt for og hyppigt vil kunne komme tilbage til sin normale tilstand efter.

Styrelsen har på baggrund af journalnotaterne for den 14. og 15. februar 2015 lagt til grund, at der disse dage ikke blev taget stilling til spørgsmålet om respiratorbehandling og genoplivning ved eventuelt hjertestop.

Styrelsen tager derfor i det følgende ikke stilling til denne del af behandlingen, da klagen alene vedrører, at det blev vurderet, at hun ikke skulle forsøges genoplivet ved eventuelt hjertestop og manglende information om denne beslutning.

Styrelsen kan oplyse, at det er en konkret lægefaglig vurdering af den enkelte patients helbredstilstand, udsigterne til bedring og mulighederne for behandling, som danner grundlaget for beslutningen om at undlade genoplivning ved hjertestop. Det kan f.eks. være i de tilfælde, hvor der er tale om en uafvendeligt døende patient, en svært invalideret patient eller hvis patientens fysiske konsekvenser af sygdommen eller af behandlingen vurderes at være alvorlige og lidelsesfulde. Det fremgår af punkt 2.1 i vejledning nr. 33 af 11. april 2012 om forudgående fravalg af livsforlængende behandling, herunder genoplivningsforsøg, og om afbrydelse af behandling.

Det er styrelsens vurdering, at det var ukorrekt den 17. februar 2015 at vurdere, at ikke var respiratorkandidat, og at der ikke skulle gives behandling ved eventuelt hjertestop, da der ikke foreligger oplysninger om andre meget alvorlige sygdomme, udover hendes KOL, som hun på trods af klarede sig i eget hjem, og rejste, med. Forværringen i hendes tilstand måtte således efter styrelsens opfattelse antages at være forbigående.

Den 25. februar 2015 blev vurderet at være i sin habituelle tilstand, og der blev planlagt udskrivelse til dagen efter.

Den 26. februar 2015 blev der udfyldt ”Udskrivelsesark” for , hvor det blandt andet blev anført, at der var bestilt liggende Præhospital indsats transport. Det fremgår ligeledes af arket, at der er sat kryds i feltet: ”Der er udfyldt skema til Præhospital indsats angående minus genoplivning”.

Det er styrelsens vurdering, at det - med samme begrundelse som angivet ovenfor - ikke var korrekt at fastholde vurderingen af, at der ikke skulle foretages respiratorbehandling og forsøg på genoplivning ved hjertestop i perioden fra den 18. til og med den 26. februar 2015.

Styrelsen har lagt vægt på, at der ikke var tilkommet oplysninger om, at tilstanden havde udviklet sig til at være irreversibel, eller at der fortsat ikke forelå andre, meget alvorlige lidelser.

Det følger af sundhedslovens § 15, at ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller af §§ 17-19 i sundhedsloven. Reglerne om information og samtykke vedrører altså tilfælde, hvor behandling skal indledes eller fortsættes, mens der ikke i sundhedsloven er regler, som pålægger en sundhedsperson at indhente samtykke til at undlade behandling. En patient har dog ret til information om sin helbredstilstand og relevante behandlingsmuligheder.

Det er på denne baggrund styrelsens vurdering, at en kritisk syg patient har krav på information om det påtænkte terminale behandlingsniveau, herunder om det er vurderet, at genoplivning ved hjertestop skal undlades. Reglerne om omhu og samvittighedsfuldhed i autorisationslovens § 17 indebærer således, at en patient skal informeres om en sådan beslutning, medmindre patienten har frabedt sig denne information.

Det fremgår ikke af journalen, at blev informeret om beslutningen af 17. februar 2015 om, at der ikke skulle ske genoplivning ved eventuelt hjertestop. Der fremgår heller ikke oplysninger om, at hun blev informeret om dette i den efterfølgende periode frem til udskrivelsen.

har anført, at hun ikke blev gjort opmærksom på beslutningen om ikke at genoplive hende ved hjertestop. Hvis det er blevet nævnt, er det i forbindelse med hendes stueskift, hvor hun var lidt desorienteret og ikke vågen. Hun har videre anført, at hun alene blev opmærksom på beslutningen, da hun læste et dokument, der var udfyldt til Præhospital indsats , og som var lagt på hendes bord. Det fremgik heraf, at der ikke skulle forsøges genoplivning ved hjertestop, samt at hun var informeret herom.

Sygehus har anført, at det pågældende notat til Præhospital indsats ikke forefindes.

Sygehus har videre anført, at s behandlingsmuligheder ved hver indlæggelse har været diskuteret mellem lægelige kollegaer, ved afdelingskonferencer og også er forelagt hende. Der er på et tidspunkt truffet beslutning om, at behandling for eventuelt hjertestop måtte anses som udsigtsløs, da den svære lungesygdom ville medføre, at et hjertestop ikke vil kunne behandles efter sædvanlige retningslinjer. Det samme gælder respiratorbehandling. Til gengæld opretholdt hospitalet behandlingsniveauet for alle øvrige behandlinger. Hospitalet har videre beklaget, at hun ikke føler sig fuldt ud orienteret om begrænsningerne, og at den information tilsyneladende ikke er givet tilstrækkeligt omhyggeligt fra hospitalets side.

Styrelsen har forstået bemærkningerne fra Sygehus således, at hospitalet mener at have informeret om de besluttede begrænsninger i behandlingen af hende.

Styrelsen finder det imidlertid ikke tilstrækkeligt godtgjort, at var fuldt ud og tilstrækkeligt informeret om beslutningen, herunder baggrunden herfor samt dens konsekvenser.

Styrelsen har lagt vægt på, at det ikke af journalen fremgår, om og hvad hun nærmere blev informeret om, samt at Sygehus ikke har forholdt sig nærmere til i sin udtalelse, hvad informationen nærmere bestod i.

Styrelsen bemærker hertil, at det fremgår af § 2, stk. 1, i dagældende bekendtgørelse nr. 3 af 2. januar 2013 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler, at journalen skal oplyse om, hvilken information, der er givet.

Det er hertil styrelsens opfattelse, at den blotte oplysning om, at en sådan beslutning er truffet, ikke udgør tilstrækkelig information, da patienten som nævnt bør informeres nærmere om baggrunden herfor.

Styrelsen finder på den baggrund samlet set, at den behandling og information, som modtog i perioden fra den 17. til den 26. februar 2015 på afdeling 1, Sygehus , var under normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Begrundelse for afgørelsen af 2. klagepunkt

Styrelsen skal indledningsvist gøre opmærksom på, at styrelsen tager stilling til dette klagepunkt ud fra de oplysninger, der var til stede på behandlingstidspunktet. Det forhold, at styrelsen ovenfor nu har vurderet, at det var ukorrekt at beslutte, at der ikke skulle ske genoplivning af ved eventuelt hjertestop, er således ikke af betydning for vurderingen af spørgsmålet om videregivelse i februar 2015.

har klaget over, at det på et dokument til Præhospital indsats blev anført, at der ikke skulle ske genoplivning af hende ved eventuelt hjertestop.

Sygehus har som nævnt til sagen oplyst, at hospitalet ikke har kopi af notatet til Præhospital indsats .

Det fremgår dog som nævnt af udskrivelsesarket, at der var bestilt Præhospital indsats transport og udfyldt skema til Præhospital indsats angående ”minus genoplivning”.

Styrelsen finder det derfor tilstrækkeligt godtgjort, at Sygehus oplyste til Præhospital indsats , at ikke skulle genoplives ved eventuelt hjertestop.

Styrelsen kan oplyse, at det følger af sundhedslovens § 40, at en patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. Oplysninger kan dog i henhold til sundhedslovens § 41, stk. 1, videregives til andre sundhedspersoner, der skal behandle patienten, når patienten har givet sit samtykke hertil. Samtykket kan være mundtligt eller skriftligt.

Det fremgår ikke af sagens oplysninger, at havde givet et samtykke til videregivelsen af oplysningen til Præhospital indsats , hvorfor styrelsen har lagt til grund, at hun ikke samtykkede hertil, hverken mundtligt eller skiftligt.

Styrelsen kan videre oplyse, at en læge i henhold til sundhedslovens § 41, stk. 2, under visse betingelser uden patientens samtykke kan videregive oplysninger til andre sundhedspersoner i forbindelse med behandling af patienten. Således fremgår det af § 41, stk. 2, nr. 1, at videregivelse kan ske uden samtykke, når det er nødvendigt af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb for patienten, og videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesse og behov. Patienten kan dog frabede sig, at der videregives oplysninger efter denne bestemmelse. Det fremgår af § 41, stk. 3. En sådan tilkendegivelse fra patientens side skal indføres i patientjournalen. Det fremgår af § 42, stk. 1, i sundhedsloven.

Sygehus har til sagen indsendt journalmateriale. Heri er et journalark mærket ”AKUT JOURNAL - BEHANDLING/AFSLUTNING”, hvorpå der med håndskrift er anført et minustegn ud for rubrikken ”Samtykke til viderebringelse af oplysninger”.

Det er på denne baggrund styrelsens opfattelse, at det må lægges til grund, at rent faktisk havde frabedt sig videregivelse af oplysninger om hende i forbindelse med afslutning af behandlingen af hende på Sygehus .

Styrelsen kan yderligere oplyse, at videregivelse kan ske uden samtykke, når videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, herunder en patient, der ikke selv kan varetage sine interesser, sundhedspersonen eller andre. Det fremgår af sundhedslovens § 41, stk. 2, nr. 4. Det fremgår modsætningsvist af § 41, stk. 3, at patienten ikke kan frabede sig, at der videregives oplysninger efter denne bestemmelse.

Det er styrelsens opfattelse, at hensynet til Sygehus s videregivelse af oplysninger til Præhospital indsats , utvivlsomt oversteg hensynet til s ret til fortrolighed. Styrelsen har herved lagt vægt på, at der var truffet en lægefaglig beslutning om at afstå fra genoplivning, hvilket personalet på det præhospitale område er forpligtet til at rette sig efter, således at der ikke i forbindelse med et eventuelt hjertestop under en transport iværksættes et udsigtsløst og uetisk genoplivningsforsøg. Styrelsen henviser til punkt 5.1.3.2 i vejledning nr. 9025 af 17. januar 2014 om fravalg af livsforlængende behandling, herunder genoplivningsforsøg, og om afbrydelse af behandling, uden for sygehuse.

Styrelsen har således lagt vægt på, at oplysningen om, at genoplivning ved hjertestop ikke skulle iværksættes var en væsentlig oplysning for Præhospital indsats , der skulle varetage behandlingen under hjemtransporten til s bopæl efter udskrivelse fra Sygehus .

Videre kan styrelsen oplyse, at det af pkt. 4.2 i vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv., fremgår, at det, når der sker videregivelse uden patientens konkrete samtykke, er en forudsætning, at der er tale om videregivelse af helbredsoplysninger, der er nødvendige/relevante for den aktuelle undersøgelse, behandling mv., og at videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesser og behov.

Styrelsen finder hertil - på baggrund af en konkret vurdering - ikke grundlag for at fastslå, at Sygehus videregav oplysninger ud over, hvad der måtte skønnes relevant til brug for Præhospital indsats s videre behandling af .

På denne baggrund finder styrelsen, at afdeling 1, Sygehus , ikke har handlet i strid med sundhedsloven ved videregivelsen af oplysninger til Præhospital indsats om den 26. februar 2015.

ooo00ooo

Kommentarer fra af 21., 24., 25., 26., 27. april og 15. maj 2017 er indgået i styrelsens vurdering af sagen.

LOVGRUNDLAG

Bekendtgørelse nr. 1202 af 14. november 2014 af sundhedsloven:

§ 40. En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i dette kapitel.
Stk. 2. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson efter §§ 41-46 er tillagt beføjelser efter de enkelte bestemmelser, påhviler det overordnede ansvar for, at oplysninger videregives eller indhentes i overensstemmelse med loven, den driftsansvarlige myndighed.
Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. i forbindelse med behandling af patienter

§ 41. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner videregive oplysninger til andre sundhedspersoner om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger i forbindelse med behandling af patienten eller behandling af andre patienter.
Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når
1) det er nødvendigt af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb for patienten, og videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesse og behov,
2) videregivelsen omfatter et udskrivningsbrev fra en læge, der er ansat i sygehusvæsenet, til patientens alment praktiserende læge eller den praktiserende speciallæge, der har henvist patienten til sygehusbehandling,
3) videregivelsen omfatter et udskrivningsbrev fra en læge, der er ansat på privatejet sygehus, klinik m.v., til de i nr. 2 nævnte læger, når behandlingen er ydet efter aftale med et regionsråd eller en kommunalbestyrelse i henhold til denne lov
4) videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, herunder en patient, der ikke selv kan varetage sine interesser, sundhedspersonen eller andre eller
5) videregivelsen sker til patientens alment praktiserende læge fra en læge, der virker som stedfortræder for denne.
6) videregivelsen sker til en læge, tandlæge eller jordemoder om en patient, som modtageren tidligere har deltaget i behandlingen af, når
a) videregivelsen er nødvendig og relevant til brug for evaluering af modtagerens egen indsats i behandlingen eller som dokumentation for erhvervede kvalifikationer i et uddannelsesforløb og
b) videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesse og behov, eller
7) videregivelsen sker til en studerende, der som led i en sundhedsvidenskabelig eller sundhedsfaglig uddannelse deltager i behandlingen af en patient uden at være medhjælp, når
a) videregivelsen er nødvendig for den studerendes forståelse af behandlingssituationen eller evaluering af den studerendes deltagelse i behandlingssituationen og
b) videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesse og behov.«
Stk. 3. Patienten kan frabede sig, at oplysninger efter stk. 2, nr. 1-3, 6 og 7 videregives.
Stk. 4. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.
Stk. 5. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 4, skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed, medmindre orientering kan udelades efter anden lovgivning eller af hensyn til offentlige eller private interesser svarende til dem, der beskyttes i denne lovgivning.
Stk. 6. Videregivelse efter stk. 2, nr. 6, må kun ske i umiddelbar forlængelse af behandlingsforløbet og senest 6 måneder efter den anmodende læges, tandlæges eller jordemoders afslutning af behandlingen eller viderehenvisning af patienten, medmindre videregivelsen er påkrævet som led i speciallæge- eller specialtandlægeuddannelsen.
Stk. 7. En vejleder for en læge eller tandlæge under uddannelse til speciallæge eller -tandlæge har samme adgang til helbredsoplysninger m.v. efter stk. 2, nr. 6, som lægen eller tandlægen under uddannelse.«
Stk. 8. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om videregivelse af helbredsoplysninger m.v. efter denne bestemmelse, herunder om videregivelsens omfang og om gennemførelsen heraf.

§ 42. Samtykke efter § 41, stk. 1, kan være mundtligt eller skriftligt. Samtykket kan afgives til den sundhedsperson, der videregiver oplysninger, eller til den sundhedsperson, der modtager oplysninger. Samtykket skal indføres i patientjournalen. 1.-3. pkt. gælder tilsvarende, når patienten frabeder sig videregivelse af oplysninger, jf. § 41, stk. 3.
Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om det i stk. 1 nævnte samtykke.

Bekendtgørelse nr. 84 af 17. januar 2017 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet:

§ 1. Styrelsen for Patientsikkerhed, jf. §§ 11 og 12, behandler klager fra patienter over sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-9 med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang. Styrelsen for Patientsikkerhed kan ikke behandle en klage efter 1. pkt., hvis den faglige virksomhed eller det forhold, klagen vedrører, helt eller delvis er omfattet af en klage efter § 2.
Stk. 2. Styrelsen for Patientsikkerhed træffer i sager efter stk. 1 afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel, eller om sundhedsvæsenet har handlet i strid med sundhedslovens kapitel 4-9 og afsnit IV.