Klage over praktiserende læges vurdering og videregivelse af oplysninger til lægevagten

Praktiserende læge <***> har brudt sin tavshedspligt ved den 9. juni 1997 at have videregivet fortrolige oplysninger om <***> til lægevagten ved <***>.

Efter straffelovens § 152b jf. § 152 henhører den endelige vurdering af brud på tavshedspligten under domstolene.

Praktiserende læge <***> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> den 9. juni 1997.

<***> har oplyst, at han jævnligt har haft smerter om natten på grund af hjertekrampe (angina pectoris). Mod dette har han taget tablet Cardopax 40 mg 2 x dagligt.

<***> har flere gange været indlagt på <***>, kardiologisk afdeling, <***>, samt <***> hvor der blev foretaget adskillige undersøgelser, som viste normale forhold. Man havde derfor ikke kunnet finde nogen grund til smerterne.

<***> har haft en del indlæggelser på <***>, hvor han blev fulgt ambulant. På grund af de vedvarende gener blev der foretaget en såkaldt belastningsundersøgelse af hjertet. Undersøgelsen blev dog ikke gennemført helt tilfredsstillende, idet <***> havde for ringe arbejdskapacitet. Under belastningsundersøgelsen blev der ikke konstateret nogen EKG-forandringer.

<***> blev herefter henvist til en myokardie scintigrafisk undersøgelse på <***>. Undersøgelsen blev udført både med ergometer belastning og med medicinsk belastning (Dipyridamol). Der blev ikke fundet sikkert sygelige forandringer i gennemblødningen af hjertemuskulaturen, hverken i hvile eller under belastning. En samtidig lungefunktionsundersøgelse viste ligeledes normale forhold. Under indlæggelser med hjertesmerter havde man konstateret diskrete EKG-forandringer (negativ T tak).

På denne baggrund havde lægerne opfattet <***> som havende et såkaldt syndroma X. En normal forudsætning for at stille diagnosen syndroma X er dog dokumenteret belastningsrelateret iltmangel i hjertemuskulaturen ved enten myokardie scintigrafi eller en arbejdsbelastningsundersøgelse. Dette havde lægerne ikke kunnet konstatere, men da <***> angav at have effekt af de sædvanlige stoffer, som bruges mod iltmangel i hjertemuskelaturen, valgte man at forsætte med den omfattende medicinske behandling mod iltmangelsymptomer.

Fra april 1996 og indtil årsstiftet 1997/98 havde <***> henvendt sig 253 gange til lægevagten ved <***>.

På baggrund heraf henvendte lægevagten sig til praktiserende <***> i slutningen af maj 1997 og anmodede om behandlingsmæssige oplysninger vedrørende <***>.

Lægen <***> sendte herefter brev af 9. juni 1997 til lægevagten med følgende oplysninger: "Jeg vil gerne have nedenstående optaget i lægevagtens CAVE-system: <***>, cpr.nr. <***>, <***>, <***>. Diagnose: Odysseus' syndrom (ingen holdepunkter for aktuelle eller tidligere hjertesygdom). Spleenectomeret (har fået fjernet milten). Supplerende oplysninger: Bør ikke behandles med morfika eller sedativa (sløvende midler). Forslag til behandling: Er rigeligt medicineret."

Samtidigt afsendte læge <***> til <***> et brev med følgende ordlyd: "Vi har jo flere gange talt om dine mange henvendelser til lægevagten. Jeg er nu blevet bedt om at sende oplysninger til de vagthavende læger således, at de kan give dig den bedst mulige behandling. Jeg har oplyst om dine diagnoser og anbefalet vagtlægerne at overlade den smertestillende behandling til mig".

Der er klaget over, at læge <***> har vurderet, at <***> ikke måtte modtage morfika af nogen art ved anfald.

Patientklagenævnet finder, at der ikke er grundlag for kritik af læge <***> i forbindelse med hans vurdering af <***> den 9. juni 1997.

Nævnet har lagt vægt på, at <***> blev mistænkt for syndroma X, som betyder, at der ikke kan påvises forkalkning i hjertekarene, men at der foreligger en tilstand, hvor hjertemuskulaturen alligevel kan være iltlidende i perioder på grund af for dårlig blodforsyning.

Patientklagenævnet finder, at den praktiserende læge ved disse patienter bør udvise stor tilbageholdenhed med morfika, idet tendensen til afhængighed anses for at være meget stor.

Der er endvidere klaget over, at læge <***> videregav oplysninger til lægevagten uden forinden, at have informeret <***> og uden at have indhente hans samtykke hertil.

Patientklagenævnet kan oplyse, at det følger af Sundhedsstyrelsens retningslinjer for ordination af afhængighedsskabende lægemidler, at såfremt en læge får kendskab til, at en patient hyppigt tilkalder lægevagt med henblik på ordination af afhængighedsskabende lægemidler, bør han orientere vagtlægerne om forholdet efter indhentet samtykke fra patienten. Såfremt patienten nægter at give sit samtykke, skal lægen overveje at ophøre med at behandle med afhængighedsskabende lægemidler.

Patientklagenævnet finder, at det var i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens retningslinjer at informere lægevagten ved <***> om, at <***> skulle beskyttes mod overforbrug af morfika. Nævnet har lagt vægt på, at praktiserende læge <***> havde modtaget oplysninger fra lægevagten ved <***> om, at <***> havde rettet henvendelse utallige gange, samt at <***> muligvis led af et såkaldt syndroma X, hvorfor der skulle udvises tilbageholdenhed med ordination af morfika.

Patientklagenævnet finder imidlertid, at læge <***> har brudt sin tavshedspligt ved den 9. juni 1997 at have videregivet fortrolige oplysninger om <***> til lægevagten ved <***> uden forinden, at have indhentet samtykke fra <***>.

Patientklagenævnet kan oplyse, at det følger af lægelovens § 9, at lægen er forpligtet til at iagttage tavshed om, hvad han under udøvelsen af sit kald erfarer eller får formodning om angående privatlivet tilhørende hemmeligheder, medmindre han ifølge lovgivningen er forpligtet til at udtale sig, eller medmindre han handler i berettiget varetagelse af en almen interesse eller i eget eller andres tarv.

En læge må således ikke uden patientens samtykke videregive fortrolige oplysninger medmindre lægen handler inden for en af undtagelserne i lægelovens § 9.

Efter nævnets opfattelse har <***> ikke givet sit samtykke til, at læge <***> måtte videregive oplysninger om ham til lægevagten ved <***>.

Nævnet har lagt vægt på, at læge <***> først samtidig med afsendelse af brevet til lægevagten informerede <***> herom ved brev, og at det hverken af journalen eller i udtalelse fra læge <***> fremgår, at <***> skulle have givet sit udtrykkelige samtykke til videregivelse af oplysningerne.

Nævnet finder i øvrigt, at det ikke er tilstrækkeligt, at der foreligger et "stiltiende samtykke" fra patienten i forbindelse med videregivelse af oplysninger, som i nogen sammenhænge kan accepteres ved indhentelse af samtykke til behandling.

Patientklagenævnet finder endvidere, at der ikke forelå en situation, som efter lægelovens § 9 kunne berettige en videregivelse af oplysningerne.

Patientklagenævnet kan oplyse, at ved lov om patienters retsstilling, som trådte i kraft den 1. oktober 1998, indsatte man en ny regel i § 24, stk. 2, nr. 1, som giver lægen mulighed for at videregive oplysninger uden patientens samtykke, såfremt der er af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb for patienten, og videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesse og behov.

Ifølge forarbejderne til loven baserer reglen sig på, at der som konsekvens at det informerede samtykke til behandling, også er givet et samtykke til, at lægen kan videregive de for det aktuelle behandlingsforløb nødvendige helbredsoplysninger uden patientens samtykke hertil.

Forarbejderne nævner eksempler på, at der således kan gives oplysninger fra den praktiserende læge til et sygehus, hvor den videre behandling skal ske. Ligeledes kan sygehuset sende resultater af sygehuslaboratoriers og røntgenafdelingers undersøgelser, der foretages for den praktiserende læge.

Patientklagenævnet finder ud fra en konkret vurdering, at der ved <***> kontakter til lægevagten ikke var tale om et aktuelt behandlingsforløb.

Nævnet har lagt vægt på, at da <***> kontaktede vagtlægerne, var han i behandling hos læge <***>, og kontakten til vagtlægerne skete uden forudgående aftale med læge <***>. Det er nævnets opfattelse, at vagtlægerne ikke havde ansvaret for opfølgningen på behandlingen, og der var ikke tale om et planlagt behandlingsforløb.

Nævnet kan endvidere oplyse, at efter lov om patienters retsstilling § 24, stk. 2 nr. 2, kan lægen endvidere uden patientens samtykke videregive oplysninger, såfremt videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre.

Patientklagenævnet finder, at denne bestemmelse ikke finder anvendelse, idet det efter nævnets opfattelse var muligt inden videregivelsen at drøfte med <***>, om der kunne gives samtykke til videregivelse af oplysningerne.

Nævnet skal bemærke, at efter lov om patienters retsstilling § 24, stk. 2 nr. 3, kan f.eks. vagtlæger, praktiserende læger, der virker ved egen læges forfald, samt en anden alment praktiserende læge videregive oplysninger om patienten til patientens egen læge.

I disse situationer er der ifølge forarbejderne tale om, at lægerne virker som stedfortræder for egen læge. Den praktiserende læge modtager oplysningerne, således at han ved sin planlægning af den fortsatte behandling kan tage hensyn til eventuel behandling fra andre læger.

Patientklagenævnet finder, at denne regel ikke kan fortolkes analogt, således at den praktiserende læge herefter kan videregive oplysninger til vagtlæger uden samtykke. Denne fortolkning baseres på det særlige tillidsforhold, der skabes mellem egen læge og patienten.

Patientklagenævnet finder på denne baggrund, at læge <***> burde have indhentet <***> samtykke, forinden oplysningerne blev videresendt til lægevagten ved <***>.

Afgørelsen blev truffet af et flertal i nævnet. De to lægelige medlemmer afgav følgende mindretalsudtalelse: Lægen har fulgt vanlig praksis og har handlet lægeligt velbegrundet. Sagen er af så vidtgående principiel betydning, at vi ikke finder, at Patientklagenævnet kan træffe afgørelse. Vi kan derfor ikke tiltræde forslag til afgørelse.