Tvangsfiksering opfyldte krav om mindst indgribende foranstaltning

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> Amt den 3. september 1999 om tvangsfiksering af <***> på <***> Psykiatriske Sygehus.

<***> havde siden 1993 lidt af sindsspaltningssygdom (skizofreni), og han havde i perioden fra 1993 til 1997 været indlagt 15 gange på <***> Psykiatriske Sygehus, hvor han i 1993 under indlæggelse blev retspsykiatrisk undersøgt. Den 3. marts 1993 var <***> blevet dømt til psykiatrisk behandling. Dommen blev senere ophævet den 16. februar 1999.

<***> havde siden 1997 været 5 gange indlagt på <***> Psykiatriske Sygehus, hvorfra han sidst blev udskrevet den 10. oktober 1997 til fortsat behandling med antipsykotisk medicin, injektioner Cisordinol depot 300 mg i musklen hver 14. dag, hvilket angiveligt havde haft god virkning på hans psykiske tilstand.

<***> havde fra den 30. juni 1998 været indlagt på retspsykiatrisk afdeling, <***> Psykiatriske Sygehus, hvorfra han lod sig udskrive umiddelbart efter, at den idømte behandlingsdom var blevet ophævet den 16. februar 1999.

Ifølge koordinationsplan var der for <***> planlagt opfølgning ved distriktspsykiatrien i <***>, blandt andet med fortsat depotmedicinering, første gang den 10. marts 1999, men <***> udeblev fra denne og flere øvrige ambulante aftaler, ligesom han ved arrangeret hjemmebesøg flere gange ikke var til stede.

Ved et hjemmebesøg den 19. marts 1999 virkede <***> imødekommende, men ønskede ikke at modtage depotmedicin, og der blev i stedet aftalt behandling med tabletter Cisordinol 20 mg dagligt.

Ved seneste hjemmebesøg den 27. maj 1999 var det kun muligt at få en kort samtale med <***> gennem døråbningen. <***> virkede sindssyg og latent aggressiv, og hans moder havde forinden oplyst, at han var meget dårlig og isolerede sig.

<***> blev den 6. juli 1999 akut tvangsindlagt på <***> Psykiatriske Sygehus på farlighedskriteriet, efter at han forinden var blevet anholdt af politiet, fordi han havde været aggressiv, truet forbipasserende med kniv og øvet hærværk mod biler.

Ved indlæggelsen var <***> tydeligt psykotisk, truende og latent aggressiv. <***> blev bæltefikseret, da han fandtes til fare for sig selv og andre. <***> modtog frivilligt injektioner med Cisordinol depot 300 mg samt injektioner med Cisordinol Acutard 100 mg, og havde efterfølgende også frivilligt medvirket til behandling med depotmedicin 300 mg ugentligt. Bæltefikseringen kunne derefter ophæves, da der havde vist sig en god effekt af den medicinske behandling.

<***> virkede imidlertid stadig latent aggressiv med dårlig impulskontrol, og den 12. august 1999 fremsatte han ønske om udskrivning, hvorfor han måtte tvangstilbageholdes på behandlingsindikation.

Det fremgår af <***>s udtalelse samt af hospitalsjournalen, at <***> den 16. august 1999 kl. 17.20 klagede over mavesmerter og ønskede medicin for dette. Inden sygeplejersken kunne få kontakt til vagthavende læge, blev <***> tiltagende aggressiv og gik ind på kontoret, hvor han direkte gik til angreb på et personalemedlem, som tidligere havde haft en konflikt i forhold til <***>, og som af den grund i den beskrevne situation havde trukket sig tilbage til kontoret for ikke at virke provokerende på <***>. <***> skubbede og slog det pågældende personalemedlem ned mellem to stole, hvorefter det øvrige personale, med assistance fra ekstra personale fra naboafdelingen, forsøgte at fastholde og pacificere ham. I første omgang faldt <***> nogenlunde til ro og kunne placeres i en stol på gangen, men han blev hurtigt aggressiv igen og smed med et askebæger. Han blev derefter bæltefikseret uden modstand.

Bæltefikseringen var forinden blevet godkendt telefonisk af vagthavende læge, der ankom til afdelingen umiddelbart efter fikseringen.

Det fremgår af hospitalsjournalen, at der efterfølgende var en løbende vurdering af <***>s tilstand, som svingede mellem perioder, hvor han havde mere indsigt sin situation og personlig kontrol, og perioder, hvor han igen virkede latent aggressiv og ikke havde tilstrækkelig impulskontrol. Man forsøgte løbende korterevarende løsning af bælte, først løsning i forbindelse med toiletbesøg, fra den 18. august forsøgsvis løsning af bæltet 3 x ½ time foruden toiletbesøg, og fra den 19. august 1999 løsning af bæltet 1 time x 3 dagligt.

Den 20. august 1999 fremgår det af hospitalsjournalen, at <***> det sidste døgn havde overholdt alle aftaler, når han var ude af bæltet og havde virket mere rolig selvom han stadig måtte anses for psykotisk. Under en samtale med 1. reservelægen på afdelingen havde <***> virket relevant, rolig og samlet, og det var derfor vurderet, at han kunne overholde aftaler og ville henvende sig til personalet ved behov, hvorfor bæltefikseringen samme dag kl. 11.30 kunne ophæves.

Da <***> følte sig mest tryg ved at have en person tæt omkring sig, fortsatte han med fast vagt indtil den 26. august 1999, hvorefter man forsøgsvis ville undlade fast vagt i dagtiden på de dage, hvor personalesituationen var til det.

<***> klagede den 24. august 1999 til Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> Amt over bæltefikseringen den 16. august 1999, som han fandt urimelig.

Klagen blev herefter behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> Amt den 3. september 1999, hvor nævnet godkendte beslutningen om bæltefiksering af <***> den 16. august 1999. Nævnet havde herved lagt vægt på, at <***> havde udsat andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred ved den 16. august 1999 at kaste med forskellige ting samt ved at opsøge og angribe personalet på sygehuset.

Afgørelsen blev den 5. oktober 1999, ved <***>s patientrådgiver, anket til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, idet <***> ikke mente, at der var grund til bæltefikseringen den 16. august 1999, som han i øvrigt også fandt havde varet i for lang tid.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at betingelserne for at tvangsfiksere <***> den 16. august 1999 var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at han selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder desuden, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. nævnet har herved lagt vægt på, at man forinden bæltefikseringen blev foretaget forgæves havde forsøgt at berolige <***> ved fastholden, efter at han den 16. august 1999, da hans ønske om medicin mod mavesmerter ikke umiddelbart kunne imødekommes, blev voldsom, voldelig og overfaldt sygehuspersonalet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder ligeledes, at udstrækningen af tvangsfikseringen igennem ca. 3 3/4 døgn opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. nævnet har herved lagt vægt på, at fikseringen udfra hospitalsjournalen blev løbende vurderet, idet <***>, uanset han tidvis var faldet noget til ro, stadig måtte anses for latent aggressiv og med utilstrækkelig impulskontrol. nævnet har ligeledes lagt vægt på, at bæltefikseringen i takt med den løbende vurdering blev gradvis ophævet, frem til den 20. august 1999, hvor <***> var faldet så meget til ro, at bæltefiksering kunne ophøre samme dag kl.11.30. Herefter fortsatte man efter <***>s eget ønske i endnu 6 dage med skærmning af ham ved fast vagt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> Amt den 3. september 1999.