Et krav om betaling for en fødsel skal rettes mod patienten (ukrainsk statsborger) og ikke faren

Region har handlet i strid med sundhedslovens § 81, stk. 1, ved den 31. maj 2016 at meddele , at han skulle betale for fødslen af sit og s fælles barn den 10. maj 2016.

Sagsnummer:

18SPS38

Offentliggørelsesdato:

16. juli 2018

Juridisk tema:

Betaling for sygehusbehandling

Kategori:

Patientrettigheder

Region har handlet i strid med sundhedslovens § 81, stk. 1, ved den 31. maj 2016 at meddele , at han skulle betale for fødslen af sit og s fælles barn den 10. maj 2016.

STYRELSENS AFGØRELSE AF 13. NOVEMBER 2017

Styrelsen fandt ved sin afgørelse af 13. november 2017, at Region ikke var berettiget til at opkræve betaling for fødselshjælp til .

Styrelsen oplyste, at en forvaltningsretlig afgørelse skal stiles til den eller de personer og myndigheder, der er part i sagen. Da det var , der modtog den sygehusydelse, der efterfølgende blev opkrævet betaling for, burde opkrævningen således efter styrelsens opfattelse rettelig være stilet til hende og ikke til .

På den baggrund fandt styrelsen, at Region den 31. maj 2016 handlede i strid med sundhedsloven ved at meddele , at han skulle betale for den fødselshjælp, som modtog den 9. maj 2016.

Styrelsen forholdt sig ikke til spørgsmålet om, hvorvidt Region s opkrævning for betaling af fødslen i sig selv var berettiget.

ANMODNINGEN OM GENOPTAGELSE

Region bad den 5. december 2017 styrelsen om at genoptage sagen, idet regionen anførte, at og rettelig blev gift den 7. juni 2016 og således ikke var gift på fødselstidspunktet, som styrelsen i sin afgørelse lagde til grund. Det fremgår fejlagtigt af styrelsens afgørelse, at parret blev gift i 1996. Videre har regionen anført, at har vedkendt sig faderskabet. Ydermere har regionen anført, at styrelsen fejlagtigt har vurderet s rettigheder efter § 5 i bekendtgørelse nr. 293 af 27. marts 2017 om ret til sygehusbehandling m.v. Efter regionens opfattelse vedrører § 5 imidlertid kun akut behandling og ikke-akut behandling, der ydes i forlængelse af akut behandling. Det er således regionens opfattelse, at hendes rettigheder skal vurderes ud fra § 6 i samme bekendtgørelse, idet der er tale om ikke-akut sygehusbehandling til en tredjelandsborger med tilknytning til Danmark. Det fremgår direkte af denne bestemmelse, at Regionsrådet kan yde behandling og opkræve betaling efter reglerne i bekendtgørelsens § 50.

Desuden har regionen anført, at regionen ikke er i besiddelse af oplysninger om, hvornår er rejst ind i Danmark eller på hvilket grundlag, men hun har opholdt sig i Danmark hos , da hun fødte deres fælles barn den 9. maj 2016. Det var på denne baggrund regionens opfattelse, at han hæftede for udgifterne til fødslen. Desuden indgik de efterfølgende ægteskab i Danmark den 7. juni 2016.

Region nævnte i den forbindelse, at opholdstilladelse til en samlever efter udlændingelovens § 9 betinges af, at den herboende person påtager sig at forsørge ansøgeren, jf. § 9, stk. 3. Til orientering har regionen vedhæftet en dom fra Københavns Byret, hvoraf regionen fremhæver at det fremgår, at hospitaler kan opkræve en herboende mand for sin kones fødsel her i landet, idet han har forsørgelsespligt over for en ægtefælle, der opholder sig her i landet efter reglerne i såvel retsvirkningsloven som udlændingeloven. Retten udtaler videre, at udgiften tillige kan henføres under børnenes fornødenheder, idet udgifterne sigter til at bringe barnet til verden. Endeligt har regionen anført, at begge forældre er forpligtede til at forsørge barnet, jf. lov om børns forsørgelse.

BEGRUNDELSE FOR GENOPTAGELSE

Om der er grundlag for at genoptage en sag afhænger af, om der i forhold til den oprindelige behandling af sagen er kommet væsentlige nye oplysninger, som må antages at kunne medføre en ændret bedømmelse af sagen. Det skal forstås således, at der skal være tale om nye oplysninger, som ikke allerede forelå i udtalelser, journalnotater eller andre af sagens akter, da styrelsen traf afgørelse i sagen. Disse nye oplysninger skal tillige være så væsentlige, at de måske kan føre til et andet resultat.

Væsentlige sagsbehandlingsfejl kan desuden medføre, at styrelsen er forpligtet til at genoptage sagen.

Da det fejlagtigt fremgik af styrelsens afgørelse af 13. november 2017, at og var gift på tidspunktet for fødslen af deres fælles barn den 9. maj 2016, og da Region har anført, at det i afgørelsen bør inddrages, at har vedkendt sig faderskabet, at opholdt sig i Danmark hos ham, da hun fødte, at afgørelsen rettelig skulle vurderes efter § 6 i sygehusbekendtgørelsen og endelig, at med henvisning til retsvirkningsloven, udlændingelovgivningen og børnebidragsloven og en afsagt dom hæfter for udgifterne til fødslen som led i forsørgelsesforpligtelsen, har styrelsen fundet anledning til at undersøge disse forhold nærmere. Da udfaldet heraf kan føre til, at afgørelsen kan få et andet resultat, har styrelsen derfor fundet anledning til at genoptage sagen til realitetsbehandling.

STYRELSENS FORNYEDE BEHANDLING AF KLAGEN

fødte den 10. maj 2016 et barn på Sygehus . Region afkrævede den 31. maj 2016 betaling for fødslen. Han klagede den 16. juni 2016 over afgørelsen til Styrelsen for Patientsikkerhed.

BEGRUNDELSE

Hændelsesforløb

nedkom den 10. maj 2016 med et barn på Sygehus . Ifølge oplysninger fra Det Centrale Personregister (CPR) er hun ukrainsk statsborger og registreret som indrejst i Danmark den 20. marts 2017.

Den 31. maj 2016 opkrævede Region betaling for fødslen, idet ikke havde bopæl i Danmark, og da fødslen efter regionens opfattelse ikke var foregået akut. Opkrævningen blev stilet til s daværende partner, . Opkrævningen lød på 25.043,00 kr. Fristen for betaling var den 30. juni 2016.

Ifølge oplysningerne i CPR er dansk statsborger med folkeregisteradresse i Danmark på fødselstidspunktet. og blev gift den 7. juni 2016 og skilt igen den 5. september 2016. Han er registreret som udrejst til Tyskland den 11. september 2016. Deres fælles barn er ifølge CPR rettelig født den 10. maj 2016 og ikke den 9. maj, som styrelsen oprindeligt anførte.

klagede den 16. juni 2016 til styrelsen over opkrævningen. Han har i sin klage med tilhørende bilag anført, at han er far til barnet, at på daværende tidspunkt var på besøg hos ham, at hun kom til Danmark med henblik på at blive gift med ham, og at fødslen var forventet den 20. maj 2016.

har videre anført, at han den 4. maj 2016 havde været på Borgerservice for at få afklaring vedrørende fødslen. Han var af den opfattelse, at han her var blevet oplyst om, at man kunne henvende sig på ethvert hospital i Danmark, og at fødslen ville være gratis. Han har endvidere anført, at han og først henvendte sig på et andet hospital, hvor de dog blev afvist, hvorefter de tog til Sygehus , og fik fødselshjælp. Han har hertil anført, at en sygeplejerske på hospitalet oplyste dem om, at fødslen ville være gratis.

har desuden anført, at han deltog i fødslen på anmodning fra personalet med henblik på at hjælpe med oversættelse. Han har ydermere anført, at planen havde været at føde i Tyskland, og at det ikke var ham, som burde modtage regningen, da han ikke var patient. Desuden har han anført, at han egentligt ønskede at gå hjem, men blev bedt af personalet om at hjælpe med oversættelsen, da ikke kendte det danske sprog, men også af psykologiske grunde, og at han indvilligede i at hjælpe.

Ifølge en mail fra Sygehus , af 7. juni 2016 til , havde ikke opholdstilladelse i Danmark på fødselstidspunktet. Det fremgår videre af denne mail, at fødslen var sket til forventet termin. Af samme mail fremgår det, at rejste til Danmark, vel vidende at hun var gravid og ikke havde opholdstilladelse, og da var far til barnet, var det normalt, at regningen blev sendt til ham. Endelig fremgår det, at og burde have undersøgt reglerne nærmere, når den gravide hverken har dansk folkeregisteradresse eller dansk cpr. nummer.

Hertil fremgår det af en mail fra Sygehus , af 27. juni 2016 til styrelsen, at på fødselstidspunktet havde fast bopæl i Danmark. Det fremgår videre, at ikke havde bopæl i Danmark eller var registreret i CPR, men at hun opholdt sig hos ham, hvorfor han derfor havde forsørgelsespligten overfor hende. På det grundlag sendte hospitalet regningen for fødslen til ham.

Betaling for sygehusbehandling

Regelgrundlaget

Styrelsen kan oplyse, at det fremgår af sundhedslovens § 80, stk. 1, at regionsrådet yder akut behandling til personer, som ikke har bopæl her i landet, men som midlertidigt opholder sig i regionen, jf. § 8, ved sit eller ved andre regioners sygehusvæsen. Herudover yder regionsrådet behandling til de i stk. 1 nævnte personer, når det under de foreliggende omstændigheder ikke skønnes rimeligt at henvise personen til behandling i hjemlandet, herunder Færøerne og Grønland, eller personen ikke tåler at blive flyttet til et sygehus der, jf. § 80 stk. 2.

Styrelsen kan videre oplyse, at sygehusbehandling i de fleste tilfælde er gratis i Danmark. Det følger af sundhedslovens § 81, stk. 1. Regionsrådet kan opkræve betaling af patienten for behandling efter § 80, stk. 2. Behandlingen kan dog ydes vederlagsfrit, når regionsrådet under de foreliggende omstændigheder skønner det rimeligt. Det kræver altid udtrykkelig lovhjemmel at opkræve betaling for sygehusbehandling fra en patient.

Det fremgår af § 5, stk. 1, i den dagældende bekendtgørelse nr. 958 af 29. august 2014 om ret til sygehusbehandling m.v. (sygehusbekendtgørelsen), at personer, der ikke har bopæl her i landet, har ret til akut sygehusbehandling m.v. i opholdsregionen i tilfælde af ulykke, pludseligt opstået sygdom og fødsel eller forværring af kronisk sygdom m.v. Behandlingen m.v. ydes på samme vilkår som til personer med bopæl her i landet.

Det er på baggrund af ovenstående styrelsens opfattelse, at en person uden bopæl i Danmark har ret til vederlagsfri akut sygehusbehandling på lige fod med personer, der har bopæl i den pågældende region, i tilfælde af ulykke eller pludselig opstået eller forværret sygdom.

Det fremgår videre af § 5, stk. 2, at regionsrådet i opholdsregionen herudover yder sygehusbehandling m.v., når det under de foreliggende omstændigheder ikke skønnes rimeligt at henvise personen til behandling i hjemlandet, herunder Færøerne og Grønland, eller personen ikke tåler at blive flyttet til et sygehus i hjemlandet, herunder Færøerne og Grønland, jf. dog § 16.

Det fremgår hertil af stk. 3, at regionsrådet kan opkræve betaling for behandling, der ydes efter stk. 2.

Hvis patientens tilstand således ikke (længere) er akut eller i tilfælde, hvor der generelt er tale om ikke-akut behandling, kan der (fortsat) ydes sygehusbehandling til personer, der ikke har bopæl i Danmark, selvom der ikke i disse tilfælde består en ret til sygehusbehandling. Det følger direkte af § 5, stk. 3, jf. § 50, stk. 1, i sygehusbekendtgørelsen, at regionen opkræver betaling for behandling af personer, der ikke har en ret til sygehusbehandling.

Endelig fremgår det af stk. 4, at behandling efter stk. 2 kan ydes vederlagsfrit, når det under de foreliggende omstændigheder skønnes rimeligt.

Det beror således på det behandlende sygehus’ konkrete skøn i hvert enkelt tilfælde, om der af personer, der ikke opfylder bopælskravet, skal opkræves betaling for ikke-akut sygehusbehandling.

Region s bemærkninger

Region har i sin anmodning om genoptagelse anført, at det er forkert, at styrelsen har vurderet s rettigheder efter § 5 i sygehusbekendtgørelsen, som kun vedrører akut behandling og ikke-akut behandling, der ydes i forlængelse af akutbehandling.

Styrelsen er enig med regionen i, at der ikke er tale om akut sygehusbehandling. Styrelsen har herved lagt vægt på, at fødsel indenfor tre uger før og to uger efter terminsdato vil være at betragte som fødsel til tiden. Som nævnt havde termin den 20. maj 2016, men fødte den 10. maj 2016.

Styrelsen er dog ikke enig i, at bestemmelsen i sygehusbekendtgørelsens § 5 alene vedrører akut behandling. Således vedrører stk. 1 efter bestemmelsens ordlyd akut behandling (ulykke, pludseligt opstået sygdom og fødsel eller forværring af kronisk sygdom m.v.), mens samme bestemmelses stk. 2 vedrører behandling herudover under omstændigheder, hvor det ikke skønnes rimeligt at henvise personen til behandling i hjemlandet, herunder Færøerne og Grønland, eller personen ikke tåler at blive flyttet til et sygehus i hjemlandet.

Styrelsen henviser i den forbindelse til Sundhedsministeriets notat af 16. december 1999, j.nr. 1998-200-9, 2. kontor. Det fremgår heraf blandt andet, at der vil: ”kunne ydes vederlagsfri fødselshjælp (…), når det under de foreliggende omstændigheder ikke skønnes rimeligt at henvise personen til hjemlandet, det vil sige også i tilfælde, hvor det kunne forudses, at fødslen ville finde sted under opholdet her i landet.” Der henvises i den forbindelse til den dagældende bekendtgørelse nr. 1132 af 16. december 1999 om ret til sygehusbehandling og fødselshjælp m.v. Det fremgår heraf i § 9, stk. 1, at en person, der ikke har bopæl her i landet, har ret til sygehusbehandling og fødselshjælp m.v. i opholdsamtskommunen i tilfælde af ulykke, pludselig opstået sygdom, fødsel m.v. eller pludselig forværring af kronisk lidelse. Af § 9, stk. 2, fremgår at opholdsamtskommunen herudover yder sygehusbehandling og fødselshjælp m.v., når det under de foreliggende omstændigheder ikke skønnes rimeligt at henvise patienten til behandling i hjemlandet, herunder Færøerne og Grønland, eller patienten ikke tåler at bliver flyttet til et sygehus i hjemlandet.

Det er således styrelsens faste og mangeårige praksis i overensstemmelse med ovenstående notat at subsumere tredjelandsstatsborgeres ikke-akutte fødsler under bestemmelsen i sygehusbekendtgørelsens § 5, stk. 2.

Videre har Region anført, at s rettigheder rettelig skal vurderes ud fra § 6 i sygehusbekendtgørelsen, idet der er tale om ikke-akut sygehusbehandling til en tredjelandsborger med tilknytning til Danmark. Af bestemmelsen fremgår udtrykkeligt, at Regionsrådet kan yde behandling og opkræve betaling efter reglerne i bekendtgørelsens § 50.

Styrelsen kan oplyse, at det fremgår af § 6, at regionsrådet kan yde behandling og opkræve betaling efter reglerne i § 50 for sygehusbehandling, som ikke er akut, jf. § 5, stk. 1, af personer, der har tilknytning til et EU/EØS-land, Grønland eller Færøerne, og som ikke har adgang til behandling efter § 7, såfremt sygehusbehandlingen kan ydes inden for den eksisterende kapacitet, og såfremt der ikke er private virksomheder, der kan dække efterspørgslen efter disse ydelser i den pågældende region.

Styrelsen kan hertil oplyse, at det følger af sundhedslovens § 78 a, at regionsrådet mod betaling yder behandling til patienter fra EU-/EØS-lande, Færøerne og Grønland, der ikke har bopæl her i landet, medmindre disse har ret til vederlagsfri behandling som følge af, at de under et midlertidigt ophold får brug akut behandling, jf. §§ 8 og 80.

Ifølge samme bestemmelses stk. 2 fastsætter sundhedsministeren nærmere regler om sygehusydelser, persongrupper, betaling og begrænsning af modtagelse af patienter fra EU-/EØS-lande, Færøerne og Grønland som følge af tvingende almene hensyn m.v.

Denne bemyndigelse er udmøntet i de regler, som fremgår af §§ 6-8 i sygehusbekendtgørelsen.

Styrelsen kan hertil oplyse, at det fremgår af afsnit 6.2.1 i vejledning nr. 9733 af 5. juli 2016 om grænseoverskridende sundhedsydelser i EU/EØS-lande (regler i medfør af patientmobilitetsdirektivet), at regionsrådet efter sygehusbekendtgørelsens § 6 mod betaling kan yde behandling til personer, der har tilknytning til et EU/EØS-land, Grønland eller Færøerne, og som ikke har adgang til behandling efter sygehusbekendtgørelsens § 7. Der kan fx være tale om danske statsborgere med bopæl uden for EU/EØS, som ønsker at benytte et dansk sygehus mod privat betaling, fx i forbindelse med fødsel eller anden planlagt sygehusbehandling.

Videre fremgår det af vejledningens afsnit 10.2.2.2, at regionerne kan yde sygehusbehandling til
pensionister og deres familiemedlemmer samt grænsearbejderes familiemedlemmer, som har bopæl i ét af de nærmere angivne EU-lande, hvis der til en behandling er krav om forhåndsgodkendelse i bopælslandet. Regionen kan med hjemmel i sygehusbekendtgørelsens § 6 opkræve betaling for behandlingen.

På den baggrund finder styrelsen, at sygehusbekendtgørelsens § 6 ikke finder anvendelse i det konkrete tilfælde. Tilknytningskravet i § 6 i sygehusbekendtgørelsen relaterer sig således til patienten selv, således at patienten er tilknyttet et EU/EØS-land, f.eks. Danmark, som følge af tidligere bopæl her og bosat udenfor EU/EØS. Tilknytningskravet omfatter også familiemedlemmer til en (eksempelvis dansk) EU/EØS-borger, som er pensionist, bosat i ét af de nævnte lande og sygesikret til udgift for Danmark, pensionisten selv eller grænsearbejderes familiemedlemmer, bosat i ét af de nævnte lande og dermed sygesikret i bopælslandet. Bestemmelsen vedrører desuden alene planlagt sygehusbehandling. Bestemmelsen dækker altså ikke det tilfælde, hvor en patient uden den nævnte form for tilknytning allerede opholder sig midlertidigt i Danmark i forvejen og under opholdet får behov for behandling, der ud fra et medicinsk synspunkt bliver nødvendig, som tilfældet var med .

For så vidt angår Region ’s medsendte dom fra Københavns Byret og regionens bemærkning om, at det heraf fremgår, at hospitaler kan opkræve en herboende mand betaling for sin kones fødsel i Danmark, idet han har forsørgelsespligt over for en ægtefælle, der opholder sig her i landet efter reglerne i både retsvirkningsloven og udlændingeloven, finder styrelsen, at denne dom ikke anvendelig i den konkrete sag.

Styrelsen bemærker indledningsvist, at det fremgår af dommen, at sagsøger, barnets mor, ikke har betalt den fremsendte faktura, og at hun har rettet kravet mod sin ægtefælle, barnets far (sagsøgte). Sagsøger nedlagde påstand om, at sagsøgte tilpligtedes at betale beløbet til hende. Regningen må derfor antages at være stilet til hende, og Københavns Byret har ikke forholdt sig til, hvorvidt regningen med rette kunne stiles til barnets far, men alene til, om han hæftede for udgifterne.

Styrelsen bemærker videre, at retten under sin begrundelse og afgørelse anfører, at sagsøgte havde fast bopæl i Danmark, og at hans hustru opholdt sig i Danmark, hvorfor sagsøgte havde forsørgelsespligt overfor hende såvel efter reglerne i retsvirkningsloven som i udlændingeloven.

Styrelsen kan hertil oplyse, at det følger af § 2 i den dagældende retsvirkningslov, at ægtefæller har en gensidig forsørgelsespligt. Forsørgelsen af en udlænding, der er gift med en herboende person, påhviler således denne.

Styrelsen kan videre oplyse, at lov om ægteskabets retsvirkninger (retsvirkningsloven), lovbekendtgørelse nr. 1814 af 23. december 2015, blev ophævet med virkning fra 1. januar 2018 ved lov nr. 48 af 30. maj 2017 om ægtefællers økonomiske forhold (ægtefælleloven). Den gensidige forsørgelsespligt er heri fastsat i § 4.

fødte som nævnt den 10. maj 2016, og hun og blev som også tidligere nævnt først gift den 7. juni 2016, altså efter fødslen og efter, at regningen til er dateret, den 31. maj 2016. Allerede af den grund, er det ikke relevant at forholde sig til retsvirkningslovens gensidige forsørgelsespligt for ægtefæller.

Styrelsen bemærker endvidere, at dommen slår fast, at en ægtefælle kan tilpligtes af afholde udgiften til hospitalsbistand ved en hustrus fødsel, jf. retsvirkningslovens § 11, stk. 1, 2. pkt., idet en fødsel er et særligt behov hos hustruen. Herudover kan udgiften henføres under barnets fornødenheder, jf. retsvirkningslovens § 11, stk. 1, 1. pkt.

Ifølge den dagældende retsvirkningslovs § 11, stk. 1, er hver af ægtefællerne under samlivet i forhold til tredjemand berettiget til på begges ansvar at indgå sådanne retshandler til fyldestgørelse af den daglige husholdnings eller børnenes fornødenheder, som sædvanlig foretages i dette øjemed. Samme ret har hustruen med hensyn til sædvanlige retshandler til fyldestgørelse af sit særlige behov. De her nævnte retshandler anses for indgåede på begge ægtefællers ansvar, hvis ikke andet fremgår af omstændighederne.

Ifølge den nugældende ægtefællelovs 80, finder den hidtil gældende § 11 i lov om ægteskabets retsvirkninger anvendelse på ægtefællernes hæftelse over for tredjemand, hvis en ægtefælle før lovens ikrafttræden har indgået en retshandel, der er omfattet af denne regel.

Da ovenstående bestemmelser regulerer de økonomiske retsvirkninger af et ægteskab, herunder ægtefællernes økonomiske forhold, finder styrelsen, at loven ikke finder anvendelse i det konkrete tilfælde. fødte som nævnt den 10. maj 2016, og hun og blev som også tidligere nævnt først gift den 7. juni 2016, altså efter regningen til er dateret, den 31. maj 2016. Det forhold at betalingsfristen udløb den 30. juni 2016 kan ikke føre til et andet resultat. Styrelsen har desuden lagt vægt på princippet om særhæften, jf. retsvirkningslovens § 25, hvorefter hver ægtefælle, uanset ægteskabets indgåelse, alene hæfter for sin egen gæld, medmindre der foreligger særskilt lovhjemmel. Bestemmelsen i § 25 er videreført i ægtefællelovens § 3, hvorefter hver ægtefælle under ægteskabet hæfter med sin formue for sine forpligtelser, uanset om forpligtelserne er opstået før eller under ægteskabet.

Styrelsen har videre lagt vægt på, at § 11 ikke gælder ugifte samlevende. Almindelige aftale- og formueretlige grundsætninger må føre til at opstille regler svarende til § 11 for ugifte samlivsforhold. Ifølge oplysningerne i CPR har og dog ikke på noget tidspunkt haft samme adresse i Danmark.

For så vidt angår forsørgelseskravet i udlændingeloven, skal styrelsen oplyse, at dette fremgår af lovens § 9, stk. 3, og vedrører opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring, som betinges af, at den herboende person godtgør at være i stand til at forsørge ansøgeren. Anvendelsen af § 9, stk. 3, tager udgangspunkt i, at den herboende person ved sin underskift erklærer, at han vil forsørge ansøgeren.

Udlændingestyrelsen har den 28. maj 2018 oplyst til styrelsen, at ikke i maj 2016 havde opholdstilladelse i Danmark. Hun søgte om opholdstilladelse i Danmark første gang i august 2016. Ansøgningen blev afvist i september 2016. Hun søgte igen i marts 2017, hvor hun i samme måned blev bevilget opholdstilladelse. Opholdstilladelsen er udstedt, fordi hendes søn er dansk statsborger, og fordi hendes tidligere ægtefælle står registeret som udrejst. Hun er derfor alene-forsørger for en mindreårig, dansk statsborger.

For så vidt angår Region s anbringende om, at opholdstilladelse til en samlever efter udlændingelovens § 9 betinges af, at den herboende person påtager sig at forsørge ansøgeren, jf. § 9, stk. 3, kan styrelsen oplyse, at denne bestemmelse alene vedrører det tilfælde, hvor to voksne, som er samlevende, men ikke gift, søger om familiesammenføring. og har ifølge Udlændingestyrelsens oplysninger ikke på noget tidspunkt søgt om familiesammenføring. Desuden gælder § 9, stk. 3, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, alene udlændige, der er over 24 år. I tilfælde af, at parret havde søgt familiesammenføring, ville vurderingen rettelig skulle foretages efter § 9 c med udgangspunkt i den familieenhed, som de muligvis ville udgøre.

Der foreligger derfor ikke med hjemmel i udlændingelovgivningen en gensidig forsørgelsespligt mellem og .

Region har desuden anført, at begge forældre er forpligtede til at forsørge barnet, jf. lov om børns forsørgelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1100 af 7. oktober 2014 med senere ændringer.

Styrelsen er enig med regionen i, at der påhviler begge forældre en forsørgelsespligt, jf. lovens § 13, stk. 1. Forældrene kan som udgangspunkt frit aftale, hvordan dette skal ske, medmindre det strider mod barnets bedste, jf. § 17. Loven regulerer de tilfælde, hvor en eller begge forældre forsømmer forsørgelsespligten, hvorefter Statsforvaltningen kan pålægge vedkommende at betale et bidrag, jf. § 13, stk. 2. Ifølge § 14, stk. 1, kan Statsforvaltningen således fastsætte et børnebidrag og ifølge lovens § 19, stk. 1, kan Statsforvaltningen pålægge faderen at udrede bidrag til udgifterne ved blandt andet fødslen. Beløber udgør i 2018 827 kr. Det er med fødselsbidraget tiltænkt at godtgøre moderen for de ekstra udgifter, hun måtte have i tilknytning til fødslen, eksempelvis taxakørsel til og fra hospitalet og udgift til barnepige til øvrige børn i forbindelse hermed. Bidraget forfalder ved fastsættelsen, jf. stk. 3. Fastsættelsen sker efter ansøgning, jf. § 19 a.

Det forhold, at børnebidragsloven hjemler begge forældres privatretlige forsørgelsespligt kan efter styrelsens opfattelse ikke føre til, at en regning for en fødsel kan stiles til barnets far, når moren er indlagt som patient.

Det er hertil styrelsens opfattelse, at Region ikke var berettiget til at opkræve betaling for fødselshjælp til .

Styrelsen kan i den forbindelse oplyse, at en forvaltningsretlig afgørelse altid skal stiles til den eller de personer og myndigheder, der er part i sagen. Det fremgår udtrykkeligt af sundhedslovens § 81, stk. 2, at regionsrådet kan opkræve betaling af patienten (styrelsens understregning) for behandling efter § 80, stk. 2. Ifølge styrelsens opfattelse er det således , som er part i sagen og rette modtager af opkrævningen, idet hun modtog den omtalte sygehusbehandling.

Styrelsen har i denne forbindelse også lagt vægt på, at og ikke var gift eller samlevende på tidspunktet for opkrævningen, jf. gennemgangen af retsvirkningsloven og udlændingeloven ovenfor.

Da det konkret var , der modtog den sygehusydelse, der efterfølgende blev opkrævet betaling for, burde opkrævningen således efter styrelsens opfattelse rettelig være stilet til hende og ikke til .

Det forhold, at ikke havde dansk CPR-nummer eller folkeregisteradresse her i landet, kan efter styrelsens opfattelse ikke føre til et andet resultat.

Styrelsen har i denne forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af § 50, stk. 3, i sygehusbekendtgørelsen, at betalingen skal opgøres og afkræves endeligt i forbindelse med eller umiddelbart efter udskrivningen eller den ambulante behandling, hvorfor det efter styrelsens opfattelse ville have været muligt at sikre sig patientens kontaktoplysninger, inden hun forlod hospitalet.

På denne baggrund finder styrelsen, at Region den 31. maj 2016 handlede i strid med sundhedsloven, ved at meddele , at han skulle betale for den fødselshjælp, som modtog den 9. og 10. maj 2016.

Styrelsen har ikke herved forholdt sig til spørgsmålet om, hvorvidt Region s opkrævning for betaling af fødslen i sig selv var berettiget, da styrelsens afgørelse netop hviler på den opfattelse, at under alle omstændigheder ikke var rette adressat for en sådan opkrævning.

LOVGRUNDLAG

Bekendtgørelse nr. 191 af 28. februar 2018 af sundhedsloven:

§ 78 a. Regionsrådet yder mod betaling behandling efter afsnit VI til patienter fra EU-/EØS-lande, Færøerne og Grønland, der ikke har bopæl her i landet, medmindre disse har ret til vederlagsfri behandling m.v. efter § 8 og § 80 eller regler fastsat i medfør heraf.
Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om sygehusydelser, persongrupper, betaling og begrænsning af modtagelse af patienter fra EU-/EØS-lande, Færøerne og Grønland som følge af tvingende almene hensyn m.v.

§ 80. Regionsrådet yder akut behandling til personer, som ikke har bopæl her i landet, men som midlertidigt opholder sig i regionen, jf. § 8, ved sit eller ved andre regioners sygehusvæsen.
Stk. 2. Herudover yder regionsrådet behandling til de i stk. 1 nævnte personer, når det under de foreliggende omstændigheder ikke skønnes rimeligt at henvise personen til behandling i hjemlandet, herunder Færøerne og Grønland, eller personen ikke tåler at blive flyttet til et sygehus der.

§ 81. Sygehusbehandling efter bestemmelserne i afsnit VI, VII og VIII er vederlagsfri for patienten, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2. Regionsrådet kan opkræve betaling af patienten for behandling efter § 80, stk. 2. Behandlingen kan dog ydes vederlagsfrit, når regionsrådet under de foreliggende omstændigheder skønner det rimeligt.
Stk. 3. Hvor særlige forhold taler herfor, kan sundheds- og ældreministeren uanset reglerne i §§ 79 og 80, fastsætte nærmere regler om, at regionsrådene vederlagsfrit skal yde visse behandlinger, uanset hvor patienten bor.
Stk. 4. Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler, hvorefter der ydes personer, som midlertidigt opholder sig her i landet, vederlagsfri behandling ved det regionale sygehusvæsen.

Bekendtgørelse nr. 958 af 29. august 2014 om ret til sygehusbehandling m.v.:

§ 5. Personer, der ikke har bopæl her i landet, har ret til akut sygehusbehandling m.v. i opholdsregionen i tilfælde af ulykke, pludseligt opstået sygdom og fødsel eller forværring af kronisk sygdom m.v. Behandlingen m.v. ydes på samme vilkår som til personer med bopæl her i landet.
Stk. 2. Regionsrådet i opholdsregionen yder herudover sygehusbehandling m.v., når det under de foreliggende omstændigheder ikke skønnes rimeligt at henvise personen til behandling i hjemlandet, herunder Færøerne og Grønland, eller personen ikke tåler at blive flyttet til et sygehus i hjemlandet, herunder Færøerne og Grønland, jf. dog § 16.
Stk. 3. For behandling, der ydes efter stk. 2, kan regionsrådet opkræve betaling efter reglerne i § 50.
Stk. 4. Behandling efter stk. 2 kan ydes vederlagsfrit, når det under de foreliggende omstændigheder skønnes rimeligt.

§ 6. Regionsrådet kan yde behandling og opkræve betaling efter reglerne i § 50 for sygehusbehandling, som ikke er akut, jf. § 5, stk. 1, af personer, der har tilknytning til et EU/EØS-land, Grønland eller Færøerne, og som ikke har adgang til behandling efter § 7, såfremt sygehusbehandlingen kan ydes inden for den eksisterende kapacitet, og såfremt der ikke er private virksomheder, der kan dække efterspørgslen efter disse ydelser i den pågældende region.

§ 50. Regionsrådet i en region opkræver betaling for behandling af personer, der ikke har ret til sygehusbehandling m.v., jf. dog stk. 5 og § 5, stk. 4.
Stk. 2. Betalingen fastsættes i overensstemmelse med bestemmelserne i bekendtgørelse om betaling for sygehusbehandling ved en anden regions sygehusvæsen og inkluderer lønsumsafgift.
Stk. 3. Betalingen skal opgøres og afkræves endeligt i forbindelse med eller umiddelbart efter udskrivningen eller den ambulante behandling.
Stk. 4. Betalingen pr. sengedag, indlæggelse, ambulant behandling eller undersøgelse m.v. skal oplyses forud herfor.
Stk. 5. Når det under de foreliggende omstændigheder skønnes rimeligt, kan der meddeles hel eller delvis fritagelse for betalingen.
Stk. 6. Ved opkrævning af betaling udsteder regionen en faktura med angivelse af afregningstaksten eller alternativt beregningen af de faktiske udgifter til behandlingen, jf. stk. 2 og 3.

Bekendtgørelse nr. 1022 af 28. august 2017 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet:

§ 6. Regionsrådets afgørelser m.v. kan påklages til Styrelsen for Patientsikkerhed, når de vedrører
…..
3) vilkår for en persons ret til sygehusbehandling efter § 81 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,
…..