Klage over utilstrækkelig information af pårørende

Afdelingslæge <****> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <****> i perioden fra oktober 1998 til juni 1999.

Afdelingslæge <****> har ikke overtrådt lov om patienters retsstilling ved sin information af <****> i perioden fra oktober 1998 til juni 1999.

Fra den 19. september til den 22. september 1998 var indlagt på psykiatrisk afdeling, på grund af personlighedsændring, som havde udviklet sig over et halvt år samt glemsomhed og tristhed. Man fandt, at tydeligvis havde et dementielt præg, men ikke at han fremviste tegn på depression. Der var herefter ikke indikation for fortsat indlæggelse.

Den 29. september 1998 blev undersøgt i geriatrisk afdeling på efter henvisning fra egen læge på grund af demens og kroniske alkoholproblemer. Der blev taget blodprøver og aftalt tid til ambulant udredning for demens.

Den 7. oktober 1998 blev undersøgt af afdelingslæge . Ved det efterfølgende ambulante besøg den 14. oktober 1998 blev det besluttet, at skulle tilknyttes afdelingens daghospital, dels med henblik på aflastning af hjemmet, og dels for at træne sin gangfunktion med dårligt fungerende venstre fodled på grund af en drop-fod som følge af en discusprolaps mange år tidligere. Ved denne konsultation blev der endvidere foretaget en demenstest (MMSE), hvor scorede 23 point, svarende til demens i lettere grad (området 20-24 point). Af journaloptegnelserne fremgår endvidere, at afdelingen overfor fremhævede, at det var vigtigt at der foregik en kommunikation med hustruen, og at afdelingen i den forbindelse lovede at holde sig neutrale.

Den 22. oktober 1998 blev genindlagt på psykiatrisk afdeling, denne gang på grund af alkoholbetinget delir (delirium tremens). Tilstanden blev behandlet med Fenemal samt B-vitaminer og kom sig betydeligt, men var fortsat forvirret med hensyn til orientering i tid og sted. For at udelukke neurologisk lidelse blev den 2. november 1998 undersøgt af en neurolog, som ikke fandt grundlag for yderligere neurologiske undersøgelser. Da psykiatrisk afdeling samtidig fandt, at psykiatrisk set var færdigbehandlet fandtes det mest hensigtsmæssigt at overflytte ham til geriatrisk afdeling med henblik på videre demensudredning og genoptræning. Dette blev ifølge journalnotat meddelt til de pårørende den 3. november 1998. Den 5. november 1998 blev Serenasebehandling indledt på psykiatrisk afdeling på grund af, at fortsat var urolig om natten.

Den 11. november 1998 blev overflyttet til geriatrisk afdeling, hvor den tidligere medicinering blev fortsat, herunder behandlingen med Serenase 2 mg til natten.

Den 16. november 1998 blev doseringen af Serenase til øget fra 2 mg til 3 mg i døgnet, fordi han fortsat var urolig hen imod aftenen og natten.

Den 23. november 1998 var der ifølge journalen samtale med s hustru, hvor planer for fremtiden blev drøftet. Samme dag havde s hustru tillige en samtale med hospitalets socialrådgiver om ægteparrets økonomiske situation.

Den 26. november 1998 var der i afdelingen en konference med ægtefællerne og hjemmeplejen, hvor ægtefællernes behov for hjælp blev drøftet under hensyn til s plejebehov.

Den 9. december 1998 blev doseringen af Serenase til atter nedsat til 2 mg i døgnet, fordi han følte sig træt og mente, at han gik dårligere end normalt. Den 15. december 1998 blev udskrevet til en aflastningsplads på et plejehjem med en række medicinordinationer, herunder Serenase 2 mg i døgnet.

Den 7. april 1999 blev genindlagt på geriatrisk afdeling, , på grund af ophævet gangfunktion i de seneste to uger, idet man mistænkte at tilstanden kunne være forårsaget af medicinen Serenase. Dosis af Serenase var på genindlæggelsestidspunktet øget i forhold til dosis på udskrivelsestidspunktet, formentlig af egen læge.

Den 14. april 1999 var der psykiatrisk tilsyn med henblik på eventuel medicinændring. Det blev foreslået at ophøre med Serenasebehandlingen.

En uge senere, den 22. april 1999 var der i afdelingen konference med ægtefællerne , hjemmeplejen og afdelingslæge med henblik på vurdering af behov for plejemæssig hjælp ved udskrivelsen. Ved denne lejlighed diskuteredes spørgsmålet om behandling med Serenase, og det blev besluttet af ophøre med Serenasebehandlingen.

Den 27. april 1999 anførte afdelingslæge i journalen, at det var aftalt med , at snart skulle udskrives til hjemmet med maksimal hjælp, og med på hurtig efterfølgende vurdering af løsningens bæreevne. Den 5. maj 1999 blev således udskrevet uden behandling med Serenase.

Efterfølgende blev af egen læge sat i behandling med Risperdal, hvilket blev seponeret igen den 17. maj 1999 på grund af bivirkninger. Herefter blev sat i behandling med Buronil 25 mg.

Den 18. maj 1999 blev efter henvisning fra egen læge atter indlagt på geriatrisk afdeling, . Ved indlæggelsen led af muskelstivhed og rysten. Den 19. maj 1999 blev der foretaget undersøgelse ved neurologisk afdeling, hvor det vurderedes, at s tilstand sandsynligvis skyldtes behandlingen med Buronil. Den 21. maj 1999 blev overflyttet til geriatrisk klinik. Som følge af hans symptomer anbefaledes at undlade behandling med antipsykotisk medicin, og i stedet medicinere med et Benzodiazepinpræparat ved uro. Den 1. juni 1999 afholdtes familiesamtale, hvor medicineringen af blev drøftet, herunder behandlingen med Serenase. Samme dag anmodede familien om aktindsigt i sagen, hvilket samtykkede i. Ved neurologisk undersøgelse den 3. juni 1999 fandtes en nytilkommen patologisk plantarrefleks og ved CT-scanning af hjernen samme dag påvistes flere ar fra blodpropper i den nederste del af hjernen, som ikke tidligere var set. Den 9. juni 1999 blev indstillet til en plejehjemsplads, hvilket blev godkendt. Den 21. juni 1999 anmodede familien om aktindsigt i det resterende materiale, hvilket ligeledes gav tilladelse til.

Der er klaget over geriatrisk afdeling, , specielt afdelingslæge , idet der ikke blev foretaget løbende tilpasning af dosis i forbindelse med behandlingen af med Serenase. Videre er der klaget over, at der ikke blev givet tilstrækkelig information til familien vedrørende s sygeforløb. Det er i den forbindelse gjort gældende, at ikke var i stand til at tage vare på sig selv, og således ikke var i stand til at modtage og forstå information.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for kritik af afdelingslæge s behandling af i perioden fra oktober 1998 til juni 1999.

For så vidt angår behandlingen med Serenase, har nævnet lagt vægt på, at denne behandling med god effekt blev startet i lille dosis på psykiatrisk afdeling. Nævnet har herunder lagt vægt på, at dosis på relevant vis blev tilpasset s symptomer, hvorefter uroen syntes velbehandlet. Der er ikke i journalen beskrevet bivirkninger i form af rysten eller stivhed.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at da i forbindelse med stuegang den 9. december 1998 gjorde opmærksom på træthed og gangbesvær, reduceredes dosis på mistanke om bivirkninger. På udskrivelsestidpunktet blev beskrevet som værende i sin habitualtilstand.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at man på relevant vis mistænkte, at den forværring, der var sket i s tilstand forud for den indlæggelsen den 18. maj 1999 i form af ukontrollabel rysten, kunne være en bivirkning til medicinen, hvorfor der blev foranlediget tilsyn ved neurologisk afdeling. Ved denne lejlighed konstateredes en nytilkommen patologisk plantarrefleks, hvorefter der blev foretaget fornyet CT-scanning af hjernen den 3. juni 1999, hvor der påvistes flere ar fra blodpropper i den nederste del af hjernen, som ikke tidligere var set og som kunne forklare den forværring i tilstanden, der var indtrådt ca. 1 måned tidligere. At fysioterapeuten bemærkede en tendens til at hælde mod højre talte ligeledes for en nylig blodprop i hjernen.

Sammenfattende finder nævnet, at geriatrisk afdelings håndtering af og kontrol med Serenasebehandlingen var i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard.

I relation til spørgsmålet om information, skal nævnet bemærke, at en patients evne til at forstå information og give samtykke til behandling vil afhænge dels af patientens intellektuelle formåen på det givne tidspunkt og dels af, hvor kompliceret informationen/ behandlingen er.

Nævnet har ved sin afgørelse lagt vægt på, at i forbindelse med kontakt til geriatrisk ambulatorium den 14. oktober 1998 fik foretaget en demenstest (MMSE), hvor han scorede 23 point, svarende til demens i lettere grad (området 20-24 point). Af oplysningerne i journalen fremgår, at s intellektuelle formåen vekslede fra dag til dag. På nogle tidspunkter fandtes han forvirret og ikke orienteret i egne data, mens han på andre beskrives som hukommelsessvækket, men vågen og klar, orienteret i egne data, vidende om at han var på hospital og kunne den 11. november 1998 selv tage afstand fra et tidligere (natligt) fremsat ønske om udskrivning. I forbindelse med den anden indlæggelsesperiode i april og maj 1999 var s tilstand ligeledes svingende, men han var på indlæggelsestidspunktet vågen og i stand til at erindre egen adresse, samt det faktum at der var indgivet ansøgning om plejehjemsplads. I juni 1999 var han endvidere i stand til at give samtykke til aktindsigt.

Nævnet kan oplyse, at den information man i en situation som den aktuelle vil give en patient om behandling med Serenase vil være relativ enkel med nævnelse af formål/virkning (“at dæmpe den uro og spænding, der generer dig især om natten”) og bivirkninger (“kan af og til medføre stivhed og bevægelsesbesvær, som plejer at forsvinde når man holder op med behandlingen”).

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det af beskrivelsen af s tilstand fremgår, at han på dårlige dage næppe har været i stand til fuldt ud at forstå en sådan information, mens han på gode dage har kunnet forstå og give samtykke til behandlingen, hvilket underbygges af, at senere i forløbet selv medvirkede til diskussionen om mulige bivirkninger.

På denne baggrund finder nævnet således, at blev informeret og inddraget i drøftelserne vedrørende behandlingen i det omfang, han var i stand til at forstå behandlingssituationen. Nævnet finder ikke, at der er holdepunkter for at fastslå, at varigt manglede evnen til at forholde sig fornuftsmæssigt til information, behandlingsmuligheder, risici m.v.

Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at det af lov om patienters retsstilling følger, at patientens pårørende som udgangspunkt ikke har krav på at blive informeret om patientens sygdom. Patienten kan imidlertid give samtykke til, at de pårørende informeres.

Af journaloptegnelserne fremgår, at der i perioden blev afholdt dels 3 lægesamtaler med hustru/familie og dels 2 hjemmeplejekonferencer, også med deltagelse af familie, og hvor s situation og fremtidsmuligheder blev diskuteret. Endvidere havde ægtefællerne sammen haft samtaler med socialrådgiver og hustruen yderligere én vedrørende både den økonomiske og praktiske situation, og der var således gode muligheder for familien til at få besvaret spørgsmål både af lægelig og social karakter.

Sammenfattende finder nævnet ikke, at kunne kritisere den information, der blev givet i forbindelse med s sygeforløb i perioden fra oktober 1998 til maj 1999.