Klage over tvangsfiksering i indlæggelsesdøgnet og klage over tvangsmedicinering

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> Statsamt den 12. oktober 1999 for så vidt angår tvangsfikseringen i perioden 5. oktober til 12. oktober 1999 og tvangsmedicineringen af <***> på Psykiatrisk Sygehus, <***> Amt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer dog afgørelsen for så vidt angår tvangsfikseringen den 4. oktober 1999.

<***> har siden 1997 flere gange været indlagt på psykiatrisk afdeling, Psykiatrisk Sygehus, <***> Amt. Diagnosen har tidligere været akut paranoid psykose (akut sindssygdom med forfølgelsesforestillinger) og posttraumatisk belastningsreaktion (følgetilstand efter oplevelser under krigen i Bosnien).

Under tidligere indlæggelser har <***> fremtrådt i en sindssygelig tilstand, præget af blandt andet forfølgelsesforestillinger, hallucinationer og påvirkningsfornemmelser. Der har tidligere været tale om tvangsindlæggelse, såvel på fare- som behandlingsindikation. Ligeledes har han tidligere været tvangsbehandlet med antipsykotisk medicin, og der blev iagttaget god effekt af behandlingen med Cisordinol (zuclopenthixol). <***> blev senest udskrevet fra afdelingen i maj 1999 og har ikke siden fulgt behandlingen med antipsykotisk medicin.

<***> blev aktuelt indlagt den 4. oktober 1999 med tvang på psykiatrisk afdeling, idet han blev fundet psykotisk og til fare for andre. Ifølge indlæggende læge havde <***> således råbt trusler efter forbipasserende og smidt ting efter disse fra sin lejlighed på 3. sal, blandt andet et jernspyd og en cykel.

Ved indlæggelsen fremtrådte <***> meget indelukket, men stille og rolig. På trods heraf blev <***> straks ved ankomsten tvangsfikseret med mavebælte og desuden en fodrem, da han ifølge journalen var istand til at sno sig ud af mavebæltet. Tvangsfikseringen blev iværksat klokken 16.30, men fodremmen løsnedes allerede klokken 18.30. I journalen blev der ikke givet nogen begrundelse for tvangsfikseringen. I journalen blev det anført, at <***> ikke modsatte sig tvangsfikseringen. Sygeplejekardeks tilføjer ikke yderligere vedrørende fikseringen. Under tvangsfikseringen blev der flere gange givet beroligende injektion med henblik på at afkorte denne.

De følgende dage beskrives <***> som klart psykotisk med vrangforestillinger, springende tankegang og beskeden kontakt med omgivelserne. Han gav udtryk for, at der var et komplot imod ham, og at man havde betalt folk for at forfølge ham i Bosnien, at man vil slå hans familie ihjel, og at han havde fået anbragt en genstand i hovedet, så han kunne styres af andre. Han virkede tillige meget forpint og anspændt, og de følgende dage var han stedse aggressiv, smed med ting og slog ud og spyttede efter personalet gentagne gange.

Den 14. oktober 1999 var <***> mere rolig, og tvangsfikseringen ophørte. Man vurderede, at det formentlig drejede sig om en skizofren lidelse.

Fra indlæggelsens start søgte man at motivere <***> for frivillig medikamentel, antipsykotisk behandling, og fra 5. oktober 1999 tilbød man konkret <***> tablet/mikstur Cisordinol 20 mg dagligt, hvilket han dog vedvarende modsatte sig.

Den 7. oktober 1999 blev det besluttet, at tvangsbehandle <***> med mikstur Cisordinol 20 mg dagligt, eventuelt stigende til 80 mg dagligt, alternativt den halve dosis som injektion. Endvidere ønskede man, hvis daglig fysisk magtanvendelse blev nødvendig i forbindelse med injektionsbehandling, at overgå til tvangsbehandling med Cisordinol i depotform i doseringen 100 til 200 mg ugentligt.

<***> ønskede at klage over beslutningen om tvangsbehandling og tvangsfiksering, og klagen blev tillagt opsættende virkning.

Klagen blev herefter den 12. oktober 1999 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> Statsamt. Nævnet godkendte beslutningen om tvangsmedicinering og subsidiært anvendelse af depotmedicin. Endvidere godkendtes beslutningen om tvangsfiksering.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere <***> den 5. til den 12. oktober 1999 var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at <***> selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har lagt vægt på, at han slog ud efter personalet og kastede ting efter dem.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen fra den 5. oktober 1999 og til den 12. oktober 1999 opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at <***> var svært truende. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at man under fikseringen flere gange blev givet beroligende medicin med henblik på af afkorte fikseringsperioden.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder derimod, at betingelserne for tvangsfiksering ikke var opfyldt den 4. oktober 1999. Nævnet har lagt vægt på, at <***> ved indlæggelsen den 4. oktober 1999 blev beskrevet som indelukket men stille og rolig. Der er ikke anført nogen begrundelse for fikseringen i tvangsprotokollen. Journalen og sygeplejekardeks tilføjer ikke yderligere. Nævnet finder det således ikke godtgjort, at betingelserne i psykiatrilovens § 14 stk. 2 var opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> Statsamt den 12. oktober 1999 vedrørende tvangsfikseringen fra den 5. oktober til 12. oktober 1999, men ændrer afgørelsen for så vist angår tvangsfikseringen den 4. oktober 1999.

For så vidt angår klagen over tvangsmedicineringen finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn efter en samlet vurdering, at <***> var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle <***>, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at det på grund af <***>s tilstand, herunder at han var svært forpint og til fare for andre, således at han måtte tvangsfikseres, var nødvendigt at iværksætte tvangsmedicinering, på trods af at han kun havde fået tre dages betænkningstid. Nævnet lægger tillige vægt på, at det ikke ville havde været muligt at behandle <***>s psykotiske tilstand uden anvendelse af antipsykotisk medicin. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at <***> var kendt i afdelingen og tidligere havde modtaget Cisordinol med god effekt på tilstanden.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.
Nævnet har lagt vægt på, at Cisordinol er et almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk lægemiddel, ligesom den besluttede dosering er sædvanlig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder ud fra en konkret vurdering, at Cisordinol i depotform som alternativ til peroral medicinering, såfremt det blev nødvendigt at anvende betydelig fysisk magt, opfylder kravet om mindst indgribende behandlingsform. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at <***> ved tidligere indlæggelser havde modtaget Cisordinol uden væsentlige bivirkninger, samt at der på tidspunktet for beslutning om tvangsbehandling var en realistisk mulighed for, at det kunne blive nødvendigt at anvende betydelig fysisk magt i forbindelse med peroral medicinering.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der den 12. oktober 1999 er truffet vedrørende tvangsmedicinering af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> Statsamt.